Død af belgisk politi

Det er sjældent, at den belgiske ambassade i København må se sig omringet af demonstranter. Det skete søndag den 18. oktober i protest mod den 20-årige nigerianske kvinde Sémira Adamus død i det belgiske politis varetægt i forbindelse med hendes udvisning af Belgien.

Den brutale sag har vakt harme og afsky ikke bare i Belgien. Denne belgiske "Benjamin-sag" har sat fokus ikke bare på politibrutalitet i almindelighed, men også på den morderiske behandling af asylsøgere i Den europæiske Union som helhed.

Nogle uger tidligere var der blevet afholdt en mindehøjtidelighed for hende med mere end 4000 deltagere ved Saint Michele-katedralen i Bruxelles. Mens hun levede, var Sémira Adamu ukendt. Hendes død har gjort hendes navn til et symbol på talrige tragiske flygtningeskæbner.

Sémiras liv endte i en belgisk lufthavn. Som 20-årig.

Efter seks måneders ophold i en belgisk flygtningelejr havde hun fået endeligt afslag på sin asylansøgning og skulle udvises.

Det var sjette gang, hun modsatte sig at blive udvist til en uudholdelig skæbne, der ventede hende i sit hjemland. 11 belgiske gendarmer var udkommanderet til at bringe hende vel ombord på et fly tilbage til Nigeria.

Det lykkedes de 11 gendarmer at tvinge den protesterende kvinde med, lænket med plastik-håndjern.

Hun blev ved med at protestere. Hun sang.

Det belgiske gendarmeri er ikke glade for sange. I særdeleshed ikke protestsange. Efter reglerne, hævder det, er det tilladt at forhindre fanger i at råbe eller bide ved at holde en pude for munden af dem.

Gendarmerne trykkede hendes ansigt ned mod en pude, placeret på en af gendarmernes knæ. Siddende bagbundet på et flysæde mellem to gendarmer fik hun sit hoved fastholdt, til sangen var definitivt slut – og Sémira kvalt.

Sémiras tilfælde er langtfra enestående. Hundreder af flygtninge er døde i forsøget på at komme ind i de europæiske unionslande. Den belgiske avis Solidaire har lavet en plakat med navnene på 1021 dødsofre for Schengenaftalerne, siden de trådte i kraft den 1. januar 1993.

En del af dødsfaldene er sket i politivaretægt. To eksempler fra Holland:

I 1992 flygtede den zairiske familie Maluta fra Mobouto-diktaturet. Den landede i Schiphol lufthavn. Fru Maluta var alvorligt syg – og ved at nedkomme. Selvom hun udtrykkeligt anmodede om hjælp og behandling, blev hun afvist, og døde fjorten dage senere i grænsefængslet.

I december 92 blev den 28-årige rumæner Constantin Rudaru kneblet med tape, da han skulle udvises. Han fik hjerneskader af iltmangel, og har siden været spastisk og næsten blind, og opholder sig nu på en hollandsk institution.