Guldregn til nazi for racistisk gylle
Naziführer Jonni Hansen og hans sorte garde i Greve nyder i den grad godt af det fleksible demokrati, som det forvaltes af den højresocialdemokratisk-"radikale" regering, at de nu også bliver fyrsteligt betalt for at sprede deres racistiske gylle. Via kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (rad.) har regeringen tilstillet Nazijonni en fed check på 31.200 kr. som et a conto-beløb til produktion og udsendelse af radioprogrammer, der i alt overvejende grad består af racistisk/nazistisk propaganda. Det er da vist kun en "radikal" minister, der kan få gyllesprederen rangeret ind under begrebet kultur. Ret beset er der jo tale om det stik modsatte.
Ifølge nazisternes eget budget, som Kommunistisk Politik er i besiddelse af, betyder den gyldne pengeregn, at den danske befolkning, som helt givet er antinazistisk, er tvunget til at betale 64,6 procent af nazisternes udgifter til driften af radiosenderen.
Regeringen har her udvist en ret enestående og i sig selv opsigtvækkende velvilje over for nazisterne og har dermed på kontant vis medvirket til at forstærke forsøgene på at gøre nazisterne og alt det, de står for, acceptabelt - gøre nazisterne stuerene.
Nazisterne har- også som en konsekvens af det rummelige og ekstremt elastiske danske borgerlige demokrati - fået tilladelse til at drive Radio Oasen, en lokalradio, der "dækker" Greve og omegn, og som har redaktion i Jonni Hansens "førerbunker", hans påståede bolig Hundige Strandvej 153 i Greve kommune. I sin tid var der langt ind i de borgerlige partier markant modstand imod at give sendetilladelse. Men den blev dekreteret udstedt af daværende kulturminister Jytte Hilden, også kaldet Laser-Jytte efter formøbling af 15 millioner kroner på et dødssygt Fata Morgana-lysshow. Finansministerens febrilsk projektskabende kone skal i øvrigt snart være "meningsdanner" i et tvprogram i DR-2, den såkaldte spøgelseskanal, som har en begrænset udstråling.
Nazijonnis "bolig" er hovedkvarter for de europæiske nazister og huser også danske og udenlandske medlemmer af den berygtede terrororganisation Combat 18. Den ledes af britiske topnazister, som er dømt for mord og mordforsøg m.v. Det var britiske og danske medlemmer af denne organisation, som i Nazijonnis "bolig" ifølge egne oplysninger bl.a. planlagde og indledte en mordkampagne ved at fabrikere og sende brevbomber til tre adresser i London. Det britiske politi, som i modsætning til det danske søger at standse nazisternes udskejelser, fik ved hurtigt indgreb standset attentaterne, inden bomberne kunne detonere.
Protester imod støtten til nazisterne søges afpareret med det argument, at nazisterne ikke har overtrådt grundloven. Men det gælder jo et utal af organisationer og personer. Nu må der så være næsten fri adgang til at få økonomisk statsstøtte.
Når Nazijonnis radio "går i luften", proklameres der jublende, at nu hører man Danmarks eneste ægte nationalsocialistiske og racistiske radio. Holdningen understreges også ved, at nazisterne har gennemført plakatkampagner med tekster som: "Racist? Ja!".
Regeringens aktive støtte til nazisternes æterbårne propaganda viser, at den har et anstrengt forhold til indgåede, traktatlige forpligtelser. Nazipopagandaen er en markant krænkelse af FNs Konvention om Afskaffelse af alle Former for Racediskrimination. Konventionen blev vedtaget af FNs generalforsamling i 1965 og blev ratificeret (godkendt) den 9. december 1971.
Konventionen pålægger deltagerne at kriminalisere udbedelse af racisme og at forbyde organisationer (som f.eks. nazisterne), som fremmer og tilskynder til racediskrimination.
Flere gange har den særlige komite, som skal overvåge gennemførelsen af konventionen, rettet kritik imod Danmark og har i diplomatiske vendinger udtalt "bekymring" over eksistensen af den nazistiske gruppe i Danmark, og den har endvidere "anbefalet" at trække tilladelsen til de nazistisk-racistiske radioudsendelser tilbage.
Regeringen har forholdt sig arrogant til reprimanderne. Så har den "radikale" udenrigsminister Niels Helveg Petersen ikke travit og undlader helt at svare og i det hele taget at udtale sig. Konventionen er slet ikke oversat til dansk, og folk, der burde være interesseret, f.eks. folketingsmedlemmer, er helt uvidende om konventionen og dens kritik af Danmark.
Til andre tider har han dog travit. Forleden ringede han til Berlingske Tidendes redaktion og meddelte, at han gerne ville utale sig om en stor national begivenhed med internationalt perspektiv. Ia, hvad drejede det sig om? Io, det drejede sig om Brian Laudrups belutning om at forlade fodboldlandsholdet: "Det er trist. Ieg er ked af det, men ikke overrasket, og vi må bruge det her til noget positivt ..."
Jo, meget er trist, og der er meget at være ked af - f.eks. at Danmrk på samme måde som under den tyske besættelse har en regering, der ubekymret og helt frivilligt yder støtte til og demonstrativt udviser en pro- nazistisk holdning.
Argus