For ca. 2 måneder siden fik vores butiksbestyrer lidt af et chok. Sommerferien faldt i år om sommeren. Personalets sommerferie.

Stillet overfor dette pludselige fænomen røg bestyreren op under loftet, hele den glatte kundefacade forsvandt øjeblikkelig – "om vi virkelig troede hun bare kunne give personalet ferie? Hvem skulle så passe butikken? Så kunne de jo lige så godt lukke, så gik de nedenom og hjem. Kunne vi svare hende på det måske ?".

Hysteriske overordnede er ikke til at diskutere med. Desværre er der mange af dem rundt omkring, små magtmennesker, bureaukrater, der ikke rigtig har noget at have det i. De bukker og skraber, hvis en af de store kanoner i nærheden, sparker til dem de har under sig. Og skaber ikke ligefrem solskin og "medarbejder-trivsel" på deres vej.

Efter et stykke tid faldt hun lidt ned og måtte anerkende retten til sommerferie om sommeren. Men 3 ugers sammenhængende ferie kunne der under ingen omstændigheder blive tale om. Kun en enkelt af de ansatte kunne få 3 ugers ferie, nemlig den kassedame, der havde været der i over 20 år. Hun har ved gud også fortjent sin ferie. Det viste sig nu alligevel ikke at være helt sandt. For hvem er for nylig daffet af på 3 ugers udenlandsrejse? Rigtigt. Bestyreren selv.

Anderledes gik med de mange unge løsarbejdere eller deltidsansatte vi har. Typisk har de arbejdet hele året 2-3 eftermiddage og hver lørdag. De fleste er unge andengenerations indvandrere. Selv den dag en af dem blev student, kom han på arbejde bagefter. De ville også holde ferie og så gerne tage fuld tid bagefter og indtil skolen startede. Det kunne der overhovedet ikke blive tale om. Næsten en tredjedel af personalet røg på den konto. De sagde op. Nye skoleelever og studerende er allerede kommet i stedet.

Det er nemmere og billigere bare at skifte personalet ud. Oplæring eller bare at blive sat ind i tingene er alligevel en by i Rusland. Det finder man enten selv ud af – eller også gør man ikke. I gamle dage hed det skiftedag, når tjenestefolkene kunne skifte plads til nye herskaber. I dag er det som alt andet blevet lidt mere fleksibelt, men det ligner ikke desto mindre.

Selvfølgelig er der mindre at lave her i ferietiden, hvor mange er rejst ud af byen. Men så er der bare det mindre personale, så resultatet bliver det samme. Mandag er tilbudsdag. Da er ugens tilbudsavis kommet ud, og det er i høj grad den, der skal trække kunder til. For rigtig mange mennesker er det simpelthen nødvendigt at gå fra den ene butik til den anden, købe kaffe det ene sted, mælk det andet og rugbrød et tredje sted, for at få husholdningspenge til at strække længere end til den 25. i måneden. Skønt det er et umådeligt spild af tid og meningen med de store supermarkeder var, at man skulle kunne få overstået sine indkøb på en gang.

Tilbudsavisens løfter er ofte lidt af et mareridt ved kassen. Tit er prisen ikke kodet ind endnu, den slår ind til gammel pris. Mindst 30 gange på en dag må man forklare folk, at skønt det farvestrålende billede i tilbudsavis viser 2 pakker regnbueørred til 19,95 kr. og det store skilt ved køledisken siger 2 for 19,95 kr., så betyder det blot, at der er 2 fisk i pakken – ikke at man kan få 2 pakker til den pris. Ren spekulation i at folk enten først opdager dette, når de kommer hjem eller ikke har tid til at lave det om, når de først er nået gennem køen. Og skælder folk ud, fordi de er blevet narret, har man jo kassedamen til at tage skraldet.

Ud over et enkelt slagtilbud eller to, eller særlig billigt indkøbte varepartier, er ugens tilbudsavis forretningens tilbud om at komme af med de ældste varer. Os der er ansat køber aldrig tilbudsvarer før sidst på ugen, når de bagerste hylder fra lageret er blevet solgt.

Alligevel er forretningen overbevist om, at det er kunderne der snyder dem og ikke omvendt. En uge var tilbuddet 10 bananer for 10 kr. Vi fik strenge instrukser om at tælle alle bananer, folk kom med. Det fik vi meget tid til at gå med den uge. Hvad det kostede i arbejdstid, var der aldrig nogen der regnede ud.

Vito