Tyvstartede tyske dødspatruljer

Sagen omkring den mordmistænkte og flygtede SS-Obersturmführer Søren Kam har atter vakt en vis opsigt, bl.a. fordi Aktive Modstandsfolk, som i sin tid rejste sagen, har fastholdt, at krigsforbrydelser ikke forældes og at en krigsforbryder ifølge dansk lov samt Nürnberg-domstolens afgørelser skal bringes for retten i det land, hvor forbrydelsen blev begået. Der må advares imod diverse forsøg på at intimidere og anklage modstandsfolkene for at være besat af onde hævnfølelser. Der er tale om et forsøg på endelig at få sat en værdig slutstreg under Anden Verdenskrig. Der er absolut ikke tale om hævn, men lidt retfærdighed og politisk klarhed.

Modstandsfolkene kan med rette henvise til, at regeringen (Poul Schlüter) i 1988 skriftligt bedyrede, at hvis politiet fik kontakt med efterlyste krigsforbrydere, ville der på sædvanlig måde blive taget stilling til spørgsmålet om strafforfølgning. Det kan vel kun opfattes som et løfte?

Der kan være grund til at fastholde nogle hovedpunkter i sagen, bl.a. fordi den også viser, med hvilken letfærdighed de danske myndigheder behandlede det såkaldte retsopgør efter Anden Verdenskrig. Det påståede efterforskningsnet var virkelig stormasket, og selv om mange helt fortjent blev tiltalt og straffet, var der sandsynligvis mange flere, som havde held til at undgå "lovens lange arm". Det gælder bl.a. mange stikkere, der solgte mennesker til fjenden. Som sagen står nu, er den en slags lakmusprøve på det nuværende samfunds troværdighed, og vil vise, om der er noget, der hedder retfærdighed (her på Jorden) med tilhørende efterlevelse af idealerne om "med lov skal man land bygge", at alle er lige for loven osv. Med andre ord, om de store ord har et reelt indhold.

Sammen med tre ligesindede naziterrorister og en ikke-identificeret tysk soldat, der var chauffør i værnemagtsbilen, tyvstartede Søren Kam de tyske dødspatruljer, som fra efteråret 1943 foretog de såkaldte clearingdrab på ca. 125 mere eller mindre sagesløse mennesker. Hvert eneste mord blev udført med oprørende brutalitet.

De tre - Flemming Helweg-Larsen, Jørgen Valdemar Bitsch og Søren Kam - afhentede med våbenmagt redaktør Carl Henrik Clemmensen på hans bopæl og kørte ham til Helweg-Larsens sommerhus, hvor de foretog en "afhøring".

Dagen før, den 29. august 1943, måtte den danske regering se hele sin underdanige forståelsespolitik med tyskerne ligge i ruiner. Efter omfattende sabotager og enestående folkestrejker i Esbjerg, Odense, Århus og andre byer måtte regeringen nødtvungent indgive sin afskedsbegæring til den gamle kong Christian X. Han lagde den i skuffen og sikrede således, at regeringen ophørte med at føre "forretningerne", men fortsat fik udbetalt gage, fik tilskrevet pensionsanciennitet m.v. Det såkaldte departementchefstyre med embedsmændene som "regering" så dagens Iys.

På Østerport Station var Clemmensen kommet i verbalt skænderi med en journalist ved det nazistiske Fædrelandet. Det var ifølge forbryderne baggrunden for, at de besluttede at give Clemmensen en "lærestreg". Men det blev til et bestialsk mord og kan bestemt ikke sidestilles med en ungdommelig tåbelighed eller fejl. Efter "afhøringen", der sandsynligvis er foregået på den kendte nazimanér med slag og spark, kørte forbryderne til Lundtoftevej i Lyngby, hvor de hev Clemmensen ud af bilen og myrdede ham med otte skud fra tre forskellige pistoler. Søren Kam skød de fem og fungerede således som overbøddel, der ville udføre et "effektivt arbejde".

Dansk politi kom til stede og optog rapport, og liget blev obduceret. Clemmensens enke, Elsebeth, identificerede både Helweg-Larsen og Søren Kam som bortførerne. Det var hende, der havde åbnet døren.

Når politiet kom ind i sagen, skyides det en aftale mellem dansk og tysk politi om rollefordelingen ved sager, hvor både danskere og tyskere var indblandet. Det betyder, at der i denne sag foreligger et ret fyldigt bevismateriale. Stadig ifølge aftalen blev sagen overdraget til tyskerne. Helweg-Larsen og Kam blev sendt til Berlin og fik deres sag "behandlet" ved en SS- og Politidomstol, og de blev senere sendt til fronten, fordi de havde "krænket deres soldaterære".

Over for SS-lederne tilstod de drabet, men blev frikendt med henvisning til, at der var tale om en "krigshandling" og at Clemmensen var en fjende af Tyskland. I dommen roses de to mordere for at have handlet efter valgsproget "ret er det, som gør verden nytte". Dommen er på 10 sider og opbevares i Bundesarchiv (Landsarkivet) i Berlin-Lichterfelde, hvor den danske journalist Erik Høgh-Sørensen har læst den.

Efter krigen blev mange "forsvundne" krigsforbrydere efterlyst. Men de "danske" SS-terrorister var forsvundet. Ret hurtigt blev Helweg-Larsen pågrebet, og han blev dømt og senere henrettet. De andre var gået "under jorden". Søren Kam levede trygt og uforstyrret i Bayern, hvor han sluttelig fik en ledende stilling i et bryggeri.

Tid efter anden blev krigsforbryderne efterlyst. Den 23. februar 1965 bad dansk politi de tyske kolleger om at eftersøge 31 danskere, mistænkt for at have begået drab under besættelsen. Bitsch og chaufføren er aldrig dukket op, og Søren Kam blev forsynet med tysk statsborgerskab. Det er vel et spørgsmål, om det er gået rigtigt til. I givet fald må det være belastende for Tyskland, at det gør en person, der "med føje" er sigtet for mord, til tysker.

En anden nazileder fra det europæiske netværk var den nu afdøde Auchwitz-løgner Thies Chistophersen, som trods efterlysning fra tysk side på grund af udeblivelse fra en dom for ulovlig nazistisk propagandavirksomhed blev modtaget som den fortabte søn og i virkeligheden fik politisk asyl i Danmark. Nazisterne blev "behandlet" med fløjlshandsker, og de kunne her opbygge deres nye internationale netværk og deres europæiske hovedcentral, indbefattet terroristgruppen Combat, der med brevbomber søgte at myrde tre personer i Storbritannien.

Søren Kam må have ment, at den 1. oktober 1995 var tiden kommet, hvor han uden risiko kunne give sig til kende og demonstrere, at han intet havde lært, at han ikke ville lægge sin nazistiske fortid bag sig, men tværtimod ville medvirke til om muligt at genoplive nazismen. Sammen med SS-folk fra mange lande deltog han i et nazistævne i Ulrichsberg, et gammelt keltisk kultsted i Kärnten i Østrig. Søren Kam mødte op med sit naziridderkors om halsen, og på Hotel Rosenheim og i Krumpendorfer Kursal blev der heilet og skrålet gamle nazisange.

Domsudskriftet fortæller også om, at Søren Kam havde anmodet den tyske "rigsbefuldmægtigede" Werner Best om tilladelse til at lade danske nazister bekæmpe den omsiggribende modstandsbevægelse. Det hedder herom bl.a.

Ideen blev grebet med begejstring, og et af resultaterne var det såkaldte Schalburg-korps, hvorfra der også rekrutteredes mandskab til dødspatruljerne, til de omfattende sprængninger af f.eks. Tivoli, biografer, teatre og mange andre bygninger. Den nazistiske terror blev iværksat efter direkte ordre fra diktator Hitler. Kam og Hitler gik altså hånd i hånd og slap den tøjlesløse terror løs i Danmark. Og Kam opnåede at trykke sin Führer i hånden og høre ham sige: Danke schön.

Mange af dødspatruljernes ofre var kendte personer, ofte i høje og indflydelsesrige stillinger. De blev myrdet for at skabe forvirring, skræk og og rædsel. Det skete som regel ikke, fordi de - måske - deltog i eller bistod modstandsbevægelsen. Renlivet naziterror. Argu

Tyvstartede tyske dødspatruljer

Sagen omkring den mordmistænkte og flygtede SS-Obersturmführer Søren Kam har atter vakt en vis opsigt, bl.a. fordi Aktive Modstandsfolk, som i sin tid rejste sagen, har fastholdt, at krigsforbrydelser ikke forældes og at en krigsforbryder ifølge dansk lov samt Nürnberg-domstolens afgørelser skal bringes for retten i det land, hvor forbrydelsen blev begået. Der må advares imod diverse forsøg på at intimidere og anklage modstandsfolkene for at være besat af onde hævnfølelser. Der er tale om et forsøg på endelig at få sat en værdig slutstreg under Anden Verdenskrig. Der er absolut ikke tale om hævn, men lidt retfærdighed og politisk klarhed.

Modstandsfolkene kan med rette henvise til, at regeringen (Poul Schlüter) i 1988 skriftligt bedyrede, at hvis politiet fik kontakt med efterlyste krigsforbrydere, ville der på sædvanlig måde blive taget stilling til spørgsmålet om strafforfølgning. Det kan vel kun opfattes som et løfte?

Der kan være grund til at fastholde nogle hovedpunkter i sagen, bl.a. fordi den også viser, med hvilken letfærdighed de danske myndigheder behandlede det såkaldte retsopgør efter Anden Verdenskrig. Det påståede efterforskningsnet var virkelig stormasket, og selv om mange helt fortjent blev tiltalt og straffet, var der sandsynligvis mange flere, som havde held til at undgå "lovens lange arm". Det gælder bl.a. mange stikkere, der solgte mennesker til fjenden. Som sagen står nu, er den en slags lakmusprøve på det nuværende samfunds troværdighed, og vil vise, om der er noget, der hedder retfærdighed (her på Jorden) med tilhørende efterlevelse af idealerne om "med lov skal man land bygge", at alle er lige for loven osv. Med andre ord, om de store ord har et reelt indhold.

Sammen med tre ligesindede naziterrorister og en ikke-identificeret tysk soldat, der var chauffør i værnemagtsbilen, tyvstartede Søren Kam de tyske dødspatruljer, som fra efteråret 1943 foretog de såkaldte clearingdrab på ca. 125 mere eller mindre sagesløse mennesker. Hvert eneste mord blev udført med oprørende brutalitet.

De tre - Flemming Helweg-Larsen, Jørgen Valdemar Bitsch og Søren Kam - afhentede med våbenmagt redaktør Carl Henrik Clemmensen på hans bopæl og kørte ham til Helweg-Larsens sommerhus, hvor de foretog en "afhøring".

Dagen før, den 29. august 1943, måtte den danske regering se hele sin underdanige forståelsespolitik med tyskerne ligge i ruiner. Efter omfattende sabotager og enestående folkestrejker i Esbjerg, Odense, Århus og andre byer måtte regeringen nødtvungent indgive sin afskedsbegæring til den gamle kong Christian X. Han lagde den i skuffen og sikrede således, at regeringen ophørte med at føre "forretningerne", men fortsat fik udbetalt gage, fik tilskrevet pensionsanciennitet m.v. Det såkaldte departementchefstyre med embedsmændene som "regering" så dagens Iys.

På Østerport Station var Clemmensen kommet i verbalt skænderi med en journalist ved det nazistiske Fædrelandet. Det var ifølge forbryderne baggrunden for, at de besluttede at give Clemmensen en "lærestreg". Men det blev til et bestialsk mord og kan bestemt ikke sidestilles med en ungdommelig tåbelighed eller fejl. Efter "afhøringen", der sandsynligvis er foregået på den kendte nazimanér med slag og spark, kørte forbryderne til Lundtoftevej i Lyngby, hvor de hev Clemmensen ud af bilen og myrdede ham med otte skud fra tre forskellige pistoler. Søren Kam skød de fem og fungerede således som overbøddel, der ville udføre et "effektivt arbejde".

Dansk politi kom til stede og optog rapport, og liget blev obduceret. Clemmensens enke, Elsebeth, identificerede både Helweg-Larsen og Søren Kam som bortførerne. Det var hende, der havde åbnet døren.

Når politiet kom ind i sagen, skyides det en aftale mellem dansk og tysk politi om rollefordelingen ved sager, hvor både danskere og tyskere var indblandet. Det betyder, at der i denne sag foreligger et ret fyldigt bevismateriale. Stadig ifølge aftalen blev sagen overdraget til tyskerne. Helweg-Larsen og Kam blev sendt til Berlin og fik deres sag "behandlet" ved en SS- og Politidomstol, og de blev senere sendt til fronten, fordi de havde "krænket deres soldaterære".

Over for SS-lederne tilstod de drabet, men blev frikendt med henvisning til, at der var tale om en "krigshandling" og at Clemmensen var en fjende af Tyskland. I dommen roses de to mordere for at have handlet efter valgsproget "ret er det, som

gør verden nytte". Dommen er på 10 sider og opbevares i Bundesarchiv (Landsarkivet) i Berlin-Lichterfelde, hvor den danske journalist Erik Høgh-Sørensen har læst den.

Efter krigen blev mange "forsvundne" krigsforbrydere efterlyst. Men de "danske" SS-terrorister var forsvundet. Ret hurtigt blev Helweg-Larsen pågrebet, og han blev dømt og senere henrettet. De andre var gået "under jorden". Søren Kam levede trygt og uforstyrret i Bayern, hvor han sluttelig fik en ledende stilling i et bryggeri.

Tid efter anden blev krigsforbryderne efterlyst. Den 23. februar 1965 bad dansk politi de tyske kolleger om at eftersøge 31 danskere, mistænkt for at have begået drab under besættelsen. Bitsch og chaufføren er aldrig dukket op, og Søren Kam blev forsynet med tysk statsborgerskab. Det er vel et spørgsmål, om det er gået rigtigt til. I givet fald må det være belastende for Tyskland, at det gør en person, der "med føje" er sigtet for mord, til tysker.

En anden nazileder fra det europæiske netværk var den nu afdøde Auchwitz-løgner Thies Chistophersen, som trods efterlysning fra tysk side på grund af udeblivelse fra en dom for ulovlig nazistisk propagandavirksomhed blev modtaget som den fortabte søn og i virkeligheden fik politisk asyl i Danmark. Nazisterne blev "behandlet" med fløjlshandsker, og de kunne her opbygge deres nye internationale netværk og deres europæiske hovedcentral, indbefattet terroristgruppen Combat, der med brevbomber søgte at myrde tre personer i Storbritannien.

Søren Kam må have ment, at den 1. oktober 1995 var tiden kommet, hvor han uden risiko kunne give sig til kende og demonstrere, at han intet havde lært, at han ikke ville lægge sin nazistiske fortid bag sig, men tværtimod ville medvirke til om muligt at genoplive nazismen. Sammen med SS-folk fra mange lande deltog han i et nazistævne i Ulrichsberg, et gammelt keltisk kultsted i Kärnten i Østrig. Søren Kam mødte op med sit naziridderkors om halsen, og på Hotel Rosenheim og i Krumpendorfer Kursal blev der heilet og skrålet gamle nazisange.

Kam "opfandt" dødspatrulierne

Domsudskriftet fortæller også om, at Søren Kam havde anmodet den tyske "rigsbefuldmægtigede" Werner Best om tilladelse til at lade danske nazister bekæmpe den omsiggribende modstandsbevægelse. Det hedder herom bl.a.

Ideen blev grebet med begejstring, og et af resultaterne var det såkaldte Schalburg-korps, hvorfra der også rekrutteredes mandskab til dødspatruljerne, til de omfattende sprængninger af f.eks. Tivoli, biografer, teatre og mange andre bygninger. Den nazistiske terror blev iværksat efter direkte ordre fra diktator Hitler. Kam og Hitler gik altså hånd i hånd og slap den tøjlesløse terror løs i Danmark. Og Kam opnåede at trykke sin Führer i hånden og høre ham sige: Danke schön.

Mange af dødspatruljernes ofre var kendte personer, ofte i høje og indflydelsesrige stillinger. De blev myrdet for at skabe forvirring, skræk og og rædsel. Det skete som regel ikke, fordi de - måske - deltog i eller bistod modstandsbevægelsen. Renlivet naziterror. Arguss