Sergei Mikhaylovich Eisenstein blev født den 23. januar 1898 i Riga, Letland. Hans far var arkitekt og ingeniør – en intellektuel. Han havde virkelig drevet det til noget med sit arbejde. Bedstefaderen på mødrende side, der kom barfodet til Skt. Petersborg, gik butiksvejen og sparede sig en formue sammen. Sergei Eisenstein voksede op i velstand. Han skulle blive det tyvende århundredes ypperste filmmager.

I 1910 flyttede familien Eisenstein til Skt. Petersborg. Sergei indrulleredes som syttenårig på Instituttet for Borgerlige Ingeniører, og levede en ganske sorgløs tilværelse. Han kunne ikke efter revolutionen sige som enhver arbejder eller kolchosbonde, at det alene var Oktoberrevolutionen, der åbnede hans livs muligheder. Men havde det ikke været for revolutionen, havde han måtte blive ingeniør som sin far. Revolutionen gjorde ham til kunstner, revet med af den revolutionære storm som gav alle gejst af frihed og selvbestemmelse. Alligevel fornægtede Eisensteins fortid som ingeniør- og arkitektstuderende sig ikke uden betydelig indflydelse på hans senere filmproduktion.

Arkitekten Eisenstein var inspireret af renæssancens rumopfattelse. Han studerede Leonardo da Vincis værker og var stærkt påvirket af Freuds tolkning af da Vinci. Eisenstein forsøgte at udfylde det rodløse tomrum, som blev en følge af den industrielle og teknologiske udvikling, ved at arbejde med filmmediets formsprog. Han søgte at forstå hvordan oplevelsen af maskinalderen og de deraf afledte følelser kunne forbindes med renæssancens grandiose stil og hvordan der kunne trækkes en tråd fra den marxistiske humanisme tilbage til hine tider.

Som iagttager af de oprørske masser på vej mod tsarens Vinterpalads i Skt. Petersburg i 1917 bestemte Eisenstein sin fremtid. Han meldte sig som frivillig i den Røde Armé og hjalp til med at organisere og konstruere fæstningsværker, og som det første skridt i sin fremtidige karriere at producere underholdning til tropperne. I 1920 forlod han militæret og deltog i Proletkult Teatret i Moskva, det første folketeater, som assisterende scene-konstruktør. Hurtigt fandt han sin plads som med-instruktør. I alt han søgte at opnå, glemte Eisenstein aldrig den politiske dagsorden og han skulle blive den mest værdsatte filmmager i Sovjetunionen.

Eisensteins første film, den revolutionære Strejken, produceredes i 1924, lige efter publiceringen af hans første artikler om redigering. Eisenstein fremlagde en ny redigeringsteknik hvori vilkårligt udvalgte billeder, uafhængige af handlingen, skulle præsenteres ikke i kronologiske sekvenser, men på en sådan måde at det ville skabe et maksimum af psykologisk indvirken.

Således skulle filmmageren søge at skabe de elementer i beskuerens bevidsthed, som kunne frembringe netop den idé han ønskede at kommunikere. Han skulle søge at placere tilskueren i en sådan åndelig tilstand eller psykologisk situation, at tilskueren praktisk talt selv skulle kunne frembringe idéen. Eisensteins teori var, at filmkunst er en syntese af kunst og videnskab. Disse principper holdt han højt i sin ganske karriere, og disse har selv i dag en overordentlig indvirken på filmmagere som stærk kontrast til den amerikanske stil, der blot følger en beskrivende lige linie.

I dag bruger dog selv Hollywood elementer af Eisensteins metode, men selvfølgelig i reaktionens tjeneste. Sammenligner man Sovjetfilmene og dagens Hollywoodfilm springer det klart i øjnene, at den gennemsnitlige amerikanske film forherliger den rå individualisme. Ofte gøre selv gangsteren til helt. På den anden side søger Sovjetfilmen at vække den sociale virkelighedssans og opdrage til nyttige og bevidste samfundsborgere. Filmen tjener folket, styrker det i kampen for socialisme og fred. Den gode sovjettiske film er livsbekræftende og ikke som de amerikanske tomt formalistiske.

I Eisensteins første film Strejken, som skildrer hvordan tsarens soldater undertrykker en strejke, sammenstiller Eisenstein klip af arbejdere, der bliver mejet ned af maskinpistoler, med klip af kvæg der slagtes i slagtehuset.

I 1925, for at mindes den fejlslagne revolution i 1905, bestilte Kommunist Partiet den berømte film Panserkrydseren Potemkin. Den blev filmet i Sortehavet ved Odessas havn. I 1958 blev den af internationale kritiker kåret som "the best film ever made".

Eisensteins næste film var to-timers filmen Oktober eller Ti dage der rystede verden som den også kaldes efter John Reeds bog med samme titel. Oktober behandler tiden fra Februar-revolutionen til Oktober-revolutionen i 1917, Lenins ledelse og bolshevikkernes kamp mod de kontrarevolutionære kræfter.

Efter andre kontroversielle film, som f.eks. Generallinien, Romance Sentimentale, og Torden over Mexico, gik Eisenstein i gang med det umådelige projekt filmisk at gengive middelalder-eposet Alexander Newsky i overensstemmelse med den socialistiske realisme. Filmen blev lavet i 1938 og fremhævedes som kollektivismens triumf. Den berømte sovjetiske komponist Sergei Prokofiev skrev partituret til filmen og Eisenstein sammenflettede billede og musik til én rytmisk helhed.

Samarbejdet Sergei Prokofiev og Sergei Eisenstein var værdifuldt for begge de kunstneres karrierer. Ikke alene inspirerede det Prokofiev til de nationale temaer i hans klassiske musik, også Eisenstein blev for første gang i næsten 10 år vel modtaget med sin film Alexander Newsky.

Siden efteråret 1937 havde Eisenstein gået med planer om at lave en film om trettenhundredetals Novgorod-prins Alexander Newsky (1220-63). Newsky havde ry i russisk historie for at være en retfærdig, gudfrygtig og brav statsmand og som klog leder af de russiske styrker i deres sejr over de invaderende Tysk-Katolsk-Teutoniske riddere. Eisenstein fandt historien velegnet og aldeles aktuel. Filmen var både pompøs og storslået, emnet var nationalt og så alligevel med bredere horisont. Større opfyldelse af den socialistiske realismes program var ikke set i filmkunstens histori. Historien om Alexander Newsky havde samtidig stor emnemæssig aktualitet siden Newskys største bedrift var at knuse de tyske imperialistiske angribere. Det var Eisensteins mening at fremdrage paralleller til det kommunistiske styre. Borgerlige kritikere af Stalin med deres stupide bagvaskelser fremhæver, at Eisensteins eneste dagsorden var at tækkes Stalin. Den personkult de kritiserer, er for en stor del dog deres eget værk. Stalin viste sig faktisk – bakket op af et enigt Kommunist Parti – at være den næste i rækken af heroiske ledere i russisk historie. Selv skriver Eisenstein i et essay om filmen:

Alexander Newsky gjorde på alle planer op med det uklare og nølende. Filmens form og indhold var direkte, patriotisk, partisk og ikke uvæsentligt; mindre intellektuel end hans tidligere film og hans målgruppe var det bredest mulige publikum.

Den nye kunstneriske udtryksform var opstået som en nødvendighed. Nye ting var ved at ske i verden og det er klart at disse nye udviklinger måtte siges på en ny måde.

Det, der var ekspressionismens tragedie var, at den mistede fodslaget med folket, som den henvendte sig til. I vesten blev de nye ekspressionistiske kunstnere for de flestes vedkommende selvfølgelig omklamret af "fagfolkene", systemets agenter, der roste alt som netop var utilgængeligt for jævne mennesker. Lykkedes det at kappe kunstnerens jordforbindelse, kunne de være nok så revolutionære, det var bare en pikant kuriositet ved deres bizarre klovnerier.

Men Eisenstein kappede ikke forankringen til den materielle virkelighed. Den spændte internationale situation afspejlede sig i Alexander Newsky for at "forberede… hver rusisk mand, kvinde og barn til at møde en kommende krig med en vis grad af optimisme." Hovedrollen blev besat af den populære kommunist og skuespiller, Nikolai Chersakov.

Samarbejdet med Prokofiev blev en sådan succes, at filmen var færdig fem måneder før planlagt.

Prokofiev var meget optaget af musikkens rolle i filmmediet. I Alexander Newsky undgik han enhver direkte hentydning til det trettende århundredes musik. Han mente, at trettenhundredetals musikken var blevet fremmed for det moderne menneske, så den derfor ikke var kraftfuld nok til at understøtte tilskuerens fantasi. I stedet brugte han temaerne i denne middelalderlige musik og "rekomponerede" disse for at kunne udnytte de muligheder et moderne symfoniorkester giver.

Et eksempel er hans brug af den "katolske" musik med sine intervaller, rytme og monotoni. Disse elementer overdrives ofte til det groteske for at understøtte den dramatiske pointe og for at understøtte den indtrængende fjendes dårlige image. Prokofiev leverede musik til bl.a. filmene Løjtnant Kije og Alexander Newsky. I 1951 belønnedes han med Stalin-prisen.

Eisenstein mødte i sin tid mange store kulturpersonligheder. I flæng kan nævnes maleren George Grosz, forfatteren Luigi Pirandello, Bernard Shaw, Albert Einstein, Louis Aragon, Abel Gance, James Joyce, Paul Eluard, Upton Sinclair, Walt Disney, og Paul Robeson.

Men i 1930 – under et besøg i Hollywood i USA – traf han på en anden af dette tyvende århundredes største filmskabere. Under et nærmest mislykket ophold i USA, hvor Eisenstein ud over at komme overens med det russisk-amerikanske aktieselskab Amkino om at lave en film om Mexico – filmens titel skulle blive Que viva Mexico! – også var med til at forberede en udstilling af maleren Alvaro Siqueiras værker, mødte han Charlie Chaplin. De to sluttede straks venskab. Chaplin havde og fik som Eisenstein selv en masse bøvl med de reaktionære amerikanske myndigheder indtil han blev udvist af landet.

I sit essay Charlie the Kid fra 1943 skriver Eisenstein beundrende om Charlie Chaplins humor:

Eisensteins sidste film skulle blive Ivan den grusomme. Igen et nationalt historisk epos denne gang fra 1600-tallet, men desværre nåede han ikke at fuldføre den sidste del af filmens tre afsnit. I februar 1946 blev han indlagt i Kreml med et hjerteanfald. Alligevel fortsatte han sin aktivitet. Det var på den tid, han skrev sine memoirer. Den 23. november samme år modtog han en medalje "for heltemodig indsats i det sovjetiske folks store fædrelandskrig." Eisenstein udnævntes til chef for Filmafdelingen i Institut for Kunsthistorie under det sovjetiske Videnskabernes Akademi. Han kvitterede med at skrive en afhandling, 30 års sovjetisk cinematografi og den russiske kulturs traditioner.

Den 11. februar 1948 døde Eisenstein, som altid i færd med at udvikle filmmediet og underlægge sig dets muligheder.

At Eisensteins film – på trods af kritiker-udmærkelser som "the best ever made" – kun yderst sjældent ser dagens lys i dansk- og som helhed kapitalistisk tv, beror nok mere på hans films revolutionære indhold end af filmenes alder. For filmene er teknisk set mere end fuldt på højde med dagens visionsløse frembringelser og indholdsmæssigt mere relevante end nogensinde.

Eisenstein hører til de få regisører, som kunne omsætte den praktiske erfaring til teori og omvendt. Altid på jagt efter nye veje og udtryksmuligheder for den revolutionære filmkunst. Altid midt i bestræbelsen på at gøre filmen til det bedst muligt virkende ideologiske våben.