Klædt på til krig

Krigen mod Serbien blev afblæst. I hvert tilfælde i første omgang. I stedet blev der indgået en aftale mellem Clintons særlige udsending og den jugoslaviske præsident Milosovic. Den rummer øjeblikkelig våbenhvile, mens Milosovic indenfor en kort tidsfrist skal trække sin hær ud af Kosova. Derefter skal Kosova tildeles en eller anden form for selvstyre inden for rammerne af rest-Jugoslavien. Nu overvåger NATOs spionfly situationen på jorden, hvor 2000 ubevæbnede OSCE-folk skal kontrollere overholdelsen af aftalen.

Dette fremstilles som en kæmpesejr. For freden og ikke mindst for det særlige NATO-kanonbådsdiplomati af raketter, fly, hangarskibe og specialtropper, der var bragt på plads og klar til at gå i aktion. Den præsenteres som et skoleeksempel på nødvendigheden af at bruge en "troværdig trussel om anvendelse af militær magt" for at fremtvinge en politisk aftale – og som et eksempel til efterfølgelse også i fremtidige situationer. Rundtom i et uroligt Europa, rundtom i en urolig verden.

De udkommanderede danske tropper kom ikke i kamp. Selvom det sagtens kan ske endnu, har både Niels Helveg Petersen og Hans Hækkerup i medierne jublet over den "vellykkede danske fredsskabende indsats". Danmark er med, hvor det gælder om at håndhæve den ny verdensorden. Dansk ungdom og dansk militær står i forreste frontlinje – side om side med USA, England og Tyskland. Og ikke kun i det tidligere Jugoslavien.

Danmark er under Nyrup-regeringen blevet klædt på til krig.

I dagene op til aftalen nåede krigshysteriet nye højder. Samme omfang, som når det har været krig mod Saddam Hussein og Irak, der har stået på programmet. Det er lige før, at der kan spores en skuffelse over, at Milosovic undgik bomberne. Ingen fik lov til i medierne at spørge om, hvordan krig og massive bombardementer skulle kunne forbedre den humanitære situation for de albanske kosovarer, sådan som den imperialistiske propaganda fremstiller. NATO-krigens omkostninger vil blive enorme – også for den albanske befolkning.

I medierne fremstilles en krig mellem NATO-landene og Jugoslavien nærmest som et avanceret jagtselskab, hvor teknologisk overlegne jægere efter behag kan nedslagte vildtet.

Men Jugoslavien er ikke noget jagtrevir. Krig er krig - og den jugoslaviske hær og befolkning er stærkt rustet og krigsvant. Det er blåøjet naivt at tro, at omkostningerne kun vil være på det serbiske militærs side, med et par svipsere i forhold til den jugoslaviske og albanske civilbefolkning. Den krigshetsende imperialistiske propaganda overgår sig selv i folkebedrag. Og det er desværre end kendsgerning, at også store dele af den danske befolkning (i første omgang) er faldet for den.

Hvem tjener så den aftale, der er indgået? Det er en aftale mellem den vestlige imperialisme og Milosovic, der til forveksling ligner de forslag, den serbiske leder selv tidligere er fremkommet med. Det vigtigste og det centrale punkt er, at aftalen ikke tilgodeser kosovarernes krav om selvstændighed og løsrivelse fra Serbien, men tværtimod søger at genoprette et begrænset selvstyre indenfor Jugoslaviens rammer. Den indbefatter ikke en internationalt overvåget folkeafstemning i Kosova, der kunne afgøre dens fremtid. Den opfylder ikke det hovedkrav, som albanerne rejste sig til væbnet kamp for, da den serbiske undertrykkelses- og etniske udrensningspolitik blev utålelig og begyndte at ligne folkemord. Det er en aftale i både den vestlige imperialismes og Milosovic’ Jugoslaviens interesse – på bekostning af albanernes legitime rettigheder. Og en understregning af, at også et lille folk må stole på egne kræfter i deres kamp og ikke sætte deres lid til alliancer med imperialismen eller NATO-intervention. Kosovarerne har ingen del i aftalen. Den trækkes ned over hovedet på dem.

Indenfor NATO-alliancen gemmer sig forskellige imperialistiske strategier – herunder den vesttyske og den amerikanske, som forfølger deres egne mål om dominans på Balkan, og i forhold til den sydøstlige del af Europa og Mellemøsten. Bag Milosovic står bl.a. Jeltsins Rusland. For dem alle drejer konflikten sig ikke om et lille folks rettigheder – men om indflydelsessfærer, slet og ret.

Og det "fredselskende" lille Danmark er med, hvor der sker noget. Hvor nyopdelingen af verden finder sted. I øjeblikket har Danmark soldater på "fredsmission" i Israel, Palæstina, Hebron, Indien, Pakistan, Irak, Kuwait, Tadsjikistan, Georgien, Kroatien og Makedonien. I eks-Jugoslavien er der godt 900 danske soldater, indbefattet 126 baltiske soldater under dansk ledelse. Deltagelse i imperialismens frontkampe er blevet til en ny niche for det danske militær, som fylder godt i militærbevillingerne. Denne udvikling er kommet glidende med den ny verdensorden – uden stor ståhej, uden væsentlige folkelige protester. En dag bliver det en dyr politik for Danmark. Og ikke bare økonomisk.

-lv