Den umulige alliance - imperialismens ultimative strategi

Planen om et globalt imperialistisk monopolforbund i form af den såkaldte MAI-aftale har vakt massiv modstand verden over, siden den i januar 1997 kom frem i offentlighedens lys. MAI er en forkortelse for Multilateral Agreement of Investment (Multilateral Aftale om Investeringer), og det er i korthed et projekt, som på fremragende vis afspejler den nuværende imperialismes objektive og lovmæssige ambitioner om globalt herredømme. Et af de hidtil mest sigende, åbenlyse udtryk for monopolborgerskabets klassediktatur.

Hvis MAI-projektet blev realiseret, ville det betyde, at hele planeten ville blive underlagt en enstrenget statsmonopolkapitalistisk magtstruktur, der kunne få de fleste science fiction-mareridt til at blegne ved siden af. Inden man kryber sammen og skider i bukserne, må man imidlertid se på, hvorvidt projektet overhovedet er realisabelt i den ene eller anden form. Hvis vi ser på MAI i sin rene, ideale form, er svaret klart nej. Hvis vi ser på MAI som en formulering af monopolborgerskabets objektive interesser, stiller sagen sig anderledes: En analyse af MAI-projektet har allerstørste relevans for forståelsen af de grundlæggende modsætningers tilspidsede fremtræden i den sene imperialismes "ny verdensorden".

MAI er teknisk set et produkt af de rige industrilandes samarbejdsorganisation OECD, men historisk set er det et produkt af overgangen til den nye etape i klassekampen, der fandt sted med Sovjetunionens og Østblokkens fald ved indgangen til 90’erne. Denne tredje fase i kapitalismens almene krise førte naturligt nok til en række ændringer i imperialismens organisatoriske struktur: dels militært ("sikkerhedsmæssigt") i form af f.eks. omdefineringer af FN’s, NATO’s og EU’s opgaver på dette felt, dels økonomisk i form af en mangesidet offensiv for den såkaldte nyliberalisme, ikke mindst med IMF som redskab samt via oprettelsen af verdenshandelsorganisationen WTO i 1994 (med udgangspunkt i verdenshandelskonferencen GATT).

Hvor WTO har til opgave at mægle på det handelspolitiske område med størst mulige liberalisering som ledestjerne, er MAI tiltænkt rollen som en global mægler for investeringsklimaet med størst mulig harmonisering som ledestjerne. Mæglingen foregår selvsagt mellem de imperialistiske magter indbyrdes og under ingen omstændigheder med de udbyttede ulande, der både i WTO og i MAI-projektet på ingen måde inddrages som partnere i forhandlingerne. Arbejdet med MAI blev startet i OECD-regi i 1991, og i de forløbne år er det foregået på den måde, at de multinationale koncerner systematisk er blevet hørt på linje med nationalstater og monopolforbund (iblandt sidstnævnte har EU-Kommissionen optrådt som magtfuld forhandler).

Da MAI-projektet blev offentligt lanceret i januar 1997, viste det sig, at ikke bare den brede offentlighed, men også store dele af de involverede parlamenter og regeringer var holdt i uvidenhed om planerne. En stor gruppe civile organisationer (NGO’er) verden over har siden da arrangeret protester mod projektet og søgt at skabe folkelig opmærksomhed om de fordækte planer. I skrivende stund er tidsplanen for MAI-projektet blevet forlænget. Det skyldes mindre NGO’ernes protester end det faktum, at projektet i sit væsen forsøger at betvinge de grundlæggende objektive modsætninger mellem de imperialistiske magter indbyrdes. Den netop påbegyndte globale krise har under alle omstændigheder foreløbig sat en stopklods for forsøgene på realisering af MAI’s globale udbytningsregime.

For den, der gennemlæser MAI-projektets skitse af aftalepunkter, kan der ikke herske nogen tvivl om, at man her har at gøre med en formulering af monopolborgerskabets objektive interesser, der er som taget direkte ud af en marxistisk-leninistisk lærebog. Aftalen lægger op til, at i princippet alle hindringer for udenlandske investeringer skal fjernes, og det gælder vel at mærke alle samfundssektorer bortset fra militær og politi (sic!). Kravene, der rejses, er i den grad et udtryk for den herskende klasses hovmod:

Når MAI-aftalen ligger klar, er det meningen, at den skal "tilbydes" landene uden for OECD-klubben, dvs. ulandene i den såkaldt tredje verden. Hvis de siger nej, vil de blive mødt med forskellige sanktioner og hindringer, der i sidste ende vil presse dem til at tilslutte sig aftalen, sådan som det er set med de øvrige imperialistiske styringsinstrumenter som IMF, Verdensbanken og GATT/WTO. Da der endnu ikke findes en færdigbygget, alternativ asiatisk modpol til den vestlige imperialisme, vil de herskende kliker i ulandene givetvis følge deres herre og mester, som de plejer.

MAI-projektet kan altså kortfattet defineres som en skitse til et globalt, monolitisk monopolforbund, der vil skabe et "indre marked" på verdensplan under en global fælleskapitalistisk, overstatslig myndighed. Den ultimative statsmonopolkapitalisme - med et arbejderfjendsk indhold, der er så forudsigeligt, som det kan være.

En ting er monopolkapitalens drømme, noget andet er de objektive realiteter. Forestillingen om et globalt enstrenget imperialistisk regime strider ganske enkelt mod den politiske økonomis naturlove. Alligevel er MAI et centralt udtryk for monopolborgerskabets strategi, som alle systemkritikere bør se nærmere på.

Hvis læseren i det ovenstående resumé af MAI-projektet kan genkende en række væsenstræk fra EU, er det ikke tilfældigt. Kendere af den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA, der blev indgået mellem USA, Canada og Mexico i 1994, vil også her finde de selvsamme grundlæggende karakteristika for monopolkapitalens herredømme. Fundamentalt set er MAI et forsøg på at udstrække grundlaget for disse regionale monopolforbund til hele verden - med det formål at forlænge kapitalismens levetid ved at konsolidere det hårdest mulige udbytningsregime på størst mulige territorium, og det vil her i den sene imperialisme sige hele jorden.

Selve imperialismens væsen som det højeste stadium af kapitalismen betyder, at hele planeten er genstand for udbytning, og at imperialistisk ekspansion kun kan finde sted ved omfordeling. I denne forbindelse er det vigtigt at holde fast ved det aspekt af imperialismeteorien, som konkluderer, at de enkelte monopoler - til trods for deres nok så mange fangarme verden over og til trods for den stadigt større "globalisering" med stadigt tættere sammenvævning af den globale arbejdsdeling og interessesfærerne - er hjemmehørende i deres respektive hjemlande, de imperialistiske magter. Selv i et fremskredent regionalt monopolforbund som EU, der satser på en egentlig statsdannelse, har monopolerne hjemme i de enkelte medlemslande.

EU er en alliance, et monopolforbund, der kun gennem en statsdannelse har mulighed for "varigt" (dvs. indtil kapitalismens sammenbrud) at overvinde de europæiske monopolers opsplitning. Den europæiske monopolkapital har i EF og senere EU dygtigt og med succes organiseret sig i en hierarkisk alliance, men denne alliance kan i sagens natur ikke vedblive at befinde sig på det nuværende overgangsstadium. Statsdannelsen, dvs. den fuldbyrdede overnationale statsmonopolkapitalisme, er en nødvendighed for at forvandle alliancen til en fasttømret supermagt.

For NAFTA’s vedkommende er der derimod tale om, at en eksisterende supermagt, USA, sammen med stormagten Canada har tømret den mexicanske baggård snævert fast som en særlig direkte administreret nykoloni.

Springet fra disse regionale monopolforbund til en globalt monopolforbund må betragtes som uoverstigeligt. Det er et kendetegn for imperialismen, at kampen mellem de imperialistiske magter indbyrdes uafbrudt skærpes, at monopolerne og monopolforbundene uafbrudt søger at vinde ind på konkurrenternes udbytningsterræn. Hen ad vejen opstår der forskellige former for alliancer, men jo mere omfattende disse alliancer er, desto mere flygtigt præg har de.

Forestillingen om det fuldbyrdede MAI indebærer som forudsætning, at denne grundlæggende modsætning i imperialismen kan forliges eller forløses, dvs. at hele jorden sammensvejses i ét eneste imperialistisk monopolforbund. Dette står ikke bare i modsætning til eksistensen af regionale monopolforbund, men kræver også, at et enkelt af disse skulle "vinde" endegyldigt over de andre og etablere en enstrenget magtstruktur med ét globalt centrum.

Skulle denne ekstreme monopolisering hypotetisk lykkes, ville det udløse en en ekstrem økonomisk cyklus, hvorunder et ekstremt profitopsving ville afløses af en tilsvarende ekstrem overproduktionskrise, hvilket ville få konstruktionen til at bryde sammen, endnu inden sejrshymnerne var klinget af. Hele kloden ville blive imperialismens svageste led. Uundgåeligheden af kriser, profitmaksimeringens uforenelighed med produktivkræfternes samfundsmæssige karakter, er altså den faktor, der i sidste ende gør det globale monopolforbund til et uopnåeligt mål.

Der er derfor ingen grund til at bruge større energi på at spekulere i følgerne af dette tankeeksperiment. MAI-projektet er i sin ideale form en umulighed. Det ville imidlertid være groft fejlagtigt at affeje MAI-projektet i dets egenskab af imperialistisk strategi.

Den igangværende krise har allerede bekræftet ovenstående tese. Det, der sker lige nu, er, at de regionale monopolforbund ganske naturligt trækker sig sammen for at afværge følgerne af krisen. De nyliberale mantraer, der gjaldt indtil for nylig, har mistet deres virkning, og i stedet reageres der med en genoplivning af de økonomiske teorier, som tidligere har været taget i anvendelse for at manøvrere gennem dybe kriser. Bl.a. den velkendte reformøkonom Keynes støves af for at legitimere forsøgene på kontrol med kapitalbevægelser og statslig stimulering af økonomien. Krisen vil på den ene side føre til forstærkede protektionistiske tiltag fra de regionale monopolforbund og på den anden side til en forstærket omfordelingskamp mellem imperialistmagterne, formentlig reduceret til USA og EU.

Denne situation afspejlede sig allerede 11. marts i EU-parlamentets vedtagelse af to beslutninger, der modsætter sig EU-tilslutning til MAI-aftalen i dens nuværende form. En anden søjle i monopolborgerskabets alliancepolitik, forsøget på at skabe et fælles økonomisk rum alene mellem USA og EU, er i løbet af indeværende år blevet reduceret væsentligt i forhold til de oprindelige planer, og spørgsmålet er, om det nuværende udkast til en aftale om begrænset gensidig harmonisering overhovedet bliver realiseret, inden krisen endegyldigt sætter en stopper for planen.

Man skal også bide mærke i, at der allerede i det første offentliggjorte udkast til MAI-aftalen er indføjet et utal af undtagelser fra de enkelte OECD-lande og monopolforbundene, hvorunder disse søger at beskytte hjemmemarkedsinteresser. Med den globale krises fremkomst vil undtagelserne overskygge reglen i enhver forhandling om handels- og investeringspolitik. Vi kan så godt som med sikkerhed fastslå, at MAI-aftalen vil blive lagt på is under de kommende års turbulens - ethvert forsøg på realisering vil hurtigt kollapse under disse betingelser.

Med den uhyggeligt svage subjektive revolutionære faktor overalt på kloden er der ikke grund til den store optimisme i forhold til udfaldet af de revolutionære kriser, der vil følge i den globale krises kølvand. Socialistiske revolutioner er en skrigende oplagt mulighed, men det er yderst tvivlsomt, om den realiseres nogen steder, og eventuelle antiimperialistiske, borgerligt demokratiske revolutioner vil gå en sej kamp i møde.

Før eller senere vil den kapitalistiske krise afløses af et opsving, og her vil MAI-projektet givetvis blive genoplivet, uanset de styrkeforhold, der bliver resultatet af den netop påbegyndte runde i omfordelingskampen. Det vil under alle omstændigheder blive et MAI i modereret form, sammenlignet med det første hovmodige udkast.

Krisecyklussen vil da imidlertid være langt kortere end den, vi oplever nu, idet 90’ernes opsving beroede på tilgangen til de nye markeder i den nedlagte Østblok. Selv de regionale monopolforbund rystes grundigt i deres grundvold af den nuværende krise, og det bliver så meget desto sværere at forestille sig, at MAI-projektet når særligt langt, inden den næste krise indfinder sig.