Folkebevægelsen mod EF-Unionen må afvise al pression

EU-lobbyen i Danmark har siden chokket i 92 arbejdet intenst i kulisserne for at give tilhængersiden et nyt image og kaste smuds og skabe splittelse på nej-fronten.

Steen Gade og en række andre levebrødspolitikere og levebrødsintellektuelle stod parat til at ’bevise’, at venstrefløjen er blevet tilhængere. Dette postulat krævede, at man samtidig ’beviste’ at modstanden blev højreorienteret.

Derfor var det så magtpåliggende for Nyrup og den samlede EU-lobby ustandselig at sætte fokus på Pia Kjærsgård og kæde hendes horrible fremmedhad sammen med EU-modstanden. Denne manøvre havde en dobbeltvirkning, idet den samtidig fik fremstillet Nyrup, de radikale mv. i et demokratisk, humant lys som kom dem meget til gavn under ja-kampagnen i maj.

Hele manøvren fik uforbeholden støtte fra Enhedslisten og andre kræfter (bl.a. på Folkebevægelsens landsmøde i oktober). Enhedslisten fik sat en kile ned gennem modstanden, fik hjulpet Nyrup til at få fokus på hans (falske) humanitet og fokus væk fra hans EU-bedrag.

Postulatet om den nye venstrefløjs EU-støtte og den nye ultrahøjremodstand blev fuldstændig dementeret af virkeligheden, da afstemningsdagen oprandt.

Valgforskere dokumenterede, at arbejderne stadig sagde nej – endda i større tal end tidligere. At den voksende nej-andel på landet ikke alene var flere landmænd, men i høj grad bestod af flere arbejdere.

Smudskastning og splittelsesforsøg er det imidlertid ikke slut med.

Gruppen af ’Socialdemokrater mod mer Union’, som var en del af nej-fronten op til afstemningen, skiller sig nu ud fra fronten og går sine egne socialdemokratiske veje - hvilket ikke udelukker, at nogle de folk der er med også vil være med i nej-fronten ved næste folkeafstemning.

Klaus Lorentzen og andre fra gruppen vil række Socialdemokratiet en hjælpende hånd til at forhindre de mange socialdemokratiske stemmer i at gå til Folkebevægelsen ved næste parlamentsvalg, sådan som de plejer. Gruppen foreslår SDs ledelse at lave en liste med sideordnet opstilling, hvor EU-skeptikerne er synlige. For som Politiken skriver: "Gruppen frygter, at formen med partiliste, hvor ledelsen beslutter, hvem der skal være topkandidat, vil betyde vælgerflugt, fordi EU-skeptikerne ikke vil være synlige nok."

Nu får gruppen næppe medhold af den hovne Socialdemokratiske ledelse. Men forslaget er et rendyrket splittelsesforsøg, for at hindre opslutning om Folkebevægelsen ved næste parlamentsvalg. En opslutning som er særdeles afgørende for, om Folkebevægelsen ved at genvinde mindst 2 mandater og den dermed følgende økonomi og politiske profil vil have optimale muligheder for at spille sin vigtige rolle ved næste folkeafstemning.

Samtidig er Enhedslisten er parat til at stille egenhændigt op som parti.

Det er alene op til partiets Hovedstyrelse at træffe den endelige beslutning, som formodentlig vil blive truffet kort tid efter Folkebevægelsens landsmøde.

Det vil stille Folkebevægelsens delegerede i en meget vanskelig situation, hvis man ikke ved, om eventuelle parlamentskandidater fra Enhedslisten kan komme ud i en loyalitetskonflikt, hvis deres parti efter landsmødet stiller op selv.

Om Enhedslisten pønser på at lave valgsamarbejde med SF og Junibevægelsen kan man jo gætte på. Det vil uden tvivl passe visse kræfter vældig godt at få sat Folkebevægelsen ud på – forestiller de sig – et sidespor.

Folkebevægelsen har tydeligt i sit valggrundlag klargjort, at der ikke bliver lavet valgteknisk samarbejde med partier. Det er indlysende, at hvor man i nej-kampagner kan lave midlertidige alliancer om det ene: at sige nej til en ny traktat, kan en folkefront ikke være med til at give stemmer til bestemte partier, som jo stiller op på hele deres partiprogram og ikke blot på deres EU-skepsis eller modstand. Folkebevægelsen kan således hverken stå inde for hverken Dansk Folkepartis eller Enhedslistens politik, og kan heller ikke selektivt støtte et enkelt parti frem for andre modstandspartier. Det ville splitte Folkebevægelsen.

Baggrunden for Enhedslistens enegang angives at være, at de ikke synes om den kampagne bl.a. Folkebevægelsen har ført om Amsterdamtraktaten. Enhedslisten vil gennemføre en "socialistisk" kampagne mod EU.

Enhedslisten falder ind i smudskoret (Nyrups, Gades og borgerpressens) om at EU-modstanden er for nationalistisk. Enhedslisten vil have mere rødt-grønt Europa i et internationalt samarbejde.

Blandt de internationale kontakter Enhedslisten har fremhævet på deres egne konferencer er den engelske ’venstre’socialdemokrat Tony Benn. Han præsenterede på en af listens konferencer et helt program for et rødt-grønt venstresocialdemokratisk EU.

Mange internationale kræfter, socialdemokratiske – heriblandt en række fagforeningsledere -, grønne, socialistiske, indgår i en kritisk opposition indenfor EU. De er kritiske overfor ØMUen, overfor det manglende demokrati. Men de er ikke imod EU.

Naturligvis skal der laves et internationalt modstandsarbejde. Men det er afgørende, at vægten lægges på den folkelige, europæiske skepsis og modstand og de bevægelser og andre folkelige repræsentanter, som måtte findes.

Og så føres kampen først og fremmest i det enkelte land.

Det kan siges på den måde, at hvis man ikke mener udtræden af EU er den konkrete opgave, men ser det som opgaven at rulle Unionen tilbage, kan det lægge op til en europæisk kampagne. Men hvis man mener det er urealitisk drømmeri at reformere Unionen, og derfor satser på en løsrivelse, så er den folkelige front i vores eget land den vigtigste kraft. (Er det nødvendigt at tilføje, at f.eks. Danmarks udtræden af EU vil være den største internationale støtte til modstanden i resten af EU !)

At man lægger hovedvægten på kampen nationalt kan og bør kombineres med et internationalt udsyn.

Folkebevægelsens kampagne mod Amsterdamtraktaten havde tydeligere end tidligere en vigtig argumentation m.h.t. international solidaritet, m.h.t. afsløring af EU’s stormagtschauvinisme overfor de fattige lande og overfor Østeuropa. EU’s supermagtsrolle i verden militært og økonomisk, bl.a. overfor Afrika, er en af de afsløringer, der skal gøres mere ud af.

Hvis man lægger hovedvægten på internationale initiativer, bliver det på bekostning af den konsekvente ud-af-EU modstand. De partipolitiske, venstresocialdemokratiske, socialistiske kræfter, der overvejende er inde i billedet, rummer en del, som i virkeligheden ikke vil andet end at være en SF-agtig kritisk opposition indenfor EU-staten. Der vil ikke kunne træffes beslutninger på andet end minimumsgrundlag, hvor der intet er med om den grundlæggende kritik af EU.

Så kampen i Danmark på det konsekvente grundlag er stadig det vigtigste !!!

Tendensen til at rykke kampen væk fra en folkelig, national modstandskamp kommer frem for fuld udblæsning i Gunnar Olesens Notat-leder ummidelbart efter folkeafstemningen.

"Kampen for demokrati, retssikkerhed og mod ØMUen må nødvendigvis føres på europæisk plan." – ja, men ikke som hovedformen, vel ? Et af vores argumenter mod EU er landenes forskellighed, det afspejler sig også i modstanden og modstandens argumenter fra land til land. Men GO fortsætter :

Dette udsagn er vel hvad Enhedslisten mener – og hvad i øvrigt Jens Peter Bonde har ment længe, og direkte udtalte i begyndelsen af Amsterdamdiskussionen.

Men det er fuldstændig forkert. Det ville betyde nedlæggelse af kampen. Så kunne vi stå tilbage med en tæmmet national og EF-parlamentarisk opposition, nogle internationale konferencer og noget pressearbejde.

Det er da også noget af det Gunnar Olesen forestiller sig. I redaktionsberetningen til Notats generalforsamling den 3. juni skriver han, at Notat skal udbygges med et nyhedsbureau og et analysecenter.

Sandheden er, at FBs politik og kurs for massemobilisering i samarbejde med andre kræfter var tæt på at vinde den sidste afstemning, hvis det ikke havde været for enkelte afgørende politiske svigt. Bl.a. Enhedslistens hvidvaskende valgstøtte til Nyrup og til hans politiske troværdighed to måneder før afstemningen. Og samme partis støtte til Nyrups anti-Kjærsgårds-kampagne, som igen var med til at hvidvaske Nyrup, splitte modstanden, og dertil gav en række intellektuelle et argument for at hoppe med på ja-vognen - de ville ikke ’stemme sammen med Pia Kjærsgård Dertil kom så nogle kampagne-fejl,samt den omstændighed, at det lykkedes Nyrupfløjen at undgå afslørende fejl.

Derfor skal Folkebevægelsen fortsætte kampen på sit konsekvente grundlag, som det også blev kraftigt understreget af et enigt landsmøde i juni.

Der kan laves internationale aktiviteter – som Folkebevægelsen altid har gjort – og modstandssamarbejde nationalt. Men Folkebevægelsen skal først og fremmest styrke indsatsen for at sætte dagsordenen med vores konsekvente EU-afsløringer, vores masseagitation, samt i højere grad fremhæve friheden ude af EU som alternativet.

Folkebevægelsen må afvise den politiske pression, der lægges på os fra bl.a. Enhedslistens side op til det næste landsmøde.

Folkebevægelsen skal også afvise at svække vores politik og målsætning i international eller national sammenhæng. Folkebevægelsen skal ikke indgå i så dominerende samarbejde hverken internationalt eller nationalt, at det vil indebære en sådan svækkelse.

Der ligger et politisk pres på Folkebevægelsen for at neddæmpe, tilsidesætte sin konsekvente politik. Der ligger er pres for at knytte sig tættere sammen med Junibevægelsen og være enige om det, man kan.

Notat fungerer aktivt i denne pression. I redaktionsberetingen om Notats rolle i målsætningen "at samle kræfterne på dansk, nordisk og europæisk plan", står der bl.a. :

Der står endvidere om oprettelsen af Nyhedsbureauet Notat, og om at man gerne ser en "praktisk koordination af bevægelsernes materialeproduktion og distribution med Notat…"

Mange i Folkebevægelsen har et historisk forståeligt loyalitetsforhold til Notat, som nej-avisen, som ’vores’ avis midt i en utålelig EU-lakaj-medieverden.

Mange har da også ret i, at der nogle steder på lokalt plan blandt medlemmer af Folkebevægelsen og Junibevægelsen ikke er de store uenigheder om modstanden mod EU.

Men derfra og så til at overlade den politiske platform (!) for initiativer til Notat - eller overlade initiativet til en fællesplatform, er der et meget langt stykke. Der ville ikke være tale om kompromis, men om simpel overgivelse.

Der er brug for Folkebevægelsen som talerør, som center for EU-ekspertise, som center for både løbesedler og pressearbejde.

Folkebevægelsens politik er både folkelig og realistisk, og det er den nødvendige politik, hvis kampen skal vindes.

n