Fodbold har en bemærkelsesværdig indvirkning på kassedamernes arbejdsdag. I hvert fald når det gælder det danske landsholds deltagelse her under VM.

Den sidste halve time inden kampen starter, er folk på det nærmeste ved at vælte butikken for at nå igennem kassen og hjem inden dommerens fløjte lyder. Skønt stemningen i køen er høj, er lunten kort i forhold til forsinkende elementer. Skulle der være en dame, der på dette tidspunkt vil diskutere med kassedamen, om hun har fået den rigtige tilbudspris på 8 tomater eller ej, så får vedkommende klar besked af de øvrige kunder om at fise af med sine tomater. 3 Dan-kort-kunder i træk kan udløse en uimodsigelig kø-stemning om, at folk der ikke tager penge med, når de skal købe ind, slet ikke burde have lov til at handle og genere andre mennesker med deres plastikkort.

Men glider køen som den skal, er der liv og glade dage – chips, øl og pølser kører af sted på båndet. En stor pose familieguf bliver det også tit til – det er farmand der køber ind til fodboldaften.

10 minutter efter kampen er gået i gang er der helt stille.

Den højlydte snakken, kassernes intense bippen, vrælende unger og raslende varer, det hele er som sunket i jorden. Lidt efter opdager man, at det faktisk stort set er lykkes hele den mandlige del af personalet at afspadsere på dette tidspunkt. På nær den stakkels flaskedreng, der er nederst i hakkeorden. Han har forudseende nok medbragt en lommeradio og forskanset sig på den bagerste del af lageret. Der kommer alligevel heller ingen med returflasker før halvlegen. Stilheden afbrydes kun af enkelte damer, der har hele butikken for sig selv til at lave storindkøb.

Et særligt formiddags-folkefærd, som intet har med fodbold at gøre og ingen medaljer får for deres indsats, er hjemmehjælperne her i kvarteret. De kommer mange gange på en formiddag, de slæber poser af sted og de har travlt. Ofte mødes de her, så flyver deres højlydte og rappe bemærkninger til hinanden hen over hylderne ned gennem hele butikken.

Og rapkæftede er de. Det er en daglig dyst og fornøjelse, hvem der får det sidste ord – hjemme-hjælperen eller kassedamen :

- "Du skal i hvert fald ikke bryde dig om at komme hen til min kasse. Jeg orker ikke flere af den slags besværlige kunder i dag, jeg får ondt i hovedet af jer."

- "Det er godt min skat, så har du da ikke røv i begge ender. Kom du bare i gang."

- "Altid til tjeneste, frue. Har jeg for resten fortalt dig, at vi har lovet jeres nye områdeleder, at tage tid på, hvor længe hjemmehjælperne egentlig hænger her i butikken?"

- "Nåå, nåå, tror du, vi er blevet de rene kassedamer med minut- og sekundtal på kassestrimlen. Men du kan jo gå frisk og udhvilet herfra engang i aften – hvad tid er det nu I får fri ? "

Deres job er hårdt. Det er dem, der dagligt står ansigt til ansigt med den sociale elendighed og ensomheden bag lejlighedernes lukkede døre. Kommunens gentagne såkaldte omstruktureringer af hjemmehjælpen, har skåret hjælpen til de ældre ind til benet. Indtil hvor det er uværdigt. Den seneste betød, at de som ufaglærte ikke længere kunne betros den del af arbejdet, der kaldes pleje og omsorg. Ifølge den logik er der ikke længere tid til at hjemmehjælperne kan tage en af de ældre med ned at handle, så de selv kan vælge, hvad de vil købe for deres penge. Det ville jo være omsorg – så det er skåret væk.

Heldigvis mener vores hjemmehjælpere, at den slags regler er til for at brydes, hvor de kan.

Uden den slags damer var vi ilde stedt. Vito.