En historie om ben

Det blev en begravelse, der var en stor skikkelse i menneskehedens historie værdig, da resterne af nogle lig, der var fisket op af den blodmættede - og knoglefyldte russiske jord, under pomp og pragt og TV-transmitteret på alverdens kanaler blev bisat i katedralen i Peter-Poul fæstningen i Skt. Petersborg.

Fra hele verden var snakkende og skrivende reportere valfartet til byen, der har indtegnet sig i dette århundreds dramatiske historie og i verdenshistorien som Leningrad. På samme måde som Stalingrad er navnet på en by, der ikke eksisterer længere – men stadig er et synonym for den historiske vending i den 2. verdenskrig, hvor Hitlertysklands nederlag begyndte.

Det var knoglerne af den sidste russiske tsar Nikolaj II – af verden bedre kendt som Nikolaj den Blodige – og hans familie og en håndfuld tjenere, der skal bistå ham i den næste verden, det drejede sig om.

Sceneriet var pompøst, højtideligt. Det indledtes med en begravelsesprocession anført af en snes ortodokse præster i sorte kalotter med hævede kors og ikoner, billeder af Jomfru Maria og diverse helgener, og ledsaget af et par tusinde andre mørkemænd og kvinder, cremen af de nyudklækkede russiske royalister – og det fortsatte i katedralen, hvor en biskop og hans præster messede i en times tid og svingede med røgelseskarrene, indtil tsarens efterfølger, Boris Jeltsin, placeret tæt ved kisterne, bøjede sig dybt foran begravelseshullet.

Det var 80 år efter. Men i fæstningskirken var tiden gået i stå – og udenfor dens tykke mure, i det russiske samfund, var den gået baglæns. Tsarens begravelse var en symbolsk manifestation af en tilbagevenden til "det gamle Rusland" og dets værdier, og scenograferet, så Jeltsin kunne fremstå som arvtageren.

Også royalismen har søgt politisk come-back i kontrarevolutionens Rusland, og tronprætendenterne, tsarens efterkommere, flokkedes i kirkens krypter uden at kunne blive enige om, hvem der egentlig har det "retmæssige" krav på tronen.

Man var heller ikke enige om, hvem det egentlig var man nedsænkede i graven sammen med de øvrige russiske eneherskere fra Peter den Store og Katarina den Store til blodhunden Alexander III, den danske prinsesse Dagmars gemal. Ingen var helt overbevist om, at knoglerne, der så belejligt dukkede op, virkelig var den døde tsar og hans familjes – selvom selvfølgelig genetiske tests med 99 pct. sikkerhed garanterer for det blå blod. Den ortodokse russiske kirke, som var tsarismens trofaste støtte, og som også stod for ritualerne var i hvert tilfælde ikke overbevist om ægtheden. Af den grund deltog dens overhoved ikke i skuespillet.

Først og fremmest skulle det bruges til at demonstrere "kommunismens forbrydelser": "I mange år var vi tavse om denne frygtelige forbrydelse", erklærede Jeltsin. "Vi er alle skyldige. Jeg bøjer mit hoved for de uskyldige ofre for de nådeløse drab."

"Uskyldige" ofre? Nikolaj II var ikke bare en blodig undertrykker af sit folk, en enevældig diktator, der forfulgte enhver opposition med tortur, henrettelser, fængsling og forfølgelse; han var også hvad vi i dag ville kalde en krigsforbryder, ansvarlig for millioner af døde under 1. verdenskrig, som han ofrede for at tilfredsstille sine ekspansionistiske bestræbelser. Det tsaristiske Rusland var et "nationernes fængsel", et enevældigt, autokratisk, middelalderligt fængsel.

Tsaren burde selvfølgelig have været stillet for en domstol og dømt dér. Resultatet havde været det samme. Udfra enhver betragtning var han en forbryder, en kronet kriminel.

Det er selvfølgelig løgn, at historien om tsarfamiljens død har været fortiet. I Rusland eller resten af verden. Det har gennem 80 år været en antikommunistisk lækkerbisken. Det er en kendsgerning, at de blev henrettet i fangenskab – men det er også en kendsgerning, at mordene blev fordømt af Sovjetregeringen under Lenin og af det kommunistiske parti. Det er en kendsgerning, at de ansvarlige for det uautoriserede mord blev stillet til regnskab. De blev skudt. På trods af, at henrettelsen af tsaren og hans familie først og fremmest må ses som udtryk for det enorme had, der eksisterede i alle kredse i den russiske befolkning mod denne blodsuger.

Den russiske historie er fuld af symbolske ben. Og Boris Jeltsin havde udklækket en dobbeltsidet plan: tsaren og den russiske mørketid skulle opnå officiel værdighed – og samtidig skulle Lenins balsamerede krop fjernes fra mausolæet på Den røde Plads og begraves i Volkov-kirkegården i Skt. Petersborg. To store symbolske fluer med et smæk – og med Jeltsin som dirigent.

I den forbindelse iværksattes en rygtekampagne om, at Lenin var blevet anbragt på Den røde Plads i strid med hans egen vilje.

At fjerne Lenin fra hans begravelsesplads ville ud fra Jeltsins logik være en sidste symbolsk antikommunistisk gestus – en definitiv begravelse af kommunismen i Rusland.

Men modstanden mod hans planer har været enorm., og han har ikke været i stand til at gennemføre dem. Det er ikke lykkedes at udslette den største og mest progressive skikkelse i den russiske historie fra russernes hjerter - hverken fra kommunisternes eller de almindelige russere.

Der lever endnu medlemmer af Lenins familie: en niece, datter af hans broder D.I. Uljanov. Hun har udsendt en erklæring vedr. Lenin og hans families holdning til hans begravelsessted. Den lyder i sin helhed således:

Når Lenins niece refererer til UNESCO skyldes det den kendsgerning, at Lenin-mausolæet er opført på organisationens eksklusive liste over internationale klenodier af bygninger og monumenter – og dermed skulle stå under "verdenssamfundets" beskyttelse.

Skuespillet om begravelsen af de måske forfalskede tasristiske knoglerester og forsøget på at nedlægge Lenin-mausolæet, som indtil videre er blevet forhindret af energisk modstand både i Rusland og på internationalt plan, kan virke absurd – i bogstaveligste forstand en strid om kejserens skæg – men har selvfølgelig et dybt symbolsk, klassepolitisk indhold.

Hvem der kules ned i Peter-Poul-fæstningen er uden betydning. Den russiske royalisme kan ikke gøre sig seriøse forhåbninger om et politisk come back, dertil er det tsaristiske diktatur endnu for velkendt og dybt folkeligt forhadt. Den er definitivt fortid. Nok så mange messer og røgelsespinde kan ikke ændre ved det.

Lenin hører derimod til på Den røde plads. Som den største skikkelse, Rusland har fostret i historien. Og en del af en ikke så fjern fortid – der endnu har hele sin strålende fremtid til gode. -ko