Kommunistisk Politik:

Klaus Riis:

- Det er der selvfølgelig mange, der har spurgt om - og jo, tak, det er en barsk oplevelse, den værste i mit politiske liv. Det var et knivstikkeri i ryggen af den mest brutale slags, fra en lille gruppe folk, som man gennem det meste af en snes år havde betragtet som nære kammerater - og som viste sig at være en flok principløse røvhuller, rent ud sagt.

Eksklusionerne var en mageløs svinestreg - både på det personlige og politiske plan. Tag f.eks. den samtidige eksklusion af Frede Klitgård: han er ikke bare en stadig sprællevende modstandsmand, der holder den antifascistiske kampfane højt - han er også en trofast kommunist og partimand, der har kæmpet mod revisionistisk udartning gennem årtier.

Frede blev ekskluderet for at sandsynliggøre de løgnagtige påstande om fraktionalisme, den lille klike af knivstikkere og kupmagere retfærdiggjorde sig med. Behandlingen af ham er sjofel og gemen - og viser noget om den nye lederklikes reelle habitus.

Det går ikke altid efter fortjeneste. Dorte Grenaa blev smidt ud fordi hun er min kone - og fordi hun kæmpede som død og helvede mod, at partiet slog ind på en ny kurs.

Men tager man sådanne ting personligt, ryger man på røven. Selvom der også er en personlig side i det, som det kræver kræfter at behandle og overvinde.

Følelser er noget af det sværeste at håndtere i politik. Også i revolutionær politik. Man kan måske bruge harme og vrede til noget, det er nu tvivlsomt, bitterhed eller selvmedlidenhed duer slet ikke...

Men nok om det - det væsentlige og helt afgørende indhold i hele sagen er jo politisk: Det handlede om DKP/MLs politiske linje, grundlag og strategi -og i videre forstand om hele den danske kommunistiske bevægelses retning og fremtid.

KP:

KR:

- Ja. jeg har ikke svaret på alle personangrebene. De er for groteske; ifølge dem skulle DKP/ML gennem 18 år være blevet ledt af en partifjende, der tilmed er fagforeningsfjendsk, massefjendsk og hvad ved jeg ... Personangrebene har haft et eneste beskidt formål: at dække mig til med smuds, for der er altid noget der bliver hængende.

Jeg har i stedet forsøgt at afdække indholdet i den politiske kamp, i de to politiske linjer ... For det er det, der er tale om: Der udviklede sig i løbet af 96-97 nogle højretendenser, der i sammenhæng med den 7. kongres blev til en ny opportunistisk linje. Denne linjekamp havde dybe rødder, og rødder langt tilbage, som måske bør trækkes op:

At der er klassekamp i det kommunistiske parti selv og at partiet udvikler sig i kamp mod sine fejl og mod afvigelser af enhver art er elementært. Det er en del af den leninistiske partiopfattelse. I henved 18 år førtes denne kamp på to fronter, mod højre- og venstreafvigelser, i DKP/ML med held, partiets enhed blev styrket, en rigtig linje og politik blev udviklet, som gjorde det i stand til at handle i klassekampen. Det var en enorm drivkraft, som gjorde at det på trods af sin ringe antalsmæssige størrelse til stadighed voksede i indflydelse, også i forhold til den faglige kamp og de folkelige bevægelser.

Efter DKPs kollaps i slutningen af 80´erne, som var en konsekvens af partiets revisionistiske linje, eksisterede der nye muligheder for at forene de danske kommunister i et stærkt parti, på marxismen-leninismens grund, på grundlag af et gennemarbejdet program for kampen under kapitalismen og for opbygningen af socialismen. DKP/ML satte sig i spidsen for denne rigtige og nødvendige proces - og satte sig samtidig i spidsen for at udvikle en klassekampslinje i fagbevægelsen og masseorganisationerne. DKP havde blokeret for dette, og med partiets kollaps søgte man direkte at likvidere en række af dem. Denne situation gav DKP/ML nogle muligheder, det ikke havde haft før - og partiet greb dem. Dagbladet Arbejderen udvikledes til en avis for klassebevidste arbejdere og andre progressive...

KP:

KR:

- Jeg er overbevist om, at det er en fejlagtig kritik. Det er min opfattelse, at det var en ny og rigtig taktik, i overensstemmelse med den konkrete situation i Danmark, den rigtige vej ud af den almindelige krise for kommunisterne, der blev akut i perioden 89-91. Men det var også en dristig taktik, som rummede nogle iboende farer. At partiet i større og større grad vandt positioner og tillidsposter i masseorganisationerne betød f.eks. også, at presset på partiet fra alle de antikommunistiske og opportunistiske kræfter øgedes stærkt. Kursen for samling af kommunisterne i ét stærkt parti på marxismen-leninismens grund betød også at partiet så at sige bevidst udsatte sig for revisionistisk smitte. Selvfølgelig i tiltro til, at det var immuniseret. Enhedslisten rykkede ind i folketinget og forvandlede sig selv til et "rød-grønt" småborgerligt, reformistisk parti. Det skabte nye omstændigheder og nye vanskeligheder for udviklingen af den kommunistiske bevægelse og en kommunistisk politik.

Alle nye skridt er forbundet med fejlkilder og farer. Men at det kommunistiske parti skulle tabe sin revolutionærere sjæl i denne proces med at rodfæste sig i arbejderklassen og i forskellige kampvillige lag er selvfølgelig ingen naturlov. Det afhænger altsammen af klassekampen i partiet. DKP/ML havde en solid balast fra sin lange kamp mod den moderne revisionisme som en del af den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse. Det havde en erfaren ledelse, et solidt kadrelag.

Nej-taktikken var rigtig. Når det kiksede alligevel, skal årsagerne ikke søges i linjen, men i svagheder i partiet og i ledelsen.

Det er indlysende, at med en stadig mere central placering øges også trykket på det kommunistiske parti og de enkelte kommunister, ikke mindst de ledende kommunister i massearbejdet, fra borgerskabet og reformisterne. Og partiet var klar over, at det var nødvendigt at befæste dets marxistisk-leninistiske karakter, og styrke den partimæssige ledelse af alt arbejde uden undtagelse. Står folk alene eller i småkollektiver bukker de næsten altid under for borgerskabets pres, det kræver det kommunistiske partis kollektive styrke at modvirke det.

KP:

KR:

- I tiden efter den 6. kongres i 94 udviklede der sig nogle tendenser til autonomisering, til at forskelllige partikollektiver og enkeltpersoner forfulgte andre prioriteringer end partiets besluttede.

Et eksempel på det var lokalradioen Københavnerkanalen. En lille gruppe - ca. halvdelen af de partimedlemmer, der arbejdede dér udviklede deres egen politiske platform og satte deres egne prioriteringer. En linje i forhold til

flygtninge og indvandrere og den antifascistiske kamp uden et klassemæssigt udgangspunkt - en afvigelse i retning af Enhedslisten. Det var på sin vis en forløber for det nuværende DKP/MLs politik. Gruppen indledte et nært samarbejde med den halvtrotskistiske Demos-gruppe. Da det blev kritiseret, og Demos-gruppens politiske fysiognomi blev klarlagt, brød denne gruppering med DKP/ML, løb med radioen og dens midler, som var blevet til på initiativ af partiet og delvist finansieret af det og opfordrede folk til at bryde med partiet. De gennemførte et fjendtligt brud.

Demos-gruppen er som bekendt et autonomt Enhedsliste-kollektiv, der mener, at nazisternes ytringsfrihed skal garanteres. Under dette forårs PET-skandale forkyndte dens hovedskikkelse Erik Jensen, som Enhedslisten kalder "venstrefløjens efterretningsekspert", at PET ikke længere var interesseret i venstrefløjen, men blot ude på at skabe paranoia. Det var før PETs infiltrationsforsøg i Solidaritetshuset blev afsløret for åben TV-skærm...

Hele partiet fordømte enstemmigt Københavnerkanalfolkene - en skulle have været ekskluderet forlængst, var der nogle ivrige folk i Århus, som mente. Men eksklusioner er et tvivlsomt organisatorisk middel, der kan være nødvendigt, men som kræver stor forsigtighed - i min tid som formand for DKP/ML forekom der kun en enkelt eksklusion, og den var ikke politisk. Måske det var for lidt ...

KP:

KR:

- Ja, selvom der på overfladen herskede stor enighed, og partiledelsen iværksatte en række tiltag for at revolutionere partiarbejdet, trække linjen overfor revisionisme, venstresocialisme og trotskisme skarpere op og sætte kampen mod højretendenser i partiarbejdet og massearbejdet i fokus.

Det viste sig senere, at Københavnerkanalfolkenes platform i vidt omfang deltes af vigtige kræfter i partiet i København, bl.a. i grundorganisationen på Nørrebro, i Københavns distriktsledelse og tilmed i Centralkomiteen. Fra dette tidspunkt begyndte en hemmelig fraktion at udkrystallisere sig - blandt andet bestående af nogle faglige CK-medlemmer som Søren Becker og Jan Mathiessen. Med udgangspunkt i Nørrebro afdeling rettedes en række angreb mod distriktsledelsen i København, mod partiets daglige ledelse og mod mig personligt. Opgøret var i fuld gang, men det var skjult, uklart og mudret, indhyllet i personsager og personangreb. Partiets beslutninger - blandt andet i forhold til "redningsplanen for Dagbladet Arbejderen", der i 1996 kom ud i en akut økonomisk krise, blev sabboteret af disse kræfter. Selv på et CK-møde blev der givet udtryk for, at dagbladets overlevelse ikke var så vigtig igen!

Samtidig opbyggedes, hvad man kunne kalde en "cubansk fallanks" i partiet: En række kræfter, blandt andet Sven Tarp med skjult støtte fra den ambitiøse kommende partiformand Jørgen Petersen, der dengang var international sekretær, begyndte systematisk at overføre det cubanske partis standpunkter og platform i partiet og i strid med DKP/MLs linje at propagandere "den cubanske socialisme" og det cubanske parti som en slags model.

Der var, selvom der på overfladen herskede enighed, ved at udvikle sig to linjer i partiet - en "fornyerlinje" var i færd med at udkrystallisere sig i det skjulte, som ville bryde med den generelle linje, partiet havde fulgt gennem hele sin eksistens, opgive dets marxistisk-leninistiske linje og kaste sig over i den moderne revisionismes lejr - også i international sammenhæng.

Det trak op til en konfrontation, da partiet indledte forberedelserne til den 7. kongres i efteråret 96.

KP:

KR:

- Det må man sige. På det tidspunkt var jeg klar over, at højrefaren var akut, at partiet var på vej ind i en krise om dets linje og grundlag, om dets revolutionære sjæl, så at sige.

Kongressens indhold - det vil sige kursen i den kommende årrække - og Centralkomiteens virksomhedsberetning er traditionelt blevet forberedt gennem et sæt "kongresteser", som fremlægges til diskussion i partiet. Jeg udarbejdede disse teser og lagde vægt på en klar bekræftelse af partiets hidtidige linje og taktik, og på en markeret afgrænsning til højretendenserne i partiet. Samtidig advarede jeg så kraftigt jeg kunne mod en eventuel splittelse, fordi partiet objektivt stod i en overmåde gunstig situation, den stærkeste nogensinde - og vi risikerede at tabe det hele på gulvet.

Der skete det bemærkelsesværdige, at teserne - med få og ubetydelige ændringer - blev enstemmigt vedtaget. Et af de daværende CK-medlemmer, fra den omtalte Nørrebro-fraktion, Jim Hansen, forlod inden dette CK-møde partiet i protest mod teserne. Han så at sige deserterede fra fraktionen.

Nu satsede den. Den havde i mellemtiden udviklet sine forbindelser med de ledende partifolk i Århus, herunder Joan Petersen, Karen Sunds og Sven Tarp. Under anførsel af sekretariatsmedlemmet Søren Becker gik den til angreb på "kadreopfattelsen" i kongresteserne. I virkeligheden på den hidtidige rigtige og fremgangsrige linje for opbygningen af et stærkt kommunistisk parti med DKP/ML som kerne.

Dette spørgsmål delte Centralkomiteen midt over. Af hensyn til partienheden accepterede jeg og de marxistisk-leninistiske kræfter i partiledelsen en fejlagtig, men i sig selv ligegyldig "kadredefinition". Samtidig bad jeg om et tillidsvotum til mig som formand - det blev enstemmigt vedtaget, også af de dobbeltspillere, som allerede dengang var fast besluttet på at ændre partilinjen og fjerne den marxistisk-leninistiske del af ledelsen, herunder mig som formand og flertallet i den daglige ledelse af partiet, sekretariatet.

Først på dette tidspunkt blev partiet som helhed klar over, at der var ugler i mosen. Hidtil havde modsætningerne udviklet sig lokalt og først og fremmest indenfor partiledelsen, i forretningsudvalget og Centralkomiteen.

Af hensyn til partiets enhed meddelte jeg Centralkomiteen, at jeg ikke ville søge genvalg som formand på kongressen. Den nu opsupplerede fraktion i Centralkomiteen var imidlertid ikke interesseret i "kompromiser" af hensyn til partienheden. Den gik for alvor i offensiven, opmuntret af sin foreløbige succes og indledte nu et angreb på tesernes leninistiske partiopfattelse, på hele den hidtidige linje for partibygningen.

KP:

KR:

Ja. Nu forberedtes for alvor et magtskifte og et linjeskift. Scenen var CK-mødet i januar 97. Fraktionen havde nu opnået et flertal i forretningsudvalget. Efter en velforberedt plan, der blev vedtaget af forretningsudvalget aftenen før CK-mødet, blev den daglige partiledelse sekretariatet afsat. En ny plan for gennemførelsen af den resterende del af kongresprocessen, der sikrede fraktionens kontrol med den, blev bogstavelig talt smidt på bordet. I hele dette forløb dukkede kupmagernes resolutioner op på møderne - de var ikke udsendt på forhånd. Jeg blev så at sige "sat under administration".

Forarbejdet lykkedes. På dette afgørende CK-møde viste der sig et klart flertal, der tilsluttede sig kupmagerne, og som nu forkastede beretningstesernes "partiopfattelse" som helhed. De samme mennesker, som enstemmigt havde tilsluttet sig dem nogle måneder i forvejen! Forbløffende! Også blandt de sunde marxistisk-leninistiske kræfter i centralkomiteen var der nogle, der stemte for den resolution, som forkastede beretningsteserne - i håbet om at genskabe enheden.

Frede Klitgård nedlagde på stedet sit CK-mandat i protest mod den ny linje og den enorme fjendtlighed overfor mig, som kom til udtryk. Det var et kraftigt signal til partimedlemmerne om krisen i ledelsen - men Fredes udtræden blev holdt skjult for partiet!

- Nu rullede lavinen. Højreskredet kunne ikke længere stoppes. Forvirringen steg blandt partimedlemmerne. Jeg blev frataget alle opgaver som daglig leder af partiet - men for at give et skær af normalitet omkring den vedtægtsstridige situation skulle jeg stadig udarbejde og aflægge CKs virksomhedsberetning. På et følgende CK-møde kort før kongressen forkastedes beretningsudkastet - ikke på grund af politiske uenigheder, erklærede man, det var stilistiske problemer! Jeg havde understreget, at jeg på stedet ville fratræde som formand, hvis beretningen blev forkastet. Min fratræden blev efterfølgende meddelt partiet, men holdt skjult udadtil. På det samme møde forlangte en af kupmagernes anførere Søren Becker mine nøgler til partihuset udleveret på stedet! Det blev dog afvist - af hensyn til overfladerespektabiliteten.

KP:

KR:

Politisk set fik den 7. kongres karakter af en "kompromiskongres". Den nye ledelse af partiet søgte at skjule den nye linje og fremstille situationen som normal, en umiddelbar fortsættelse af den hidtidige politik. På en række grundlæggende punkter var den også tvunget til at anvende det marxistisk-leninistiske kongresmateriale, herunder en stor del af beretningsudkastet. Derfor kan man kalde den 7. kongres og dens vedtagelser for en "kompromiskongres". De mest betydningsfulde dokumenter blev enstemmigt vedtaget - eller med stort flertal. Også med marxist-leninisternes stemmer, som fortsat håbede at undgå en splittelse.

Kongressen var overordentlig ubehagelig. Den ny ledelse

havde sikret total dominans i kongresledelsen - og kvalte med hård hånd enhver protest og alle forsøg på at skabe en situation, som hele partiet kunne leve med. De fleste af de gamle partiledere på den marxistisk-leninistiske fløj undlod at opstille ved valget til Centralkomiteen, der med få undtagelser blev domineret af den ny lederklike og opsuppleret med en række unge uden partierfaring fra den opportunistiske fløj, og nogle lidt ældre af samme sortering. Det var tydeligt på kongressen og efter, at der eksisterede to linjer, to fløje i partiet. Den ny ledelse valgte at ignorere dette faktum og meddelte, at "Partikampen er slut". Selvom kongressen havde efterladt en lang række spørgsmål ubesvarede, eller åbne for fortolkning.

Partikampen var ikke slut, klassekampen i partiet var ikke slut - men partiet havde skiftet karakter. Det blev stadig mere klart for en lang række medlemmer.

KP:

KR:

- Ja, hvad skulle man stille op med den besværlige, afgåede formand, som tilmed fastholdt sine synspunkter? Jeg tilbød Centralkomiteen at lede det stagnerende partiforlag Nexø Forlag og sikre udgivelsen af marxistisk-leninistisk litteratur og revolutionær skønlitteratur - det blev afvist. Jeg blev i en officiel skrivelse fra den ny formand anvist at sælge aviser på Østerbro! Ingen fra den ny ledelse opsøgte mig for at drøfte tingene igennem.

Den opfattede mig selvfølgelig som en trussel, som en hovedhindring for at gennemføre dens ny linje, og begyndte at planlægge min eksklusion.

Den kom så lige op til sommerferien sidste år, godt tre måneder efter kongressen - med opdigtede anklager om fraktionalisme som påskud. Den opportunistiske lederklike havde regnet med, at den marxistisk-leninistiske fløj endnu engang af hensyn til partiet, til enheden, hvor skrøbelig den så var, og til de åbenlyse resultater og stærke positioner, som partiet havde opnået, ville affinde sig med eksklusionerne af mig, Frede og Dorte.

Der tog man fejl. Her blev grænsen trukket. Reaktionerne kom prompte: Henved en trediedel af partimedlemmerne forlod det. Sprængningen var en realitet.

Set i bakspejlet kan man sige, at det var det uundgåelige resultat af den ny revisionistiske partilinje. Revisionisme betyder splittelse - og i øvrigt, i hvert tilfælde i en periode, under opgøret med den marxistisk-leninistiske linje - et brutalt indre ledelsesdiktatur, der tilsidesætter alle partinormer. Selv når det sker som her, under dække af legale former, som er berøvet deres revolutionære indhold. Min eksklusion var forudsigelig, når det kommer til stykket. Selvom den kom uden varsel på et CK-møde, hvor den ikke engang stod på dagsordenen - og i grunden kom overraskende for mig, hvad der vel må tilskrives enkelte rester af naivitet.

Som bekendt stiftede marxist-leninisterne den partiforberedende kommunistiske organisation Oktober, som fortsætter det revolutionære DKP/MLs linje.

KP:

KR:

- Det er jeg fuldstændig overbevist om. Det revolutionære DKP/ML var et hovedmål for PETs interesse. I deres egen bortforklaringsrapport afsløres ingen detaljer. Men de konstaterer, at de bl.a. overfor DKP/ML har arbejdet med at sende agenter ind i partiet, og med at rekruttere folk fra partiledelsen.

Og der er ikke den fjerneste grund til at tro, at PETs virksomhed har "begrænset sig" til mere eller mindre passiv registreringsarbejde. Den borgerlige stat lægger sin egen linje for at knuse og spalte revolutionære partier.

KP:

KR:

- Det vil være alt for omfattende at komme ind på alle sider af dette linjeskift, som er gået meget stærkt efter bruddet. Det berører alle sider af partiets linje og politik, dets selvopfattelse og synet på dets historie, dets syn på kampen mod den moderne revisionisme, de tidligere socialistiske lande osv.

Men jeg vil fremhæve tre hovedelementer i den ny linje:

Det første vedrører dets ideologiske grundlag og strategien:

Det revolutionære DKP/MLs strategiske linje for forberedelse af den socialistiske revolution er blevet erstattet med en strategi for fredelig overgang til socialismen, via en såkaldt "antimonopolistisk strategi" der angiveligt via et parlamentsflertal skulle bane vejen til et socialistisk Danmark. Dette "socialistiske Danmark" forestiller man sig ikke som et klassediktatur, som proletariatets diktatur, men som en slags udviddet demokrati i forhold til det nuværende system. Det er en variant af det gamle DKPs "antimonopolistiske strategi" og en overgang til revisionistiske positioner med hensyn til disse centrale spørgsmål for revolutionen. Dette forsøger man at underbygge med en global strategi, man betegner som "front mod nyliberalismen", efter cubansk inspiration. Det er en opportunistisk international strategi, som ikke baserer sig på en præcis behandling af de store globale klassemodsætninger.

Partiet forsvarer ikke længere marxismen-leninismen, Marx, Engels, Lenins og Stalins lære som sit ideologiske grundlag - men fabler om behovet for fornyelse og udvikling af marxismen-leninismen, om dens angivelige svagheder og mangler, som andre revisionister.

DKP/ML har forkastet den leninistiske partiopfattelse af det kommunistiske parti som arbejderklassens fortropsparti, den ledende kraft i den revolutionære proces - og erstattet den med snak om et "kommunistisk masseparti". Det er nu hos partiteoretikeren Tarp blevet til at DKP/ML arbejder for at skabe et såkaldt "marxistisk arbejderparti". Selv dette ordvalg er præget af antileninisme. Et sådant parti har intet med skabelsen af et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund at gøre - sådan som det var det revolutionære DKP/MLs erklærede målsætning.

- Det andet spørgsmål drejer sig om partiets internationale orientering og placering.

Det revolutionære DKP/ML var en del af den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse, som opstod i kampen mod den moderne revisionisme, den kapitalistiske genrejsning i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande efter SUKPs 20. kongres. I dag har DKP/ML placeret sig i den moderne revisionismes lejr på internationalt plan.

På trods af DKP/MLs tidligere analyser og vurderinger, som er fastlagt i dets centrale partidokumenter, er man begyndt at propagandere for Cuba og Nordkorea som socialistiske lande. Cuba har tilmed fået status som en slags model for demokrati og socialisme.

Det skal siges, at jeg selv er gået meget kraftigt ind for internationalistisk støtte til disse lande, i særdeleshed i den situation som opstod efter kontrarerevolutionære storm i Europa 89-91 og etableringen af den amerikanskdikterede "nye verdensorden". Men støtten til disse lande bør gives på anti-imperialistisk basis. Hverken Cuba eller Nordkorea er ægte socialistiske samfund. Socialismen kan ikke opbygges på andet grundlag end den videnskabelige socialisme, på basis af marxismen-leninismen, og i form af arbejderklassens stat, i form af proletariatets diktatur. Men hverken Juché-filosofien, guevarismen og castroismen er marxistisk-leninistiske ideologier, men varianter af den moderne revisionisme.

Disse spørgsmål har stået fuldstændig klart for DKP/ML. Nu er de fuldstændig forplumrede. Hvorfor? Fordi det nye DKP/ML har placeret sig i den moderne revisionismes lejr på internationalt plan.

Det gælder både for venner og støtter af de to lande, der kæmper under de vanskeligste betingelser mod den amerikanske imperialismes globale undergravningsarbejde, og det gælder i særlig grad for kommunister, at de må være realistiske i deres syn på karakteren af disse lande, som har gennemført dybtgående folkelige revolutioner og søgt at opbygge nye samfund i kamp mod imperialismen. Illusioner og fejltagelser på disse områder kan have katastrofale konsekvenser. Tænk bare på DKPs kritikløse forhold til det revisionistiske Sovjetunionen, DDR osv.

- Det tredie spørgsmål handler om taktikken i den danske klassekamp og om udviklingen af den revolutionære og kommunistiske bevægelse. DKP/ML har i sine kongresdokumenter karakteriseret Enhedslisten som et småborgerligt, reformistisk parti. Et parti det var muligt at alliere sig med i forhold til en række konkrete spørgsmål i klassekampen - men også et antikommunistisk parti, som står i vejen for udviklingen af et stærkt kommunistisk parti. Ved det seneste folketingsvalg kastede DKP/ML en forelsket og kritikløs stemme på Enhedslisten. Dagbladet Arbejderen var i perioder nærmest dets valgorgan. Det var et udtryk for DKP/MLs nye opportunistiske alliancepolitik - et taktisk og strategisk samarbejde med pseudokommunister, venstresocialister, folkesocialister og ikke mindst såkaldte "venstresocialdemokrater" - indbefattet Nyrup-folketingsmænd og ministre.

DKP/ML bevæger sig over i den store reformistiske sump. Selvfølgelig med alle mulige pseudo-marxistiske begrundelser og retfærdiggørelser. Og selvfølgelig skal man ikke forvente at se dramatiske ændringer i dagskampspolitikken og dens krav. Det tog flere årtier før SF kunne udskifte et Nej til Unionen med et Ja i 1992. Men alligevel indvirker DKP/MLs strategiske og taktiske kursskift på alle klassekampens og den daglige kamps felter og i alle dens organisationer - i den faglige kamp og fagforeningerne, i Unionsmodstanden, ungdommens kamp osv.

KP:

KR:

Ja, netop denne gunstige situation, at partiet var ved at blive en mærkbar politisk kraft i arbejderklassen var i sidste ende baggrunden for splittelsen, for likvidationen af DKP/ML som revolutionært kommunistisk parti. Det blev et vigtigt, konkret mål for borgerskabet at knuse det - som det altid søger at knuse, underminere og spalte et ægte kommunistisk parti på marxistisk-leninistiske positioner. Den positive situation for partiet skyldtes dets rigtige linje siden stiftelsen og den kendsgerning, at det gennem 18 år bevægede sig frem fra succes til succes. Det samme gunstige udgangspunkt er i øvrigt årsagen til, at DKP/ML ikke er kollapset, men indtil videre, i stærkt forpjusket form, sådan rent fysisk har overlevet en sprængning, der betød, at en lang række af partiets mest erfarne ledere helt tilbage fra partistiftelsen forlod det.

En af de positive ting i forbindelse med bruddet var, at de sundeste kræfter i partiet, fra den ældste generation af veteraner fra det revolutionære DKP, som Frede Klitgård og Anker Holm, en stor del af de kadrer, der stiftede DKP/ML, og de bedste af de unge, alle var helt på der rene med, hvad det drejede sig om, midt i alt smudskasteriet og demagogien fra lederkliken i DKP/ML. De tog klart stilling for den marxistisk-leninistiske linje og afviste partiets - og dermed hele den kommunistiske bevægelses - højredrejning og nye opportunistiske kurs.

For selve grundindholdet i linjekampen i DKP/ML dengang - og fortsat i dag i den kommunistiske bevægelse som helhed - var jo spørgsmålet om, hvorvidt der i Danmark skal være et stærkt kommunistisk parti. Om vi skal tilkæmpe os et parti, der bygger på den videnskabelige socialisme og er i stand til at lede arbejderklassen til og igennem en vellykket socialistisk revolution. Eller om vi skal stille os tilfredse med Enhedslisten i Folketinget og splittelsen af kommunisterne udenfor.

KP:

KR:

- Kommunistisk politik drejer sig om de lange linjer. Om at forberede den socialistiske revolution sådan, at en revolutionær situation også kan føre til arbejderklassens sejr som klasse over det herskende borgerskab. Den revolutionære situation opstår i løbet af en revolutionær krise og det gælder om at være i stand til at gribe den. Det forudsætter et stærkt parti med et afgørende rodfæste i klassen, det forudsætter at reformismens og revisionismens indflydelse trænges afgørende tilbage. Det forudsætter organisering af klassen og andre progressive lag i masseorganisationer, der står på en kamplinje, osv.

Uden et systematisk arbejde af denne strategiske karakter kan man godt glemme alt om revolution og socialisme. Så bliver det til fromme ønsker og til halehængspolitik i praksis, til det Lenin kalder "knæfald for spontaneiteten" - det vil sige til en ren jagt på perspektivløse "sejre" eller "resultater" i den daglige kamp.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal holde sig udenfor dagskampen - men at man skal føre den med hovedet, med perspektiv, i forhold til den strategiske plan.

Kampen i DKP/ML drejede sig om principper, linje, strategi. Det er et anliggende for alle kommunister - ikke blot et "internt anliggende" for en given organisation. Det er spørgsmål som må og skal afklares i hele den kommunistiske bevægelse. Alle der opfatter sig som kommunister må tage selvstændig stilling til det. På en måde kan man sige, at linjekampen i DKP/ML fortsætter dér.

KP:

KR;

- Der er garanteret en del kammerater, der tænker således: "Det så rigtig sort ud for nogle år siden. Nu har vi dog en parlamentarisk repræsentation i form af Enhedslisten, der eksisterer et rødt dagblad. Det må vi så støtte, det må vi samles om, så kommer partiet hen ad vejen."

Det afgørende er den politiske linje. Det afgørende er om den baserer sig på marxismen-leninismen eller ej. Og det afgørende er om der eksisterer en organisation, et ægte kommunistisk parti, som magter at udarbejde en rigtig politisk linje og føre den igennem i praksis.

Det er læren af DKPs sammenbrud. Det er læren af DKP/MLs triste udvikling. Og Enhedslisten er på vej til at gentage både VS’ og DKPs fejl på den parlamentariske arena...

Jeg kan godt huske, da DKP engang i 70´erne kaldte et kommunalt forlig med socialdemokraterne, der gav skolebørnene i København nogle madpakker, for en "historisk vending". Både madpakkerne, DKP og historien er væk.

Nu har Frank Aaen og Enhedslisten gentaget kunststykket i landspolitisk målestok som medansvarlige for pinsepakken. Og de bliver nødt til at lyve for folk og kalde det et fremskridt.

Frank er en sympatisk mand, men kommunist er han ikke, selv om han har været redaktør af Land & Folk og stadig er medlem af rest-DKP. Enhedslisten har kastet sig ud i den samme sump, som SF svømmer rundt i - hvor "nationale kompromisser" bliver gift for arbejderklassens kamp. Dagbladet Arbejderen har gjort sig til et instrument for DKP/MLs principløse alliancepolitik. En uge efter at pinseforliget var vedtaget mandede partiets arbejdsudvalg sig op til en spag kritik af det, og at beklage Enhedslistens deltagelse i festen. Men Enhedslisten gennemfører bare sin ikke-marxistiske linje, som DKP/ML så varmt anbefalede at stemme på for et par måneder siden! Nu prøver man at løbe fra sit eget ansvar ...

Det siger lidt om situationen: Sump, fejghed, opportunisme. Cementering af elendigheden.

Det positive er, at tingene bliver klarere for folk. Vandene skilles, de forskellige linjer bliver tydeligere.

Hvad Enhedslisten i grunden står for, at det lægger op til en livslang tilværelse som socialdemokratisk støtteparti, burde være klart for de fleste.

Hvad DKP/ML angår vil jeg sige følgende:

For mange, både i og udenfor partiet, var sprængningen svær at forstå. Den ledende klike i partiet bedyrede højt og helligt, at der ikke var tale om et kursskifte, men at jeg var blevet grebet af et akut dogmatisk vanvid.

Man måtte gennemføre et stort bedrag udadtil og indadtil: Skifte ideologi og politik samtidig med at man påberåbte sig at føre den linje videre, der havde vist sin styrke igennem 18 år med mig som formand. Da jeg udgjorde den stærkeste hindring mod den ny linje - og afslørede den overfor partiet - måtte man skille sig af med mig. Derfor var eksklusionen nødvendig.

KP:

KR:

At forsvare marxismen-leninismen uden tøven, ikke at indgå på kompromiser vedrørende principper, heller ikke for den enheds skyld, der er et ægte kommunistisk partis kæreste ejendom - heller ikke på grund af tillid til gamle kammerater. Tillid er nødvendig, uerstattelig, men den må ikke blive blind, ukritisk og sentimental. Kammerater kan degenere i kampens løb, bukke under for borgerskabets tryk. Det er en kendsgerning, at marxist-leninisterne i DKP/ML tillod en opportunistisk linje at udvikle sig i partiet, og ikke var i stand til at stoppe den, men led nederlag...

I forbindelse med Oktobers kommende landsmøde forbereder vi en selvkritisk analyse af partikampen i DKP/ML og dens konsekvenser. Der er vigtige lærdomme at hente dér, som kan og skal bruges fremadrettet. Men i det lange løb er sprængningen af DKP/ML blot en episode i kampen for et stærkt kommunistisk parti. n