Diktatoren og vennerne

Den 11. september i år noteredes mange steder som en mærkedag – 25-års-dagen for kuppet mod den folkevalgte chilenske socialistiske præsident Salvador Allende, der blev dræbt af militæret i det brændende præsidentpalads.

Indtil da havde Chile kunnet prale af at være en "oase for demokrati" i den latinamerikanske ørken af brutale militærdiktaturer, der holdt sig ved magten med den amerikanske imperialismes opbakning. 150 års formelt demokrati ophørte med Pinochets blodige kup, som efterfulgtes af en brutal nedslagtning af demokrater, arbejderledere, socialister og kommunister. Mere end 4000 blev dræbt eller forsvandt sporløst under Pinochet-diktaturet, titusinder blev tortureret, fængslet og sendt i koncentrationslejre – og en million mennesker, en sjettedel af befolkningen, flygtede ud af landet i en enorm emigrationsbølge, som tappede det for mange af dets bedste mænd og kvinder.

For mange er eksilet blevet permanent, men mange andre vendte tilbage til Chile i tiden efter 1990, da diktaturet officielt blev afskaffet og demokratiet formelt blev genindført.

Ved valget i 1990 stillede Pinochet op, men tabte og trådte tilbage som præsident. Han beholdt imidlertid posten som øverstkommanderende for de væbnede styrker, som i hans tid som juntaleder var svulmet op over alle bredder. I dag regner man med, at 2 ½ million chilenere arbejder for eller er afhængige af militæret for det daglige udkomme.

To gange var Chile en slags "model". Chile under Salvador Allende blev af Sovjetunionen og de moderne revisionistpartier fremstillet som et mønstereksempel på deres tese om muligheden af "fredelig overgang" til socialismen. Denne utopi blev skudt i sænk af Pinochets fly og artilleri.

Pinochet var som bøddel og diktator fascismens sorte hånd. Bag Pinochet og kuppet stod stærkere kræfter: den amerikanske imperialisme. CIA spillede en direkte og omfattende rolle ved organiseringen af kuppet – og Pinochets diktatur skabte det gunstige klima for økonomiske investeringer, som amerikanerne ønskede til udplyndring af Chiles rige råvareresourcer, samtidig med at han sikrede, at der herskede dødens stilhed og ingen protester i årevis.

Chile blev tilmed et økonomisk laboratorium for USA, hvor man i den særlige blanding af en oppustet og militariseret økonomi og med amerikanske multinationales kontrol over de øvrige økonomiske nøglesektorer afprøvede monetarismens (Milton Friedmanns) økonomiske ideer. Den chilenske "model" blev udråbt som en stor succes. Den bragte usandsynlig velstand til den chilenske overklasse og de multinationale.

Der var ingen til at sige imod – og de fattige havde i øvrigt for travlt med at søge at opretholde livet fra dag til dag.

I løbet af 80erne blev Pinochet-styret næsten internationalt "respektabelt" – de nære forbindelser med USA og dets partner Storbrittannien åbnede mange døre. Under Falklandskrigen brugte England Chile som spionagecentral mod Argentina.

Men med etableringen af "den ny verdensorden", ledsaget af en øredøvende menneskerettighedspropaganda, droppede vennerne Pinnochet. Han måtte udskrive "demokratiske" valg – og faldt. Men fungerede reelt set videre som Chiles "stærke mand".

I 1998 trådte Pinochet tilbage som general, men fortsatte som parlamentsmedlem, som senator, med den deraf følgende diplomatiske immunitet, "for livstid".

For Pinochet er "livstiden" imidlertid meget lang. Meget længere end for hans tusindtallige ofre. Og selvom han hele vejen igennem har søgt at sikre sig mod at blive indhentet af sit forrædderi og sine forbrydelser mod et helt folk – først ved at udnævne sig selv til diktator "på livstid", siden som hærchef "på livstid" og senest som senator "på livstid", samt gennem diverse politiske og juridiske aftaler om ikke at kunne stilles for retten – ser den 82-årige eksdiktator ud til at være blevet indhentet af fortiden under et hospitalsophold i det England, han altid har haft særdeles gode forbindelser med.

En særlig spansk domstol Audiencia Nacional har gennem et stykke tid ført sag mod Pinochet for folkedrab, bortførelser og international terrorisme. Uden at den anklagede diktator var til stede. Den spanske dommer Baltasar Garzon benyttede sig af diktatorens hospitalsophold i England til at forlange ham anholdt og udleveret.

Nu forestår formentlig et langvarigt juridisk tovtrækkeri.

Tilbageholdelsen af Pinochet har vakt glæde blandt eksilchilenere og i brede demokratiske kredse i Chile, der ser det som en mulighed for at få den undertrykte sandhed om diktaturets forbrydelser frem og de skyldige straffet. Den chilenske regering protesterer mod anholdelsen, mens den chilenske hær har organiseret "folkelige protester" i Santiago til fordel for sit reelle overhoved.

Bliver den blodbestænkte general udleveret af de britiske venner til retsforfølgelse i Spanien, vil han savne nogle medanklagede: vennerne fra USA og England.

De har absolut ingen interesse i, at blot en flig af sandheden kommer ud.

-ko