Midt i Carls tid
Husets Forlag i Århus har udsendt et lille udvalg af tekster af Carl Scharnberg – Midt i en tid – en glimrende anledning for mange til at lære ham at kende.
Det var Scharnberg selv, som i 1992 udgav den lille bog med 27 udvalgte digte fra 8 samlinger. Dengang kom den ikke i handelen, men blev udsendt til hele den omfattende kreds af organisationer og enkeltpersoner, som modtog og støttede Uofficielle synspunkter, Scharnbergs skarpe, slående og langtidsholdbare kommentarer til livet under kapitalismen.
Nu er den altså genudgivet på initiativ af Carl Scharnbergs Uofficielle fond for solidaritet, menneskeret og fred. Digtene er her suppleret med to artikler – den korte artikel var også en af de udtryksformer, Scharnberg beherskede.
Bogen indledes af et lille, men uhyre præcist forord, som fortjener at gengives i sin helhed:
"Carl Scharnberg var igangsætter.
- Jeg er ikke digter, men agitator, sagde han selv. Hvis digtet sætter i gang, skaber tanker, skaber handling, så har digtet gjort sin pligt.
Carls digte er ikke velegnede i de fine saloner, men hører hjemme hos alle, der arbejder for fred, menneskeværd og solidaritet.
Bring digtene derud."
Så kort kan det siges.
Scharnbergs digte er brugsdigte i bedste forstand. Og ingen dansk digter er blevet brugt mere eller bedre i de seneste årtier. Mange af digtene i den lille samling er blevet læst og hørt ved talløse lejligheder, hvor kæmpende arbejdere og andre er samledes. Mange af dem er også blevet sunget, og bliver det endnu.
Intet er mere fordærveligt end ord. Det meste kan uden skade glemmes. Et lyrisk geni, der hedder F.P. Jac (en forkortelse for Jacobsen), som Ekstrabladet har ansat til at udfylde den hedengangne Poul Borums plads som miniatureanmelder, gav kun Scharnbergs bog en enkelt stjerne. Digter var han i al fald ikke, stønnede Jac, som ingen kan huske en linje eller et digt af.
Men Scharnberg holder. For hans stjerne er rød og lysende. I et af digtene, som er tilegnet den Oskar Hansen, som skrev "Når jeg ser et rødt flag smelde", hedder det:
Hvad gør man når noget i os er dødt?
Beklager, det gik som det gik?
Sminker det op med en smule rødt
og kalder det hele taktik?
Hygger os lidt og samler lidt gods
og synger om det, som var?
Holder vor mund og indordner os
og holder hinanden for nar?
Da hellere slås og tabe igen
og vedstå, at man er rød.
Hellere det end at være den,
der ender som levende død.
Vi holder endnu. Det holder hårdt.
Vi holdes oppe af trods.
Måske vi selv vil komme til kort,
men andre vil afløse os!
Scharnberg holder, fordi han skrev tingene ligeud. Uden omsvøb. Uden besmykning. Og han har selvfølgelig ret: Selvom han døde alt for tidligt, ligesom andre betydelige samtidige røde forfattere som John Max Pedersen og Ditte Cederstrand, og selvom deres afløsere ikke umiddelbart er til at få øje på, så er de på vej. Digtere, agitatorer, igangsættere, det er lige meget, hvad man kalder dem - dem der flytter mennesker. -lv