"Den mand er farlig!" har det konservative håb til en ny partileder, Pia Christmas Møller, sagt om en borgerlig kollega, den vragede konkurrent til Anders Fogh som Ellemann-Jensens efterfølger som partiformand for det førende borgerlige "oppositionsparti" Venstre.

Den mand er selvfølgelig Farum-borgmesteren Peter Brixtofte, som har fået debatten om udlicitering og privatisering til for alvor at blusse op igen, da han solgte det kommunale vandværk til et privat selskab – for derefter at leje det igen.

Pia Christmas Møller udråbte Brixtofte som nærmest en fjende af "det borgerlige Danmark", fordi hans kortsigtede kommunale skattefidus "bringer hele udliciteringen i miskredit".

Ja, netop! Siden privatiserings- og udliciteringsbølgen begyndte i starten af 90erne har den vakt enorm modstand – ikke bare blandt arbejderne på de berørte virksomheder og institutioner, men i arbejderklassen og brede dele af befolkningen som helhed.

Ikke mindst efter RiBus-kampen har både "det borgerlige Danmark" og også "Det socialdemokratiske Danmark", som også har set lyset og de angiveligt store samfundsøkonomiske fordele ved udlicitering og privatiseringer, måttet gå ret så stille med dørene for ikke at vække den latente modstand i befolkningen til live. Udliciterings- og privatiseringsprogrammerne er fortsat, men med forsigtighed, nærmest i det dulgte. Peter Brixtoftes vandværksmanøvre fik pludselig trukket den faktiske situation frem igen – og afslørede at masser af kommuner, store som små, er i fuld gang med tilsvarende operationer.

Derfor er han farlig.

Så farlig, at regeringen føler sig tvunget til at gribe ind overfor Farum-modellen. Selvom den som lokal unionsregering også er en svoren tilhænger af udliciteringer og privatiseringer, og selvom den hverken vil bremse denne proces, eller – som det hedder – gribe ind i "det kommunale selvstyre". Indenrigsminister Thorkild Simonsen har bebudet et indgreb, der skulle sætte en brat stopper for Brixtoftes fidus. Den består i, at kommunen ved frasalget af ejendomme og andre værdier for en årelang periode kan score forskellen mellem vurderingsprisen (som skal deponeres) og den faktiske salgspris (som aftales mellem køber og sælger) og dermed indkassere kontante og likvide millionbeløb. For de private købere er det ikke mindst en gigantisk afskrivningsfidus. Det hele bliver betalt tilbage, af skatteborgerne, med renter og renters rente over de kommende år. Det bekymrer de "ansvarlige" privatiseringspolitikere. Det er en øjeblikkelig god fidus, den er til gavn for den private kapital – så bør alle være tilfredse!

"Farum-modellen" er et grotesk eksempel på det spekulationsprægede og fidusagtige i hele udliciteringsbølgen. Den risikerer imidlertid også, at sætte fokus på noget, der bare er et hjørne af denne politik. Når alt kommer til alt, er de groveste udliciteringer dem, der forekommer, når det ikke bare er bygninger, eller tilmed produktionsudstyr, men også mennesker, der udliciteres.

For i sidste ende er det menneskene, eller rettere sagt deres arbejdskraft og udbytningen af deres arbejdskraft, det drejer sig om. Og i sidste ende er det dem, der betaler for udliciteringerne.

Og regningen er omfattende: den drejer sig om tvungen lønnedgang, den drejer sig om dårligere arbejdsforhold, øget stress og sygdom, og den drejer sig om ringere forhold og dårligere service for brugerne af de udliciterede ydelser.

Der er netop fremkommet en undersøgelse af udliciterede buschauffører i Københavnsområdet, foretaget af Hillerød Sygehus’s arbejdsmedicinske klinik og Arbejdsmiljøinstituttet. Ved at følge chaufførerne gennem et år er det nu videnskabeligt fastslået, at de har fået mere stress, højere blodtryk og større risiko for åreforkalkning. Hvad undersøgelsen ikke nævner er trykket på deres løn, hvad de forringede arbejdsforhold består i, eller konsekvenserne for passagerne i form af ringere service m.m. Hovedargumentet for udliciteringerne har selvfølgelig været, at det offentlige sparer penge. Hvad der spares, sker alene på arbejdernes og brugernes bekostning. De reelle besparelser overdrives – og faktorer som, hvad den hurtigere nedslidning af befolkningen koster "det offentlige" inddrages slet ikke i beregningerne.

Der er kun grund til at øge opmærksomheden om udliciteringsluskeriet, som langtfra er slut, selvom Simonsens lov bliver vedtaget.

-ko