Ulmer oprøret ud?

Mget tyder på, at SiD-toppen kom protestbevægelsen i forkøbet og fik inddæmmet de kampvillige SiD’ere - med mere eller mindre modstræbende støtte fra de "oprørske" SiD-afdelinger.

Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde, som SiD-toppen med lynets hast selv fik indkaldt til, da protesterne mod regeringens arbejdsmarkedsreform og SiDs medvirken heri gennem 3-parts-aftalen brød løs, fik tilsyneladende i denne omgang lagt låg på den stinkende skraldespand. Selvom det kun medførte en delvis tilbagetrækning af støtten til regeringens angreb på dagpengemodtagerne.

Ved selv at indkalde til orienterende møde satte ledelsen dagordenen, kom med sin "redegørelse" og fik en mere end blød udtalelse vedtaget. En udtalelse, der ikke forpligter SiD-toppen til handling.

"Slaget mod den nye dagpengereform er tabt, men vi har gjort, hvad vi kunne. Løbet er kørt for denne gang"! skal den fælles "konklussion" på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde lyde.

Med andre ord: SiD-toppen slipper for videre tiltale, modstanden mod de nye forringelser af de arbejdsløse vilkår afblæses, de forskellige "kamphaner" pudser deres glorie - og dagpengereformen vedtages så i Folketinget. Taberne bliver de arbejdsløse. Og arbejderne. SiDs medlemmer - og alle de andre.

Ifølge den udtalelse, der blev vedtaget på repræsentantskabsmødet, var det ikke forkert af SiD-toppen at gå med i trepartforhandlingerne og sige ja til den trepartsaftale med regeringen, LO og Arbejdsgiverne, der drastisk forringer de arbejdsløses forhold. Det er klogt at lægge sig dette bag øret.

I realiteten accepterer SiD hovedindholdet i trepartsforhandlingerne, samtidig med, at forbundet formelt trækker sig ud af trepartsaftalen.

Det er at gøre tykt grin med medlemmerne.

Forudsætningerne for at beskære dagpengeperioden fra fem til fire år, at forringe betingelserne for de 50-54-årige (begrænse deres mulighed for at gå efterløn og jage flere over på bistandshjælp) med videre er bristet, forklarer SiD-toppen, fordi regeringen efter trepartsaftalen har fremsat forslag til ændret beregningsgrundlag for dagpenge. Dette vil især ramme sæsonarbejdere, da dagpengebeløbet vil blive beregnet på baggrund af gennemsnitsindkomsten over et helt år og ikke som nu de sidste 12 uger. Formanden for LO, Hans Jensen, udtaler dog, at SiD blev informeret om forslaget under trepartsforhandlingerne.

Der er tale om et ynkeligt forsøg på at undskylde SiD-toppens ja til trepartsaftalen og samtidige brud på beslutningerne på SiD-kongressen 14 dage inden. Løftet om at kæmpe mod nye forringelser af de arbejdsløses forhold.

Det var hult - eller nok nærmere en taktisk manøvre, der havde til formål at afspore en protestbevægelse mod dagpengereformen. Lægge låg over den voksende utilfredshed mod Nyrup-regeringens politik og SiD-toppens forræderi blandt medlemmerne.

De "opsætsige" SiD-afdelinger, der ikke var indstillet på at rejse en aktiv kamp mod dagpengereformen, synes at stille sig tilfreds med den specielle form for "afstandstagen" til trepartaftalen, som SiD-toppen har fremført.

På afdelingsplan i SiD råder der stærk modstand mod trepartsaftalen og den nye dagpengereform, der udelukkende gavner erhvervslivets interesser. Ikke desto mindre lykkedes det for SiD-toppen at få sin udtalelse, sit forsvar, af forløbet omkring af trepartsforhandlingerne vedtaget.

Formanden, Poul Erik Skov Christensen, fik tilgivelse, mens Sorteper havnede hos medlemmerne.

Mange steder undrer man sig: Hvor blev oprøret af?Hvor bliver protesterne af mod dagpengereformen, som kommer? Var det hele blot en fis i en hornlygte?

SiD-toppen blev ikke draget til ansvar sine ugerninger, og der blev ikke fra de vrede SiD-afdelingers side taget initiativ til en effektiv protestbevægelse mod dagpengereformen. I stedet fik SiD-toppen endnu en formaning med på vejen om at tage ved lære næste gang.

Næste gang skal "vores forhandlere" igen "stå fast på kravene"!

Altså:frie hænder til Poul Erik Judas Skov Christensen og Co. til næste gang lejligheden byder sig at falde medlemmerne i ryggen.

Det faglige bureaukrati skal nok vide at komme sine betrængte førere til undsætning.

Det er arbejdspladserne og de arbejdsløse selv - i samarbejde med de progressive, faglige kræfter, der findes - der må iværksætte en aktiv protestbevægelse mod dagpengereformen. Sige nej så højlydt, det lader sig gøre.

Det rigtige oprør - klasseprotesten - mod den skændige reform er langt fra slut.