Portræt af en (måske) rød generation

Samtale med Carsten Kofoed

Hvordan ser den ungdom ud, som vil bære den røde fane ind i et nyt årtusinde? 90er-ungdommen – der på godt og ondt er børn af 68erne – og som slås for et finde deres eget ståsted.

Det er nødvendigt at gendanne et kommunistisk ungdomsforbund, siger en gruppe unge kommunister – både medlemmer af den kommunistiske organisation Oktober og partiløse. I pinsen tog de initiativ til at stifte Kommunistisk Ungdomsforum, der har sat stiftelsen af ungdomsforbundet på dagsordenen.

Kommunistisk Politik har mødt Carsten Kofoed, medicinstuderende i Odense og medlem af ungdomsforummets ledelse, og bedt ham om at give sit portræt af 90er-ungdommen - og af dens forhold til kommunismen.

 

 

Kommunistisk Politik:

-Hvordan kan man karakterisere den nuværende ungdomsgeneration?

 

Carsten Kofoed:

- De unge i dag, som man kort og godt kan kalde 90’er-ungdommen, er karakteriseret ved mindst et par ting. Ser man den danske ungdom i forhold til den verdenspolitiske arena, er der én ting, som springer i øjnene: Dagens ungdom er den første ungdomsgeneration, som vokser op efter Murens fald og kontrarevolutionens midlertidige sejr på verdensplan.

90’er-ungdommen har altså lige præcis undgået højdepunktet af den antikommunistiske propaganda, som blev nået i kontrarevolutionens jubelår 89-91. De følgende år aftog den antikommunistiske hetz gradvist, fordi imperialismen på verdensplan stod uimodsagt, den havde konsolideret sig med USA i spidsen, og proklameret "den nye verdensorden", en verdensorden hvor stabilitet, velfærd, fred, "demokrati" og menneskerettigheder ville strømme ud over hele kloden. Men de unge her i 90’erne kan jo se, at det var demagogi, at verden ikke er blevet bedre og sikrere at leve i. Derfor stiller de i stadig større grad spørgsmålet: Dette barbari kan ikke vare ved, der må da findes et alternativ?

Imperialismen kan ikke længere bruge "den gode kapitalisme og den onde socialisme" som påskud for alle dens forbryderiske handlinger, og den kan heller ikke længere skjule sig bag den massive antikommunistiske hetz, som gradvist har aftaget op gennem 90’erne al den stund, at imperialismen har erklæret kommunismen for en død utopi. Imperialismen er rådnende og denne sandhed står mere og mere klart for ungdommen af i dag. Derfor mener jeg, at det er fuldt ud rigtigt at sige, at det kommende 21. århundrede, ligesom det 20. århundrede blev det, vil blive de proletariske revolutioners århundrede.

Men dagens ungdom karakteriseres også ved, at den er lille, antalsmæssigt. Ifølge en rapport udarbejdet i 1996 af Dansk Ungdoms Fællesråd, er antallet af unge stærkt faldende, faktisk vil aldersgruppen 15-24 år fra 1987 til 2004 være faldet med 25%! Ydermere er kapitalismen i Danmark i en af sine periodiske opgangsfaser. Disse to forhold burde jo være til gunst for ungdommen - hvis man ellers lider af den vrangforestilling, at ungdommen kan have et gunstigt liv under kapitalismen. Borgerskabet lider ikke overraskende af denne vrangforestilling, og den sætter sine helt egne etiketter på 90’er-ungdommen. En foretrukken etiket er "den forkælede generation", og er ligesom 80’ernes såkaldte "Nå-generation" en direkte løgnagtig myte, som skabes for at forhindre ungdommen i at rejse sig til kamp mod kapitalens diktat fra Bruxelles, som forsøges skjult bag EUs pseudointernationalistiske maske og for at svække klassekampen ved at grave dybe grøfter mellem forskellige generationer af arbejdende.

Voksende klasseskel blandt de unge

KP:

-Hvordan ville du beskrive ungdommens sociale situation?

 

CK:

-Den er selvfølgelig dybt præget af EU-tilpasningspolitikken, som Nyrup og hans støtter uafladeligt og uden den store slinger i valsen gennemfører. Man kan nævne dannelsen af "det tredje arbejdsmarked", hvor mennesker uden faglige rettigheder og uden nogen overenskomst træller. Til dette arbejdsmarked rekrutteres også en god portion unge, som kostes rundt i aktiveringsjunglen som kommunalt ansatte slaver. De er af borgerskabet blevet udset til at fungere som løntrykkere og billig arbejdskraft i dét samfund, hvor der jo rigtigt nok er "plads til alle og brug for alle". Plads til borgerskabet og brug for arbejderklassen. Så enkelt er det simpelt hen.

Det er mildest talt heller ikke særlig let for de uddannelsessøgende, som for en sulte-SU skal klare dagen af vejen. Ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning mener 40 og 70% af henholdsvis hjemme- og udeboende, at SU’en er for lav, og i øvrigt siger samme undersøgelse ikke særlig overraskende, at 63% af alle studerende på ungdomsuddannelser har fritidsarbejde for at kunne klare skansen. På den baggrund er Margrethe Nyskoleslagter Vestagers forslag om fjernelse af SU’en i ferien en åbenlys sjofling af den studerende ungdom. Denne udvikling hen imod mindre SU har som hovedkonsekvens, at de sociale skel uddybes, at arbejderklassens børn forfordeles på bekostning af borgerskabets. Interessant er det at konstatere, at 90’er-ungdommen ligesom deres forældre, 68’erne gjorde, rejser sig til kamp mod disse klasseskel.

Men SU-nedskæringer baner også vejen for en tilbagevenden til tidligere tiders studielån, og en gældsætning af de studerende er særdeles fordelagtigt for kapitalen, for herved kan den nemmere undgå det lønpres, som en lille ungdomsgeneration vil forårsage.

Boligsituationen er fortsat fuldstændig uacceptabel for ungdommen. Der er rigeligt med boligløse til bolighajerne, og man må sige, de forstår at tage for sig af retterne. I Odense, hvor jeg læser til læge, er det helt almindeligt, at huslejen for et 16 kvadratmeter hummer ligger på op imod de 2000 kr. Det er simpelt hen noget forbandet svineri, når både SU og lærlingelønnen er så lave, som de vitterligt er. Der eksisterer altså et absolut stort behov for billige boliger til ungdommen over en bred front.

"Unionens unge"

-90’er-ungdommen er også ungdommen, som har oplevet EU-afstemninger en masse. Maastricht i ‘92, omafstemningen ‘93 og endelig Amsterdam-traktaten her i ‘98. Der har således været en stærk international komponent i den politiske debat, som har foregået blandt ungdommen. Ungdommens efterhånden udstrakte brug af internet m.m. har yderligere forstærket interessen for det internationale aspekt. Jeg tror derfor, det er helt rigtigt at sige, at ungdommen er endog særdeles internationalt indstillet. Borgerskabets våben over for dette faktum har været og er stadigvæk at forsøge at tildække klasseindholdet i EU, at EU er en imperialistisk magt, som slavebinder nationer, ikke samarbejder, at EU er borgerskabets union vendt imod arbejderklassen og den øvrige arbejdende befolkning. Afstemningen om Amsterdam-traktaten var netop udtryk for, at EUs klasseindhold stod klarere for folk end tidligere, man stemte i meget stor grad efter klasseinteresser. Dette gjaldt også ungdommen, hvor de studerende, de intellektuelle i højere grad end før stemte ja, mens arbejderungdommen gav et rungende nej fra sig. Det blev simpelt hen fastslået, at modstanden mod EU-unionen bæres af arbejderklassen. Ung som gammel, modstanden bæres af klassen! Det er et godt udgangspunkt for den videre unionsmodstand, fordi det udtrykker en øget klassebevidsthed hos arbejderklassen.

Men EU betyder også krig, EU betyder imperialistiske røvertogter i skarp konkurrence med USA, Japan og et Kina som helt sikkert også vil spille sin rolle i denne nyfordeling af verden. Derfor er det også uomgængeligt for EU at mobilisere en EU-hær, og den danske ungdom er udset til sammen med den øvrige europæiske ungdom at drage ud i verden for at dræbe og plyndre til fordel for det europæiske monopolborgerskab. Forsvaret laver deres krigsliderlige rekrutteringsreklamer tilbydende en "sikker" fremtid i hæren med de blå flag og gule stjerner, Danmarks deltagelse i "fredsskabende" aktioner lovprises osv. Altsammen gøres med det formål at voldføre ungdommen til at tro, at EU-hæren vil være en fredens hær, en forsvarshær. Men ungdommen spørger naturligt nok: "Hvem er det, der truer os?, Hvem er det, vi skal forsvare os imod?". Borgerskabets svar udebliver, og det er jo ganske klart, for det er i virkeligheden mod EU geværerne skal rettes. Det er i bund og grund den gode gamle lære om at rette geværerne den rigtige vej.

Nej, man må sige, at al snak om 90’er-ungdommen som en "forkælet generation" er borgerskabets opfindelse, en konstruktion som skal hindre, at ungdommen rejser sig til forsvar og kamp for deres rettigheder, at ungdommen revolutioneres og for alvor indser, at kapitalismen ikke kan løse de problemer, som ungdommen i dag står over for. Det kan kun socialismen.

Der er brug for et kommunistisk ungdomsforbund

KP:

- Du er med i ledelsen af Kommunistisk Ungdomsforum, der har sat stiftelsen af et kommunistisk ungdomsforbund på dagsordenen. Men hvorfor danne et kommunistisk ungdomsforbund?

 

CK:

- Vi er nogle unge kommunister, som synes tiden er moden. Vi har afholdt et møde i pinsen i København, hvor der var stor opbakning til at arbejde hen imod et kommunistisk ungdomsforbund. Ideen om et kommunistisk ungdomsforbund udspringer af et objektivt behov, den udspringer af den konkrete situation, vi befinder os i.

Vi kan konstatere, at ungdommen i dag ikke bare søger mod venstre, men også orienterer sig hen mod kommunismen. Der er derfor sket en ændring siden 1992, hvor Rød Ungdom blev stiftet som en ungdomsorganisation, der så at sige skulle opsuge unge, som trods kontrarevolutionens orkan i årene 89-91, stadig holdt revolutionens banner højt. Jeg husker selv min tid i denne periode. Jeg blev politisk aktiv i Dansk-Cubansk Forening, ikke fordi jeg havde nogen fastgroet socialismeopfattelse, men fordi jeg ville forsvare den cubanske revolution og dens landvindinger. Jeg befandt mig på en anti-imperialistisk position og solidariteten med Cuba blev således min redningsplanke under den antikommunistiske flodbølge.

Man må sige, at det er blevet lettere at kalde sig kommunist, og flere og flere unge står nu åbent ved deres kommunistiske sympatier. Der er altså sket en radikalisering af ungdommen. Hvordan er den kommet i stand? Jeg tror, at nej’et i ‘92, omafstemningen i ‘93 og de efterfølgende 113 skud på Nørrebro, har vist den progressive ungdom, at borgerskabet ikke skyr nogen som helst midler i opbygningen af deres imperialistiske EU. Det står klart for stadig større dele af ungdommen, at de af borgerskabet fremhævede "demokratiske" afgørelser (folkeafstemninger) kun respekteres i det omfang, de gavner borgerskabet. Demonstrerer man mod dette hykleri, ja så står den på knippelsuppe og kugleregn!

Under storkonflikten var det ungdommen, som mange steder stod forrest på barrikaderne. Ligeledes var vreden blandt de unge arbejdere over det rådne forlig og senere over den rævekage regeringen, DA og LO havde bagt til arbejderklassen, meget stor.

Der rejser sig følgende det naturlige spørgsmål: Hvem kan lede denne kampgejst, som findes i ungdommen, ikke mindst i arbejderungdommen? Hvem kan føre en konsekvent klassekampslinje i ungdommens kamp? Ungdomsorganisationerne Rebel og Rød Ungdom er progressive masseorganisationer, men jeg mener ikke disse organisationer står på nogen fast klassekampslinje, sådan som situationen kræver det, men bevæger sig fra aktion til aktion uden nogen fast linje og dermed uden noget fast sigte.

Til at fastholde en klar og entydig klassekampslinje i ungdommens kamp er det derfor nødvendigt, at unge kommunister samler sig i deres egen organisation. Situationen i den revolutionære ungdom afspejler faktisk på mange måder den øjeblikkelige situation i den kommunistiske bevægelse i Danmark. Man kan sige kampen for ét stærkt kommunistisk parti og kampen for et kommunistisk ungdomsforbund går hånd i hånd. De er nemlig begge et forsvar for marxismen-leninismen i Danmark, og på den måde vil de to processer indvirke fremmende på hinanden.

Arbejderungdommen er her!

- Mod hvem skal det kommunistiske ungdomsforbund rette sig? Det skal først og fremmest rette sig mod arbejderungdommen (ingen af de nuværende ungdomsorganisationer på venstrefløjen gør dette), eller rettere det skal basere sig på unge arbejdere. Rekruttering af klassebevidste unge arbejdere til ungdomsforbundet er fuldstændig nødvendigt for forbindelsen til arbejderklassen. Det kommunistiske ungdomsforbund skal gå forrest i ungdommens sociale kampe, lige fra kampen for uddannelse til kampen mod fascisme og al reaktion.

Det kommunistiske ungdomsforbund er således i dets inderste væsen "en skole i kommunisme", teori og praksis i kommunisme, anvendelse af marxismen-leninismen i klassekampen. Denne sammenhæng mellem teori og praksis er vigtig at holde fast i. Uden skoling, uden teori vil praksis uundgåeligt blive spredt fægtning og spredehagl, og udsættelse af den dag hvor borgerskabets gyldne tider er talte. Derfor er det vigtigt at understrege, at kun et studium af marxismen-leninismen i nær forbindelse med livet og den revolutionære praksis tjener til en virkelig kommunistisk støbning.

Ungdomsforbundet vil derfor være en stadig kilde af nye skolede og i klassekampen hærdede unge kommunister til det stærke kommunistiske parti. Og sådan som samlingen af kommunisterne i dag ser ud, er rekrutteringen af nye unge kommunister simpelt hen en nødvendighed for dannelsen af det stærke kommunistiske parti, som stående klippefast på marxismen-leninismens grund, leder arbejderklassens kamp for et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur. n

 

Til oktobers Forside

TAK !