I al stilfærdighed og uden nogen som helst opsigtsvækkende medieomtale har Marianne Jelved og den danske nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen forhandlet en aftale på plads, der for al fremtid skulle fastlåse den danske krone til eu-ro’en. Den danske regering og Nationalbanken har arbejdet for at sikre det snævrest mulige bånd "så usikkerheden for dansk erhvervsliv bliver minimeret", som det hedder i dagbladet Børsen, der længe har forlangt denne aftale gennemført som det første skridt til at sikre officiel dansk indtræden i ØMUen og euro’en.

Aftaler af historiske konsekvenser gennemføres ofte i det dulgte. Rammen for den danske krones tilknytning til euro’en hedder ERM2 – og den er angiveligt i princippet på plads, mens de konkrete udsvingsgrænser for kronen i forhold til den al-europæiske valuta først vil blive fastlagt gennem forhandlinger med ECB – Den europæiske Centralbank – i løbet af efteråret.

Med denne aftale afvikles dansk økonomisk selvstændighed – den har i realiteten langt større konsekvenser end det formelle Nej, som den danske befolkning har krævet ved folkeafstemningerne i 92 og 93. Reelt er Danmark bundet på hænder og fødder til euro’en og ude af stand til at optræde selvstændigt i økonomisk henseende.

Den sidste dag i juni åbnedes officielt den Europæiske Centralbank i Frankfurt – Tysklands økonomiske hjerte.

Og den tyske kansler Kohl kunne på et "improviseret" pressemøde forkynde, at Storbritannien og Danmark "meget snart" ville melde sig ind i valutaunionen.

-Det er historiens gang, det er jeg helt overbevist om, sagde Kohl.

Måske skulle han have sagt: det er kapitalkræfternes gang – og dem sætter en dansk Nyrup/Jelved-regering sig ikke op imod, selvom det danske folk ikke er med.

Den 1. juli overtog Østrig for første gang formandsskabet for EU – og kansleren Viktor Klima lagde ikke skjul på, at euro’en baner vej for mere Union:

Europas nyligt tilkæmpede plads som økonomisk magt skal være en tilskyndelse til at udvide samarbejdet på andre områder skridt for skridt, så vi ikke forbliver en halv konstruktion, kunne han meddele ved sin tiltræden.

Nyrup-regeringen kigger trist på. Nationalbankdirektøren måtte samtidig med indvielsen af ECB nedlægge den danske plads i ECB-rådet på grund af det danske ØMU-forbehold – og Jelved er udelukket fra møderne i det såkaldte Euro-11, hvor euro-zonens finansministre koordinerer finanspolitik og strukturreformer.

Sammen med euroens indførelse som officiel valuta fra 1. januar 99 forberedes nu med stormskridt en europæisk børs. I London har Deutsche Börse i Frankfurt og London Stock Exchange, de to største børser i Europa, indgået en strategisk samarbejdsaftale. Dagbladet Børsen kommenterer:

- Den erkendelse, der uundgåeligt breder sig er, at de nationale børser bliver overflødiggjort af en europæisk infrastruktur på børsområdet – og senest fra i går er der ingen tvivl om, hvem der sidder for de to bordender i det bestyrelseslokale. Og det tilføjer surt:

- På børsområdet er det ikke folkeafstemninger, der afgør sagerne, så der er vel håb om at vi når det europæiske tog, der nu er ved at forlade perronen. Under alle omstændigheder vil de største multinationale selskaber – uanset hjemland – hovedsageligt blive handlet på den europæiske børs. Heraf vil højst en håndfuld være danske, hvilket rejser spørgsmålet om de resterende børsnoterede selskabers skæbne.

Sådan er 'historiens' gang. De små opsluges af de store, det lille land af de større. Nyrup og Jelved vil gerne opsluges under festligere former, og med ved bordet. Slugt bliver vi – og de.