I Kommunistisk Politik nr.12 har D.C. et indlæg der kritiserer vor kampagne "Til kamp imod Unionen - Boykot afstemningen!". Han påstår at den er sekterisk og at det i praksis er en støtte til unionen. Vi er helt uenige i denne kritik og mener at boykot-taktikken overfor bourgeoisiets valg og afstemninger, på nuværende tidspunkt er det der bedst tjener arbejderklassen og folket. At mange har mistet en del illusioner om borgerskabets demokrati, kom til udtryk under valgkampen og især ved det faktum at der på trods af den måske mest massive mediedækning nogensinde ved et valg eller en afstemning, var en meget lav stemmeprocent. Ca. 1/4 af de stemmeberettigede valgte ikke at stemme.

Vor kampagne rejste 3 afgørende grunde til at bekæmpe EU og Amsterdam-traktaten:

-De er et instrument i de europæiske magters forsøg på at underlægge sig verden!

-De er et instrument for at undertrykke ethvert tiltag til revolution og socialisme i Europa!

-De medfører betydelige angreb på de rettigheder, friheder og opnåelser som arbejderklassen og folket har opnået gennem hård kamp!

Ligeledes rejste vor kampagne 3 afgørende grunde til at boykotte afstemningen:

-Afstemningen tjener ene og alene til at legitimere og retfærdiggøre Danmarks tiltrædelse af Amsterdam-traktaten og deltagelse i EU!

-Vi kan ikke stemme os ud af EU!

-Boykot af bourgeoisiets afstemninger og valg tjener til at lægge grundlag for skabelsen af Danmarks Kommunistiske Parti og udviklingen af en revolutionær bevægelse!

Vi mener at en boykot af bourgeoisiets valg og afstemninger er den mest effektive og bedste måde at skabe opmærksomhed på, vække og politisere masserne, bekæmpe de demokratiske illusioner der endnu eksisterer blandt dem, samt i det hele taget at fremme vor sag. Netop når det gælder EU-afstemningerne, har der været et forløb med en mesterlig lektion i bourgeoisiets diktatur, i deres magt og i deres såkaldte demokrati. En lektion der netop har vist at vi ikke kan stemme os ud af EU! Her tænker vi selvfølgelig på Nej’et den 2.juni ´92, der via Edinburgh-aftalen og dens fire falske undtagelser, samt den medfølgende manipulation, skrækkampagnerne, trusler om fyringer, massearbejdsløshed og international isolation, blev til et Ja den 18.maj ´93.

D.C. udviser en grundlæggende misforståelse af bourgeoisiets diktatur, af klassekampen og den borgerlige parlamentarisme. D.C lider af parlamentarisk tåbetro, med sin påstand der i essensen går ud på at det f.eks. i Norges tilfælde er lykkedes folket at presse monopolbourgeoisiet tilbage i spørgsmålet om EU. Når Norge på nuværende tidspunkt ikke er et fuldgyldig medlem af EU, så det netop et udtryk for at det norske monopolbourgeoisi, eller dele af det, har en interesse i at udvikle sig udenfor unionen. På den anden side er det det norske Nej allererede blevet udhulet gennem forskellige særaftaler. D.C.’s position er i fuldstændig overensstemmelse med tesen om det anti-monopolistiske demokrati, et barn af Khrusjtjov revisionismen, der har voldt så stor skade for den kommunistiske bevægelse her i landet.

For bourgeoisiet er valg og afstemninger særdeles vigtige. Føreren af Perus Kommunistiske Parti, Formand Gonzalo, siger det helt klart: "Således er valg den almindelige metode til at forny regeringerne i bourgeoisdiktaturerne i de kapitalistiske samfund, inklusive i de mest demokratiske man kan forestille sig, de er det middel de normalt gør brug af i deres politiske virkemåde for at bevare og udvikle kapitalismen". Valg og afstemninger tjener til at legitimere og retfærdiggøre deres diktatur. De er deres demokratiske maske og det er den vi nødvendigvis skal rive af, for at afsløre dette og udvikle en revolutionær bevægelse. Vi skal ikke trække masserne ned i parlamentarisk tåbetro, men tværtimod gøre det klart at staten ikke kan forandres med en stemmeseddel og at det der skifter hænder gennem valg ikke er statsmagten, men ene og alene regeringsmagten. Det betyder imidlertid ikke at vi skal forholde os passive ved valg og afstemninger, tværtimod skal vi anvende dem til agitation og propaganda, i overensstemmelse med hvad Lenin fremlagde. Det har vi gjort i vor kampagne. Studiekredsen Røde Sol

Studiekredsen Røde Sol (SRS) har udtænkt en politisk linie for at udvikle en revolutionær bevægelse i Danmark. Den går bl.a. ud på at man skal boykotte bourgeoisiets afstemninger og valg, herunder også folkeafstemninger om EU-traktater.

På trods af forskellige anførte citater er det vanskeligt at se hvordan SRS er nået frem til den konklusion. Og i praksis er det da heller ikke en linie der vinder nogen som helst opbakning hos de beviste lag af arbejderklassen. Lenin anføres men intet sted hos Lenin kan man finde belæg for at man i den nuværende klassekamps situation i Danmark skulle boykotte afstemninger og valg generelt eller universelt for dens sags skyld. Tværtimod! Både til det nationale spørgsmål og til spørgsmålet om det borgerlige demokrati står SRS i modsætning til Lenin.

Marxist-leninisterne i Danmark, har i en årrække beskrevet EU’s klassekarakter, som de europæiske monopolernes redskab imod arbejderklassen, og som det vigtigste redskab i de europæiske imperialisters målsætning om at skabe et føderalt Europa der kan spille rollen som ny supermagt.

Kampen imod et monopolernes Forenede Europa er derfor af mange grunde en vigtig og central kamp for arbejderklassen. En kamp der i Danmark i første omgang kun kan havde Danmarks udtræden af unionen som mål.

Men det er også en kamp der kun kan vindes hvis arbejderklassen skaber de rigtige alliancer med småborgerskabet, landmændene, funktionærer osv.

Når jeg fremdrog Norge som eksempel på, at det rent faktisk kan lykkedes at vinde en afstemning, var det, fordi det er et faktum. At den norske regering ikke har tænkt sig at følge befolkningsflertallet, men på mange måder igennem årene har bundet landet til forskellige imperialistiske instrumenter, det er også virkelighed, men ændrer intet ved det faktum at Norge sagde NEJ, og derfor rent faktisk ikke er direkte med i opbygningen af den nye supermagt og ikke direkte virker som en støtte for de europæiske monopolernes skruppelløse planer. Det syntes jeg er en vigtig pointe, en pointe der ikke kan fejes af bordet som en nyttesløs kamp med mindre man er blind. Lenin skriver i artiklen "Om Nationernes selvbestemmelsesret": "Norges løsrivelse fra Sverige gendriver Rosa Luxemborgs fraser om at nationernes selvbestemmelsesret skulle være utopi. Sådanne fraser er kun udtryk for en ynkelig selvtilfreds og opportunistisk tro på uforanderlighed af det eksisterende styrkeforhold mellem europas nationaliteter."

Et dansk nej havde virket som en opmuntring til hele den europæiske modstand imod monopolernes planer, og ville være kommet som en ubelejlig forsinkelse af processen hen imod en stadig snævre union. Et dansk nej til kommende traktater kan være en forudsætning for at få Danmark helt ud.

Kampen for national selvstændighed er en kamp imod imperialismen. Og i Norden må denne kamp føres både som folkebevægelse og som en konkret vejledning på den parlamentariske arena. Andre steder til andre tider må den føres som modstandsbevægelse, eller som nu i Kosova som folkekrig. D.C. Amager