Et år med OKTOBER og Kommunistisk Politik

Den 3. august markerer etårsdagen for dannelsen af den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER, dens første fødselsdag. Det er samtidig et år siden, at det første nummer af Kommunistisk Politik udkom. Det blev til 9 numre i 1997, og med det nummer, du har i hånden, er Kommunistisk Politik kommet 16 gange i 98 – indtil videre. At der blev set rigtigt ved at påbegynde den regelmæssige udgivelse af et kommunistisk kvalitetstidsskrift er allerede blevet bekræftet gennem den positive modtagelse og fortsatte, stadig større opbakning, bladet har fået.

Den kommunistiske organisation OKTOBER blev dannet med eet eneste formål: at bane vej for stiftelsen af et ægte marxistisk-leninistisk parti, et stærkt kommunistisk parti i Danmark.

Der er formentlig én ting, som alle, der opfatter sig som kommunister, alle der har indset nødvendigheden af kommunistisk organisering og samling på den videnskabelige socialismes grund, vil være enige i: nemlig at den kommunistiske bevægelse i Danmark står svagt, alt for svagt, i forhold til sine reelle muligheder – og at kommunisterne først og fremmest har sig selv at klandre derfor.

Den kommunistiske bevægelse er splittet og fraktionaliseret, i en række organisationer og strømninger, der i sidste ende afspejler forskellige politiske linjer, strategier og taktikker.

Derfor er afklaring, ideologisk og politisk afklaring, og præcisering af politik og positioner nødvendig. Drømmen om samling af hele den kommunistiske bevægelse i én organisation uden en sådan forudgående afklaring af linje og program, af strategi og taktik, i en verden, hvor imperialismen og reaktionen er i offensiven, er værdiløs og sentimental. Et stærkt kommunistisk parti skabes ikke ved at glatte de politiske modsætninger ud, når disse er af principiel og linjemæssig karakter.

I det år, der er forløbet siden OKTOBERs dannelse, har vi – især via Kommunistisk Politik – ydet vores bidrag til at trække linjerne i den kommunistiske bevægelse op og ikke mindst til at præcisere og formulere en kamplinje for den danske arbejderklasse under "den nye verdensordens" betingelser.

Samtidig tegner billedet sig stadig klarere af de forskellige organiserede strømninger, der har erklæret sig som kommunistiske: en af disse, herunder resterne af DKP, er sammen med Enhedslisten på vej ud i den reformistiske sump som støtteparti for socialdemokratiske regeringer. DKP/ML har forkastet den linje, partiet fulgte gennem 18 år, og gynger rundt på klassekampens bølger som et halvvejs vrag, fordi man har smidt marxismen-leninismens kompas overbord. På vej mod den bund, hvor Fælles Kurs allerede befinder sig. KPiD har stædigt nægtet at drage nogen som helst lære af fortidens fejl – selvom netop KPiD kunne bidrage til at overvinde dem gennem en dybtgående og selvkritisk analyse af årsagerne til det revisionistiske DKPs og den sovjetiske revisionismes fallit. Det har ført til stagnation og mangel på relevans i klassekampen.

Det drejer sig ikke om "de rene hænders politik" kontra de nødvendige kompromiser i den daglige kamp. Det handler om, hvorvidt kommunismen – igen – skal være en afgørende faktor på den danske politiske arena, den ledende kraft i arbejderklassens kamp – eller om den perspektivløst skal indrette sig som halehæng til socialdemokratismen i den ene eller anden udgave.

OKTOBER har meldt klart ud. Og derfor er de kommunistiske positioner blevet styrket – midt i al bedrøveligheden. Den vanskelige vej hen imod det stærke kommunistiske parti på marxismen-leninismens grund er blevet lidt kortere.