Ungdommen og den

kriseplagede kapitalisme

Kapitalismens krisetegn begynder at vise sig rundt omkring. Uro på valutamarkedet overalt, krise i Asien, Rusland og Mellemamerika. Kapitalisterne genkender også tegnene, og med den socialdemokratisk ledede regering i spidsen forsøger man nu at lukke af for resterne af det danske velfærdssystem.

For nylig har man gennemført en stramning af bistandslovgivningen, der betyder, at folk har mistet op til 25 procent af deres månedlige nettoindkomst. Arbejdsløshedsunderstøttelser for unge og SUen står på ventelisten til at blive beskåret.

Overalt bliver der slået ned. Og ungdommen er et særligt angrebsmål.

I dag har ungdommen utallige problemer at slås mod.

På arbejdspladserne udgør de unge bunden af pyramiden. Som en speciel kategori arbejdskraft udbyttes de ekstra, samtidig med at de – både når de har arbejde eller er arbejdsløse eller på bistand – fungerer som løntrykkere og som en særlig prøveklud for nedskæringer, der senere rammer alle arbejdende.

Som ung arbejder under 18 år udfører man nødvendigt arbejde, men bliver alligevel kun betalt en brøkdel af en voksen kollega. Dette er løntrykkeri, men også på andre områder foregår løntrykkeriet. Lærlinge arbejder ofte på lige fod med svende, men til en langt billigere pris. Dette må bekæmpes. Lærlingene er under uddannelse, og misbrug må bekæmpes – og lærlingelønnen sættes væsentlig op.

Også i diverse bistands- og A-kasse projekter bliver unge sendt ud i reelt arbejde, men uden rettigheder og løn. De lever på sultebistand, men kan risikere at blive smidt ud i offentlige, halvoffentlige og private virksomheder og institutioner, og altså blive brugt i reelle jobs.

Dette misbrug er stadig stigende, og flere og flere private virksomheder har fået øjnene op for denne billige arbejdskraft. Det er vigtigt at bekæmpe alle former for løntrykkeri, og kræve reelle jobs til alle, med løn og ikke en sultebistand.

I forhold til A-kasse-systemet har de unge arbejdsløse længe været anbragt i en særlig kategori, med ringere betingelser og vilkår end andre arbejdsløse. Nu søger regeringen at beskære den i forvejen ringe arbejdsløshedsunderstøttelsen til unge under 25 ned på et lavere niveau end for andre arbejdsløse.

Boligmangel er også et stort problem, og især ungdommen bliver ramt af den store boligmangel. De alt for få ungdomsboliger er skyld i at mange unge studerende står uden bolig ved studiestart, men også de generelt høje boligpriser tvinger unge til at blive længere tid hjemme. Dette på trods af at de unge har et ønske om at flytte hjemmefra.

Det bør være muligt for unge at få en bolig uden at skulle betale i dyre domme og gældsætte sig allerede som 18-20årig. Alene de høje boligydelser – både på værelser og små lejligheder – gør det umuligt for en stor del af de unge – ikke mindst studerende på SU eller arbejdsløse og bistandsmodtagere – at få det hele til at hænge sammen på en beskeden levefod.

De unges levevilkår bliver stadig ringere – selv under en højkonjunkturperiode som den, der nu er ved at rinde ud. Satserne på SU, bistand og understøttelse skal hæves væsentligt!

De studerendes forhold er i dag ikke gode nok, og alligevel vælger regeringen at skære i støtten til de studerende. Det betyder, at arbejderbørn og børn af enlige, der ikke kan få økonomisk støtte hjemmefra, har stadig sværere ved at klare sig. Klasseskellene på de højere uddannelser vokser igen. Det er børn fra borgerskabet og de småborgerlige mellemlag, der optager hovedparten af pladserne på de videregående uddannelser. "Den sociale arv" bliver ikke brudt – selvom den socialdemokratisk ledte regering påstår det modsatte. Det er fortsat arbejdernes børn, der selv bliver arbejdere, eller henvises til arbejdsløshed eller bistand.

De særlige forringelser for de unge – og forvandlingen af de unge til en løntrykkergruppe – har været et mål for EU-politikken og de skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer, der har fulgt den samme ungdomsfjendske kurs.

Det må desværre konstateres, at den socialdemokratiske fagtop så godt som intet har gjort for at modvirke forringelsen af de unges situation og vilkår, men tværtimod aktivt medvirker til nedskæringer og forværringer. Det er en af de væsentligste årsager til, at mange unge ikke organiserer sig i fagforeninger, og til mangelen på unge aktivister i fagbevægelsen. Der er imidlertid ingen løsning i at vende fagforeningerne ryggen. Den klassebevidste ungdom må rejse en kamplinje i som udenfor fagforeningerne.

Kampen for bedre levevilkår er også en rød tråd i ungdommens kamp mod EU. Den Europæiske Union forsøger i øjeblikket at ensrette Europa til fælles regler – også i forhold til ungdommen – på arbejderungdommens og det store flertal af unges bekostning.

Den generelle beskæring af "velfærden" og den baglæns harmonisering af forholdene på arbejdsmarkedet og uddannelsesområdet er ikke de eneste områder, hvor unionspolitikken rammer ungdommen særlig hårdt. Til Den europæiske Unions imperialistiske drømme om global supermagtsstatus hører også den fælles udenrigs- og krigspolitik.

EU styrker i disse år sin militære gren, og den danske regering håber at blive en vigtig del af denne militære gren. Det er ungdommen, der kommer til at betale for politikernes stormagtsdrømme.

Den danske ungdom risikerer at blive smidt ind i regionale stridigheder (som f.eks. i eks- Jugoslavien), for at forsvare nogle vesteuropæiske firmaers kapitalinteresser. Som del af Unionen fortsætter den danske rustningspolitik til nye krigseventyr. OKTOBER vender sig imod dansk medvirken i militære operationer langt uden for de danske grænser – operationer, som intet har med forsvaret af Danmark at gøre.

Uanset i hvilket regi de foregår – NATO, EU eller FN – tager de sigte på at sikre og udbygge imperialistiske interesser på folkenes bekostning.

Fremmedhad og racisme bliver spredt bevidst på trods af en "politisk korrekt" facade hos myndighederne. Fascister og nazister får som led i forsøgene på at splitte og bekæmpe arbejderklassen og det store flertal af unge atter lov til at marchere i de danske gader og forvandle Danmark til en international nazi-propagandacentral.

Det er en særlig opgave for de unge at bekæmpe den diskrimination overfor flygtninge og indvandrere, ikke mindst i forhold til arbejde og uddannelse, der finder sted på talrige måder. De såkaldte 2. generationsindvandrere er en integreret del af den nuværende danske ungdom.

Og det er en særlig opgave for den unge genration at forhindre, at nazisme og fascisme nogensinde igen får noget at skulle have bestemt.

Arbejderungdommen og indvandrerungdommen har grundlæggende samme interesser – og de samme fjender – imperialismen, borgerskabet og deres agenter.

OKTOBER betragter fortsat Rød Ungdom som en progressiv politisk masseorganisation for revolutionære og kampvillige unge, og prioriterer en fortsat revolutionær udvikling af organisationen i kamp mod reformistiske og revisionistiske illusioner og politik.

Samtidig er det klart, at arbejderungdommen og det store flertal af den danske ungdom i dag i allerhøjeste grad savner et kommunistisk ungdomsforbund, der er i stand til at sætte sig i spidsen for arbejderungdommens og hele den progressive ungdoms kampe, med et socialistisk Danmark som målet, og som kan lede dens masseorganisationer ad rigtige baner, på klassekampens vej.

OKTOBER arbejder for oprettelsen af et sådant kommunistisk ungdomsforbund indenfor en overskuelig fremtid.