Borgerskabets indsigt i nødvendigheden

Det ville være en underdrivelse at sige, at det foreløbige resultat af socialismens historie i det 20. århundrede har givet de fleste overbeviste kommunister stærke frustrationer. Man kan også vende sagen om og sige, at frustrationerne snarere er forårsaget af kapitalismens overlevelsesdygtighed i samme århundrede. Det synes for mange, som om historiens hjul er gået i stå eller måske ligefrem drejer baglæns. Skepsis og kapitulation har bredt sig som byldepest efter Murens berømte fald.

Man må finde sig i, at historien tager sig god tid. Sammenlignet med tidligere trin i civilisationens udviklingshistorie befinder vi os imidlertid i dens hidtil mest hektiske periode, selvom det fra et lille menneskes synsvinkel ikke altid er til at overskue, om det peger fremad.

Kapitalismen var fra sin spæde fødsel i middelalderen hundreder af år om at overvinde feudalismen, og fra de første borgerlige revolutioner til kapitalismens indtog på verdensplan gik mindst hundrede år til. Set i et rent kronologisk historisk perspektiv ville det derfor have været en bemærkelsesværdigt heldig udvikling, hvis Oktoberrevolutionen i 1917 rent faktisk havde været startskuddet til den sejrrige socialistiske verdensrevolution, så vi her ved udgangen af århundredet kunne have haft socialisme på verdensplan. Kapitalismen overstået på en menneskealder.

Ingen historiske tærskler er nogensinde overskredet via en retlinet motorvej, og det gælder tydeligvis heller ikke socialismen. Klassekampens og revolutionernes historie er en historie om sejre og nederlag, og sejre igen. I en tid som vores er det vigtigt at holde fast i, at vi lever i et samfund med skærpende modsætninger, som ikke ophører med at eksistere, selvom socialismen lider nederlag og kapitalismen sejrer på kort sigt. Naturens udviklingsproces går aldrig i stå. Det gælder også den menneskelige civilisation, naturens højeste stadium for indeværende.

Med den videnskabelige socialisme, marxismen-leninismen, har den revolutionære bevægelse et redskab, et videnskabeligt paradigme, hvormed den kan forstå de objektive betingelser for samfundsudviklingen og handle ud fra dem. Det kaldes indsigt i nødvendigheden.

Den videnskabelige socialisme er i sit grundlag en historisk videnskab, som med den dialektisk materialistiske metode kan forklare civilisationens udvikling fra den ene samfundstype til den anden. Denne videnskab forklarer ikke blot historien indtil nu. Den indebærer som konsekvens, at der kan udstikkes saglige retningslinjer for det samfund, der kommer efter kapitalismen, og retningslinjer for, hvordan kampen for denne historiske overgang kan finde sted. Det er derfor, at borgerskabet anser marxismen-leninismen, kommunismen som strømning, for kriminel. Den herskende klasse vil helst fremstille kapitalismen som historiens mål, det sidste trin på udviklingsstigen, selvom af gode grunde kun de færreste tør formulere det så direkte.

Vi lever i en tid, hvor modsætningen mellem produktionens samfundsmæssiggørelse og dens private tilegnelse fortsætter med at skærpes. Dette er den grundlæggende modsætning i kapitalismens politiske økonomi, den basis, der bestemmer udviklingen i overbygningen, politik og kultur. Den objektive virkelighed trænger sig på for borgerskabet, selvom revolutionens subjektive faktor, de kommunistiske partier og den revolutionære bevægelse, undertrykkes med nok så megen effektivitet.

Det ville være en grov fejl at tro, at borgerskabet ikke har indsigt i nødvendigheden. Selve statsmonopolkapitalismen som kapitalismens og imperialismens højest udviklede form bøjer denne borgerskabets indsigt i neon. Kapitalismen og imperialismen som samfundssystem forsøger, med et hav af metoder, at overvinde sine egne modsætninger og forlænge sin levetid. Til tider i en grad og på en måde, så man får mistanke om, at marxismen-leninismens mest ihærdige studenter skal findes i det øverste samfundslag, monopolborgerskabet/finansoligarkiet.

Til en start vil vi her prøve at belyse, hvordan monopolborgerskabet imødegår modsætningerne i grundstenen i imperialismens politiske økonomi.

I midten af juli bevilgede den internationale valutafond, IMF, en lånepakke på ca. 150 milliarder kr. til Rusland for at rette op på tre måneders valutaflugt. Som vanligt er lånet betinget af, at Rusland opfylder en række skrappe krav, hvilke præsident Jeltsin i skrivende stund er i færd med at gennemføre pr. dekret, eftersom parlamentet nødigt vil tage ansvaret for dem.

I modsætning til andre lånepakker har IMF imidlertid i første omgang set stort på kravene; hvis ikke lånet blev givet, ville Rusland sandsynligvis devaluere, hvilket borgerlige økonomer vurderer kunne have udløst et totalt økonomisk kollaps. Egentlig er Rusland ifølge IMF’s normale regler ikke berettiget til lån, men det tildeles alligevel for at undgå en økonomisk og politisk gigantkrise i det vigtige land. Det er anden gang inden for kort tid, at IMF forlader låneprincipperne i forbindelse med et stort lån - det kriseramte Sydkorea har ligeledes fået særbehandling i forbindelse med tildelingen af en foreløbig rekordstor lånepakke ved årsskiftet.

Lederne i Vesten bider tånegle over det liberal-kapitalistiske Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud. Det forhenværende revisionistiske, nu åbent kapitalistiske finansoligarki er efter flere års liberalisme ikke færdig med at opdele landets goder mellem sig, og indtil denne fase er tilendebragt, bliver der ikke indført klare regler for virksomhederne, skat bliver ikke inddraget, og korruptionen hærger. Det russiske borgerskab har heller ikke lært at omgås rigdom med deres vestlige kollegers optrænede diskretion - de vælter sig i luksus og praler med det ved enhver lejlighed til skue for det dybt forarmede flertal. Disse gammeldags manerer støder den sofistikerede vestlige statsmonopolkapitalisme på manchetterne. Rusland har førhen været kædens svageste led.

150 millarder kr. lyder af meget, men det er kun den seneste af en række rekordstore panik-lån fra IMF til kriseramte lande i de forløbne tre år. Rekordlånet til Mexico i 1995 (20 milliarder dollar) blev overgået af Sydkorea 1997/98 (57 milliarder), hvorefter valutafonden i foråret måtte haste med en pakke til Indonesien (50 milliarder) og nu i sommer Rusland (ca. 25 milliarder). Her er kun nævnt de største indgreb. Og IMF er ikke den eneste redningstjeneste for kriseramte markeder; de imperialistiske centre foretager også store selvstændige indgreb i disse situationer, som da USA’s forbundsbank i juni greb ind for at gribe den japanske yen i faldet fra et styrtdyk.

Det seneste halve års gigant-indgreb er kommet i kølvandet på den asiatiske valutakrise, der startede sommeren ‘97, og som næppe har nået bunden i skrivende stund. Fra IMF’s side har indgrebene været så store, at der udtrykkes frygt for, at beholdningerne simpelthen slipper op i farten.

Tilbagevendende kriser et kendetegn ved kapitalismen, som bliver stadigt mere markant. Der er ikke her plads til at redegøre for årsagerne til dette, som kan slås op i marxistisk-leninistiske lærebøger. Lad os her konstatere, at omfanget af mellemstatslige økonomiske kriseindgreb aldrig har været større, og at disse omfattende forsøg på styring af kriserne er et væsentligt kendetegn ved den nutidige imperialisme.

På imperialismens stadium, det sidste i kapitalismen, er det monopolernes uundgåelige trang efter maksimalprofit, loven om maksimalprofitten, som er den politiske økonomis hovedkendetegn. I denne fase, som indledtes ved indgangen til det 20. århundrede, dominerer monopolborgerskabet i stigende grad det økonomiske og politiske liv, og statsmagten underordnes ensidigt under dette magtcentrum. Denne statsform kaldes statsmonopolkapitalismen.

Under imperialismen skærpes produktionens koncentrationsproces og kapitalens centraliseringsproces. Monopolerne koncentrerer den ypperste teknologi, de bedst uddannede arbejdere, råstofkilderne og markederne i sine hænder. Produktionen bliver med andre ord mere og mere samfundsmæssig, også på internationalt plan. "Globaliseringen" kommer derfor ikke som en overraskelse - i hvert fald ikke for dem, der kan deres Lenin.

Denne udvikling medfører stadigt skærpede antagonistiske modsætninger. Udbytningen af arbejderklassen forstærkes, små og mindre virksomheder ruineres, og udbytningen af de underudviklede lande tager til. Samtidig kæmper de imperialistiske centre og monopolborgerskabet indbyrdes om sikring af maksimalprofit, og militariseringen af økonomien fortsætter selv efter ophøret af den bipolære koldkrig.

Kombinationen af stadigt snævrere gensidig afhængighed og stadigt skærpede modsætninger kendetegner det, der er blevet kaldt "globaliseringen". Det er et modeord, der ikke dækker over noget som helst andet end den sene imperialismes internationalt samfundsmæssiggjorte produktion med de modsætninger, det nu engang medfører. Globalisering ophøjet til ideologi bruges til at legitimere de imperialistiske diktater over for underudviklede lande, deres totale underordning i denne internationale produktions nuværende arbejdsdeling.

De inter-imperialistiske globale styringsinstrumenter som IMF, Verdensbanken og WTO (verdenshandelsorganisationen) er ikke bare et udtryk for de forsøg på mægling og opportunistiske alliancer, der har kendetegnet enhver samfundstype indtil nu. Deres afgørende rolle i balanceringen af modsætningerne og deres store omfang er symptomatisk for den nuværende fase i kapitalismens almene krise. Sådanne alliancer og aftaler lider imidlertid af medfødt skrøbelighed, hvad enhver, der følger med i WTO-forhandlingerne, kan bekræfte. Efterhånden som USA’s status som eneste supermagt anfægtes af EU (samt Japan eller Kina), er det svært at forestille sig, at modsætningerne ikke før eller senere giver sig udslag i en krise for IMF-institutionen.

Når danskerne i de senere år har skullet overbevises til at stemme ja til de traktater, som har udvidet EU’s kompetence i retning af en stadigt snævrere union, har propagandaen fremstillet det, som om vi i grunden ikke har noget valg. Unionen er en nødvendig realitet for at klare konkurrencen i globaliseringen, ja nærmest en historisk nødvendighed. Toget kører, vi må hægte os på udviklingen.

Denne propaganda er på sin vis fuldstændig rigtig. Det vesteuropæiske monopolborgerskab, finansoligarkiet i European Roundtable, har ikke noget valg. De store gamle europæiske monopoler, hvoraf nogle i sin tid finansierede og spillede en ledende rolle i Nazitysklands forsøg på at ene Europa med militær magt, har været tvunget til at danne dette monopolforbund for at frigøre sig fra amerikansk dominans på det europæiske og globale marked. Projektet er en europæisk statsdannelse, statsmonopolkapitalisme i højeste potens.

EU er om noget et ypperligt eksempel på, at sloganet "markedsøkonomi" ikke skal tages helt bogstaveligt under imperialismen, ikke hvis man definerer ordet som "fri handel" i hvert fald. Den europæiske statsdannelse med alle dens styringsinstrumenter er finansoligarkiets reaktion på produktionens samfundsmæssiggørelse, et forsøg på at løse denne grundlæggende modsætning i kapitalismen i almindelighed og imperialismen i særdeleshed. Harmoniserede love og regler, storstilet (forurenende) infrastruktur, opbygning af en europahær, snærende diktater over for randstaterne i øst og fællesimperialistisk optræden på den globale arena skal alt sammen arbejde for den vesteuropæiske monopolkapitals maksimalprofit.