Af arbejderklassens og politiundertrykkelsens historie

Guldalderens frihedskæmpere

Af Henrik Nielsen"

Men dersom styrmandens arbejde ikke duer, sejler man ind blandt klipper og drukner (…) Styrmanden kan derfor ikke godt sige til passagererne: Det tilkommer ikke jer at tænke over, hvad der er givet mig at tænke over (…) Den passageer, som ikke vilde tænke derover, maatte netop ved dumhed være udmærket. Ligesaa er det med statsborgeren."

(Dr. Phil. J.J. Dampe)

Torsdag den 16. november 1820, lidt i otte om aftenen, mens sneen falder, går tre mænd ned af Brolæggerstræde i København. De tre er dr. Phil, Jacob J. Dampe på 30 år, smedemester Hans Christian Jørgensen, 41 år, og en fra militæret afskediget løjtnant C.F.L. Top. De tre går ind i porten i nr. 73. Knap er de trådt indenfor før de anholdes af tre politibetjente, der visiterer dem og derefter bringer dem til Domhuset på Nytorv.

En måned senere indbringer den offentlige anklager de to førstnævnte for retten med påstand om at de har gjort sig fortjent til lovens strengeste straf: at "have forbrudt Ære, Liv og Gods, den højre Haand levende afhugges, Kroppen parteres og lægges paa Stejle, og Hovedet med Haanden sættes paa en Stage."

Den tredje mand, løjtnant C.F.L. Top havde unddraget sig anklagerens vrede ved at påtage sig den foragteligste af alle roller som politistikker og provokatør. For sin udåd belønnes han af Frederik den Sjette med 100 rigsdaler.

DR. JACOB DAMPE havde studeret teologi og filosofi, han var lærer, skolebestyrer, digter og prædikant. Ofte havde hans pen været udsat for enevældens censur med store bøder til følge.

Smedemester Jørgensen var vokset op i fattige kår på Lolland før stavnsbåndets ophævelse og tog til København for at skaffe sig til livets ophold. Selv havde den sociale og økonomiske indignation bragt ham i konflikt med politiet allerede før han stiftede bekendtskab med Jacob Dampe.

De to havde arbejdet for at indføre en repræsentativ forfatning, en folkeafstemning, der om nødvendigt skulle gennemføres med revolutionære midler, i selvforsvar forstås. Også kampen for ytringsfriheden lå de to på sinde, især Jacob Dampe, som censuren havde berøvet muligheden for at ernære sig ved offentlige taler og skriverier. Dette var deres alvorlige forbrydelser.

Disse to handlingens mænd havde ikke deres fortilfælde i historien. Kun ganske få intellektuelle havde udtrykt sympati for den franske revolutions idealer, som P.A. Heiberg og Malthe Bruun, og det havde kostet dem bøder, fængsel og landsforvisning.

FREDERIK DEN SJETTES regeringstid var brutal. Samfundsordenen blev holdt oppe udelukkende ved effektiv underkuelse af de store masser af fattige og besiddelsesløse. Det uhyggeligt korrumperede enevældige retssystem med dets uhyggelige straffeinstitution var det yderste magtmiddel som hele samfundssystemet hvilede på.

Frederik den Sjette havde uindskrænket magt og ubegrænsede rettigheder – og han gjorde mere end flittigt brug af disse beføjelser. Hans uforstand og egenrådighed lammede folkets politiske udvikling. Det lammede pressen, og som man ser det i dag i Se og Hør, BT og Ekstrabladet, Politiken A/S og Berlingske Tidende, DR-tv, TV2,3,4,5,6,7…, blev resultatet rigelige mængder kongerøgelse, åndløse vers og hyldester ved royale festdage. Regeringens tiltag blev svøbt i de ækleste smigerudtryk, som i vore dage kun eftergøres ved direkte påskønnelse af Danmarks adfærd i den nye verdensorden, udtrykt af den amerikanske præsident.

Frederik den Sjettes samfund var bundkorrupt. Statsbankerotten i 1813 havde skabt enorme prisstigninger og skellet mellem almindelige mennesker og overklassen blev mere udtalt. Tiggerne blev alt flere, samtidig med at de fine vogne holdt udenfor dyre modebutikker og Charlottenlund´ske skovhuse og damer og herrer af bedre herkomst stillede deres smag og pragt til skue for de underkuede masser. Blev embedsmænd grebet i grove bedragerier, dækkede myndighederne over dem. Dét var lettere dengang, da den offentlige mening ikke kunne udtrykkes, men fænomenet er ingen sjældenhed ej heller i vore dage. Anlagdes der endelig sag mod disse, blev sagen trukket i langdrag og faldt der dom blev den mild, og kongen skyndte sig at benåde.

Men end ikke Guds nåde kunne hjælpe en ubetydelig tyv af jævn herkomst. Han blev brutalt straffet med gabestok og prygl. Dette scenarie har sin pendant til i dag hvor almindelige borgere føres væk i håndjern fra supermarkeder for at have stjålet en pose popcorn, mens royale kleptomaner går fri af pinlighedsårsager.

JACOB DAMPE havde med sin teologiske eksamen ret til at tale i kirkerne. Og det skete tit. Kirkerne var ved disse lejligheder så vel besøgte at der måtte opstilles politi udenfor kirke for at forebygge uorden. Hans tilhører var overvejende jævne mennesker, der sugede til sig af hans anti-autoritære og mere fornuftsprægede end religiøse budskab. I 1819 talte han over emnet "Hvorvidt er frihed i ord og handling overensstemmende med christendommens aand."

Ordet frihed var ikke velset hos hverken de gejstlige eller verdslige autoriteter. Den frie forfatning og afskaffelsen af enevælden havde fået vind i sejlene ude i Europa og både Norge og Frankrig havde haft en repræsentativ forfatning siden 1814. Derfor bad nu den sjællandske biskop Münter myndighederne at forbyde Jacob Dampe at tale i kirkerne. Og det skete. Talen der indeholdt sætningen, at friheden kan manifestere sig "ved en handling, der væbner sig mod den undertrykkende magt." Han fremhævede, at loven var hellig for friheden, fordi alt andet kun kommer af "mennesker, der have magt til at virke, og de som have magt til at virke, misbruge den jevnlig."

JACOB DAMPE blev født i København den 10. januar 1790. Hans far var skræddermester og hans mor husholderske. Ved den store brand i 1795 mistede familien alt.

En af moderens bekendte husede venligt den nødstedte familie og denne underviste den fem-årige Dampe i latin. Dampe blev teologisk kandidat i 1809, men søgte ikke et præsteembede. I stedet erhvervede han sig universitetets guldmedalje for en æstetisk afhandling, og udfærdigede i 1811 en retsskrivningsreform der foreslog afskaffelse af store bogstaver i hovedord, afskaffelse af stumme bogstaver, afskaffelse af x og z, og afskaffelse af fremmedordene som skulle erstattes med ord menigmand kunne forstå. Samme år giftede han sig med en plejedatter af en justitsråd, der fødte ham seks børn, inden de blev skilt. Hans kone indlod sig med sin egen plejefar.

Jacob Dampe var i 1812 som 22-årig blevet doktor i filosofi på en afhandling om Koranens etik. Så havde han været adjunkt i Slagelse og redaktør på den lokale avis, men vendte i 1816 tilbage til København. I Slagelse ragede han uklar med det bedre borgerskab, angiveligt fordi han havde sammenlignet de fine damers snakken med papegøjer. Men utilfredsheden med Dampe grundede dybere. En lærer i byen karakteriserede senere Dampe som en "usvigelig sandhedskierlig Mand, endog når Sandheden måtte skade ham." Dampe kritiserede Slagelse fattigvæsen og ironiserede over pastoren, som var i bestyrelsen for dette væsen. Da Dampe rejste til København, blev selvsamme præst avisredaktør.

I KØBENHAVN ernærede Jacob Dampe sig med skolevirksomhed og af at skrive små satiriske digte og artikler til forskellige blade. I 1816 blev han medlem af læse- og diskussionsklubben Clio, et samlingssted for intellektuelle med frisindede anskuelser. Stedet var mistænkt for at fostre demokratiske vildfarelser, så derfor var forsamlingen specielt overvåget af politiet. I politidirektørens arkiv ligger en tekst, som Dampe i 1818 - da Karl Marx netop lå og pattede på moders bryst - skulle have oplæst i klubben, om den politiske frihed ude omkring i Europa.

Men trykkefriheden og censuren var skrap og fuldkommen. Den despotiske konge, Frederik den Sjette indskærpede overfor kancellipræsidenten, "at frygt måtte jages i dem (samfundskritiske skribenter)" og at han "bifalder at kancelliet tager fat på disse herrer. Kun ingen skånsel…"

JACOB DAMPE var forholdt at prædike i kirkerne, men i sin egenskab af filosofisk doktor havde han ret til at holde offentlige forelæsninger, og det gjorde han. En forelæsning den 10. april 1820 overværedes af to fremtrædende politiembedsmænd og de rapporterede til politidirektøren, at der havde været ca. 100 mennesker i lokalet, hovedsageligt fra "de lavere klasser." Hans forelæsning var en undersøgelse af grundlaget for den officielle kristendom. Biskop Münter blev informeret og han fik kancelliet til at forbyde Dampe at holde foredrag om teologiske emner. Dampe reagerede ved at spørge censorerne, om det var ham tilladt at annoncere i avisen at han ville holde en "ikke-teologisk tale imod den mening, at folket skal betragtes som utænkende (med fri adgang for uformuende)." Det var det ikke.

Jacob Dampe måtte opgive sin skolevirksomhed og indskrænkningen i hans skriveudfoldelse satte ham under et kraftigt økonomisk pres. Selv i det ellers så frisindede selskab Clio turde klubbens direktører ikke lade Dampe foredrage, af frygt for repressalier. Selvom Dampe ikke gav op blev hans stoppet af censuren. Hans skrift "Videre foregaaede Facta, Yttringen Frihed vedkommende" indbragte ham for Hof- og Stadsretten. Han blev frakendt retten til at prædike og undervise. Og for at have forfattet skriftet blev han idømt en stor bøde. Og så var det ikke engang blevet udgivet. Dampe søgte under retssagen audiens hos Frederik den Sjette for at tale sin sag, men kongen nægtede at modtage Dampe.

NETOP I DENNE TID var Dampe begyndt at udgive et lille kritisk-satirisk ugeblad ved navn "Iagttageren". Nummer 13, der skulle blive det sidste, udkom dagen før han anholdtes i Brolæggerstræde. I dette tidsskrift beskrev og forklarede Dampe, i den grad censuren tillod det, de demokratiske statsformer.

I et af numrene findes artiklen "Er det latterligt og urigtigt, at borgerne tænke og raisonnere over statssager?" hvor Dampe kritiserer Holbergs "Den politiske kandestøber" for at beskrive almindelige mennesker politiske tanker som indeholdende kun dumheder. Men Dampe tager de politiske forvalteres evner under lup:

"For at blænde Mængden, tage de en højere Værdighedsmaske paa. Men naar man seer bag Masken, hvad opdager man som oftest? En art af halv Dannelse, forvirrede Begreber, mangel af Tænkning, en Aand mere hengiven til Stræben efter Fordeel og Ærestegn, end bekymret for Almeenvel, hvortil komme mange af de sletteste Lidenskaber og slemmeste Villies-fejl: Herskesyge, Stolthed, Forfængelighed, Feighed, Dovenskab; saa at deres Værk er langt fra at være over Kritikken, men er tværtimod ofte under Kritikken."

I modsætning til disse opfatter Dampe menigmand som udvisende en "varme og virkelig ædel Iver overfor alt, hvad de blot ansee for Sandhed og Ret." Kun borgerne, der lider under statens bræk og fejl, kan bedømme statens tilstand.

JACOB DAMPES økonomiske situation var håbløs i efteråret 1820. Hans indtægtsmuligheder var ham berøvet, han skulle betale underholdsbidrag til sin forhenværende kone og deres nu fire børn, og han måtte forsørge sin syge og svagelige mor. Samtidig veg hans venner og bekendte fra ham af frygt for at komme i politiets søgelys. Dampe fik alle sine bøger beslaglagt fordi han ikke betalte husleje og han flyttede til et usselt logi i studiestræde.

Smedemester Jørgensen kom på dette tidspunkt ind i billedet. Jørgensens kone var faldet i snak med Dampes tidligere husvært, som fortalte om deres logerende og hans mors sørgelige situation. Smedemester Jørgensen fik kontakt til Dampe via Dampes mor, som han forærede 18 rigsdaler, svarende til en håndværkersvends månedsløn. Nogle af pengene skulle købe nyt tøj til Dampe, der var begyndt at blive temmelig laset i tøjet. Smedemesteren inviterede Dampe til at spise middag hos sig dagligt, og invitationen blev modtaget. De to var temmelig overens i politiske standpunkter og begge havde båret en jernring på venstre hånd, for at vise at de gik ind for friere politiske forhold. Politidirektørens første indberetning om "Jernrings-foreningen" viser at politiet skønnede at medlemmerne var mellem 50 og flere hundrede og at flere officerer fra Prins Christians regiment gik med ringen.

Egentlig var det slet ikke en forening, blot en demonstration. Men det viser, at der var mange der ønskede det korrupte enevoldsstyre afløst af demokrati.

Flere af jernring-foreningens "medlemmer" blev bestukket til at komme med oplysninger om de ledende kræfter – altså her i blandt Jacob Dampe.

Lige efter at politidirektøren havde afleveret sin rapport til Frederik den Sjette om "Jernrings-foreningen", kunne kongen selv melde tilbage at en vis løjtnant Top, havde ladet chefen for hans adjudantskab meddele, at Dampe & Co. Virkelig planlagde en revolution. Ifølge løjtnant Top besøgte jernring-foreningsmedlemmet Blok Tøxen ofte gældsarrestanter i fængslerne. Kongen mente, at Tøxen satte sig i forbindelse med fangerne for at få dem til at medvirke til revolutionen. Endvidere havde Frederik den Sjette fangeoprøret i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i frisk erindring. Her havde han brutalt befalet, at dersom fangerne ikke frivilligt angav hovedmændene, skulle de alle blive betragtet som skyldige og herfor skulle hver tiende mand henrettes.

Løjtnant Top føjedes til politiets lønningsliste, ligesom to andre, hvoraf den ene var Dampes barndomsven. Nu var stikkervirksomheden i fuld gang og den "positive virkelyst" var så stor, at løjtnant Top og Dampes barndomsven gensidigt angav hinanden.

Om Jacob Dampe meddelte politiagenterne, eller de subalterne explorationsfolk som de hed i fagsproget, at han søgte at hverve tilhængere blandt middelklassen og at han mente, at 500-600 mennesker forsamlet på Slotspladsen eller Kongens Nytorv for at demonstrere for fri forfatning, ville få mindst ligeså mange til at strømme til. Det meldtes også, at Dampe beklagede pøbelens optræden under jødefejden i 1819. I stedet for at knuse jødernes ruder, skulle de have slået ruderne ind hos justitsministeren og politidirektøren. Men af størst interesse må det have været, at Dampe angiveligt skulle have sagt, at han anså det for det sikreste, hvis man skulle lave opstand, at have de nederste, pøbelen, på sit parti.

Efterhånden som overvågningen tog til og blev mærkbar for bærerne af jernringen, trak de sig tilbage. Dampe selv skriver en satirisk fortælling hvor han beskriver politispioner – ikke som folk i ecco-sko – men som "nogle lange Lømler, hvilke man kunne kjende i Gadens Ende."

Som politiet i dag undersøger folks brug af kredit-kort i SuperBrugsen, opsøgte politiagenter også den gang de isenkræmmere der forhandlede jernringen. Overvågningen var minutiøs, hvilke gader gik Dampe og Tøxen ad, hvem besøgte de, iagttagelser om at Dampe skulle være "forliebt i Conditor Konen" i Kronprinsessegade, blev noteret. Da Tøxen mærkede jorden brænde under sig lod han sig købe af myndighederne. Han modtog 50 rigsdaler fra finansminister Møsting.

NU VAR DER KUN DAMPE OG SMEDEMESTER JØRGENSEN TILBAGE. Løjtnant Top spillede en stadig mere aktiv rolle. Og kongen og politidirektøren var i daglig kontakt om sagen. Top inviteredes af Dampe til at deltage i en forening af frihedsvenner. Men mere end 50 procent af medlemmerne skulle vise sig at være politispioner. Løjtnant Top var ivrig. Han hjalp bl.a. til med at skaffe mødelokalet i Brolæggerstræde, og pressede på for at Dampe skulle radikalisere sine skriverier.

Tre dokumenter fik afgørende betydning for Dampe og Jørgensens skæbne. De fylder i alt 12 håndskrevne sider. Disse dokumenter havde politistikkeren løjtnant Top sikret sig afskrifter af og magthaverne besluttede sig for hurtigt at gribe ind.

- Første dokument drejede sig om et program for gennemførelse af demokratiske valg, med det formål at indføre en fri forfatning. Dampe henviser til de forandrede regeringsformer i sydeuropa.

- I et andet skrift opfordrer Dampe til at melde sig ind i en forening, der offentlig skal stå frem og kræve at folket selv må stemme om deres ønskede regeringsform. Møde bevæbnet, "ikke til Angreb mod Nogen, men til mod al mulig Vold." Kongens indgreb i folkets ret til selv at bestemme er vold, og al vold berettiger til forsvar og værge.

Foreningen skulle møde talstærkt op på slotspladsen og stille kongen det ultimatum at han inden 24 timer måtte erkende folkets ret. Ellers ville kongens optræden opfattes som vold og denne vold ville tvinge folket til en kortere fremgangsmåde.

- Det tredje papir var et opråb til soldaterne, og det var forfattet på opfordring af smedemester Jørgensen i et jævnt og ligefrem sprog:

"Soldater! Paa den ene Side ser I Frihed og Medborgere, paa den anden Side ser I Lænker og Trældom og de Mennesker der har traadt paa Eders Nakke. Et enkelt, taabeligt menneske kalder sig Konge. Han med sine Kreaturer kan gøre os al den Uret, de vil. Men kan nogen Soldat bære den Vanære i nogle Uslingers Tjeneste at træde på lidende Medbrødres Lig? Hvor længe skal Elendigheden bestaa?"

Disse tre udkast skulle diskuteres torsdag den 16. november 1820 om aftenen ved otte-tiden i Brolæggerstræde. To af politiagenterne ville støde til senere, en guldsmed Timmermann blev forsinket og undgik derved anholdelse. Kun Løjtnant Top, smedemester Jørgensen og dr. Phil. Jacob Dampe dukkede op i løvens hule. Dampes skrifter beslaglagdes, og Dampe og Jørgensen førtes til Domhuset på Nytorv, mens løjtnant Top foregivende stor medlidenhed fik lov at gå. Mens Dampe og Jørgensen afhørtes i politiretten på kongens befaling, ransagedes Dampes værelse i Studiestræde, hvor flere papirer og manuskripter beslaglagdes.

EFTER TO UGERS AFHØRINGER blev både Dampe og Jørgensen af deres forsvarere rådet til, at deres forbrydelse måtte blive afgjort ved kongens nåde før sagen gik til doms. Men Kancelliet frarådede kongen denne fremgangsmåde, og anbefalede, at sagen blev behandlet ved en særlig domskommission – for lukkede døre, ligesom forhørene.

Kommissionen kom til at bestå af tre dommere hvoraf den ene, Michael Lange, havde en fortid som leder af inkvisitionskommissionen, en domstol der legitimt underkastede de forhørte tortur, hvis de ikke ville tilstå. Han havde sammen med politidirektøren i 1817 ved en standret dømt 14 mennesker til halshugning, heraf tre til hjul og stejle, for deltagelse i oprøret i Børnehuset på Christianshavn. D´herrer havde selv velbehageligt overværet de brutale henrettelser. Michael Lange forfremmedes senere til ledende medlem af kancelliet.

Den offentlige anklager kunne således roligt anbefale dødsstraf for både Dampe og Jørgensen med så pålidelige domsmænd i panelet. De to frihedskæmpere blev tiltalt for højforræderi og majestætsforbrydelse – det vil på moderne dansk sige, at de blev tiltalt for revolutionær aktivitet.

Forsvarerne forsøgte at finde undskyldninger for forbrydelsen. Dampe blev undskyldt med, at han havde været forstyrret i hovedet på grund af personlige problemer som fraskilt, og Jørgensen fremstilledes som indskrænket uden egentlig forståelse for hvad han havde foretaget sig. Dampe selv fremlagde et 19 sider langt forsvarsskrift, hvor han forsøgte at formilde dommerne ved at slå på alle sine trængsler i livet. Han håbede, at han ligesom P.A. Heiberg kunne slippe med landsforvisning. I alle fald ville han hellere dømmes til døden end at sidde levende begravet i et fængsel.

Dommen blev afsagt 14. februar 1821. Begge arrestanter dømtes til døden. Begge undlod at appellere dommen til Højesteret i håb om at kongen ville formilde dommen. Men den 7. marts ændrede Frederik den Sjette dommen til livsvarigt fængsel, under streng bevogtning på Christiansø.

Rygterne om Dampes og Jørgensens skæbne spredte sig med lynets hast. Alle mulige overdrevne gisninger cirkulerede, og det så kraftigt at politidirektøren måtte indrykke en lille beroligende notits i Statstidende at Dampes frihedsagitation blot var fantasi og hjernespind og at denne i øvrigt ikke havde fundet grobund hos andre. Dommens virkelige præmisser blev først offentliggjort 20 år senere, og deri blev forbrydelsen hverken kaldt planløs eller ufarlig – tværtimod.

EFTER AT HAVE SIDDET I EN USSEL CELLE i Kastellet i knap fire år og ventet på afskibning til Christiansø ved Bornholm, blev først Jørgensen så Dampe sendt til dette Danmarks fjerneste og mest isolerede sted. Mens Jørgensen blev behandlet ret mildt i forhold til normal praksis og i øvrigt benådet efter 11 år, blev Dampe stadig betragtet som en farlig mand. Alle de benådningsansøgninger han sendte til Frederik den Sjette blev afvist. Blot er hans ansøgninger i kancelliet blevet påtegnet: Henlægges.

Smedemester Jørgensens kone døde før han benådedes 15. august 1831. Han var da 52 år gammel og blev indkvarteret hos sin svigersøn. Man havde indraget hans borgerbrev og han kunne således ikke skaffe sig ernæring af sit håndværk. Alligevel fik han to år efter et nyt borgerbrev. Han holdt smedeværksted i 4-5 år sammen med sin ældste søn. 64 år gammel søgte han tilladelse til at drive værtshus som følge af et stadig dårligere syn. Som 67 årig i 1946, indskrev han sig som fattiglem på Almindelig Hospital. Han døde 15. april 1849, 70 år gammel.

DR. PHIL. JACOB DAMPE kom til at sidde 20 år og 6 måneder. Flere gange havde han forsøgt at flygte, men netop da et tunnel-projekt i Kastellet var ved at lykkes, blev han igen flyttet tilbage til Christiansø. Først da den despotiske Frederik den Sjettes velsignede død var en kendsgerning – og i øvrigt endnu et afslag på benådning fra Christian den Ottende - slap han ud af fængslet 24. maj 1841 på den betingelse, at han forblev på Bornholm og underlagde sig censur og polititilsyn. Han bosatte sig i Rønne og fik af censuren lemlæstet en række skrifter. Først efter tronskiftet i januar 1848, hvor Frederik den Syvende kronedes, kom Dampe ind under almindelig amnesti for politiske forbrydere og han fik lov at vende tilbage til København.

For en stor del var han af den brede befolkning glemt. Oppositionsavisen Fædrelandet lykønskede ham dog med at have overlevet Frederik den Sjette, og M.A. Goldschmidt, redaktør på det satiriske blad Corsaren, bemærkede bittert, at Dampe ikke ville finde samfundet forandret det mindste. "Tyve Aar senere og Folket stadig på samme politiske Stade."

Men hans politiske interesse var usvækket. Dampe plæderede for at folkets valgte repræsentanter ikke kun skulle følge deres egen samvittighed, men være bundne af det mandat vælgerne havde bestemt. Det er et synspunkt man finder hos den samtidige socialist Frederik Dreier. I 1851 skrev han et indlæg "Den nordiske Folkeskole" hvor han gør op med "præsteherskesygens Aand" og krævede at Grundloven skulle efterleves således, at religionsundervisningen blev frataget den statsautoriserede kirkes kontrol.

Da der under en politisk reaktionær brise opstod fare for den almindelige valgret, som var bøndernes og håndværkernes væsentligste udbytte af juni-grundloven, holdt Dampe et foredrag i juni 1853 i den moderat socialistiske Arbejderforeningen, som hans søn Carl Dampe var blevet medlem af. Han tilskyndede arbejderne til handling. Det var stadig hans overbevisning at folket skulle bevæbnes, så det kunne sikre sig mod fremtidige magthaveres overgreb. Det betød, at soldaterne ikke skulle sværge troskab overfor kongen, men lydighed overfor folket.

I sine sidste leveår tildeltes Jacob Dampe en lille pension af Rigsdagen – en usædvanlig gestus overfor en tidligere statsfange. Han døde den 22. december 1867 på Kommunehospitalet i København, 77 år gammel. n

Kilder:

Michael Helm: Det kvalte demokrati. Gyldendal 1986.

Georg Larsen: Firti danske kriminalsager fra ældre tid. Politikens Forlag 1958.

Dr. J.J. Dampe: Fortælling om mit Fængsel i haardeste Grad og min Forviisning i syv Aar, Lidelser mig tilføjede formedelst min Lære om Folkets Ret. København. Dansk Kautionsforsikring 1951.