"Front mod nyliberalismen"-

en opportunistisk global strategi

I en tale på Sao Paolo-forummets 4. møde forkyndte Fidel Castro skabelsen af en international og global "front mod nyliberalismen", hvis mål og karakter han beskrev således:

"Fronten mod nyliberalisme" skulle opbygges "uden al slags sekterisme, med en stor bredde, ved at samle kræfterne, ved at skabe alliancer, der gør det muligt at vinde slaget mod tidens fjende, som er neoliberalismen, der skaber rystende og uudholdelige sociale betingelser."

Da der er tale om en international strategi, som Kubas Kommunistiske Parti opfordrer alle kommunister og revolutionære kræfter i verden til at slutte op om og følge, er der god grund for de danske kommunister til at sætte sig grundigt ind i den, både med hensyn til forudsætninger, indhold og konsekvenser – og dermed bevidst antage eller forkaste den.

OKTOBER er kommet til den konklusion, at denne strategi er en opportunistisk strategi, en strategi af moderne revisionistisk type, som vil føre arbejderklassens og folkenes kamp på vildspor.

Alene af de ovenstående citater fremgår, at Fidel Castro og CKP "udskyder" den socialistiske revolution til andre og "bedre" tider. Der er imidlertid intet i den nuværende verdensudvikling, heller ikke de kontrarevolutionære begivenheder i 1989-91, der berettiger til denne konklusion.

Den revisionistiske lejr med Hrustjovs og Bresjnevs Sovjetunionen i spidsen, som Cuba tilsluttede sig, byggede deres uvidenskabelige og opportunistiske globale strategi på den såkaldte socialistiske lejrs eksistens. Overgangen til socialismen – fortrinsvis af "fredelig, parlamentarisk vej", støttet på "den reelle socialismes styrke" - var ifølge denne den aktuelle hovedtendens i 60erne og frem. Denne revisionistiske strategi blev modbevist af klassekampens historiske udviklingsforløb, der atter understregede, at den revolutionære verdensproces ikke følger en lige linje, men bevæger sig i zigzag, i en skærpet kamp mellem revolution og kontrarevolution, med sejre, men også med nederlag. Hele denne revisionistiske strategi stillede spørgsmålet om tilslutning til den sovjetiske lejr som den grundlæggende, og i virkeligheden eneste, betingelse for "socialismens sejr". Som bekendt fik denne strategi katastrofale konsekvenser for samtlige de partier og erklærede socialistiske lande, som fulgte den.

Revolutionernes mulighed afgøres af objektive faktorer, af skærpelsen af alle de eksisterende klassemodsætninger i det enkelte land og på globalt plan. De grundlæggende modsætninger, som karakteriserer den imperialistiske epoke, skærpes uophørligt, også i den nuværende periode med "den nye verdensorden". Den nuværende "globaliseringsproces", etableringen af et altomfattende kapitalistisk verdensmarked, domineret af imperialismen, monopolerne og de multinationale selskaber, forårsager en yderligere tilspidsning af disse modsætninger. Revolutionære situationer kan opstå og opstår i en lang række lande, eller grupper af lande, på alle kontinenter. Tag Indonesien, hvor det reaktionære og forhadte Suharto-regime blev fældet. Tag det europæiske kontinent – oprøret i Albanien i foråret 97 f.eks. Om de revolutionære situationer så fører til en vellykket revolution, til oprettelsen af arbejderklassens herredømme, det er et andet spørgsmål: det afhænger af de subjektive faktorer, af eksistensen af et stærkt kommunistisk parti til at lede kampen, af arbejderklassens bevidstheds- og organiseringsgrad osv.

Fidel Castro erstatter ét fejlagtigt revisionistisk koncept, der har spillet fallit, med et andet, når han erklærer, at den socialistiske revolution er en opgave "for andre tider", for ikke at sige andre generationer. Det vil ikke i mindre grad vise sig at være et vildspor, såfremt det følges af de kommunistiske og revolutionære kræfter i verden.

Castro og CKP forkaster udviklingen af en global antikapitalistisk og antiimperialistisk strategi, der i denne periode må rette sig imod "den ny verdensorden" og dens støttepiller. Den må rette hovedstødet mod USA-imperialismen som global imperialistisk supermagt og "den ny verdensordens" hovedgarant, men også bekæmpe den kommende supermagt Den europæiske Union, og rette sig mod al imperialisme og al reaktion, mod de multinationale selskaber og de globale monopoler. Den må endvidere bekæmpe og afsløre ikke bare de åbent borgerlige kræfter, men også de reformistiske og opportunistiske kræfter, som støtter imperialismen og "den ny verdensorden".

Castro erstatter en sådan revolutionær strategi med den såkaldte "front mod nyliberalismen" – forstået som en alliance af forskellige sociale og politiske kræfter, der vil bekæmpe konsekvenserne af "nyliberalismen".

Fidel Castro og CKP taler om "den neoliberale model" og fremstiller "nyliberalismen" som én politik (blandt flere andre mulige), én model (blandt flere andre mulige), der ad fredelig vej, gennem en kløgtig alliancepolitik, kan slås tilbage – og dette skulle være tidens hovedopgave for alle kommunister og revolutionære kræfter. "Slås tilbage", ikke for at erstattes med en revolutionær politik, der forudsætter nedkæmpelse af de kapitalistiske og imperialistiske institutioner og organismer, men med "en anden politik", som ikke defineres nøjere. Der må være tale om en angivelig "progressiv politik" indenfor kapitalismens og imperialismens rammer.

I sin tale ved WTO-mødet i Geneve den 19. maj 98 gav Fidel Castro et eksempel på disse vrangforestillinger, da han erklærede:

Her bliver en konkret analyse af de små imperialistlandes placering i den internationale imperialistiske arbejdsdeling som solide støtter af "den ny verdensorden" med et "humant" og "progressivt" ansigt erstattet med en blind anbefaling af Norge som en slags model for de imperialistiske lande. Det er et konkret eksempel på, hvad Castro og de cubanske kammerater mener, når de taler om at "slå nyliberalismen" og dens erstatning med en anden politik!

"Nyliberalismen" er imidlertid ikke bare en dårlig politik, der simpelthen kan erstattes med en anden, bedre og mere progressiv politik, filosofi eller model. Det er ikke blot én økonomisk teori, der kan udskiftes med en anden. Nyliberalismen er simpelthen gennemførelsen og perfektioneringen af den nuværende kapitalismes, imperialismens og den statsmonopolistiske kapitalismes instrumenter og redskaber, som søger at omforme hvert eneste celle i det globale samfund og verdensøkonomien i sit billede og efter sine behov. Det er imperialismens politiske og økonomiske strategi af i dag, som alle internationale organismer, institutioner og aftaler, fra Den europæiske Union over IMF til MAI-aftalen bygger på. At foregøgle at denne strategi kan ændres uden et opgør med kapitalismen og imperialismen er reformisme af reneste vand.

Imperialismens og de multinationales globale hærgen under opbygningen af "Den ny verdensorden" i nyliberalismens tegn har haft og har ødelæggende sociale konsekvenser overalt. Både i de udviklede lande og udviklingslandene, i kapitalismens og imperialismens hjertelande og i de undertrykte og neokolonialistisk udbyttede nationer i det, der betegnes som den tredie verden.

Over hele verden har arbejderne, småbønderne og de besiddelsesløse i almindelighed rejst sig i protest og kampe mod disse konsekvenser og de regimer, der gennemfører dem.

Også i den nuværende periode i arbejderklassens og folkenes kamp for en bedre fremtid er det arbejderklassen, som udgør den ledende klasse, den verdensrevolutionære proces’ vigtigste sociale drivkraft.

Mens den sovjetiske revisionisme placerede "den socialistiske lejr" i verdensrevolutionens centrum, fordrejede den jugoslaviske revisionisme med sin teori om "de alliancefri lande" og den kinesiske revisionisme med den såkaldte "tre-verdens-teori" dette forhold og placerede landene i den såkaldt tredje verden – landene som sådan: arbejderklassen, folkene og regimerne – som den revolutionære drivkraft i dag. Dermed fornægtedes det internationale proletariats virkelige verdenshistoriske rolle.

Vi, som i går var kolonier og i dag stadigvæk lider under følgerne af tilbageståenhed, fattigdom og underudvikling, udgør flertallet i denne organisation (verdenshandelsorganisationen WTO, red.)… Vi bør forvandle den til et redskab for kamp for en bedre og mere retfærdig verden. Vi bør også kunne regne med ansvarsfulde politikere, som utvivlsomt findes i mange udviklede lande, og som har forståelse for vores virkelighed", sagde Fidel i Geneve.

Men den "tredje verdens enhed" er et fantom, en illusion. Et flertal af regimerne i den tredje verden lever på imperialismens nåde, eller er indsat af imperialismen for at gennemføre dens diktater, blandt andet gennem IMF. Det er ikke regimer af en progressiv karakter, men antifolkelige, antidemokratiske regimer, knyttet til de større imperialistmagter, fortrinsvis USA eller Den europæiske Union.

Og når det, som her, handler om at at ville forvandle WTO, en af imperialismens og nyliberalismens nøgleinstitutioner, til "et redskab for kamp for en bedre og mere retfærdig verden" er konsekvenserne af en sådan antimarxistisk analyse rent illusionsmageri.

Det kapitalistiske verdensmarkeds udvikling og den såkaldte globalisering af produktion, handel, finans- og aktiemarkeder er en vigtig tendens under "den ny verdensorden", imperialismen af i dag. Et af ledsagefænomenerne i denne proces er skabelsen af internationale, globale eller regionale, organismer, institutioner og aftaler, af økonomisk, politisk, juridisk og militær karakter. Fra oprettelsen af internationale krigsforbryderdomstole til udviklingen af Den europæiske Union, fra udbygningen af IMF og WTO til MAI-aftaler o. lign. De multinationale selskaber, som udstrækker deres fangarme over hele kloden udgør så at sige de økonomiske grundenheder i globaliseringsprocesserne.

Alle disse forhold betinger, at arbejderklassen og folkene styrker deres internationale solidaritet og koordinationen af deres kamp, og at lande med progressive, antiimperialistiske regimer må koordinere deres anstrengelser i tæt forbindelse med arbejderklassen og folkenes kamp.

De økonomiske kriser,som er kapitalismens og imperialismens uundgåelige følgesvend, får umiddelbare internationale konsekvenser, og større regionale kriser udvikler sig uundgåeligt til verdenskriser.

Men af sådanne kendsgerninger drager Cubas Kommunistiske Parti en dybt fejlagtig konklusion.

I den hidtil mest omfattende fremstilling af strategien for "front mod nyliberalismen", som José Cabrera fremlagde i sit åbningstale "Socialismen er et levedygtigt alternativ" ved det internationale seminar i Havanna i oktober 1997 hedder det:

(Citeret efter Forlaget Arbejderens pjece med Cabreras tale, december 97).

Men det er ikke nyt, at den revolutionære kamp har "en internationalistisk komponent". For den kommunistiske bevægelse har kampen mod imperialismen siden dette systems opståen været af international karakter og haft en internationalistisk komponenent. De store politiske og sociale kampe i dette århundrede har stort set alle haft en sådan karakter – fra den 1. verdenskrig og den første store proletariske revolutionsbølge til kampen mod nazisme og fascisme, kampen mod kolonialismen og neokolonialismen, og kampen mod de internationale imperialistiske og monopolkapitalistiske instrumenter, som NATO, EF osv.

I begyndelsen af 50erne kunne Stalin konstatere, at borgerskabet, kapitalistklassen, monopolerne havde kastet den nationale suverænitets banner væk – og at det var op til arbejderklassen at løfte denne fane til forsvar for nationernes uafhængighed og selvbestemmelsesret.

Erfaringerne fra revolutionerne og de nationale befrielseskampe i dette århundrede viser, at de antager en national form, at de i første række udvikler sig på basis af klassemodsætningerne i den enkelte nation, at revolutionernes interne faktorer er de afgørende og primære, mens de eksterne er sekundære. Det betyder selvfølgelig ikke, at revolutionære situationer nødvendigvis er begrænset til et enkelt land, de omfatter i regelen hele regioner eller grupper af lande. Det formindsker heller ikke betydningen af det internationale og internationalistiske samarbejde mellem kommunisterne, arbejderklassen og folkene i forskellige regioner eller på globalt plan. Men det betyder, at kampen om "magten i nationalstaten" fortsat er det primære mål for kommunisterne og arbejderklassen i hvert enkelt land, og at udfaldet af denne kamp i sidste ende afgøres af styrkeforholdene mellem klassekræfterne i det givne land.

Kampen om magten i nationalstaten har ikke fået en mindre afgørende betydning, som Cabrera hævder – selvom den er blevet mere kompliceret og sammenvævet med kampen mod imperialismen og dens institutioner i almindelighed. Det har allerede længe været en realitet, at en revolution i et land som Danmark uundgåeligt også måtte rette sig mod den amerikanske og europæiske imperialisme og deres instrumenter og institutioner. En isoleret revolutionær krise i Danmark er i realiteten kun hypotetisk mulig. Den vil uden tvivl forløbe i sammenhæng med en i det mindste regional europæisk krise. Den nuværende globaliseringsproces medfører på den led ingen kvalitative ændringer i den revolutionære kamps omstændigheder, som betinger at kampen om "om magten i nationalstaten (…) begynder at miste sin værdi".

Der er intet i den nuværende imperialistiske udviklingsproces, der f.eks. skulle betinge, at de danske kommunisters og den danske arbejderklasses strategiske hovedmål ikke længere skulle være skabelsen af et socialistisk Danmark – men f.eks. "et rødt Europa" eller "en rød verden", sådan som trotskismen altid har forkyndt det.

Der er heller intet deri, der betinger en "genvurdering af spørgsmålet om kampen for magten", som Cabrera hævder – det vil sige en ændring af den strategiske målsætning og den revolutionære kamps indhold, former og metoder.

Hvad der ligger bag disse noget kryptiske formuleringer kan ikke være andet end afblæsning af revolutionen som strategi, og dens erstatning med en "international" og "regional" rent politisk kamp, "fronten mod nyliberalismen".

De kan ikke opfattes som andet end en modernisering af den gamle revisionistiske formel om "fredelig overgang" til – ja, til hvad? Til "en ny politik" gennemført af og med imperialismens egne instrumenter.

"En bred alliancepolitik"

Nøgleledet i den cubanske "front mod nyliberalismen" er udviklingen af en "bred alliancepolitik". José Cabrera forklarer det således:

Det er ubetinget et princip for de kommunistiske partier at smede sociale og politiske alliancer - både med kortsigtede målsætninger og i kampen for den socialistiske revolution og opbygningen af socialismen. Men det må siges, at hvad der er rigtigt i den cubanske opfattelse af kommunistisk alliancepolitik ikke er nyt – og hvad der er nyt i den, er forkert.

"Vort umiddelbare mål er at slå neoliberalismen. Det er derfor nødvendigt, at vi bestræber os på at inddrage eller påvirke alle, som er imod denne model, og ikke kun en del af dem. Den enes alliance med den anden for at udelukke den tredje, som går i samme retning, vil ikke føre til andet end at man på et nyt plan genskaber de gamle sekteriske traditioner, som viser os så sårbare overfor imperialismens herredømme", siger Cabrera.

Da arbejderklassen og folkene i 30erne kaldte til kamp mod den fascistiske fare og dannede enhedsfront og folkefront mod fascismen tegnede fascismen og nazismen sig som en klart definerbar politisk "model", eller, som kommunisterne sagde: Fascisme betyder finanskapitalens åbne terroristiske diktatur. Den opstilledes som "alternativ" til den mest almindelige form for kapitalens diktatur, det borgerlige demokrati. Den såkaldte nyliberalisme har ikke denne karakter af "alternativ" politisk model – den er så at sige udtrykket for imperialismens og de multinationales strategi, som kan gennemføres under pluralistiske, borgerligt demokratiske eller diktatoriske styreformer.

De kommunistiske kræfter må i deres bestræbelser på at forene alle, der kan forenes i kampen mod kapitalismen og imperialismen, mod "den ny verdensorden", samarbejde med alle potentielle allierede, sociale og politiske, uanset hvor vaklende eller midlertidige de måtte være. Men med det internationale proletariat – ikke den såkaldte tredje verden som kerne.

Lad os se på den cubanske klasseanalyse. Cabrera siger, at der foregår "dybtgående forandringer i vores samfunds sociale og klassemæssige sammensætning. Det ændrer klassernes og de folkelige samfundsgruppers sammensætning, ligesom det relativiserer nogle rum og formler for venstrefløjens politiske vækst. For nuværende er der ikke sket en udvidelse af arbejderklassen. Der er snarere sket en forstærket udelukkelse af arbejdskraft, som ofte blev til formel og udstødt arbejdskraft.(…)

På den anden side må man lægge mærke til, at udviklingen af modellens modsætninger og særligt dens koncentrerende og udstødende karakter ændrer aftegningen af andre sektorer, som førhen var integrerede udtryk for kapitalismen, og som nu ikke længere er det. Det er tilfældet med en del af mellemlagene, de små og mellemstore erhvervsfolk, for hvem den voksende polarisering lukker deres udfoldelsesmuligheder. Det indbefatter også patriotiske og nationalistiske militærfolk såvel som andre berørte sektorer, som vi må inddrage til et anti-neoliberalt kald."

Med det både begrænsede og illusoriske perspektiv "at slå nyliberalismen" og erstatte den med en anden, progressiv politisk-økonomisk "model" gør CKP sig til talsmand for en bred alliancepolitik, som sætter arbejderklassen i anden række.

Det er ikke i overensstemmelse med de faktiske sociale udviklingsprocesser at hævde, at arbejderklassen bliver mindre på globalt plan. Tværtimod vokser arbejderklassen, både i de udviklede og – endnu hurtige – i udviklingslandene. For at få sit regnestykke, som har et formål, til at gå op, må Cabrera fraregne verdens arbejdsløse, "overskudsbefolkningen" fra arbejderklassen. Selv hvis man, fejlagtigt, gør det, bliver postulatet om at arbejderklassen bliver mindre, ikke rigtigt.

Det er simpelthen et udtryk for en opportunistisk nedtoning af arbejderklassens historiske og aktuelle rolle, og dens erstatning med andre lag og sociale bevægelser – fra såkaldte græsrodsbevægelser af enhver afskygning til mellemlagene, små og mellemstore kapitalister og tilmed officerer fra det borgerlige undertrykkelsesapparat.

Hvad er dette andet end "den antimonopolistiske strategi" og "det antimonopolistiske demokrati" i en oppudset form? Hvad er det andet end en ny antirevolutionær reformstrategi, nu udvidet til globalt plan, hvor det foregøgles, at man grundlæggende kan reformere imperialismens instrumenter og organismer gennem "strukturreformer"?

Pavens besøg i Cuba, Fidels velkomsthilsen til euro’en, ØMU’en og Unionen – og utvivlsomt også hans rosende ord om supermagtshøvdingen Clinton og hans regering - kan således ikke bare forstås som udslag af cubansk overlevelsesdiplomati, men som et udtryk for gennemførelsen for CKPs kurs for skabelsen af "fronten mod nyliberalismen". En front, der skal rumme alle klasser og lag (med undtagelse af monopolkapitalen), alle "autonome" – hvad der sikkert skal forstås som "uafhængige" - politiske, religiøse, grønne, kønspolitiske, nationale og sociale bevægelser, hele den tredje verden, det nuværende Kina, Jeltsins Rusland, EF-Unionen og paven af Rom samt lederen af det ene af de to store kapitalistiske partier i USA.

Alt og alle kan være med – og ingen og intet er glemt – bortset fra marxismen-leninismen.

Det er indlysende, at den nuværende kapitalismes og imperialismes ødelæggende sociale konsekvenser skaber uro hos en række elementer i den herskende klasse og dens politiske partier. For det første smadres den omhyggeligt fremmanede myte om kapitalismen med et menneskeligt ansigt, om "den ny verdensordens" respekt for mennesker og menneskerettigheder. Den imperialistiske rovdrift forkrøbler verden og menneskene og berøver hovedparten af menneskeheden alle håb for fremtiden.

Det betyder dernæst at den sociale uro i verden er voksende, at revolutionens og socialismens spøgelse atter dukker frem - også i bevidstheden hos tilhængerne af det kapitalistiske og imperialistiske udbyttersystem. Den borgerlige reformisme vil søge at afbøde nogle af kapitalismens og imperialismens værste sociale virkninger gennem reformlapperier, der lader de grundlæggende imperialistiske og "neoliberalistiske" mekanismer intakt. En sådan politik står dele af Clintons Demokratiske Parti for, en sådan politik står det internationale socialdemokrati for, både ved regeringsmagten og udenfor den.

Den cubanske "front mod nyliberalismen" er en antirevolutionær reformstrategi, som allierer sig med den borgerlige og socialdemokratiske reformisme. Politisk set er den således et ønske om en alliance mellem erklærede kommunister, venstrefløjspartier af enhver afskygning, de socialdemokratiske og socialistiske partier samt småborgerlige og borgerlige reformpartier.

Det er både en videreudvikling – i højreretning – af det sovjetrevisionistiske "antimonopolistiske demokrati" og af den eurokommunistiske bestræbelse på at skabe en (parlamentarisk) blok af venstreorienterede og reformistiske partier. Den cubanske ideologi og politik er eklektisk og rummer elementer af alle tidligere varianter af den moderne revisionisme.

Det er en kendsgerning, at den cubanske stemme i Bresjnevtiden ikke rejste nogen form for kritik af Sovjetunionen, af Sovjets og SUKPs globale strategi, eller af de maksimer, dette parti hyldede. Det er også en kendsgerning, at Cubas Kommunistiske Parti generelt antog disse linjer, samtidig med at det (selvfølgelig "med rette") betonede den cubanske revolutions erfaringer og Cubas særlige situation i overfor den amerikanske imperialisme.

Den store polemik i den internationale kommunistiske bevægelse i begyndelsen af 60erne drejede sig netop om den vej, som SUKP efter Stalins død, under Hrustjov og Bresjnev, slog ind på: den moderne revisionismes vej, vejen til likvidering af proletariatets diktatur og socialismen, vejen til kapitalistisk genrejsning – og vejen til socialdemokratisering af de kommunistiske partier under paroler om "fredelig overgang til socialismen", "antimonopolistiske alliancer, antimonopolitisk strategi, antimonopolistisk demokrati" osv.

For de kommunister, der fastholdt marxismen-leninismen, stod det klar, at opgivelsen af den videnskabelige socialismes grundprincipper måtte føre til, at de kommunistiske partier mistede deres revolutionære karakter og deserterede til klassefjendes lejr, og at de tidligere socialistiske lande indledte en proces hen imod den fuldstændige genoprettelse af kapitalismen. Det måtte føre til, at arbejderklassen blev berøvet sin magt og stilling som det socialistiske samfunds ledende klasse - og følgelig at befolkningerne i de erklærede socialistiske lande gradvist blev stadig mere fremmedgjort overfor disse samfund, hvor socialismen til sidst blot var en udvendig skal uden indhold, reduceret til stereotype former.

Cabrera understreger i sin "retningsgivende tale" det rigtige synspunkt, at det ikke var socialismen, der slog fejl med Sovjetunionens sammenbrud, og erklærer, noget tvetydigt, at "den europæiske proces ikke betød socialismens fiasko som system. Den betød heller ikke marxismens og leninismens ugyldighed som vejledning til vor handling."

Hvad så? Her følger den cubanske analyse af den lange historiske proces, som førte til Sovjetunionens opløsning, DDRs udslettelse og opbygning af åbent kapitalistiske samfund i sin mest brutale form i hele det tidligere Sovjet, Østeuropa samt Albanien:

Denne model, som gennemtrængte hele det cubanske samfundsliv, havde bragt os fejl og negative tendenser, som afsporede socialismens opbygning i en ikke revolutionær retning."

Dette er i bund og grund en fejlagtig fremstilling af et centralt politiske og historisk udviklingsforløb.

Da Sovjetunionen brød sammen, var det ikke et socialistisk samfund, det var ikke arbejdernes magt, der led skibbrud. Ifølge den cubanske fremstilling skulle det være en situation, som opstod ret pludseligt, som følge af forræderi, mens der i virkeligheden var tale om en langvarig proces, der strakte sig over årtier. Først i den sidste del af forløbet antog den en særdeles dramatisk og springagtig karakter.

Der var heller ikke tale omet sammenbrud for "en dogmatisk og vulgær marxisme", for de sovjetiske revisionister havde forkastet marxismen-leninismens grundlæggende principper og erstattet dem med deres egne revisionistiske opfindelser; de havde erstattet en revolutionær generallinje for den internationale kommunistiske bevægelse med en revisionistisk generallinje. De havde med andre ord erstattet marxismen-leninismen med moderne revisionisme – hvor marxistisk-leninistiske fraser blev brugt som et skjold for et reformistisk indhold og en borgerlig og kontrarevolutionær politik. Der var hverken leninisme eller marxisme i det sovjetiske partis doktriner – eller hos de partier, som fulgte opskrifterne fra det sovjetiske køkken.

Det var netop ikke socialismen, som led skibbrud i 1989-91 – for socialismen var blevet erstattet med det revisionistiske borgerskabs diktatur mere end tre årtier tidligere. Så lang tid tog det at forberede betingelserne for den åbne overgang til kapitalisme, for genindførelsen af kapitalismen i både klassisk og "moderne" form. Dette skyldtes ikke mindst, at arbejderklassen og den brede befolkning søgte at fastholde socialismen og dens landvindinger. Den revisionistiske kontrarevolution var tvunget til forsigtighed og til at forklæde sig som "bedre kommunisme end nogensinde før" – et trick, som anvendtes af samtlige de revisionistiske politikere fra Hrustjov til Gorbatjov.

Hvem påførte hvem den sovjetrevisionistiske "model" for socialisme? Det er sandt, at sovjetrevisionismen gjorde sig til en global model, et eksempel til efterfølgelse, og det er sandt, at partierne i den revisionistiske lejr kopierede denne model. Men hvem der bærer ansvaret for det er svært at afgøre. Den fælles revisionistiske ideologi og politik, måske?!

Det er imidlertid også sandt, at der i lande som Enver Hoxhas socialistiske Albanien, som befandt sig på anti-revisionistiske positioner, ikke anvendtes nogen sovjetisk "model". Og det er en historisk kendsgerning, at en lang række kommunistiske partier bekæmpede den revisionistiske udartning og forudså og advarede mod konsekvenserne af den moderne revisionismes sejr i Sovjetunionens Kommunistisk Parti og en lang række andre kommunistiske partier verden over. Nemlig at disse partier forvandledes fra arbejderklassens revolutionære fortropspartier til reformistiske partier på vej mod den socialdemokratiske sump.

Den cubanske platform erklærer, at "sekterisme, dogmatisme og venstreopportunisme" er hovedfaren for den internationale kommunistiske bevægelse. Men samme platform er selv et af de bedste beviser på, at hovedfaren, i dag som i går, er højrefaren, den moderne revisionisme.

Den moderne revisionismes historiske fallit viste sig med alle sine forfærdelige konsekvenser i 89-91. Kommunister og revolutionære over hele verden har måttet drage den lære heraf, at marxismen-leninismens princcipper og gyldighed i dag ubetinget må forsvares. De cubanske kommunister er gået en anden vej: de fortsætter af det gamle spor, også efter det viste sig at stoppe blindt, i det revolutionære ingenmandsland.

n