Det internationale socialdemokrati blev også berørt af "socialismens fald" i slutningen af 80erne og følte sig tvunget stærkt i defensiven under trykket fra "højrebølgen", som skyllede henover verden. En række af de vesteuropæiske socialdemokratier påbegyndte en "fornyelsesproces" for at finde deres rolle under de nye internationale betingelser med det engelske Labour og dets leder Toni Blair som den i øjeblikket toneangivende socialdemokratiske fornyer.

På globalt plan – og ikke mindst i Vesteuropa – spillede de socialistiske partier i tiden efter 2. verdenskrig og frem til "den kolde krigs afslutning" en særlig rolle som en spydspids overfor arbejderklassen i det antikommunistiske felttog, som de imperialistiske vestmagter gennemførte i hele perioden, frem til den endelige succes med "murens fald". Som det reformistiske "alternativ" til kommunismen – som "velfærdssamfundets bygmester" - førte socialdemokratierne an i den antikommunistiske propaganda overfor arbejderne – og samtidig blev de socialdemokratiske partiapparater og store dele af partiets politiske og faglige tillidsfolk involveret i direkte spionageopgaver mod kommunisterne og de revolutionære arbejdere.

Det er netop blevet afsløret at i Sverige fungerede ikke mindre end 22.000 faglige socialdemokratiske tillidsfolk som agenter for den svenske efterretningstjeneste til den minutiøse kortlægning og altomfattende kamp mod de svenske kommunister – og alle revolutionært og progressivt indstillede arbejdskammerater. Både efterretningstjenesten og socialdemokratiet som parti gjorde brug af den systematiske stikkervirksomhed. Også mens Olof Palme var partileder og statsminister.

Afsløringerne af de svenske tilstande bekræfter simpelthen, at denne rolle for socialdemokratiet var generel og internationalt organiseret. En tilsvarende organiseret spionagevirksomhed er for længst blevet afsløret og officielt indrømmet for Norges vedkommende. I Danmark har der ofte været afsløringer af den virksomhed, som HIPA-centralen bedrev – men omfanget af den er aldrig blevet kortlagt.

Den socialistiske internationale var simpelthen et instrument i imperialismens, NATOs og efterretningstjenesternes hænder. En reformistisk propagandacentral og et antikommunistisk spionageagentur.

Socialdemokratierne blev også brugt til at drive den revisionistiske udartning i Sovjetunionen og de tidligere socialistiske lande i Østeuropa fremad mod afhængighed af imperialismen og den endegyldige kapitalistiske genrejsning. Det var det egentlige indhold i f.eks. Willy Brandts "ny østpolitik", som hilstes med så stor begejstring i Moskva og de østeuropæiske hovedstæder".

Da det et øjeblik så ud til, at socialdemokratierne omkring 89-91 også ville blive ofre for borgerskabets klapjagt på alt, der bare lugtede af "socialisme" – og i visse perioder har socialdemokratierne brystet sig af deres historiske oprindelse som marxistiske partier – måtte de påpege "den ny østpolitiks" afgørende fortjenester i at bringe "socialismen" til fald, i Vesttysklands opslugning af DDR, de øvrige østeuropæiske landes opslugning af den vestlige blok og i Sovjetunionens opløsning.

Intet er så "uretfærdigt" som storpolitik – og socialdemokratiets virkelige fortjenester har ikke høstet den officielle anerkendelse fra borgerskabets side, som egentlig tilkommer dem.

Det internationale Socialdemokratiet måtte efter "murens fald" tilbyde borgerskabet sin tjeneste på ny – og definerede for sig selv, og overfor det her

skende imperialistiske bourgeosi rollen som våbendrager for "den ny verdensorden". Det skulle nødig miste i det mindste det europæiske borgerskabs tillid som et klart og pålideligt regeringsalternativ til de åbent reaktionære partier. (I USA har Det demokratiske Parti som borgerligt reformistisk parti i det store og hele udfyldt den rolle, som socialdemokratierne har haft i Vesteuropa).

Socialdemokratierne påtog sig at opbygge pålidelige socialistiske partier i de tidligere socialistiske lande og bidrage til at optræne befolkningerne dér i "demokrati". De sluttede massivt op bag udbygningen af "den ny verdensordens" institutioner, politiske og økonomiske som militære. Og de vesteuropæiske socialdemokratier er ikke bare pålidelige for opbygningen af Den europæiske Union, men søger tilmed at tage teten i unionsopbygningen og udbygningen på en lang række områder. Unionen blev "et socialdemokratisk projekt" med Ritt Bjerregårds ord. "Den nordiske velfærdsmodel", som af det internationale socialdemokrati under den kolde krig blev fremhævet som en global model, blev lige så stille gravlagt.

Også under "den nye verdensorden" beviser socialdemokratiet sin uundværlighed – for imperialismen og opretholdelsen af det kapitalistiske system.

Socialdemokratiets tilbagevendende problem er selvfølgelig, at det tjener to herrer. Eller rettere sagt, at det tjener kapitalen, samtidig med at det må foregøgle at varetage arbejdernes og den brede befolknings interesser. Derfor må det posere som progressivt og fremskridtsvenligt, som en politisk kraft imod uretfærdighed og det kapitalistiske systems åbenlyse dårligdomme – fra arbejdsløshed og social udstødning til de tilbagevendende krige.

Som reformistisk parti finder det også sin rolle under "den ny verdensorden", nemlig som en kraft, der angiveligt modererer råkapitalismen og den imperialistiske udplyndring.

I en kommentar i Politiken har det danske socialdemokratis faglige sekretær Erik Boel givet en klokkeklar fremstilling af den socialdemokratiske reformisme sidst i 90erne:

Socialdemokratiet er ikke længere blot dansk nationalt eller nordisk. Det er et globalt parti, et parti med global organisering og globale perspektiver. Og så er det selvfølgelig, fremfor alt, et europæisk parti:

"EU’s rolle er naturligvis helt central. Når det gælder et socialt lederskab i verdensøkonomien, er EU den bedste – og desværre eneste – kandidat." Det globale politiske og militære førerskab overlades gerne til USA – men lad det socialdemokratiske unionsprojekt blive verdens sociale leder. Sådan tager den socialdemokratiske eurocentrisme sig ud i dag – men det socialdemokratiske perspektiv er videre endnu:"Nu skal det lykkes os at skabe de rette menneskelige, sociale og grønne rammer for verdenshandlen.

Det unioniserede og globaliserede socialdemokrati har ikke mistet sin sans for social demagogi. Dets nye projekt under "den ny verdensorden" består ikke bare i at skabe en kapitalisme med et menneskeligt ansigt, en human imperialisme og en markedsøkonomi med en grøn og social profil, der gør op med nyliberalismens udskejelser – gennem politisk systemeksport.

Det er socialdemokratiet, tilsyneladende i fuld vigør – på vej ud af 90erne og ind i et nyt årtusinde. Som kapitalens globale reformistiske vagt- og skødehund.