Fra kapitalens og OECD-landenes side har arbejdet med MAI-aftalen stået på i flere år.

Hvorfor har befolkningerne og pressen i disse lande så ikke vidst noget herom?

Meget lidt har været fremme omkring indholdet af denne aftale.

For magthaverne har en sådan debat ikke været ønskelig, information herom har været hemmeligholdt så godt som muligt.

Kapitalens behov for internationalt spillerum uden generende rationale, sociale og faglige hindringer kræver hele tiden nye tiltag.

MAI-aftalen er på en måde EØF-aftalen i n’te potens. Når det gælder om at skaffe kapitalen ubegrænset bevægelsesfrihed vil den gå udenom Det indre marked, NAFTA og WTO.

OECD består af 29 lande (alle EU-landene, Norge, Schweiz, Island, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Tyrkiet, Australien, USA, Canada, Japan, Sydkorea, Mexico og New Zealand.) 477 af i alt 500 af verdens største transnationale selskaber har hovedkontor i et OECD-land. Det siger noget om betydningen af disse lande.

De fleste af disse lande er organiseret. i enten International Chambers of Commerce (ICC), the US Council for International Business (UNSCIB) eller the European Round Table of Industrialists (ERT).

ERT er jo godt kendt i EU-sammenhæng som arkitekten bag gennemførelsen af Det indre marked og Den økonomiske og monetære union (ØMU).

MAI-aftalen er OECDs første internationale traktat. Arbejdet er ellers et resultat af, hvad arbejdsgrupper foreslår medlemslandene. På grund af deres opfattelse af et fælles grundlag for økonomi og politik, bliver resultatet ofte love og aftaler i medlemslandene.

Man kunne måske tro, at MAI var et kønt pigenavn eller navnet på den måned, hvor arbejderne fejrer deres |internationale kampdag. Men der er ikke noget særligt kønt ved MAI. Det der hovedsagelig ligger i aftalen er investorers ubegrænsede ret til fremture som det passer dem, med alle rettigheder.

Udenlandske investorer:

- må ikke diskrimineres, men ska1 tilbydes de bedste forhold.

- ska1 have status som nationer i international handelsret.

- kan sagsøge myndigheder for at få fjernet regelsæt som de opfatter som diskriminerende.

kan rejse erstatningskrav overfor myndighederne hvis de mener, de har været udsat for "ekspropriering".

Målet er at få forudsigelige investeringsbetingelser. Det er foreløbigt tilladt at holde visse sektorer af den nationale økonomi udenfor dette. For eksempel for Norges vedkommende vil det i dag sige fiskeri- og oliesektoren.

Hvordan disse undtagelser vil blive behandlet senere er vanskeligt at sige. Men det er klart, at det er målet at få en aftale i stand forholdsvis hurtigt. Så kan det være praktisk med nationale undtagelser som tillæg til aftalen. Senere kan man i MAI tage disse undtagelser op en for en. Hvis der opnås 2/3 flertal, bliver de forkastet!

MAI kan først opsiges efter 5 år, og så vil de selskaber, der har investeret i løbet af hele perioden være sikret ikke-indblanding eller ændring af deres vilkår i de næste 15 år.

Der er næsten ikke et område, der vil forblive under national kontrol - der vil ikke være muligheder herfor. Nationale værktøjer til styring - hvad enten det drejer sig om sociale spørgsmå1 eller miljøspørgsmål - vil forsvinde.

MAI er mere et spørgsmå1 om nationalstaten som servil tjener for de multinationale selskaber. Stort set vil der kun være politi og forsvar tilbage at bestemme over. Favorisering af egen industri bliver umuliggjort. Nationalstaten bliver ansvarlig for brud på aftalen - også økonomisk.

U-landene har selvfølgelig protesteret.

De fleste mener at aftalen betyder en indblanding i andre landes anliggender. I WTO har der været forsøg på en lignende aftale (MIA) - som blev standset af Malaysia og Indien. De kunne alligevel ikke forhindre, at der blev oprettet en arbejdsgruppe i WTO. Målet er nok at banke u-landene på plads ved hjælp af bl. a. IMF.

Det vigtigste, der er sket i forhold til i hvert fald at få udsat en endelig behandling af aftalen, er Europa-parlamentets tilslutning den 11. marts til Kreissl-Dörfler-rapporten fra De Grønne.

Den indeholder en hel række ændrede forestillinger om national selvbestemmelse, miljøspørgsmål, arbejds- og socialspørgsmål. Den fik overvældende tilslutning med 437 for, 8 imod og 62, der afholdt sig fra at stemme.

Et forslag fra socialistgruppen om ikke at tilslutte sig aftalen i sin nuværende form fik også stort flertal.

I de seneste år er investeringer over landegrænserne vokset tre gange mere end varehandelen. Meget af dette reguleres ved bilaterale aftaler, men det er ikke nok for den internationale kapital. Miljøkrav, koncessionsvilkår, reguleringer, nationale bestemmelser, favorisering af national industri er alle sammen hindringer for den totale globalisering, som er den transnationale kapitals mål.

Det er også på denne baggrund at man skal se forslaget fra EU-kommissionen om et transatlantisk indre marked (New Transatlantic Marketplace - NMT) før 2010. Det indre marked i EU er blevet for lille - nu må der et fælles EU og USA marked til.

Arbejdet med et sådant marked er allerede startet op.

Der er alligevel en modsætning mellem et regionalt marked som Det indre marked eller NMT og så en total globalisering. Det regionale vil danne en barriere mod lande som ikke er med - og på den måde virke protektionistisk. Om kapitalen ender med denne variant eller et stort marked på verdensplan er også afhængigt af styrkeforholdet mellem imperialistmagterne, og af hvad der er nyttigst for dem på et bestemt tidspunkt. Men målet er et totalt åbent marked for handel og kapitalbevægelser. Den "globalisering" vi hidtil har set har faktisk mest været regional.

MAI er ikke mindst en aftale som skaffer den internationale monopolkapital fri adgang til den tredie verdens ressourcer. Den umuliggør også en beskyttelse af særlige erhverv der er vigtige for landet. Den indiske forsker Vandana Shiva tager dette op i et interview med det norske blad Dag og Tid den 19. marts 1998:

På spørgsmålet om det ikke er sådan, at u-landene faktisk kan vælge om de vil være med i MAI eller ej, svarer hun:

En del bilaterale u-landsprojekter vil. blive umuliggjort. Med MAI kan man ikke knytte betingelser til udnyttelse af naturressourcer, f. eks. i bytte for teknologiudvikling.

Et af de vigtigste aspekter ved MAI er, at den vil være med til at undergrave strejkeretten. Nationalstaten vil blive ansvarlig overfor investeringsselskabet ved f. eks. strejke.

EU- kommissionens forslag i forbindelse med transportstrejken i Frankrig, hvor Frankrig blev gjort økonomisk ansvarlig for brud på reglerne i det indre marked, vil blive institutionaliseret i MAI. Globalisering vil føre til større konkurrence fra lavtlønslande, noget som igen vil få lønmæssige konsekvenser for vores del af verden. Det mest sandsynlige vil være lavere løn - og her specielt for ufaglært arbejdskraft.

Der findes allerede i dag nationnale og internationale netværk mod MAI- aftalen. I Danmark er kendskabet til aftalen og dens perspektiver yderst ringe – og nogen væsentlig aktivitet imod den er ikke blevet organiseret.

Danmark er sammen med de øvrige u-lande på hovedet på vej ind i MAI-aftalen.

Som sædvanlig er fortielse og tavshed det vigtigste instrument, når landet er ved at blive bundet op i imperialistiske aftaler.

I Norge forsøger regeringen at sælge den til befolkningen som en progressiv foranstaltning. Udenrigsminister Knut Vollebæk hævder at "noget af ideen med MAI er at hindre markedskræfternes frie spil." (Nationen 28.2.98)

Hvad der er godt for de multinationale er godt!

Hvem tror de, de kan narre?