Arbejderklassen og ØMUen
Af Torben Messerschmidt
For det danske borgerskab og dets politikere er formelt dansk medlemskab af ØMUen blevet placeret meget højt på ønskelisten. Det danske forbehold skal slettes så hurtigt som muligt. Det eneste, regering og den åbent borgerlige opposition diskuterer, er datoen for en folkeafstemning. Fastkursaftalen mellem Den europæiske Centralbank (ECB) om forholdet mellem euroen og kronen er ikke nok.
Propagandatrommerne for at fremkalde et holdningsskifte i den danske befolkning til fordle for dansk medlemskab af ØMUen har lydt vedholdende og bliver stadig kraftigere.
ØMUen fremstilles som nærmest den europæiske civilisations redning og som landets eneste fremtidhåb og –mulighed. Understreget af de sædvanlige "økonomiske argumenter" for Unionen og alle dens tiltag, som beregnende politikere og presse mener altid vil gøre deres virkning på danskerne.
Det er dyrt for Danmark at stå udenfor ØMU og euro, siger regering og opposition. Og Dagbladet Børsen sætter tal på. Avisen har fiffigt beregnet sig frem til, at det koster "Danmark" og "danskerne" 9,5 mia. kr. årligt at stå uden for ØMUen.
Børsen har måske ikke lagt mærke til det, men ØMUen er ikke sat igang endnu. Den findes ikke. Og selv om den fandtes er det fantasifulde tal, der fremkom i forbindelse med valutaspekulationen mod en danske krone, der satte den under stærkt pres, fremkommet ved den fejlagtige antagelse, at Nationalbanken måtte sætte renten op, som følge af et pludseligt og uventet "angreb" på kronen.
Men sandheden var, at Nationalbankens politisk motiverede nedsættelse af renten efter det snævre JA til Amsterdamtraktaten, så skide smart ud, men bare ikke var det. 5 måneder efter må Nationalbanken gå tilbage. Der var ingen økonomisk begrundelse for reklamenedsættelsen.
ØMUen som cementklods
Glæden ved den idiotiske aftale med ECB kan snart vendes til et "overraskende" ubehag for de sorgløse danske deltagere. Aftalen binder enhver dansk regering til at følge, hvad Unionen anser for en "troværdig økonomisk politik":
"Hvis Danmark fører en utroværdig økonomisk politik, så står der i ECBs regler om valuteaftaler, at de kan kræve en justering af centralkursen. ECB kan suspendere interventionen for Danmark, hvis den økonomiske kurs er utroværdig", udtalte direktør Graham P. Bishop fra finansfirmaet Salmon Smith Barney.
Mere tænksomme folketingsmedlemmer har bedt regeringen om en mere præcis besked om aftalens konkrete indhold. I betragtning af aftalens løsagtige karakter, er det slet ikke sikkert, spørgerne og pressen nogen sinde får noget at vide om økonomiminister Marianne Jelveds "enormt gode" aftale med centralbankdirektør Wim Duisenberg.
Det nye snævre valutakursbånd på 2,25% er en cementklods, den danske økonomi ikke har brug for, mener flere borgerlige økonomer.
Cheføkonom Thomas Thygesen, Enskilda Securitas, København understreger f.eks. at i tilfælde af økonomisk krise i Tyskland og Frankrig, vil fastkurspolitikken virke som en opskrivning af den danske krone.
Men dette er faktisk allerede sket. Kronen er allerede opskrevet i forhold til danske eksportmarkeder som Sverige, Norge, Storbritannien og USA.
Det vil sige at den danske eksport ikke er truet af det "alt for høje danske lønniveau", men af regeringens politik og åndssvage aftaler med EU og dens institutioner.
ØMUEN og den
økonomiske krise
Mens den økonomiske verdenskrise uddybes, har dagbladet Børsen og de andre kapitalister sat sig ned i skyggen af ØMUens udgåede træ og ventet på en rentenedsættelse - fra USA og i øvrigt også fra Euroland. Ganske vist var en koordineret rentenedsættelse blevet afvist af både Bundesbank og ECB.
Den 29.9. barslede bjerget USA med en mus: En rentenedsættelse på o,25%. Virkningen udeblev. Aktier og andet papirlort i USA faldt i takt med det gule efterårsløv. Renten er blot tilbage hvor den lå i marts 1997.
Bekymringen for Europæisk recession er stor og velbegrundet.
"Forventningerne til EU’s økonomiske vækst er nedjusteret med 0,6 % til 2,6 %. Men denne vækst forudsætter, at den indenlandske efterspørgsel (d.v.s. i unionslandene, TM) stiger, at et latinamerikansk krak ikke river tæppet væk." (Børsen 24.9.98). Recessionen er imidlertid ikke blot afhængig af muligheden af et latinamerikansk krak!
Væksten i Italien ventes i år at komme ned på 1,8%.
Vækstfaldet i Euro-land kan ikke undgå at skærpe modsætningerne mellem eurolandene indbyrdes.
forventes at skabe spændinger mellem de enkelte lande som forudset af en lang række indsigtsfulde mennesker.
Mange borgerlige eksperter har anbefalet og udtrykt håb om at undgå krisen gennem en "ekspansiv økonomisk politik", koordineret på EU-plan. Den er afvist af ECB.
Også FN ønsker handling fra Unionens side:
"Verdensøkonomien befinder sig på et knivsæg. Medmindre de europæiske lande og Japan øger den globale efterspørgsel på varer og tjenesteydelser, kan der blive tale om altomfattende tilbageslag." (Årsrapporten fra FN- organisationen UNCTAD).
IMFs optimisme i forhold til euroen og ØMUen er til at overse: Ifølge Berlingske Tidende skriver organisationen i sin seneste såkaldte kapitalmarkedsrapport , at der "måske vil være større risiko for sammenbrud i finanssystemet i Europa i en periode efter at ØMUen er lanceret."
Presset mod arbejderklassen
ØMUen og euroen tjener til at øge udbytningen af arbejderklassen. I unionslandene undergraves velerhvervede rettigheder konstant i samme tempo som presset for at sænke reallønnen – og i visse tilfælde også den nominelle løn. Truslen om virksomhedsflytninger er i denne sammenhæng en effektiv teknik, monopolerne anvender:
"I virksomheden Kasseler Heizkessel-Hersteller Viessmann, der med 65.000 højproduktive medarbejdere har en årlig omsætning på 6,5 mia. danske kr., behøvede ledelsen bare at meddele, at den vil lade den næste serie gasovne fremstille i Tjekkiet. Uden protest stemte 96% af medarbejderstaben straks for forslaget om hellere at arbejde 3 timer længere om ugen uden løn end at risikere ned-
(Fortsættes s. 16) læggelse af en tysk fabrik."
(Globaliseringsfælden, Borgens Forlag, s. 143)
Andre eksempler, særligt fra automobilindustrien, er snarere regel end undtagelse. Det siger samtidig noget om virksomhedernes sociale ansvar. Også etik og patriotisk sindelag er en handelsvare.
Den tyske Bundesbank har stolt og brovtende beregnet, at den tyske arbejder producere 4,6% mere end for 1 år siden og lønnen er kun steget med 2,1% i samme periode. Lønomkostningerne pr. produceret enhed er faldet 2,3%.
I Danmark gør nøjagtig det samme sig gældende. Der klages over lønstigningerne i forbindelse med forårets overenskomster. Set i sammenhæng med den langvarige udhuling af reallønnen er det plastre, der langtfra dækker såroverfladen.
Den danske Nationalbank bærer selv ansvaret for den netop sete "kronekrise" ved at give efter for Nyrups ønske om rentesænkning efter JAet til Amsterdamtraktaten. Dette pædagogiske flob kostede mere end børnehavedriften i Danmark.
ØMUen er den internationale kapitalismes angreb på arbejderklassen også her i landet. Og det er også et lønangreb.
Igen og igen skal vi høre at Danmarks konkurrenceevne er forringet på grund af vores alt for høje lønninger.
Et standardargument, der altid hives frem. Og som ikke bliver mere sandfærdigt af den grund. Fastkurspolitikken har nemlig ført til en reel opskrivning af den danske krone, hvis indflydelse på den danske eksport, der er ved at gå i stå er væsentlig større end de beskedne nominelle lønforhøjelser.
Greens konjunkturundersøgelse forudså for 3 måneder siden, at væksten kun ville blive på 1,5% i 2. kvartal 98. Den nyeste undersøgelse for 3. kvartal peger på en vækst på under 1%.
Børsen skrev d. 23/9-98:
"Det fort Europa, der med sin kommende euro længe opfattede sig som immunt over for konsekvenserne af den globale finansekrise, mærker nu alligevel dønningerne her fra."
Som det er dokumenteret, er ØMUen beregnet til at gøre parlamentariske politikere ansvarsfri. ØMUen er rettet mod arbejderklassen og dens spinkle institutioner, fyldt med forrædere.
ØMUen forøger arbejdsløsheden, også ud over det borgerligt ønskværdige. Et borgerligt akceptabelt balancepunkt kan ikke findes.
Dertil kommer, at ØMUen, økonomisk set, er så dilettantisk konstrueret, at dens funktion i sig selv er kriseskabende.
Mens tid var …
I bogen Globaliseringsfælden citeres direktøren for Council on Foreign Relations i Washington, Ethan Kapstein for følgende:
" Verden styrer ubønhørligt hen imod et af disse tragiske momenter, som vil få fremtidige historikere til at spørge, hvorfor man ikke fortog sig noget, mens tid var. Har de økonomiske og politiske eliter slet ikke lagt mærke til hvilke fundamentale forskydninger den økonomiske og teknologiske forandring her medført? Og hvad her afholdt dem fra at foretage sig det, der var nødvendigt for at forhindre en global social krise." (S. 259)
Vi andre vil svare: Fordi kapitalisme er ikke andet end dårligt organiseret grådighed, egoisme, fråds, udbytning, racisme og facisme som nederste mulighed for storborgerskabet og den værste risiko for arbejderklassen og andre lønmodtagere. Fordi selv det kapitalistiske samfunds bedste viljer og største "fornuft" ikke kan bøje de absurde kapitalistiske lovmæssigheder. Karl Marx gav svaret på Kapsteins spørgsmål for længe, længe siden, da han analyserede og beskrev kapitalismens anatomi og fysiologiske malfunktion.:
" For at eksistere må ethvert samfund uanset dets samfundsøkonomiske system, hele tiden sikre menneskenes nødvendige eksistensmidler. (...) Reproduktion er produktion af materielle goder, ikke som et enkeltstående tilfælde, men som en uophørlig fornyelsesproces. Reproduktionsprocessen omfatter som reproduktionsprocessen både reproduktion af materielle goder, arbejdskraft og produktionsforhold.(...) Under den kapitalistiske simple reproduktion anvender kapitalisten hele den arbejderskabte merværdi til tilfredsstillelse af sine egne snyltebehov."
"I det kapitalistiske samfund slår reproduktionsbetingelserne om i lige sa mange betingelser for et unormalt forløb, muligheder for kriser, da ligevægten selv er en tilfældighed ved den kapitalistiske produktions spontane udformning."
Denne videnskabelig analyse afdækker den kapitalistiske reproduktions dybe antagonistiske modsigelse. Den klarlægger først og fremmest kapitalismens grundlæggende modsigelse - modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den privatkapitalistiske tilegnelse af arbejdsprodukterne, en modsigelse der uddybes dag for dag.
I Marxs Lønarbejde og kapital kan læses en stadig aktuel påmindelse til arbejderklassen:
" Samtidig må arbejderne ikke - ganske bortset fra det almindelige slaveri, som hænger sammen med lønsystemet - overvurdere de endelige virkninger af denne daglige kamp. (Lønkamp! T.M.) De må ikke glemme, at de fører kamp mod virkninger, men ikke mod årsagerne til disse virkninger. At de kun kan bremse den nedadgående bevægelse, men ikke ændre dens retning. At de kun bruger et lindrende middel, men ikke helbreder sygdommen. De bør derfor ikke udelukkende gå op i denne uundgåelige guerillakrig, som uafbrudt udspringer af kapitalens stadige overgreb eller af forandringerne i markedet. De bør forstå, at det nuværende system med al den elendighed, som det bringer ind over dem, samtidig skaber de for samfundets økonomiske omdannelse, nødvendige materielle betingelser og sociale former. I stedet for den konservative parole "En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag" skal de på deres fane skrive den revolutionære parole, "lønsystemets afskaffelse."
n