Når talen falder på krig og fred, er der ingen kommentatorer i og uden for borgerskabets rækker, som med respekten i behold kan fremføre den påstand, at det skulle være muligt at opnå "fred i vor tid", dvs. en verden uden krige under den nuværende samfundsorden. Da daværende USA-præsident Bush gjaldede om en "ny verdensorden" efter Sovjetunionens fald, var der næppe mange, der faldt for lovningerne om en fredelig æra efter den kolde krig. Og diverse venstrefløjsopportunisters tale om fredelig sameksistens mellem socialisme og kapitalisme og mellem kapitalistiske magter indbyrdes har altid haft en forståelig smag af dagdrømmeri over sig.

I de imperialistiske centres retorik fremstår det, som om ufred og krig er noget, der spontant opstår nede i de varme lande, og som de modne, velstående lande i nord selv har lagt bag sig. Disses rolle består - ifølge denne fornuftigvis ikke udtrykkeligt formulerede teori - i at holde styr på den uregerlige omverden, at være moralens vogtere og globale politibetjente.

Det gælder også i Vesteuropa: I EU’s dokumenter proklameres højtideligt den særlige rolle, som den kommende supermagt tillægger sig i at sikre freden og - i parantes bemærket - de europæiske interesser verden om. Det er ikke til at sige, hvor mange der helt ærligt forestiller sig, at det europæiske supermagtsprojekt EU kommer til at fungere som promotor for fred, sådan som det propaganderes.

De fleste er nok klar over, at man skal finde de dybere årsager til krigene geografisk i både USA og Vesteuropa og politisk i den nuværende samfundsordens grundlæggende interessemodsætninger, i den grænsesøgende udbytning. Etniske forskelle og åndede religiøse diskussioner er ikke nok til at starte krige.

Det var ikke just de store hurraråb og klapsalver, der prægede opsummeringerne, da den europæiske organisation for sikkerhed og samarbejde, OSCE, 10. juli afsluttede sin årskonference i København. Den fire dage lange konference var ifølge meldingerne præget af udsigtsløst kværulanteri, rod og pinlige episoder, som gav indtryk af en organisation uden de store ambitioner om seriøsitet. Resultaterne udgjordes af politiske signaler fra forsamlingens flertal, først og fremmest en EU-følgagtig resolution om krigen i Kosova. Selvstændigt initiativ fra OSCE skal man lede efter med lup.

Hvorfor nu denne tilsyneladende impotens fra det OSCE, som i årene omkring og efter Sovjetblokkens sammenbrud har været hyppigt omtalt i forbindelse med håndteringen af europæiske konflikter?

Ifølge OSCE’s nye præsident, danskeren Helle Degn, kommer organisationen fremover til at fungere som noget i stil med kulturel brobygger og fredsbevarer, med fredelige midler vel at mærke. Om det så skal forstås sådan, at OSCE skal overflødiggøre den mere korporlige form for "fredsskabelse" fra NATO og WEU, eller om organisationen er tiltænkt arbejdet med at rydde op efter militærforbundenes aktioner, det må Helle Degn rede ud, hvis hun kan.

OSCE eksisterer ikke i et tomrum løsrevet fra imperialismens magtprojekter. De 54 medlemslande inkluderer USA, EU og Rusland, hvilket unægtelig giver voldsomme interessemodsætninger. I praksis er OSCE underlagt EU’s nåde. Boris Jeltsins trængte Rusland spillede i København rollen som opposition, alt imens forsamlingen vedtog en resolution, der støttede EU’s politik over for Kosova: Både det serbiske politi og militær og den albanske befrielseshær UCK blev fordømt, og resolutionen opfordrede til internationale sanktioner mod Jugoslavien samt til militær indgriben "om nødvendigt", gerne fra NATO, om end denne alliance blev bedt om at søge FN-mandat til operationen først.

Når OSCE i 1998 fremstår så tam og splittet, som det er tilfældet, skyldes det ikke kun organisationens iboende modsætninger. EU har bevidst underprioriteret denne organisation til fordel for det europæiske supermagtsprojekt. Det ses på det seneste i Amsterdamtraktatens integration af europahæren WEU i EU samt oprettelsen af en europæisk udenrigsministerpost in spe. NATO’s og EU’s udvidelsesarbejde mod øst behager bestemt ikke Rusland, og hvis OSCE blev stærkere, kunne denne konfrontation blive sat højt op på dagsordenen til skade for de europæiske supermagtsbyggere.

I tiden efter Murens fald og kapitalens felttog mod øst ind over murbrokkerne skiftede den daværende sikkerheds- og samarbejdskonference CSCE status og navn til organisationen OSCE. I sine paragraffer fastlagde OSCE kapitalismen i dens parlamentariske variant som obligatorisk samfundsindretning for medlemslandene, og organisationen spillede en rolle i at få hold på østbloklandenes omstilling fra revisionistiske samfundssystemer til åbent kapitalistiske. Startfasen i denne omstilling er for længst tilendebragt, og nu arbejdes der ihærdigt fra den vesteuropæiske monopolkapitals side på at integrere østlandene i EU’s råderum, enten som medlemslande eller (for de flestes vedkommende) som fast forankret økonomisk baggård.

Set fra det toneangivende EU’s side har OSCE derfor formentlig allerede udspillet sin rolle. Det bestræbes ikke at imødekomme Rusland igennem OSCE, og organisationen kan meget vel i sidste ende genetablere sin gamle status som stående pressekonference for stridende parter. Den nys overståede årskonference i OSCE var ét stort, forkølet ekko af den linje, der i forvejen var lagt i det imperialistiske center i Bruxelles.

EU’s, og nu også OSCE’s, holdning til Kosova-albanernes igangværende væbnede kamp for befrielse fra serbisk overherredømme er, at begge parter skal sætte sig pænt ned og snakke sammen - med Vesten som overdommer. Kosova må ikke få sit krav om selvstændighed indfriet, i strid modsætning til EU’s ivrige anerkendelse af de jugoslaviske udbryderrepublikker i 1990, som var startskuddet til den følgende krig. Princippet om nationernes selvbestemmelsesret standser ved Kosova, som må nøjes med "selvstyre" under koloniherrerne i Beograd. UCK skal nedlægge våbnene; kun NATO må gribe militært ind, hvis man finder det fornødent (UCK har ikke bedt om NATO-assistance).

EU’s indsats i Jugoslavien er om noget et bevis på imperialismens medfødte tendens til krigsmageri, selv når andre muligheder og lidt tålmodighed også kunne have sikret profitter. Mon ikke et forenet Jugoslavien i 1998 i sidste ende ville have spredt benene over for monopolkapitalen lige så meget som de nu selvstændige republikker Slovenien og Kroatien?

Hvorom alt er, så er det en fornuftig tommelfingerregel, at hvor der eksisterer antagonistiske (uforenelige) interessemodsætninger, opstår der konflikt og krig. Da hele vores klode ved indgangen til det 20. århundrede var "opdaget" og udnyttet, begyndte slagsmålene om herredømme, om nyopdeling af kolonier og nykolonier, for alvor at tage fat. Krigene blev større, voldsommere og desto mere forbitrede. Imperialismens omkring hundredårige historie taler sit klare sprog om den sag.

Krigene blev navnlig i den bipolære koldkrigs tid ført pr. stedfortræder, hvorimod det i den unipolære overgangsfase efter Sovjets sammenbrud har været populært at føre krig i FN’s og "det internationale samfunds" navn, når fælles imperialistiske interesser har været truet. Hvor længe disse fælles interesser bliver ved med at være fælles, er imidlertid et åbent spørgsmål.

Alliancer kommer og går, og det gælder også det nuværende unipolære magtsystem med USA som eneste supermagt. Det ryster allerede i grundmuren. I EU-dokumenter fra højeste plan slås det fast, at den europæiske supermagt bør give sig selv lov til at handle ikke blot udenrigspolitisk, men også militært på eget initiativ, uden om USA.

Hykleriet i forbindelse med legitimeringen af den imperialistiske magtpolitik, hvad enten den foregår med handelspolitiske eller militære midler, er ikke stort mere raffineret end middelalderens religiøse teaterslagsmål, der også var formel anledning til krige. Eftertiden vil få svært ved at forstå, at nutidens ledere kunne slippe af sted med at kæde de to uforenelige størrelser "demokrati" og "markedsøkonomi" sammen, og at selvsamme ledere kunne føre krig for "menneskerettigheder", alt imens de selv stod i spidsen for en verdensorden, der fastholdt det store flertal af Jordens befolkning i armod. n