Arbejdere, arbejdsløse, bistandsmodtagere –
fælles kamp

"Ridefogeder" kræver
øgede magtbeføjelser

Den nye sociallov, der trådte i kraft fra og med d. 1. juli, cementerede udnyttelsen af de abejdsløse som løntrykkere og billig abejdskraft. Som tredierangsarbejdere, der skal aktiveres på slavelignende vilkår uden faglige rettigheder.

Desuden fik de aktiverede bistandsmodtagere over 26 skåret deres løn ned med en femmer i timen, så de nu modtager bistandshjælpen plus 10 kr. i timen for en 37 timers arbejdsuge. Samtidig blev udregningen af den særlige boligydelse ændret, så enkelte har mistet op til 2000 kr. om måneden i indtægt.

Og snart vedtager Folketinget de nye angreb på de arbejdsløse, der er på dagpenge. Med kraftig "lønnedgang" for mange dagpengemodtagere via ændrede beregningsmetoder af, hvor meget de arbejdsløse er berettiget til at få i understøttelse, forkortelse af dagpengeperioden fra 5 til 4 år og forringelse af 50-54-åriges forhold.

Moderne ridefogeder

De aktiveredes status som tredierangsarbejdere på arbejdsmarkedet - det offentlige som det private - befæstes. Nu er kommunernes sikkert godt betalte ridefogeder - beskæftigelseskonsulenterne - gået i aktion for flere magtbeføjelser.

De kræver skærpede straffeforanstaltninger overfor bistandsmodtagere i aktivering. Det bør fremover koste bistandsmodtagerne 40 pct. eller næsten halvdelen af bistandshjælp, hvis de nægter at tage mod/møde op til det slavearbejde, som ridefogederne anviser.

I forvejen skal bistandsmodtagerne møde på arbejde præcist til tiden, med mindre, de er sygemeldte eller har anden gyldig grund til at være fraværende. Kommer man blot fem min. for sent, er porten mange steder lukket, og man må man tage hjem igen. Uden at få løn den dag. Ulovlig udeblivelse fra arbejde koster også en dagløn

Der hersker på enkelte af aktiviseringsstederne nærmest kæft, trit og retning. Ankemuligheder findes ikke. Der er heller ingen tillidsfolk og sikkerhedsrepræsentanter for bistandsmodtagerne.

Fælles kamp

Arbejdsforholdene er derefter, oplyser BiO, Bistandsmodtagere i Odense, der i den kommende tid vil sætte fokus på de grove forhold, som bistandsmodtagere i aktivering bydes.

Konsekvenserne af den opreklamerede ny sociallov, som udløste omfattende protester blandt de mange berørte landet over, bliver stadig mere mærkbare.

Bistandsmodtagere i Odense vil bl.a. gå til pressen og ad den vej forsøge at rejse en række enkeltsager overfor myndighederne/Odense Kommune.

BiO vender sig mod den nye dagpengereform - ud fra den holdning, at de ledige, dagpengemodtagere, bistandsklienter m.fl. – sammen med arbejderklassen som helhed - bør føre en fælles kamp mod de stadige forringelser af de arbejdsløses forhold. Mandag d. 9. november tager BiO til København. Til Christiansborg, hvor man vil overrække underskriftslister mod den nye sociallov til socialminister Karen Jespersen.

 

Mo/Od