Borgerskabets indsigt i nødvendigheden

Det er i dag mere end nogensinde blevet et moderigtigt standpunkt, at arbejderklassen enten ikke længere eksisterer eller er på vej til at forsvinde, og at man bør se anderledes på samfundets inddeling end gennem den metode til klasseanalyse, som er fundamental i den kommunistiske opfattelse af den revolutionære udviklingsdynamik.

I den kommunistiske bevægelse spredes endvidere fra højre flanke dels den opfattelse, at arbejderklassen i dag reduceres, hvorved fokus bør spredes ud til andre samfundslag, dels, at "globaliseringen" på det nærmeste ophæver betydningen af den nationale klassekamp. Begge anskuelser vil naturligvis få drastiske konsekvenser for den kommunistiske bevægelses virke, hvis de antages.

Som det sikkert er de fleste læsere bekendt, bestemmer den marxistiske klasseanalyse klasserne ud fra deres objektive placering i arbejdsdelingen. Arbejdsdelingen i den samfundsmæssige produktion afgør, hvem der i sidste ende bestemmer, hvor skabet skal stå. At monopoliseringen af kapitalejerne på den ene side ledsages af en vækst i arbejderklassen på den anden side har været en fast tese fra begyndelsen. Er denne udvikling virkelig vendt, og i så tilfælde til hvad?

De empiriske data peger på, at arbejderklassen er i talmæssig vækst, både globalt og her til lands. I de mindre udviklede og underudviklede lande nederst i den globale udbytnings arbejdsdeling er forvandlingen af småborgere (især bønder) til arbejdere i fuld gang. Og i et EU-tilpasset land som Danmark vil en analyse formentlig vise, at privatiseringsprocessen, især de kommunale udliciteringer, har flyttet store grupper fra mellemlagspositioner til proletariske vilkår.

Der er til dato ingen, der teoretisk og empirisk har kunnet modbevise tesen om samfundets klassemæssige polarisering og arbejderklassens vækst under kapitalismen. Hvis dette skulle forsøges, måtte man undersøge, om der er sket ændringer i den objektive samfundsmæssige arbejdsdeling og i tilegnelsen af profit, og om ejendommen og herredømmet over produktionsmidlerne har skiftet hænder. Et bekræftende svar ville enten betyde, at de økonomiske loves virkning i kapitalismens politiske økonomi på overnaturlig vis var blevet sat ud af kraft, eller at den kommunistiske bevægelse i 150 år har misforstået det hele grundlæggende, og at lovene i virkeligheden er skruet helt anderledes sammen.

Ikke desto mindre er det i den borgerlige offentlighed konventionel visdom, at klasseanalysen enten er "forældet" eller helt ugyldig. Det er der for så vidt ikke noget nyt i. Men efterkrigstidens og nu "postindustrialismens" forandringer i arbejderklassens og det øvrige samfunds sociale sammensætning har gjort det lettere at indoktrinere denne forestilling og fylde studenter og lægfolk med intetsigende socialgruppeinddelinger, 2/3-modeller osv. - samt ikke mindst et hav af forvrængninger af den marxistiske klasseanalyse. Dertil har ikke mindst den for længst forudsagte vækst i den kroniske massearbejdsløshed givet næring til opportunistiske teorier inden for den kommunistiske bevægelse om kvalitative ændringer i samfundsstrukturen.

Med kapitalismens indtræden i imperialismens stadium blev det muligt for borgerskabet at korrumpere et lag i arbejderklassen, som kunne fungere som agentur for borgerskabet. Dette borgerliggjorte arbejderlag, der i marxistisk-leninistisk sprogbrug går under betegnelsen arbejderaristokratiet, udgør kernen i den reformistiske arbejderbevægelse og spiller objektivt en reaktionær, samfundsbevarende rolle. Arbejderaristokratiet er højreopportunismens sociale basis i arbejderbevægelsen, en central kontrarevolutionær mekanisme. Det ser vi nærmere på i et senere kapitel af denne artikelserie, der handler om revolutionens subjektive faktor.

Hvis ikke det var det før, så er det i hvert fald i dag utilstrækkeligt blot at se på arbejderaristokratiets rolle, når man skal analysere årsagerne til desorganisering i arbejderklassen. Del & hersk-systemet er med tiden blevet mere og mere sofistikeret.

De forandringer, der har givet grobund for nye spekulationer om kvalitative ændringer af klassestrukturen, er først og fremmest et resultat af den teknologiske udviklings kendetegn under kapitalismen. Den politiske økonomi under kapitalismen har ikke dermed skiftet karakter, men den har i hvert fald i de højest udviklede lande efterhånden nået et udviklingstrin, som borgerskabet aktivt kan udnytte til yderligere at opsplitte arbejderklassen og dermed hindre dens revolutionære organisering som klasse.

Dette kan i første omgang forklares ved nogle forholdsvis enkle (og generaliserede) iagttagelser:

I industrialismens og kapitalismens ungdom i første halvdel af det 20. århundrede var produktionsforholdene udpræget arbejdsintensive. Arbejderne stod ved samlebånd på fabrikkerne, og de mange små og mellemstore virksomheder myldrede af arbejdsfolk. Under den hektiske tilvandring til byerne opstod der arbejderkvarterer, der sammen med samværet på arbejdspladserne bidrog til at skabe en homogen arbejderkultur. Arbejderklassen var, uanset dens tilstrømning af småborgere og andre "flipproletarer", meget synlig som klassekultur og lod sig nemt afgrænse.

Med væksten i kapitalens organiske sammensætning er arbejdet i dag ikke blot i vidt omfang overtaget af maskiner; den arbejdskraft, som i sidste ende er den værdiskabende faktor, er mere uddannet og specialiseret, og arbejdsformen viser af flere årsager tendens til større opsplitning.

Blandt årsagerne til denne opsplitning er kravene til deltagelse i flere sider af arbejdsprocessen, men også bevidst motivations- og dermed effektivitetsfremmelse ved ofte at give arbejderne ansvar for produktionen fra A til Z i de enkelte dele af virksomheden - begge dele naturligvis uden at uddelegere det tunge ansvar for at lede og fordele arbejdet. Alene disse forhold, samt den geografiske spredning af den beskæftigede del af arbejderklassen, har bidraget til kulturel splittelse af arbejderklassen i udviklede lande som f.eks. Danmark.

Ofte tales der blandt fagligt aktive om en kløft mellem de faglærte og uddannede på den ene side og de ufaglærte og langtidsarbejdsløse på den anden side. Lagdelingen har altid været der, men spørgsmålet er, om ikke denne sociale lagdeling i arbejderklassen bliver mere udtalt og dermed giver betingelser for dannelsen af en egentlig kløft og ikke bare en problematisk lagdeling. Denne tese ligger til grund for forestillingen om "2/3-samfundet" og lignende teorier.

For denne opfattelse taler, at imperialismen hele tiden foretager en udstødning af den relative overskudsbefolkning i takt med kapitalkoncentrationen og væksten i kapitalens organiske sammensætning, og at presset på og kravene til den beskæftigede del af arbejderklassen dermed vokser og giver borgerskabet grund til at ville korrumpere hele dette lag.

Imod taler, at uanset den faglærte arbejdskrafts kvalifikationer er den fortsat placeret i den udbyttede position i arbejdsdelingen, tilhører arbejderklassen og er prisgivet konjunkturerne.

Det kan i en vis forstand give mening at tale om en A-, B- og C-arbejderklasse, men det er i så fald kun et spørgsmål om en lagdeling i indkomst og kortsigtede priviligier. Således nyder arbejderaristokratiet fordele i både indkomst og dominans internt i arbejderklassen, men dette lag kan i sagens natur aldrig udstrækkes til hele "A-holdet". Endvidere ville en en hypotetisk totalkorrumperet A-arbejderklasse forudsætte afskaffelsen af de tilbagevendende kriser, der er uundgåelige under kapitalismen, og som gør selv de bedst stillede arbejderes situation permanent usikker.

Ud fra den videnskabelige socialismes grundlag må tesen om en totalkorrumpering af de øverste lag i arbejderklassen afvises. Kapitalen bliver centraliseret, klassestrukturen bliver polariseret. Det er en økonomisk naturlov under kapitalismen. Lige så lidt, som en hær kan bestå af bare generaler, lige så lidt kan de øverste lag af arbejderklassen integreres i borgerskabet. Den politiske økonomis love vil simpelthen hindre en sådan storstilet korrumpering i at fungere i andet end på meget kort sigt.

Alligevel foregår der en effektiv tilsløring af det afgørende klasseskel, som både kan forklares ved den politiske økonomis objektive udviklingslove i sig selv og ved borgerskabets indsigt i disse love og handlen ud fra denne indsigt.

Under statsmonopolkapitalismen opstår der omfattende økonomiske styringsinstrumenter, ikke blot internationalt, som vi så på i første kapitel af denne serie, men også nationalt. En vigtig kategori af styringsinstrumenter ses i den voksende fondskapital, der er en af de fælleskapitalistiske former for finanskapitalens centralisering.

Med fondskapital forstås her i bredeste forstand finansielle institutioner af fælleskapitalistisk og mobil karakter, der er underlagt finansoligarkiet - pensionsfonde, banker, centralbanker, forsikringsselskaber, finansielle monopolforbund og stabiliseringsinstitutioner m.m. Denne kapital udgør en voksende organisk del af finanskapitalen og er et stadigt vigtigere redskab til udbytning og maksimalprofit - finanskapitalen bliver simpelthen mere og mere mobil og fleksibel.

Fondskapitalen er ikke blot kendetegnet ved, at den er et vigtigt

finansielt styringsinstrument, især når der skal gribes ind i de tilbagevende kriser, nationalt og internationalt. Fondskapitalen er også kendtegnet ved sine uigennemskuelige ejerforhold, der tilslører klassepolariseringen, udbytningsforholdet, om muligt endnu mere end i den ikke-finansielle statsmonopolistiske ejendom (offentlige virksomheder og den offentlige sektor i det hele taget). At den reformistiske arbejderbevægelse ofte indgår i denne fondskapital gør ikke sagen bedre, om end det for den indsigtsfulde bekræfter, at arbejderbevægelsens øverste lag, pamperne, er vokset grundigt ind i borgerskabet.

Med dannelsen og væksten af de internationale monopolforbund IMF og Verdensbanken samt det overnationale, statsdannende monopolforbund EU er der sket en vækst i den internationale fondskapitals betydning i forhold til den øvrige finanskapital. I opbygningen af den europæiske supermagt kan der ses tegn på, at større dele af fondskapitalen også overnationalt antager status af statsmonopolistisk ejendom, i og med at den formelle grænse mellem finansoligarkiet og staten - i dette tilfælde EU - udviskes i de europæiske overnationale organer. PHARE-programmet ift. Østeuropa er det mest udprægede aktuelle eksempel, men også de permanente finansielle styringsinstrumenter smelter efter alt at dømme delvis sammen med den hidtidigt privat organiserede fondskapital.

Går man fondskapitalen efter i sømmene, finder man et personsammenfald mellem bestyrelserne her og i koncernerne, hvor enkeltpersoner nemt kan indehave mere end et dusin poster. Bag den anonyme og ofte uskyldigt udseende facade kan man altså hæfte ansigter på finansoligarkiet, og de er forbløffende få. Disse ansigter, klassediktaturets smålige væsen, fremtræder imidlertid ikke i den borgerlige offentlighed. Skal overklassen endelig synliggøres, foretrækkes det at dyrke de tilbageværende gammeldags, store kapitalistiske enere som Mærsk McKinney Møller i Danmark og Bill Gates i USA, som i bund og grund ikke er noget som helst i sig selv i nutidens tætvævede finansoligarki.

Ovenstående iagttagelser er så at sige lige efter lærebogen. Intet af det er i sit kerneindhold overraskende eller repræsenterer en ny udvikling. Tværtimod stemmer "globaliseringens" og "informationssamfundets" grænseoverskridende udbytning fint overens med den skitse af imperialismens udviklingslinje, som Lenin nedfældede allerede i begyndelsen af det 20. århundrede.

Monopolborgerskabet består imidlertid ikke af idioter, der blindt følger deres skæbne. Ethvert udbytningssamfund må på forskellige leder legitimere sine fremtrædelsesformer, og det gælder sandelig også i dag.

Læseren vil sikkert nikke genkendende til den type virksomhedskultur, hvor arbejderne tilskyndes til at identificere sig med virksomheden for at hindre dem i at identificere sig som klasse: "Vi" på "vores" virksomhed er i samme båd, med en mur omkring vendt mod konkurrenterne. Den mest avancerede udgave af dette ses i forsøgene med at få arbejdere og mellemledere til at tegne aktier i virksomheden og på den måde kunstigt frembringe en kontant, materiel fælles interesse på tværs af klasseskellene. I denne virksomhedskultur appelleres til (små-)borgerlig nyttemaksimerende bevidsthed og konkurrencementalitet, hvorfor den naturligt nok havde sin guldalder i den tidlige imperialistiske økonomis tilstrømning af småborgere til proletariatet.

Dagsordenen i pressen og i den nyere managementlitteratur tyder på, at denne metode er ved at være forældet, i hvert fald i den mest udviklede del af den vestlige verden. Her har småborgerskabets mentalitet ikke længere forne tiders indflydelse på arbejderklassen, og de færreste er knyttet til samme virksomhed i en længere årrække, så nye legitimeringsteknikker må tages i anvendelse.

Nu snakkes der om "etik" i virksomhederne. De skal på den ene side tage et "socialt ansvar" og sørge for medarbejderne og på den anden side undlade at investere i forurenende virksomheder eller lande, der overtræder menneskerettighederne. Miljø, omsorg, menneskerettigheder og sågar solidaritet er ord, der alle sammen anvendes for at skjule profitmaksimeringens væsen og stille finansoligarkiet i et rosenrødt skær.

Den "etiske" trend afspejler, at der trods alt er foregået en vis fremgang i oplysningsniveauet, at bevidstheden om produktivkræfternes samfundsmæssige karakter trænger sig på i folkedybet. Derfor må disse produktivkræfter fremstå, som om de er ledet af samfundsmæssigt ansvarlige kræfter.

Etik-trenden går for Danmarks vedkommende samtidig i spænd med EU-tilpasningens privatisering af tidligere offentlige opgaver, afviklingen af den parantetiske "velfærdsstat" og opbygningen af et ultrareaktionært "velfærdssystem" i monopolernes forenede Europa. Det tunge ansvar for "velfærden" skal flyttes fra statens anonyme hænder over i civile, private og kommercielle hænder, og derfor må den den borgerlige offentligheds definition af både "samfundet" og "velfærden" følge med samme vej.

Den ultraforkortede historie om den nordiske vefærdsstats opståen efter anden verdenskrig handler om tre faktorer:

For det første havde socialismen efter krigen vundet fodfæste i hele Østeuropa, og Sovjetunionens sejr over nazismen og fascismen gav sammen med de europæiske kommunisters indsats under krigen stor opbakning til de kommunistiske partier og det socialistiske samfundsprojekt. Denne trussel mod kapitalismen måtte imødegås med indrømmelser til arbejderklassen i frontstaterne mod den socialistiske lejr.

For det andet var arbejderbevægelsen i Skandinavien allerede før krigen bedre og mere omfattende organiseret end i øvrige europæiske lande, og dens reformistiske ledere måtte bøje af over for medlemmernes krav, der oftest formuleredes af de kommunistiske partier.

For det tredje igangsatte den stærkt styrkede amerikanske imperialisme et omfattende investeringsprogram i Vesteuropa i form af den berømte (eller berygtede) Marshallplan, på grundlag af hvilken der skete en industriel opbygning med efterfølgende højkonjunktur.

Den nordiske velfærdsstat var ikke mere indrømmelse til arbejderklassen, end at den fortsat var et redskab til profitmageri. Velfærdsstaten var kendtegnet ved en stor statsmonopolistisk (offentlig) sektor med reproduktive funktioner i fokus, en højtuddannet arbejdskraft med et socialt sikkerhedsnet samt relativ social ro. Dens arkitekt og politiske leder var først og fremmest socialdemokratierne (reformismen), som gennem fagbevægelsen holdt arbejderklassens krav til gennemgribende fremskridt i ave og bandt den til klassesamarbejdet. Udbytningen fortsatte med at skærpes, selvom den officielle socialdemokratiske mytologi talte om velfærdsstaten som virkeliggørelsen af social harmoni - det, der i Sverige på forblommet vis kaldtes "Folkhemmet".

Med den almene krises og den kroniske massearbejdsløsheds voldsomme genkomst i 70’erne var velfærdsstatens guldalder allerede forbi. Alligevel beholdtes velfærdstats-konceptet, ikke mindst på grund af en venstredrejning i befolkningen, men den begyndte så småt at blive undergravet bid for bid, jo mere der blev brug for den. Kendte eksempler på dette var blokadecirkulæret, der ulovliggjorde blokaden som fagligt kampmidddel og muliggjorde hårdere overgreb mod strejkende, og forringelsen og til sidst afskaffelsen af dyrtidsreguleringen. I løbet af 80’erne blev krisen synlig for alvor, og det daværende EF begyndte samtidig at tage form som statsdannende projekt med det indre markeds vedtagelse i 1987.

Sovjetblokkens sammenbrud og det antikommunistiske hysteri, der omgav det, markerede overgangen til den tredje fase i kapitalismens almene krise. EU trådte frem på scenen som supermagt in spe og dermed kommende konkurrent til sin mentor, USA. Globaliseringen - dvs. skabelsen af ét samlet kapitalistisk verdensmarked, en midlertidigt unipolær imperialisme - tog form, statsmonopolkapitalismen skulle bringes til fuldt flor for at sikre monopolborgerskabets maksimalprofitter, og i lille Danmark var tiden inde til at begrave velfærdsstaten endegyldigt - med Socialdemokratiet som bedemand (og prædikant for velfærdsstatens afløser). Reaktionens delvise strategiske tilbagetog afsløstes af total offensiv.

Den skandinaviske mønsterkapitalisme er et overstået kapitel, og vi bladrer nu videre i historiebogen, til EU’s nyliberale råkapitalisme. Her ændrer del & hersk-mekanismerne sig, og det samme gør metoderne til legitimering.

Den europæiske statsdannelse i EU, statsmonopolkapitalismens definitive ophøjelse til overnationalt niveau, indebærer en afskaffelse af konceptet med den statsmonopolistiske sektors ansvar for befolkningens reproduktion, som det har været kendt i Skandinavien. Hvor der tidligere var opnået det såkaldte universalitetsprincip i forhold til sociale rettigheder, dvs. principiel socialforsikring for alle medborgere, skal det sociale ansvar og forsikringen mod nedtur nu privatiseres. Det sker som følgevirkning af, at den statsmonopolistiske, tidligere fælleskapitalistiske ejendom uddelegeres til direkte profitmageri som led i den lovmæssige jagt på maksimalprofit og unionstilpasningens åbenlyst dikterede krav om markedsmæssiggørelse. Intet er principielt unddraget denne privatiseringsproces.

Begrebet privatisering skal her også forstås i bredere forstand. Det sociale ansvar delegeres ikke blot ud til virksomhederne og frivillige sociale organisationer, men i allerhøjeste grad også til individet. Denne stigmatisering af social nød har altid været et kendetegn ved den herskende ideologi og praksis under kapitalismen, men for de tidligere nordiske velfærdsstaters vedkommende er der tale om et åbenbart tilbageskridt til den fundamentale utryghed, befolkningen troede sig frigjort fra. De konkrete tiltag er til at føle på.

Den danske social- og arbejdsmarkedspolitik tilpasses i hastigt tempo til EU. Det ses måske mest markant i behandlingen af den relative overskudsbefolkning, de arbejdsløse, som med "aktiveringsordningerne" omdannes til en statsorganiseret løntrykkerhær af uorganiseret arbejdskraft uden faglige rettigheder, det såkaldt tredje arbejdsmarked. Denne store del af arbejderklassen, der er ramt af den kroniske massearbejdsløshed, bliver derigennem stillet billigt til rådighed for private eller offentlige arbejdsgivere under truslen om fjernelse af brødet fra munden. Formålet er at undergrave den faglige organisering og presse løn- og arbejdsforhold ned, begge dele til gavn for profitterne, men også yderligere at stigmatisere arbejdsløsheden og gøre den til en privatsag, til et spørgsmål om den enkeltes "ansvar for sit eget liv".

Foruden etableringen af det tredje arbejdsmarked sker der andre undergravninger af kampmulighederne i fagbevægelsen og de tilkæmpede faglige rettigheder: Normalarbejdstiden fjernes til fordel for arbejdsgiverdikteret "fleksibilitet", overenskomsterne decentraliseres, og de faglige ledere ignorerer medlemmernes krav, bl.a. for at tvinge arbejdsmarkedspensioner igennem, hvilket undergraver folkepensionen. Der skaltes og valtes med arbejderklassen som aldrig før.

På det socialpolitiske område fjernes retskravene på social hjælp og erstattes af vilkårlighed fra myndighedernes side i takt med svækkelsen af sociallovgivningen. Brugerbetaling indføres i stigende omfang på offentlige goder (f.eks. hjemmehjælp eller studiemateriale), og udbredelsen af skønsprincippet gør de tilbageværende socialordninger usikre og særdeles stigmatiserende for brugerne.

Hele denne udvikling væk fra velfærdsstaten over til et privatiseret "velfærdssamfund" er som nævnt dikteret af EU, som er tvunget til at harmonisere markedsvilkårene. Alligevel søges denne direkte forbindelse skjult af den socialdemokratisk ledede administration. Socialdemokratiet er sat til en af sine sværeste propagandaopgaver nogensinde:

På det faglige felt hedder det, at den "danske model" står uberørt af EU’s diktater, eftersom arbejdsmarkedets parter får lov til at implementere direktiverne i overenskomsterne, frem for at de skal vedtages af folketinget. Decentraliseringen markedsføres på sin side som et demokratisk fremskridt, selvom den selvsagt indebærer ringere vilkår for at føre en anstændig overenskomstkamp. Fleksibiliteten er naturligvis for arbejdernes egen skyld, ja nærmest en næstekærlig handling fra arbejdsgivernes side.

På det socialpolitiske felt omdefineres selve begrebet "velfærd", så det passer til de nye realiteter: Fokus rettes væk fra de materielle livsbetingelser over til "indre velfærd" og menneskelige værdier, som om disse ting kunne adskilles. Velfærdsbegrebet privatiseres. Socialminister Karen Jespersen spiller rollen som over-hattedame, idet hun i denne ånd definerer socialpolitikken som "omsorg for de svageste" - en omsorg, der består i at befri disse såkaldt svage mennesker fra "passiv forsørgelse" og give dem "ansvar for eget liv" ved at fjerne garantierne for hjælp.

Når man sammenstiller de faktiske, barske realiteter på disse områder med regeringens retorik, er modsætningen usædvanlig skarp og iøjnefaldende. Faktisk så iøjnefaldende, at det er forunderligt, at regeringen mener sig i stand til at slippe af sted med det. Modsætningen mellem afmonteringen af velfærdsstaten på den ene side og den "socialt bevidste" ordflom, der ledsager slagtningen, på den anden side virker dumdristig og kortsigtet. Det ligner ikke det borgerlige demokrati at lyve på så flabet vis over for underståtterne.

Forklaringen på den socialdemokratiske unionsreformismes tilsyneladende dårskab er, at EU-projektet har en meget lille folkelig legitimitet. Det gælder i hele EU, hvor store arbejdskampe har været rettet direkte mod følgerne af unionstilpasningen, og hvor meningsmålingerne viser en konstant modstand mod EU i omkring halvdelen af befolkningerne - trods massiv propaganda ovenfra og ned.

Kanonerne må derfor nødvendigvis køres i stilling med de mest floromvundne og grotesk falske propaganda-bombardementer. Skal der lyves, skal der lyves stort: "fredens projekt", "solidaritet på tværs af grænserne", "miljøets forkæmper" - og på det seneste, at EU er et "værn mod markedskræfternes hærgen". Det er mildt sagt kortsigtede, ustabile slagord, og de ledsages derfor også af heftige, løgnagtige angreb på den organiserede unionsmodstand for i det mindste at rodfæste budskabet om, at "der er ikke noget alternativ".

For at forklare denne modige og standhaftige fornærmelse mod befolkningen må vi referere til den politisk-økonomiske nødvendighed i opbygningen af den europæiske statsdannelse, som vi så på i første del af denne artikelserie. Dette monopolborgerskabets projekt kan ikke vente. Det er nu, udviklingen sker. Dagsordenen er i første række at fremskynde statsdannelsesprocessen, de institutionelle reformer, så hurtigt som muligt. I anden række kommer spørgsmålet om stabilisering af monstrummet, herunder at sikre befolkningernes opbakning eller blot passive accept.

Ændringerne sker derfor over en bred front i al hast, og det gælder navnlig de tidligere velfærdsstater i nord, hvor EU-projektets legitimitet - navnlig den reelle legitimitet, hvis alle kendte sandheden om EU’s retning - kan ligge på et meget lille sted. Her opleves unionsudviklingen i største grad som en march bagud.

EU’s lederskab satser på at skabe nye politiske realiteter så hurtigt som muligt, i huj og hast hen over hovederne på befolkningerne. Derefter må det så hænge sammen efter bedste evne, og det bliver svært. Et Europas Forenede Stater kan aldrig have samme folkelige legitimitet som USA, hvor der tales samme sprog, og hvor traditionerne og forbindelserne på alle led går på tværs af delstaterne.

Forsøget med at skabe mindre regions-enheder på tværs af de nuværende statsgrænser i EU er et af de midler, der skal understøtte statsdannelsen - ved med den ene hånd at pege på de gamle kulturelle bånd, der er over mange af disse grænser, og med den anden hånd bruge regionaliseringen til at undergrave de nationalt organiserede arbejderbevægelser. Regionerne er imidlertid ikke nok til at skabe en "europæisk identitet", som kan modvirke modstanden mod statsdannelsens reaktionære indhold. En sådan identitet vil i enhver forstand være umulig. Herrerne i Bruxelles må finde på noget bedre.

Spørgsmålet om EU’s levedygtighed som borgerligt demokratisk projekt er derfor stadig åbent. I den forbindelse må det aldrig glemmes, at EU’s institutioner har et korporativt tilsnit, som uden større dikkedarer vil kunne omstilles til et åbent diktatur under finanskapitalen, bedre kendt som fascisme. Fascismen må - isoleret set ud fra ovennævnte betragtninger - anses for mere nærliggende i Europa end i USA, hvor særegne del & hersk-mekanismer, inklusive statsterroristisk virksomhed, i mere end et århundrede er foregået med uhyggelig effektivitet inden for det borgerlige demokratis rammer. Kan EU-staten komme til at matche USA på dette felt? Hvor længe kan den borgerligt demokratiske maske over borgerskabets diktatur overhovedet fastholdes?