Nyrup og Co. til angreb over hele linjen

Det moderniserede eurosocialdemokrati under Poul Nyrups ledelse lider ifølge opinionsmålingerne under stadig dalende vælgertilslutning. Den langvarige afgang fra partiet er ikke blevet stoppet, heller ikke med partiet som den ledende kraft i regeringen. Og heller ikke selvom "Unionen er et socialdemokratisk projekt", og der i dag sidder socialdemokratiske regeringer eller socialdemokratisk ledte koalitionsregeringer ved magten i de fleste og de største EU-lande.

I de kommende afgørende år for unionsprojektet ligger ØMUen og euro’ens gennemførelse og de videre skridt hen imod opbygningen af Europas Forenede Kapitalistiske Stater i socialdemokratiske hænder.

Og alligevel: Trods al successen formår det socialdemokratiske unionsprojekt og den moderne eurosocialdemokratisme ikke at begejstre. Ikke ungdommen. Ikke arbejderklassen.

Det er utilfredsheden med 80ernes åbent borgerlige, nyliberale regimer af Thatcher og Kohl-typen, der har bragt socialdemokrater og socialister til regeringsmagten i unionslandene. Der var tale om fravalg over hele linjen og krav fra arbejdernes og de arbejdendes side om en anden politik.

Kapitalen satsede det hele på de åbent borgerlige regeringer, da den europæiske nyordning og den ny verdensorden skulle etableres og Den europæiske Union sættes på skinner på arbejdernes bekostning.

Nu er der igen brug for de moderniserede socialdemokrater, der tilpasningsdygtigt har antaget den borgerlige og nyliberale ideologis og teoris seneste ord, der kaldes frem på scenen. De skal forsyne markedsøkonomien og monopolernes union med en gang forskønnende fernis og give Unionen og "den ny verdensorden" et "menneskeligt ansigt"

De sociale og menneskelige omkostninger i form af massearbejdsløshed, udstødning og voksende fattigdom selv i klodens rigeste lande har været enorme.

De reformerede socialdemokrater og socialister skal nu, hvor det drejer sig om at stabilisere den ny verdensorden i almindelighed og i særdeleshed give unionsprojektet en vis ’folkelig opbakning’, prøve at give befolkningerne ny tro på kapitalismens fremtidsmuligheder. Ikke mindst i skyggen af en frembrydende økonomisk verdenskrise, der kan blive den mest dybtgående i efterkrigstiden.

Nyrup og Co. kan måske siges at være en slags pionerer for det moderne eurosocialdemokrati, der allerede har mere end fem år ved magten bag sig. De blev i sin tid kaldt frem for at sikre at Nej’et ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 92 blev omstødt til et Ja ved omafstemningen det følgende år. De danske arbejdere kan udmærket fortælle de tyske, der netop er sluppet af med Helmut Kohl, hvad de kan vente sig af Gerhard Schröder og hans "rød-grønne" koalition: masser af social demagogi, masser af løfter om at afskaffe arbejdsløsheden, gøre noget for samfundets svage, for sundheden, for miljøet osv. Og som realitet: angreb på de arbejdsløse, angreb på overførselsindkomsterne, angreb på de tilkæmpede rettigheder, på resterne af "velfærden".

De åbent borgerlige regeringer har langt sværere end socialdemokratiske og socialistiske ved at gennemføre disse såkaldte reformer og moderniseringer af den offentlige sektor og "velfærdsydelserne" med socialdemokratiet og ikke mindst med fagforeningerne i opposition, end med De åbent borgerlige regeringer har langt sværere end socialdemokratiske og socialistiske ved at gennemføre disse såkaldte reformer og moderniseringer af den offentlige sektor og "velfærdsydelserne" med socialdemokratiet og ikke mindst med fagforeningerne i opposition. Med eurosocialdemokraterne ved regeringsmagten og fagtoppene som partnere går det lettere!

Med i bagagen har Nyrup og Co. tre nylige politiske sejre: et folketingsvalg, som med et spinkelt flertal sikrede ham en ny regeringsperiode, det – set med regeringens og kapitalens øjne – vellykede indgreb i arbejdernes strejkeret i forbindelse med forårets storkonflikt, og sikringen af et Ja til Amsterdamtraktaten ved den seneste unions-folkeafstemning.

Derfor har Nyrup og hans regering bedømt tiden inde til at blæse til generaloffensiv mod arbejderklassen, mod resterne af velfærden – med det formål at sikre den endelige tilpasning til Unionen og dens såkaldte "sociale dimension". Det vil sige den endelige slagtning af det, de danske socialdemokrater brøstede sig af gennem årtier som deres bedrift: den danske velfærdsmodel.

En offensiv, der forløber over mange fronter og på mange felter på én gang. Det har imidlertid som sin kerne arbejdsmarkedsreformen med dets gigantangreb på de arbejdsløse – der med denne "reform" reelt bringes ned på det almindelige unionsniveau: understøttelse i maksimalt et år.

Der melder sig nogle indlysende spørgsmål: Hvordan sejler arbejderklassen og den brede befolkning, som rammes af alle disse samtidige angreb over en bred front op imod dem?

Hvordan udløses arbejderklassens kampkraft? Hvordan forvandles harmen til handling?

For harmen findes. Ikke bare i arbejderklassen som bitterhed over forårets indgreb i storkonflikten, men i Underdanmark som helhed. Bistandsmodtagere og aktiverede gennemførte temmelig omfattende protester mod den ny sociallov, da den trådte i kraft, de kommunale nedskæringsbudgetter har udløst protester og aktioner fra borgerne, ikke mindst forældre og pædagoger, og annonceringen af arbejdsmarkedsreformen, der er blevet til gennem tre-parts-forhandlinger udløste også stor vrede, ikke mindst i SiD og en række andre fagforbund.

Den socialdemokratiske regerings løftebrud og skuffede forventninger fører også til den parlamentariske reaktion, at mange vil sætte deres kryds ved et af de åbent borgerlige partier, samtidig med at begge de små socialdemokratier SF og Enhedslisten ifølge målingerne nyder godt af et mindre skvulp "til venstre".

Men disse protester er langt fra at stoppe den nyrupske velfærdsplæneklipper. På trods af at utilfredsheden også gennemsyrer store dele af det socialdemokratiske vælgerkorps og langt ind i medlemmernes rækker rykker hele den socialdemokratiske falanks regeringen til undsætning for at undgå at protesterne udvikler sig til alvorlige massebevægelser, der for alvor kan true gennemførelsen af regeringens politik. Det borgerlige spøgelse graves frem: Nyrup som det mindre onde. De såkaldte venstresocialdemokrater, folkesocialisterne og enhedslistefolkene står parat som sikkerhedsnet. Og på arbejdspladserne og i fagbevægelsen, hvor medlemsvreden er hård og kontant, ender det med "næser" til nogle forbundsformænd, med nye kompromisser og nye appeller til "vore" forhandlere og "vore" repræsentanter, der har judas-forrædderi som job.

Arbejderklassens kampkraft kan kun udløses ved at situationens alvor gøres helt klar: at der er tale om en generaloffensiv mod resterne af "velfærden" og ved at opstille klare mål: ved at udvikle kampen for at skrotte den sorte arbejdsmarkedsreform og de øvrige reaktionære tiltag.

De kompromissøgende kritiske pip fra den parlamentariske venstrefløj hjælper ikke noget som helst. Offensiven kan ikke stoppes i folketinget. Og at forvente af fagtoppen, der er med i svineriet hele vejen igennem, at de skulle repræsentere arbejdernes krav, er frivilligt at lægge halsen i løkken.