Goodbye, Helmuth Kohl! Du har ærligt fortjent at blive afsat!

Den 27. 9. har folket vist, at det har fået nok af den sociale nedskæringspolitik, af omfordelingen fra de nederste til de øverste, af reaktionær fremmedhetz, militarisme og stormagtspolitk! Og det er godt! Valget som folkets stemningsbarometer viser, at folk ikke længere vil lade sig behandle som før.

Desværre har "chefernes kammerat" vundet, fordi der ikke findes noget stærkt venstrealternativ på klassekampens grund. De forhåbninger, der rettes til Schröder og hans "rød-grønne" regering, vil ikke blive opfyldt. Schröder har allerede med sin kommende arbejdsminister Riester truet med en ny "social pagt". For de arbejdende betyder det løntilbageholdenhed, sociale nedskæringer for at sænke lønomkostningerne, fleksibilisering o.s.v. Det viser erfaringerne med den foregående "sociale pagt", og det kan heller ikke være anderledes i det kapitalistiske system. De der sammen med kapitalen vil "bekæmpe arbejdsløsheden", må acceptere markedets betingelser. De må gøre arbejdet billigt, så kapitalen får "lyst" til at investere. Og så må arbejderne i andre lande blive endnu billigere, for at de kan overleve i konkurrencekampen. Med andre ord: De, der smeder en national "social pagt", opmuntrer arbejdernes indbyrdes konkurrence.

Det er derfor tvingende nødvendigt at gøre front mod den truende "sociale pagt" (d.v.s. pagten til øget udbytning) i fagforeninger og på arbejdspladserne.

Det er ligeledes tvingende nødvendigt at omsætte de arbejdende menneskers ønske omfordring i konkrete aktioner. De arbejdendes krav må på bordet. KPDs valgudtalelse, hvor de arbejdendes grundlæggende krav er formuleret, kan være en hjælp hertil. Der må f.eks. kæmpes for, at arbejdsløshedsbevægelsen og dens aktioner forstærkes – i stedet for at sygne hen. Kravet om lige rettigheder må bringes frem i offentligheden. SPD, De Grønne, PDS må bedømmes på, om – og hvordan – de gennemfører deres løfter om en "reform af statsborgerskabsrettighederne".

I det hele taget vil vi måle alle, der nu sidder i forbundsdagen og opfatter og fremstiller sig som "venstrekræfter", på deres handlinger. De arbejdende må også lægge deres krav frem overfor disse, i stedet for tålmodigt at vente på, om man nu får småreformer eller almisser.

I hele Europa er der nu "venstreregeringer". Andre folks erfaringer viser, at disse "venstreregeringer" som i Frankrig eller England ganske udmærket kan være højredrejede og arbejderfjendtlige. Det var ikke tilfældigt, at f.eks. i Frankrig måtte de arbejdsløse gå på barrikaderne, det var ikke tilfældigt, at langturschaufførerne måtte strejke på europæisk plan for en halvvejs reguleret arbejdsdag. Regeringerne er i kapitalens hænder. Denn kommende socialdemokratisk-grønne regering må som det første banke på hos storkapitalen for at opnå kreditter til at dække en statsgæld på 2 milliarder DM for at kunne opstille et budget for 1999. Det er klart, at bankerne kan diktere deres betingelser.

Kun når de arbejdende hjælper sig selv, vil de blive hjulpet. Kun når de organiserer sig i samarbejde med arbejderne i andre lande, kan de opnå noget i kampen mod opsplitning og øget konkurrence. Kun den, som selv besidder en styrke, kan ikke slås ned. Derfor hedder det:

Efter valgene gøres resultaterne op. "Venstrefløjens" resultat er tyndt. De fleste, der opfatter eller fremstiller sig som socialistiske, kommunistiske, eller revolutionære, har hængt sig på PDS. Dermed har vi langt om længe fået et venstresocialdemokratisk parti i forbundsdagen, som ikke vil rokke ved det bestående system. Sådan opbygges og styrkes et parti for arbejderklassen ikke! Man vil tværtimod som halehæng til et socialdemokratisk parti forblive små og ubetydelige.

Tag DKP som eksempel: DKP støttede PDS og opstillede derudover enkeltkandidater i 8 valgkredse, som i alt opnåede hele 2110 stemmer. I sammenligning med 1994, hvor DKP kun var opstillet i 2 valgkredse, er der tale om stagnation. Man forbliver lille - og vil det vel også sådan.

MLPD gik en anden vej - alenegang. Resultat: I stedet for 10.038 andenstemmer som i 94 (og det var i sig selv et elendigt resultat af kammeraternes store anstrengelser) fik de denne gang kun 4.971 stemmer. Da MLPD til dels opstillede i valgkredse, hvor de ikke var i 94, og derfor ikke opstillede i kredse, hvor de var dengang, er resultatet svært at sammenligne. Men man kan fastslå, at MLPD i stort set alle de Bundesländer (med undtagelse af Nordrhein-Westphalen), hvor det opstillede begge gange, fik færre stemmer end i 94. I Baden-Württemberg, en af partiets højborge har de på fire år mistet 300 stemmer, eller 17 % af deres vælgere. Et kraftigt frafald, selvom kammeraterne i MLPD i fire år redeligt har bestræbt sig på, at overbevise, vinde og mobilisere folk. På landsplan kan man, trods alle usikkerheder ved bedømmelsen, og med enkelte undtagelser, sige, at MLPD er stagneret eller tilmed gået tilbage. De er med deres politik for alenegang og isolation kommet ind i en blindgyde.

Det er betegnende at sådanne kuriøse "partier" som det anarkistiske Pogo Partei Deustchlands (APPD) fik 35.347 andenstemmer og det yogaøvende naturbeskyttelsesparti fik 30.791 andenstemmer. Og de har ikke engang gjort noget arbejde for at overbevise og vinde nogen.

Minikandidaturer gør tanken om et arbejderparti latterlig! Det er på tide at vågne op! Vi må kæmpe for en bred front af arbejdende mennesker. Det appellerer vi til kammeraterne i DKP og MLPD om at være med til at skabe.