Blandt efterkrigstidens imperialistiske super- og stormagter har Japan skilt sig ud med en særlig iøjnefaldende underordning af statsmagten under finansoligarkiet. En væsentlig del af Japans genrejsning som imperialistisk magt, der i første omgang kun har været med økonomiske fortegn, har bundet i en familiær og konsensussøgende sammensmeltning af monopoler og statsmagt, hvor f.eks. uddannelsessystemet og den offentligt finansierede forskning direkte har været underlagt monopolernes strategiske satsninger uden irriterende mellemled.

Uadskilligheden af finansoligarkiet og regeringskontorerne, mest besat af det store parti LDP, har været så åbenlys, at det set i forhold til nordeuropæiske standarder for diskret magtudøvelse har taget sig ud som offentlig korruption. Til gengæld for disse patriarkalsk udseende forhold i samfundslivet har social uro i rimeligt omfang været undgået ved en virksomhedskultur, der har sikret arbejdere og funktionærer livstidsansættelse.

Alt dette særegne ved den japanske kapitalisme står i dag om ikke for fald, så over for gigantiske udfordringer. Krisen i Asien har på det seneste smittet Japan i en grad, så landets ambitioner som regional supermagt trues alvorligt, ikke mindst af konkurrenten Kina.

Selvom den asiatiske valutakrise må tilskrives en del af skylden, står det dog klart, at der har været dybereliggende svaghedstegn i den japanske økonomi i længere tid. Valutakrisen startede i Thailand i juli i fjor, spredte sig hurtigt til de sydøstasiatiske økonomiske "mirakler" og antog panikagtige dimensioner i løbet af efteråret. Den sociale uro i Indonesien og Suhartos fald fra magten (den officielle i hvert fald) tidligere i år hænger direkte sammen med denne krisebølge.

For Japans vedkommende viser tallene imidlertid en nedgang i bruttonationalproduktet (BNP) på 0,7 pct. for hele 1997, og så lavt kan det det ikke falde, uden at der var problemer i forvejen. Som det har taget sig ud indtil videre i 1998, kan der kun forventes en negativ vækst igen i år. Den officielle arbejdsløshed er i skrivende stund 4,1 pct., hvilket er den højeste nogensinde i efterkrigstiden (tallet er ikke sammenligneligt med det tilsvarende danske og skal derfor ses relativt i forhold til Japan selv).

Krisen er for alvor slået igennem i Japan fra starten af indeværende år og er godt i gang med at overgå rekorderne fra den hidtil værste af slagsen i 1975. I løbet af forsommeren har den japanske valuta, yen, passeret indtil flere "psykologiske grænser" på vej nedad i sin rutsjetur i forhold til den amerikanske dollar, og aktiekurserne er gået samme vej. Japans faldende nøgletal har trukket andre asiatiske lande med sig i en forværring af den i forvejen buldrende krise.

Det forårsagede en vis opbremsning i det frie fald, da USA 17. juni intervenerede sammen med den japanske nationalbank til fordel for yennen. Sidstnævnte blev presset lidt op igen, og på aktiemarkederne i vigtige lande som USA og Sydkorea steg kurserne, mens de i Japan kun lige akkurat bremsede faldet, eftersom problemets kerne i denne fase, usikkerheden i det japanske banksystem, ikke var imødegået.

Amerikanerne kunne måske mistænkes for at nære skadefryd over for den japanske nedtur, navnlig set i forhold til konkurrencen i Syd- og Østasien. Når USA i denne situation griber ind, er det imidlertid, fordi der er fare på færde. Markederne hænger tæt sammen, og Japan kan nemt trække i hvert fald sin egen asiatiske region med i faldet, hvilket bliver en kold afvaskning for USA. Japanske investeringer udgør endvidere fortsat en vigtig hjørnesten i det amerikanske finansielle system. Og Japan er trods alt stadig verdens næststørste økonomi.

Interventionen i forhold til yennen er det første amerikanske indgreb på valutamarkederne i over seks år. Når det sættes op over for IMF’s rekordstore lånepakke til Sydkorea ved indgangen til dette år, tegner der sig en samlet set enorm, efter alt at dømme rekordstor indsats fra monopolkapitalens mellemstatslige styringsinstrumenter i forhold til den asiatiske krisebølge. Dertil kommer de tiltag, der finder sted inden for Japans egne fire vægge.

Senest den 8. juli har LDP-regeringen under premierminister Ryutaro Hashimoto bebudet offentliggørelsen af en omfattende krisepakke, der har været undervejs i to måneder. Allerede tilbage i februar måtte regeringen træde til med en stabiliseringspakke over for banksystemet, men det var en for overfladisk og utilstrækkelig reaktion. Den fortsatte nedtur har nu bevæget regeringen til at strikke en 880 milliarder kroners pakke sammen i håbet om at kunne ride stormen af.

Langsommeligheden skyldes vel nok kun til dels det tilstundende parlamentsvalg 12. juli og den deraf følgende forsigtighed med indgreb fra regeringens side, som pressen almindeligvis tilskriver årsagen. En anden væsentlig årsag må søges i, at den igangværende krisebølge har afsløret, at den hidtil succesrige japanske udgave af statsmonopolkapitalismen har vist sig at være utidssvarende, stillet over for de til stadighed stærkere tilbagevendende kriser i en til stadighed mere globaliseret økonomi. Den japanske økonomis status har indtil for få år siden været garanteret af en stærk beskyttelse af hjemmemarkedet, men handelsforhandlinger med navnlig USA har på det seneste tvunget de lukkede døre op.

Dørene kan ikke lukkes i igen. De nye spilleregler er aftalt for længst, og spillet er i gang. De japanske banker skal leve op til de aftalte krav, og det har betydet en nedsættelse af lånene til erhvervslivet. Virksomhedskonkurserne sætter rekorder, men endnu har de store hjælpepakker holdt bankernes røve oven vande.

Derimod har regeringen i Tokyo taget udlandets kritik til sig og satser på en omgruppering af tropperne i det finansielle system. Det har nemlig været præget af efterkrigstidens lukkede døre og har familiært beskyttende ydet kreditter til de indenlandske klienter, som lemmerne nu engang støtter kroppen i finanskapitalens udelelige struktur. Den asiatiske krise har imidlertid forårsaget en dominoeffekt af manglende tilbagebetalinger, en pukkel af såkaldte dårlige lån, som har rystet banksystemets fundament og endnu engang bekræftet, at tilbagevendende kriser er en naturlov under kapitalismen.

Hashimotos regering har på vegne af finansoligarkiet besluttet at oprette to nye finansielle styringsinstrumenter som led i den nyeste stabiliseringspakke: For det første et tilsynsorgan, der skal sikre gennemførelsen af klare regler på det traditionelt tågede japanske bankmarked, og for det andet en "oprydningsbank", der skal overtage forretninger og kunder fra konkurstruede banker og eventuelt forlænge lån for at holde virksomhederne på benene. Kort sagt en gedigen fælleskapitalistisk omstrukturering, der på kreativ vis skal søge at hindre eksekveringen markedets dom.

Denne reform af banksystemet udstiller om noget det statsmonopolkapitalistiske systems funktionsmåde, statsmagtens totale og ensidige underordning under finansoligarkiet. Det samme gør de mellemstatslige styringsinstrumenters indgreb, navnlig i stigende grad fra redningstjenesten IMF. I kriser som denne, hvor ordet "markedsøkonomi" fortaber sig i røgen og dampen fra finansoligarkiets forsøg på planlægning og styring, har man lejlighed til at få et særligt godt billede af den objektive modsætning mellem produktionens samfundsmæssige karakter og dens private tilegnelse.

Interessant på en anden led er udviklingen i Japans mægtige nabo Kina. Den kinesiske ledelse har fastholdt den nationale valutas særstatus, idet den ikke er frit omsættelig og dens kurs fastlagt af centralbanken. Japan er Kinas vigtigste eksportmarked, og en fortsat japansk rutsjetur kan tvinge Beijing-administrationen til mod deres vilje at devaluere. Heller ikke Kina vil gå uberørt gennem krisen.

På længere sigt er der imidlertid tegn på, at Kina kan gå hen og overhale Japan som regional økonomisk supermagt. Det enorme land er ikke nær så følsomt over for udlandet som sine naboer og kan derved holde skansen længere, til trods for at udenlandske investeringer er en vigtig vækstdynamo. Kina med dets stærke basis er i forløbet af en længere krise bedre rustet end det resursefattige Japan med dets utallige livsnødvendige fangarme i udlandet.

Det er derfor ikke tilfældigt, at USA igennem et stykke tid har fornyet Kinas status som "mest begunstiget handelspartner", og at præsident Clinton lægger så stor vægt på Kina-besøget i slutningen af juni, som det er tilfældet. n