AL SPORT under det kapitalistiske åg er tvunget ind under den mekanisme, der hedder lokalpatriotisme, der rummer de heftigste kampinstinkter for både udøvere og tilskuere.

Dette gælder både i den hjemlige Faxe Kondi Liga, hvor tilskuere fra Brøndby og København er dødsfjender og til McDonald VM i Frankrig, hvor de engelske og tyske hooligans udfører deres bandekrig med lemlæstelse, hærværk og død til følge i frustration over den nationale tilstand.

Det er klart, at det ikke blot er sporten, der skaber tilskuernes ekstase over disse latterlige konkurrencer. Disse konkurrencer er iscenesat af borgerskabet og afspejler dets kulturelle afstumpethed. Konkurrencerne serveres for folket i glitrende og umiddelbar harmløs indpakning. Som et psykologisk fænomen er udøverne og tilskuernes adfærd repræsentative for samfundets frustrationer.

Medierne svælger i billeder af moderne Napoleon´er og feudale rudimenter som den snigmorder-uddannede kronprins af Danmark, der hepper på de nationale undersåtter. Jo det er nationalt fællesskab ud over alle grænser. Det undrer at knapheden på billetter til VM i Frankrig ikke har ramt denne indavlede overklasse – ach so, nogle er mere fælles end andre!

I moderne tid efter at sporten er blevet en kommerciel forteelse er venskabet mellem folkene i leg sparket ud af sporten. Det startede i USA og England og smitten har bredt sig til hele kloden. Især de mest kampprægede sportsgrene som fodbold, ishockey og boksning er slået igennem. Agressionen i sporten og vel ligedan på tilskuerpladserne forløser ganske simpelt den forbudte ophobede vrede mod borgerskabets ublu udbytning i det kapitalistiske samfund.

Det udbredte hasardspil omkring idrætsbegivenheder er med til at skrue ophidselsen i vejret og dette hasardspil frarøver masserne formuer. Og det er kun minimalt, hvor mange af de spillede penge der kommer tilbage i form af støtte til foreninger fra tipsmidler. Danmarks Royale tv opmuntrer til spilleriet med oplysninger om odds og præmieprognoser.

Sporten får nærmest religiøs karakter og idoldyrkelsen bliver et konkret udtryk for den sociale ønskedrøm, der er så farlig for de udbyttede.

Sportens syge udvikling hænger sammen med nationalismen – den sindssyge tendens til at identificere sig selv med store magtgrupper og betragte alt ud fra et konkurrence- og prestigesynspunkt.

Venskab mellem folkene? Lad blot Brøndby og FCK spille mod hverandre. Lad blot Iran og USA mødes, tænk tilbage på hele prestigehistorien mellem USA og Sovjetunionen – og fortæl mig så om venskabets karakter.

VED NAZISTERNES OLYMPISKE LEGE i Berlin i 1936 oplevede verden for første gang de kollosale muligheder der lå i sporten som politisk propaganda. Det var en fremvisning i præcision og ekcersits. Åbningshøjtidelighedens planlægning og udførelse var en triumf for Hitlers Tyskland. Da Hitler trådte frem ville jubelen ingen ende tage. Aldrig før i historien havde så mange kunne fange budskabet, der transmitteredes gennem radio og film. Da konkurrencerne kom i gang måtte nazisterne dog inkassere mange skuffelser. Mange medaljer blev vundet af sorte, og det modbeviste nazisternes tro på den nordiske races overlegenhed.

Siden oplevedes lignende optrin i både USA med 1 billion flygler, der synkront spillede Rhapsody in Blue og i Sovjet, der nok til dato præsterede det mest uovertrufne show i Moskva 1980..

Den nationale propaganda skulle dengang som i dag dokumentere nationens fortrinlige egenskaber og konkurrenternes underlegenhed.

Ellers har de olympiske lege været præget af boykot fra skiftende lande op gennem den kolde krigs epoke.

I 1992 blev Danmark europamestre i fodbold på bekostning af Jugoslavien, der som Europas bedste hold blev udelukket, mens tidligere de to diktaturstater, fascisten Pinochets Chile og Argentina ikke blev udelukket fra deltagelse i tidligere VM-turneringer.

SPORTEN ER EN VIGTIG SAG og massesporten er vigtigere end toppræstationerne. Men som alt andet under kapitalismen er den sunde fornuft vendt på hovedet.

I dag dyrkes der motion som ingensinde før og uden tvivl er det noget mennesket både fysisk og psykisk har godt af. Men da elitesporten er styret af kapitalinteresser i et eskalerende omfang, er den sportslige udfoldelse perverteret i den grad, at udøvelserne ikke mere er sunde for udøverne.

De store sportsstævner som de olympiske lege og VM i fodbold antager fra gang til gang stadig større omfang. Gevaldige sponsorinteresser og udsigter til profitter på turisme får landene til at kæmpe mod hinanden med alle midler for at få lov at arrangere disse stævner. Sidst har svenske stadions været hjemsøgt af bombesprængninger for at hindre den Internationale Olympiske Kommite (IOC) i at tildele svenskerne Vinter OL. IOC ledes i øvrigt af franco-fascisten Antonio Samaranch. General Motors og Coca Cola har allerede indgået aftaler frem til år 2008 med IOC om sponsorering af legene. Herefter følger slagsmålene om tv-rettighederne.

PROBLEMET SPONSORERING har vidtrækkende konsekvenser for vores liv og for vores verdensopfattelse.

I en tid med arbejdsløshed og stillesiddende arbejde er der brug for breddeidrætten mere end nogensinde. Men forholdene i klubberne, som igen er afledt af idrættens mediepromoverede idol- og konkurrencedyrkelse, holder mange væk.

Det er beskæmmende at se fodboldklubbernes lillput-afdelinger rende rundt og reklamere på trøjerne for alverdens produkter fra McDonalds til Spar Købmænd. De opskruede forhold omkring idrætten skaber asociale individer med afstumpet og selvcentreret horisont. Det gælder ikke blot i fodboldverdenen.

Selv spillene ændres i karakter og tilrettelægges således, at de passer ind i tv-mediets krav om plads til reklamer og højt tempo og underholdningsværdi for kunderne.

Det er denne formalisme, der går igen i alle sfærer af det kapitalistiske samfunds kulturelle udtryk, og det er denne formalisme, der skaber tomheden i menneskenes liv. Den er en medvirkende faktor til den høje selvmordsprocent blandt unge mennesker. Den er medvirkende til fedmen i menneskenes liv, som fysisk manifestation for den indre tomhed.

DER ER STORE ARMBEVÆGELSER og snak når regeringerne rundt om i verden prøver at holde alt for ublu udnyttelser ved sponsorater lidt tilbage. Ingen er dog interesserede i at nægte virksomhederne indblanden i almindelige menneskers sunde livsudfoldelse.

Et eksempel på hykleriet er EU, der for nylig politisk korrekt vedtog at afvikle de fleste tobaksreklamer. Cigaretfabrikanterne skal inden år 2006 afvikle deres sponsorering af store sports-

og kulturbegivenheder. Men når det gælder alkohol er der ingen planer om lignende tiltag. Frankrig er dog gået foran med forbud mod alkoholreklamer ved VM i fodbold og det medførte, at det store amerikanske bryggeri Budweiser måtte sælge sine reklamerettigheder. Budweiser er i øvrigt hovedsponsor for NBA, den amerikanske basketballliga.

Når man påtænker i hvilken grad unge går op i deres idolers gøren og laden, er EU´s manglende indsats mod alkohol udtryk for kynisk hykleri.

FRA ROMERRIGETS TID ændrede sporten retning imod professionalisme. Udviklingen gik hen imod sport for sportens egen skyld, hvor den tidligere enten havde været en del af religiøse ritualer eller virket som basistræning for det militære. Nu skulle sporten være show for publikums skyld og ikke mindst for de penge publikum kastede af sig i den sammenhæng.

I Rom morede man sig mægtigt over gladiatorernes kampe i rædsel for at overleve. I Amerikas særprægede form for fodbold hygger publikum sig også ganske godt over den høje underholdningsværdi der ligger i spillet – nemlig, at det er hårdt og at man kan slå sig voldsomt. Det er det fine ved spillet!

De udøvende sportsfolk er i koncentreret grad udsat for det voldsomme pres, at skulle skabe sig en karriere i evig konkurrence.

Sportens væsen er i sin essens blevet reduceret til den amerikanske drøm, om manden der med sine bare næver skaber sig stjernestatus og uforholdsmæssig formue. Enhver succes under kapitalismen sker på bekostning af andre – enhver sejr i konkurrencer efterlader resten som tabere!

Men ikke alene pengemageriet er grund nok for overklassen til at stable disse gladiatorshows på benene. Showet er en slags opium for folket. Det skal få folk til at tænke på noget andet end at lave revolution.

De olympiske lege – som af borgerskabet er blevet udråbt til den store fælles legeplads til udvikling af venskabet mellem folkene – blev genoplivet i 1896 af en fransk baron. Derfor kan det ikke undre, at netop disse lege har udviklet sig så perverst med professionalisme, reklame, doping, boykotter og propaganda. Se blot på det egentlige indhold i de ellers høje idealer om fredelig kappestrid: Citius – Altius – Fortius (hurtigere – højere – stærkere).

DEN INDUSTRIELLE REVOLUTION og efterfølgende teknologiske udvikling har forvandlet menneskenes velegnede ganglemmer til balancestilke, der transporterer sig bedst på hjul. Mennesket reducerer sig selv til Tor Nørretrander´ske metansække i anden potens.

Nu kører man i bil ned til fittnescentret, hvor man løber på et elektrificeret løbebånd, mens man taler i den dynamiske mobil-telefon. Eller cykelrytterne kører i bil ud til konkurrence eller klubaften og varmer op under bagsmækken på sine ruller. Det er fremskridtets samfund. Umenneskeligt og skizofrent.

Hovedstaden er ikke større end at enhver borger kunne lade bilen stå og begive sig afsted til fods eller på cykel. Måden produktionen er mekaniseret på kræver af arbejderen eller funktionæren som han er blevet forfremmedgjort til, at han holder sig i form. Det kunne han gøre til og fra arbejde. Det ville medføre bedre sundhedstilstand for både ham og hans hjerte og så selvfølgelig luften i byen.

Men sport er ikke bare motion. Sport er først og fremmest, eller burde være det, leg. Glæden ved den fysiske udfoldelse, behovet for at bruge sine kræfter, lysten til at lege er noget alle mennesker har behov for at få tilfredsstillet. Når sporten opfylder disse krav er det sjovt og opbyggeligt.

Det er det klubberne glemmer i deres iver efter sponsorkroner og fede ben i DIF, DBU osv.

SAMMENHOLDET, glæden ved andres fremgang, hjælpsomheden, solidariteten eksisterer end ikke i holdspillene. Det er ligesom i samfundet. Kan du ikke klare dig for sultelønnen kan du bare skride, vi har masser af tolvtemænd, der kan tage din plads.

I Sovjetunionen havde man et begreb man kaldte den socialistiske kappestrid. Her var konkurrencens princip, der betyder nogles nederlag og død, andres sejr og herredømme, ændret således, at kappestridens sejrherrer gav kammeratlig hjælp til efternølerne til gavn for det fælles fremskridt.

Det er det et virkeligt fællesskab er bygget op omkring og selve princippets manglende udbredelse i vore foreninger, folkeskoler og på arbejdsmarkedet skriger til himlen om, at den private ejendomsret, som også gælder retten til at lede og fordele arbejdet, er skyld i at så vitale resourcer går tabt og at egoismen får lov at blomstre. Når krybben holdes tom bides hestene.

For de kære studenter er det det samme. De store gennemsnitter klinger hult, når andre dumper og kun slæber sig middelkarakterer i hus:

Vi er ikke stærkere end det svageste led i kæden, hverken i fødekæden eller i bagerste kæde på fodboldlandsholdet. n