Nogle år før sin død skrev Friedrich Engels i et brev til den danske marxist Gerson Trier:

Det kommunistiske Parti blev til i 1847, det udformede sin organisation, sine love og sit program. I januar det år indtrådte Marx og Engels i en illegal organisation af revolutionære, De retfærdiges Forbund, der var stiftet i 36-37 af tyske eksilrevolutionære, først og fremmest arbejdere og håndværkere. Forbundet havde en international karakter, og organiserede en række af de mest revolutionære, kommunistisk indstillede kræfter. Det havde afdelinger i Tyskland, Frankrig, England, Schweiz, Sverige, og gode forbindelser til USA og en række andre lande.

I 1846 gennemgik den en alvorlig krise og en række splittelser, blandt andet som følge af den utopiske kommunist Weitlings og hans tilhængeres virksomhed – ligesom den tyske Proudhon-tilhænger Karl Grün organiserede sin egn fraktion. I forbindelse med opgøret med disse opfordrede de proletariske ledere af forbundet Karl Schapper, Henry Bauer og Joseph Moll Marx og Engels til at tilslutte sig den og udvikle den på basis af den videnskabelige socialisme.

I januar indkaldte forbundsledelsen, der havde hovedsæde i London, til en kongres, der skulle finde sted dér i begyndelsen af juni. Marx og Engels deltog energisk i kongresforberedelserne – men Marx var ikke i stand til at deltage på selve kongressen, af økonomiske grunde. Det gjorde til gengæld Engels, valgt som delegeret for kommunisterne i Paris. Engels spillede en meget aktiv rolle ved dens gennemførelse og udarbejdelsen af dens dokumenter.

Kongressen var så at sige afslutningsprocessen på reorganiseringen af forbundet fra en konspirativ, revolutionær organisation til et klasseparti, proletariatets første selvstændige klasseparti, dets kommunistiske parti.

Først i 1968 fandt en schweizisk forsker Bert Andreas en række dokumenter fra denne kongres, som indtil da havde været anset for tabt, i arkiverne fra et medlem af forbundet, Joachim Friedrich Martens, hvis papirer opbevaredes i Stats- og Universitetsbiblioteket i Hamburg. De vigtigste af dokumenterne var en programerklæring, vedtaget af kongressen, og skrevet af Engels (Udkast til en kommunistisk trosbekendelse, "Credo"), et udkast til partilove (Vedtægter for Kommunistisk Forbund) samt en rapport/beretning fra kongressen til medlemmerne af forbundet (Rundskrivelse fra Kommunistisk Forbunds første kongres til forbundets medlemmer). Denne er dateret 9. juni 1847, kongressens afslutningsdag.

Disse dokumenter, der er optrykt i den endnu uafsluttede samlede udgave af Marx’ og Engels’ værker (MEGA bind 6), har givet nye detaljer om kommunismens første skridt som politisk parti. Kongressen var klar over, at den ikke var i stand til at afslutte sit arbejde. Derfor indkaldte den til en opfølgende kongres mindre end et halvt år senere, i slutningen af november/begyndelsen af december 1847. Den skulle endeligt vedtage programskriftet og vedtægterne, der som udkast rundsendtes til organisation til diskussion blandt medlemmerne.

Som et led i ændringen af forbundet fra en revolutionær organisation med kraftige sekteriske træk ændredes dets navn til Kommunistisk Forbund. Dets tidligere slogan "Alle mennesker er brødre" blev ændret til "Arbejdere i alle lande, forén jer!" – de ord, der afslutter Det kommunistiske Manifest, men som første gang optræder som overskrift på udkastet til partilove.

At udbrede kommunismens, den videnskabelige socialismes, ideer og program, opfattede kongressen som en hovedopgave for forbundet. Derfor besluttede den at udgive et regelmæssigt udkommende centralorgan (månedligt eller hver 14. dag, redigeret af centralledelsen i London, som valgtes på kongressen). Det første prøvenummer af Kommunistiche Zeitschrift – med proletariatets nye internationalistiske slogan i trykt ovenpå bladhovedet - forelå i begyndelsen af september. Så strandede det på grund af de store økonomiske vanskeligheder, der var forbundet med udgivelsen. I praksis blev det tyske emigrantblad Deutsche-Brüsseler-Zeitung, som Marx og Engels bidrog til, fra efteråret 1847 det nystiftede kommunistiske partis talerør.

Kongressens rundskrivelse til medlemmerne af forbundet, underskrevet af Wolff og Schapper med deres partinavne Heide og Schill, lyser af entusiasme og stolthed over at have dannet et kommunistisk parti, som det fremgår af den afsluttende appel til forbundets medlemmer, som optrykkes i forbindelse med denne artikel.

Kongressen var sig sin historiske rolle bevidst, på at have truffet beslutninger med vidtrækkende, omvæltende konsekvenser.

Efter gennemgangen af forbundets situation og kongressens forløb hedder det henimod afslutningen af rundskrivelsen:

Man var klar over, at forbundets reorganisering, det stiftelse på kommunistisk basis, var en historisk begivenhed, et øjeblik, der forkyndte en ny verdenshistorisk udviklingsretning. Kongressen vidste, at kommunismen var i færd med at materialisere sig som en organiseret kraft, der ville ryste den gamle verden i sin grundvold, og var i færd med at blive en politisk magt i Europa.

Nogle berømte ord indleder Det kommunistiske Manifest:

Det er ikke litterær retorik. Det afspejler den situation, som den første kongres forudså: skabelsen af arbejderklassens fortropsparti, der ved at forbinde sig med arbejderklassen, der var i færd med at komme i revolutionær bevægelse, ville gøre kommunismen til en international politisk kraft.

Perioden mellem den første og anden kongres – eller partistiftelsens første og anden del – blev brugt til at konsolidere forbundet på kommunismens grundlag, til at udrense ikke-kommunistiske elementer, og til at forbedre principerklæringen og vedtægterne. Fra Bruxelles var Marx’ afdeling særdeles aktiv i vedtægtsdiskussionen. Det var ikke et propagandaparti, men et kampparti, et parti for revolutionær handling, man var i færd med at udforme.

I en ny skrivelse 14. september 1847, underskrevet af Schapper, Bauer og Moll, hedder det bl.a.:

Fra Bruxelles sendte Marx ændringsforslag til vedtægtsudkastet. Selvom det stadfæstede en række af den videnskabelige kommunismes organisatoriske principper, stadfæstede det kommunistiske partinavn og erstattede de tidligere organisationsstrukturer med præcist definerede myndighedsforhold, baseret på demokrati og centralisme, rummede det stadig træk både af udspringet af den konspirative organisation og elementer af ultrademokrati. Og selve den indledende paragraf, med forbundets formålserklæring, var helt utilstrækkelig. Den lød sådan:

Beskrivelsen af medlemspligterne rummede instrukser som "at opføre sig på mandig måde", "aldrig at have begået en vanærende handling", og andre levn fra de hemmelige broderskaber. Politisk set rummede de et sekterisk forbud mod at tilhøre andre politiske eller nationale organisationer, som ville have forhindret dets forankring i masseorganisationer og i de talrige demokratiske og nationale organisationer, som dannedes op til revolutionerne i 48. Kommunisterne betragtede sig som det radikale demokratis venstrefløj, og indså nødvendigheden af en alliance mellem arbejderklassen og det radikale demokrati. Marx var medinitiativtager til en international konference af radikale demokrater, som var planlagt i 1848 – som aldrig blev til noget, fordi den blev overhalet af de revolutionære begivenheder, der brød frem som en storm med og i kølvandet på den franske revolution i februar det år.

På den anden kongres, hvor både Marx og Engels deltog som delegerede, vedtoges et nyt sæt vedtægter, der bragte Kommunistisk Forbunds struktur i overensstemmelse med den videnskabelige kommunisme. Den her aftrykte første sektion med formålsparagraffen, medlemspligterne og strukturen er helt sandsynligt skrevet af Marx.

Friedrich Engels var ikke tilfreds med det Credo, som gav en første fremstilling af kommunismens principper. Han udarbejdede et nyt udkast i slutningen af oktober – Kommunismens grundsætninger – som giver en mere omfattende fremstilling af kommunismen end det første udkast. Men han bevarede, ligesom sit Credo den form, der var overtaget fra de hemmelige selskaber: katekismen, trosbekendelsen.

I en brevveksling mellem Marx og Engels i dagene op til den anden kongres når de til den konklusion, at denne form ikke på tilfredsstillende vis er i stand til at fremstille kommunismens principper og program. Den 2. Kongres pålægger dem at udarbejde Det kommunistiske Partis manifest, og Marx og Engels bliver i London i december for at udarbejde det, med Engels principtekst som det umiddelbare grundlag for, eller udkast til, manifestet. Marx afslutter arbejdet med manifestet i januar, og sender det til trykning. I februar 48 udkommer så det kommunistiske partiprogram – og den franske revolution bryder ud.

I den revolutionære stormbølge, som skyllede henover Europa, spillede medlemmerne af Kommunistisk Forbund overalt, og ikke mindst i Tyskland, en fremtrædende rolle.

Det er historien bag den gamle Engels’ bemærkning til Gerson Trier. I 1847 blev kommunismen proletariatets kampparti. n