Det var som sædvanlig de fattige, det gik ud over. Da den tropiske orkan "Mitch" i slutningen af oktober bevægede sig ind over Mellemamerika, skyllede den bogstavelig talt fremtiden væk for millioner af mennesker. De enorme regnmængder fik jorden til at skride under storbyernes tætpakkede slumkvarterer, og mudder begravede fattigbøndernes små lodder, der for manges vedkommende i forvejen dårligt kunne ernære familien. Nu har de slet intet.

Mindst 11.500 og måske over 30.000 blev dræbt som direkte følge af naturkræfterne, og det er i sig selv en uhyggelig rekord for naturkatastrofer i regionen i nyere tid. De var imidlertid kun de første ofre. Mindst 2,8 millioner mennesker - ca. 10 pct. af regionens beboere - står uden tag over hovedet, og sygdomme forårsaget af forurenet drikkevand og sult ventes at tage livet af utallige af dem. De første tilfælde af kolera er konstateret.

Fra velhaverkvartererne meldes det, at livet går stort set uforandret videre. Her er husene bygget solidt, og kloakering og andre luksusgoder har holdt skaderne nede. Rundt om hjørnet graver desperate fattige i muddermasserne efter hvad som helst, der kan spises. Butiksejerne hyrer gadebørn for en slik til at grave deres forretninger fri. Desperationen har drevet folk til at plyndre de døde for værdier.

Selv en naturkatastrofe rammer efter klasseskel.

Hvis vi stopper op og tæller omfanget af de skader, de ramte lande fik i løbet af tre døgn, er det næsten ufatteligt. I Honduras er skaderne økonomisk opgjort til at overstige bruttonationalproduktet (BNP), og i Nicaragua er de på godt halvdelen af BNP. I Honduras skønnes 70 pct. af landbrugsjorden og omkring 60 pct. af infrastrukturen at være ødelagt. I Nicaragua er mindst en tredjedel af landbruget raseret, heriblandt anslået tre fjerdedele af bananplantagerne, der er livsnerven i landets eksport. Det vurderes, at det vil tage 30-40 år at genopbygge det tabte i Honduras, og også Nicaragua er sat årtier tilbage i udvikling.

Nicaragua og Honduras er de to værst ramte lande, og de er begge ulande, der befinder sig nederst i udbytningshierarkiet - som leverandører af råvarer til de velstillede landes industri. Nicaraguas ekportindtægter, mestendels af kaffe og bananer, er for 40 procents vedkommende gået direkte i lommen på den internationale valutafond (IMF) og Verdensbanken. Nu er plantagerne ødelagt. De to multinationale bananselskaber Chiquita og Dole kvitterede med at fyre foreløbig 18.000 arbejdere på ødelagte plantager i Nicaragua og Honduras, hvilket foreløbig er mødt med en opfordring fra de to største fagforeninger i Holland til boykot af de to bananmonopoler. Det glatter ikke ligefrem krisen ud, at de overlevende fyres.

Placeringen i USA’s baggård har gjort, at de mellemamerikanske staters selvbestemmelse har kunnet ligge på et lille sted. Det er af overordentlig stor betydning for regimet i Washington at holde stabilitet i regionen. Regeringer er blevet indsat og afsat på USA’s ordre, ofte blodigt, hvilket afspejler landenes strategiske betydning. Den betydning har man kunnet se illustreret ved prominente USA-koryfæers symbolske besøg i de katastroferamte lande og ved det faktum, at præsident Clinton har bevilget nødhjælp og indsat soldater til ingeniøropgaver; i det amerikanske samfund er det normalt op til frivillige organisationer at påtage sig uprofitable ting som nødhjælpsarbejde.

Fra hele den rige verden lød der umiddelbart efter katastrofen højtsvungne løfter om hjælp, naturligvis. Af disse er Frankrig i praksis gået længst, med en total eftergivelse af Nicaraguas gæld (der dog var relativt lille) samt et forslag om oprettelse af en multilateral hjælpeinstans. Cuba reagerede på sin side prompte med at afskrive Nicaraguas gæld på 300 mio. kr., hvilket er en anseelig sum målt i forhold til det blokaderamte Cubas økonomi.

Én ting er den akutte nødhjælp, som af de internationale hjælpeorganisationer er blevet kritiseret for at være langsommelig og utilstrækkelig. Noget helt andet er de katastroferamte landes udviklingsmuligheder på bare lidt længere sigt. Hvis de skal fortsætte med at afdrage deres nuværende udlandsgæld, kan de lige så godt erklære sig fallit. Gælden til IMF, Verdensbanken og andre kommercielle långivere har i forvejen placeret Mellemamerika i topdivisionen af den nykoloniale imperialistiske udbytningskonkurrence, med f.eks. en nicaraguansk udlandsgæld, der overstiger BNP tre gange. Landene har derfor appelleret til omverdenen om at slette eller i det mindste at lempe gælden. Verdensbanken og IMF har skam lovet at se på sagen, for man vil jo nødigt have et betalingsstop. Udbytningsgrænsen skal lige regnes ud.

"Mitch" er måske et resultat af menneskelig indvirkning på klimaet, især udslip af kuldioxid (CO2). Det samme er måske det uforudsigelige globale vejrfænomen "El Niño" samt oversvømmelserne i Centraleuropa, Kina, Korea og ikke mindst Bangladesh, hvor sommerens oversvømmelser har gjort ufattelige 20 millioner mennesker hjemløse. Alt tyder på, at 1998 bliver det varmeste år, der nogensinde er målt på kloden. 1997 havde den foreløbige varmerekord. Seriøs handling imod forureningen er mere end nogensinde på sagkundskabens dagsorden, men ikke nødvendigvis på de skyldiges dagsorden.

Repræsentanter for de skyldige var i starten af november forsamlet i Buenos Aires for at fortsætte udmøntningen af FN’s klimakonference i Rio 1994. Konkret var det meningen, at de 175 deltagende lande i Buenos Aires skulle have lagt en færdig plan for at virkeliggøre de mål for reduktion af CO2, der blev aftalt i Kyoto sidste år, og som foreløbig kun er ratificeret af Fiji-øerne. Det blev ikke til noget, så i stedet måtte man nøjes med en køreplan for de kommende møder og konferencer om emnet.

Når der ikke blev aftalt noget væsentligt i Buenos Aires, skyldtes det, at en række imperialistiske lande, især USA, ikke fik truet ulandene og enkelte ilande, heriblandt Danmark, til at skrive under på den amerikanske model for forureningsbekæmpelse: handel med forureningstilladelser.

Pointen i denne forudsigelige nytænkning ligger i, at de kvoter for forurening, som man når frem til internationalt efter en opvejning af eksperternes advarsler og profitten, bogstavelig talt kan gøres til handelsvarer. Forureningen påhæftes en pris, hvorefter profitmotivet skal vejlede begrænsningen. USA kan dermed købe f.eks. Ukraines ubrugte kvote for CO2-udslip og få lov til at svine så meget desto mere, når nu Ukraines fabrikker alligevel ligger stille. Amerikanerne hævder frejdigt, at denne handel er både bedst og billigst, og det sidste kan man jo kun give dem ret i. Desværre fører den bagvedliggende teoris logik f.eks. til den morsomme, men aldeles alvorligt mente konklusion, at Afrika er "underforurenet".

Konferencen i Kyoto gav det principielle, grønne lys for, at drivhusgasser såsom CO2 kan konverteres til handelsvarer. I de rige lande vokser kravet om en tilslutning til dette princip fra større dele af borgerskabet; i Danmark støttes det således af Dansk Industri. De underudviklede lande ved på deres side, at dette vil være en metode til at lægge byrden for forureningsbekæmpelse over på den tredje verden. Derfor modsætter de sig stadig presset fra Nord.

Forureningshandelen kan meget vel vise sig at undergrave erklæringerne fra Kyoto totalt. Profitbegæret er så stærkt, at det kan gøre den sygdomsramte blind selv over for mulige følgevirkninger, der kan ramme alle på jorden uden undtagelse. Hvis drivhuseffekten går amok, hjælper det ikke at være rig.

En aktuel fremskrivning af energiforbruget frem til 2020 viser, at udslippet af CO2 vil være steget 70 pct., hvis den nuværende forureningsgrad fortsætter, en stigning, der for to tredjedeles vedkommende ventes at komme fra Kina. USA er i dag verdens suverænt største CO2-udleder, med en udledning pr. indbygger, der er 20 gange større end Indien.

Muligheden for at udnytte vedvarende energiresurser i en grad, så de kan overflødiggøre rovdriften på fossile brændstoffer og udledning af drivhusgasser, er ifølge sagkundskaben til stede. Monopolkapitalismen levner imidlertid ikke mange veje til en sådan grøn omstilling. Profitmotivets destruktive effekt på et så elementært "offentligt gode" som rent miljø kan ses pinagtigt konkret i monopolernes opkøb af patenter, der kunne bane denne vej. Når de nye muligheder ikke udnyttes, skyldes det, at det vil kræve en samfundsmæssig investering, som står i modsætning til profitmageriet. Derfor henlægges miljørevolutionerende opfindelser i monopolernes arkivskuffer, og rovdriften tager stadigvæk til i omfang. n