Tårer af guld

Poul Nyrups regering ynder at betragte sig selv i rollen som de fattiges værner og de riges ris. Denne selvopfattelse er så indgroet, at der lyder et voldsomt forargelsesbrøl fra regeringens og regeringspartiernes medlemmer, hvis nogen tør anfægte det i mindste grad. Og så er sandheden jo, at den socialdemokratisk anførte regering er i fuld gang med at omstille det såkaldte velfærdsdanmark til en discount-model tilpasset den europæiske union, godt og energisk hjulpet på vej af den borgerlige "opposition". Tonerne fra valgkampen og unionsafstemningen klinger endnu i ørerne: Nu skulle der gøres noget for den sidste trediedel, som ikke havde nydt godt af opsvinget - der skulle gøres noget for børnefamilierne, de svageste og mest udsatte, de gamle og de syge, skulle ikke lades i stikken. Nu er valgene overstået, Nyrups triumfer i hus - og hans regering er i rasende tempo ved at løbe fra alle løfterne. Med hård hånd fjernes medicintilskud til astmatiske børn og kronisk syge. Indgrebene over for pensionisterne - som man lovede at holde udenfor - er blevet påbegyndt med pinsepakken. Nyrup-regeringen er ikke i tvivl om, at netop på dette vækstområde gennem de kommende år ligger der stor muligheder for "besparelser", som kan omforme samfundet i Unionens nyliberale billede.

På den mest rørende vis har statsministerens tårer flydt ud gennem medierne ved afsløringerne af at den fælles socialdemokratiske og borgerlige nedskærings- og privatiseringspolitik fører til at gamle og syge fratages rengøringshjælpen i en lang række kommuner. Men hele landet har kunnet konstatere, at Nyrups medfølende tårer ikke er af guld, men en gennemtrængende og slimet substans, der består af lige dele vammelhed, hykleri og kynisme.

Man kalder sådan noget at løbe fra ansvaret. At gemme hånden der kastede stenen. Statsministerens og den asociale socialministers sørgmodige udtalelser, der friholder dem selv, bedrager imidlertid ingen, selvom det i første række er lokalpolitikere fra de åbent borgerlige partier, der har sat sig i spidsen for røveriet mod de gamle og svage.

En af disse er venstremanden fra Viborg Kommune, Ulrik Wilbek, der har fastslået, at det kun er de "allerdårligste ældre", der kan vente besøg af en hjemmehjælper til rengøring. Nu er det blevet gradbøjningernes tid: De ældre skal ikke forvente hjælp, de "dårlige" skal ikke forvente hjælp, de "dårligste" kan ligeledes skyde en lang pind efter en smule hygiejne. Kun de "allerdårligste" - og det vil sige de totalt hjælpeløse, der tilmed savner en familie, som det offentlige kan læsse ansvaret for rengøringen overpå - vil fremover få rengøringshjælp. I Unionens hellige navn forvandles rettigheder til ydmygende nådegaver, som tildeles efter vilkårlige vurderinger, der dikteres af budgetternes bundtal.

Wilbek var en glimrende håndboldtræner. Boss for eliten. En overbevist tilhænger af filosofien om de stærkes ret og at taberne selv er skyld i nederlagene. Gud hjælpe taberne i Viborg og omegn, hvis Wilbek fortsætter sine succeser på den politiske arena!

Socialministeren har dyb forståelse. Ikke mindst for kommunernes situation:

- Kommunerne skal prioritere de knappe midler, og selv om jeg ikke skal blande mig direkte i det kommunale ansvar (gud-ske-tak-og-lov for det! red.) har jeg stor sympati for, at pengene og hjemmehjælpen især går til de svageste ældre. De velbjærgede og raske må klare sig selv, siger den sociale fru Jespersen.

De borgerlige og socialdemokratiet hånd i hånd, stat og kommune i fælles strækmarch mod de ældre og dårlige. Som det var tilfældet med Kommunehospitalet i København, der på trods af massiv modstand fra befolkningen alligevel bliver nedlagt. Socialdemokratiske lokalpolitikere fra København stemte hyklerisk imod nedlæggelsen, da den alligevel var sikret.

Vi er langt ude, når socialdemokratiske krokodilletårer tages for tårer af guld.