Castro byder euro’en velkommen og roser ClintonDa Pave Johannes Poul II satte sine hellige fødder på den cubanske jord, og den cubanske partiledelse omfavnede ham fysisk og politisk, fik adskillige af Cubas talrige venner i dets antiimperialistiske kamp verden over dybe panderynker. En ting er Fidel Castros afvisning af den marxistiske tese, at religion er opium for folket – noget andet er at indgå en politisk alliance med Vatikanet, et af den globale reaktions centrer.

Mange venner af Cuba slog sig til tåls med, at omfavnelserne var af diplomatisk karakter, et udtryk for at udnytte modsætningerne i fjendens lejr, og et skridt dikteret af kampen mod den amerikanske imperialisme og dens barbariske og folkeretsstridige blokade mod et land, som gennem den nationale befrielseskamp og revolutionen tilføjede den amerikanske imperialisme dybe sår.

Men Fidel og den cubanske partiledelse fortsætter med at sende ildevarslende politiske signaler ud over verden, som giver anledning til fornyet uro og bekymring.

Samtidig har Cubas Kommunistiske Parti formuleret en generel linje for den nuværende periode i arbejderklassens og folkenes kamp, som de opfordrer kommunisterne og de revolutionære kræfter overalt til at følge – en international strategi, som betegnes som "front mod nyliberalismen".

Under den såkaldte "ny verdensorden" stræber Den europæiske Union – hvor de gamle europæiske koloni- og imperialistmagter lægger kræfterne sammen - efter at genvinde sine globale styrkepositioner som en imperialistisk supermagt på linje med USA.

Den europæiske Union opbygges skridt for skridt, fra institution til institution og traktat til traktat, som en superstat. Med Den økonomiske og monetære Union (ØMU’en) og den fælles valuta, euro’en, søger de europæiske monoler og multinationale selskaber, som er drivkraften bag opbygningen af Unionen, at sikre en afgørende indflydelse i den globale kapitalistiske økonomi, på det nu altomfattende kapitalistiske verdensmarked, som de føler sig berettiget til. I konkurrence med USA og den amerikanske dollars – og på bekostning af arbejderklassen og de europæiske landes befolkninger, på bekostning af landene i den såkaldte tredje verden

Med nyliberalismen som økonomisk doktrin – og med Kohls forenede Tyskland som den ledende kraft – er ØMU’en og euro’en i hastigt tempo ved at blive virkeliggjort.

De sociale konsekvenser i forbindelse med unionslandenes opfyldelse af kravene til deltagelse har været ødelæggende i form af øget arbejdsløshed, sociale nedskæringer og barbering af de offentlige budgetter, og millioner af europæiske arbejdere har i omfattende strejker og protester rejst sig til kamp mod ØMU’en og den fælles valuta.

Fidel Castro derimod hilser euro’en velkommen!

I en tale i FN-bygningen i Geneve den 19. maj i år – i anledning af 50-året for oprettelsen af den første verdenshandelsorganisation , WTOs forgænger, sendte Castro i en tale om den globaliserede økonomiske krise følgende hilsen til Unionen:

"-Hvis euro’en derfor opstår som en stærk og anset valuta, skal den være velkommen!

("U-landene må ikke lade sig splitte", citeret efter Dagbladet Arbejderen 30. maj 98).

I denne vurdering har Fidel Castro forladt enhver klasseholdning og den proletariske internationalismes standpunkt. At hilse den ny europæiske imperialistiske supermagt og dens stærke valuta velkommen er at ønske den globale imperialisme og nyliberalismen god vind i sejlene!

Bag Castros varme velkomst ligger ønsket om at se USA’s dominerende stilling i verdensøkonomien og dollarens stilling som verdensvaluta udfordret.

Det er imidlertid en farlig og opportunistisk tankegang: Det er forestillingen om, at "mine fjenders fjende er min ven" – drømmen om en alliance med den ene imperialistiske supermagt mod den anden – under det tynde påskud at udnytte modsætningerne mellem imperialistmagterne indbyrdes. Den europæiske Union er ikke bare en potentiel fjende af verdens undertrykte folk og nationer – men en konkret, aktuel, slavebindende global udbyttermagt, som på trods af en række modsætninger til den amerikanske imperialisme er dennes allierede og meddeltager i dens globale imperialistiske strategi på folkenes bekostning.

Den 24. juni kunne det kubanske nyhedsbureau Prensa Latina gengive en række udtalelser af Castro om USA og dets præsident, faldt i forbindelse med en modtagelse i Havanna til ære for Mexicos udenrigsminister Rosario Green.

Ifølge nyhedsbureauet udtalte Fidel sig om den hårdt trængte amerikanske præsident og betegnede ham som en "intelligent" politiker og som en "fredens og moralens" mand.

Yderligere betegnede han Clinton-regeringens indsats på det sociale område som "positiv".

Ifølge Castro er Clintons sociale program godt nok ikke revolutionært, men "retfærdigt".

Det må siges at udgøre en højst overraskende støtte til lederen af en supermagt, som har været folkenes hovedfjende siden 2. verdenskrig, og til hovedarkitekten bag den "ny verdensorden" i dens nuværende etape, til den institutionaliserede nyliberalismes mest magtfulde forkæmper.

At tildænge supermagtshøvdingen og hans regering med ros – og specielt fremhæve dens sociale indsats, som består i at holde både et flertal af den amerikanske befolkning og i endnu højere grad en stor del af verdens befolkning i nød og elendighed, er skrap kost fra Castros side.

Talløse gange har Castro selv afsløret den amerikanske imperialismes kontrarevolutionære og forbryderiske globale rolle, også på det sociale felt – og talrige gange har han afsløret det amerikanske to-parti-system som et borgerligt fup-demokrati, der sikrer at uanset hvilket parti, den siddende præsident tilhører, så han imperialismens og den amerikanske monopolkapitals interesser.

Sådanne udtalelser kan ikke forsvares ud fra et kommunistisk synspunkt. Og dermed heller ikke ud fra et "diplomatisk" synspunkt, selvom Castro ved den nævnte lejlighed også antydede, at Clinton muligvis ville slå ind på en anden kurs overfor Cuba end den traditionelle blokadepolitik.

Da Fidel Castro og Cuba afviste at følge Gorbatjovs vej for kapitulation overfor imperialismen og fuldstændig genrejsning af kapitalismen øgedes Cubas prestige blandt kommunister, revolutionære og progressive over hele verden enormt.

Cuba havde sluttet sig til den revisionistiske lejr i 60erne, og i årtier fungeret som et loyalt medlem af denne lejr, indbefattet som aktiv udenrigspolitisk deltager på Sovjetunionens side i det globale supermagtsspil mellem USA og Sovjet.

Politisk og økonomisk fulgte Castro den vej, som blev angivet af Bresjnev og hans efterfølgere. Den cubanske økonomi indrettedes som en del af denne lejrs "internationale arbejdsdeling", og førte til en skævvridning af samfundshusholdningen, som cubanerne kom til at betale dyrt for, da denne lejr blev opløst, gennem en økonomisk krise, der varer ved endnu i dag. Netop ensidigheden i den cubanske økonomi, dens indretning efter "det socialistiske marked" og den kendsgerning, at det ikke fulgte en politik for at stole på egne kræfter, en grundlæggende selvforsyningspolitik, er en af de væsentligste indre faktorer i den cubanske økonomiske krise – som er forstærket og voldsomt forøget gennem den forbryderiske amerikanske blokade.

Castros og Cubas afvisning af Gorbatjovs kurs, deres erklærede vilje til at fastholde den cubanske revolutions idealer og resultater og dets antiimperialistiske standpunkt, vakte stor genklang. Ikke mindst i en situation, hvor imperialismen og kontrarevolutionen stræbte efter at udslette alle revolutionære spor, alle socialismens aftryk, og indledte en global offensiv mod alt, hvad der rummede blot det mindste progressive indhold.

Derfor fik solidariteten med Cuba stærke udtryk i alle verdensdele. Cuba blev et af de væsentligste samlingspunkter i den antiimperialistiske kamp i dag – placeret som det er på den amerikanske supermagts dørtrin, hadet af den amerikanske reaktion.

I denne situation gennemførtes en lang række omlægninger af den cubanske politik, af økonomien og hele samfundslivet – omlægninger som havde til formål at forsvare den cubanske suverænitet og revolutionens væsentligste resultater, men også omlægninger af en strategisk defensiv karakter, et tilbagetog. Det lykkedes ikke i første omgang at tvinge Cuba i knæ – og med Fidel Castro som en af de store revolutionære personligheder i sidste halvdel af dette århundrede gjorde Cuba sig i en lang række internationale forummer til talsmand for "den tredje verden", som imperialistmagternes aggressive udplyndringspolitik har kastet ud i stadig større fattigdom og elendighed.

I forbindelse med afslutningen af Cubas Kommunistiske Partis 5. kongres i oktober sidste år gennemførtes et internationalt seminar under titlen "Socialismen ved indgangen til det 21. århundrede". Det cubanske hovedindlæg fremlagdes af politbureaumedlemmet José Ramón Balaguer Cabrera under overskriften "Socialismen er et levedygtigt alternativ" (udkommet på dansk på Forlaget Arbejderen, dec. 1997).

I dette vigtige dokument fremsættes det cubanske partis syn på den globale situation og de internationale styrkeforhold mellem klassekræfterne, og der opridses en taktisk og strategisk linje, som anbefales til hele den internationale kommunistiske og arbejderbevægelse for den nuværende periode – en strategisk linje, som har fået overskriften "front mod nyliberalismen".

I dette dokument rummes den "teoretiske" retfærdiggørelse af Fidel Castros opportunistiske politik overfor paven, EU og den amerikanske imperialismes nuværende høvding.