Hvor går klassekampen hen?

Det sidste halve års tid har været usædvanlig intenst på den politiske arena. En unionsafstemning og ikke mindre end to parlamentariske valg, både folketingsvalg og kommunalvalg – samt en uventet storkonflikt, der afsluttedes med et regeringsindgreb mod de strejkende arbejdere: Det er gået slag i slag. Ikke mindst storkonflikten og unionsafstemningen har også medført et opsving i det folkelige politiske engagement.

Med et Ja til Amsterdam-traktaten har Overdanmarks politikere fra de åbent borgerlige til Nyrups socialdemokrater "løst", hvad de selv har betegnet som tidens politiske hovedopgave. Nu vil de vende tilbage til den "normale" parlamentariske dagsorden med implementering af unionstraktaten, økonomiske indgreb og ny finanslov. Og afslutning af de resterende overenskomster, ikke mindst for de offentligt ansatte.

Den "demokratiske proces" har sine grænser. Nu er vælgerne blevet spurgt ved tre lejligheder – og arbejderne ved en urafstemning, som blev omgjort ved indgrebet. Nu ønsker Nyrup og Co. fred og ro.

Spørgsmålet er, om de får det.

KOMMUNISTISK POLITIK har talt med Franz Krejbjerg, OKTOBERs landssekretær, om situationen efter et ophedet forår 98.

KP:

- Hvordan vurderer OKTOBER hele dette forløb og den situation, der nu foreligger – i klassekampen og for venstrekræfterne og den kommunistiske bevægelse.

FK:

-Vi tror, at der er god grund til at gennemtænke tingene. Der er brug for en selvkritisk analyse, ikke mindst i forhold til venstrekræfternes og kommunisternes rolle og indsats i hele perioden.

For det er en kendsgerning, at Overdanmark uden de helt store sværdslag har fået det som de vil: en hundrede procent Unionsregering, en elendig overenskomst, som er en hån mod industriens arbejdere, og mod alle andre arbejdende – og nu kan de tilmed prale af "folkelig opbakning" bag Amsterdamtraktaten!

Det er en kendsgerning, at Unionens - monopolernes, kapitalens og reaktionens – stilling er blevet styrket, og at arbejdernes og det store flertals, alle de demokratiske og progressive kræfters, stilling er blevet svækket. Det vil uden tvivl kunne mærkes i de kommende år, når unionsintegrationspolitikken bliver yderligere udviklet.

Det er sket på trods af, at arbejderklassen klart viste sin kampvilje i forbindelse med storkonflikten. Og på trods af, at arbejderklassen og det store flertal af befolkningen ikke ønsker Unionen, ikke ønsker Danmarks forvandling til en delstat i Europas Forenede Stater.

Alligevel går Nyrup og Co. fra "sejr til sejr". Socialdemokratiet har igen vist sig at være kapitalens og de europæiske monopolers bedste kort i dansk politik. Uden den socialdemokratiske regerings, partiets og fagtoppens knivstikkerpolitik mod arbejderklassen havde det borgerlige Danmark været i alvorlige vanskeligheder.

Nu tromler man bare videre …

Den benhårde arbejdsgiverlinje fortsættes

KP:

FK:

-Først og fremmest betyder det jo, at unionsudbygningen fortsættes. Den europæiske superstat er med Amsterdam-traktatens vedtagelse rykket et stykke nærmere. Og i de kommende år vil ja-sidens løgne om, at Amsterdam-traktaten ikke betyder mere Union, at Schengen-samarbejdet ikke er et led i opbygningen af unionsstaten, at EU ikke blander sig i socialpolitik, skattepolitik osv. blive afsløret. Konsekvenserne vil blive mærket på kroppen, af arbejderne, af det store flertal. Den benhårde arbejdsgiverlinje i de resterende OK-forhandlinger vil blive fortsat. Dels ved arbejdsgiverne, at de har regeringens støtte. Dels er regeringen selv arbejdsgiveren i forhold til de offentligt ansatte. Allerede før storkonflikten puslede regeringen med et indgreb mod "forbrugsfesten", som det hed. En forbrugsfest, som har været forbeholdt den rigeste trediedel. Nu kommer der et bredt indgreb, som også vil ramme dem, som har måttet se langt efter de velstilledes festligheder. Vi kan også forberede os på en ny reaktionær finanslov, der både vil øge unionsintegrationen og fortsætte i det gamle spor med omfordeling til fordel for kapitalen, på det store flertals bekostning.

KP:

FK:

Den mest afgørende grund er nok, at det stadig ikke er lykkedes, i den allerbredeste målestok, at klarlægge Unionens klassekarakter for arbejderne og det store flertal. Den allervigtigste sandhed om Unionen er jo, at Den europæiske Union er monopolernes projekt. At det er kapitalisterne og deres politikere, der har forenet sig om en ny statsdannelse – i profittens og markedsøkonomiens hellige navn. Højt sat en trediedel af den danske eller de øvrige unionslandes befolkninger har reelle økonomiske interesser i projektet. De to trediedele bliver taberne. Unionen er et redskab for den herskende klasse – imod arbejderne og de europæiske folk. Denne grundlæggende sandhed holdes selvfølgelig omhyggeligt skjult af Ja-siden. Af alle ja-politikerne, af medierne, af direktørerne og skibsrederne, der truede med at flytte deres virksomheder, hvis der stemtes nej, og af fagtoppen, som åbent har stillet sig i storkapitalens tjeneste.

Den brede folkelige modstand mod Unionen har alligevel fået et tydeligere og tydeligere klasseindhold: Det er arbejderne, som er kernen i det danske folks modstand mod unionsprojektet. Ligesom det er arbejderne i de øvrige EU-lande, der er kernen i modstanden, herunder i modstanden mod Den økonomiske og monetære union.

En af afstemningens konsekvenser er, at vi også må til at overveje formerne for den fortsatte kamp mod Unionsprojektet. For arbejderklassens Nej fandt næsten ikke udtryk i selve afstemningskampagnen. Denne afgørende side af modstanden må styrkes, finde sine egne former – og udvikle sin internationale karakter. At Unionen er vendt mod arbejderklassen bør styrke solidariteten og den fælles kamp ikke mindst mellem arbejderne i EU-landene.

KP:

FK:

- Ja, det mener jeg faktisk. Socialdemokraterne har kun kunnet slippe afsted med deres gentagne forræderi, fordi den parlamentariske venstrefløj og dele af den erklæret kommunistiske bevægelse har tilladt det. Fordi den har sat hensynet til en alliance med socialdemokratiet og rollen som støtteparti for en socialdemokratisk regering over alle andre hensyn.

Derfor kunne socialdemokratiet og fagtoppen slippe forholdsvis nemt afsted med et dobbelt eller tredobbelt overenskomstforræderi. Derfor kunne en socialdemokratisk ledt regering, som i 72 og i 93, endnu engang få luret det nødvendige flertal af de ellers så unionsuvillige danskere til at acceptere et nyt skridt på vejen mod unionsstaten.

Ja’et denne gang er dobbelt ærgerligt, fordi modstandersiden faktisk stod så stærkt som nogensinde. Da vi stemte Nej til Unionen i 92 var unionsmodstanden ikke nær så udtalt blandt de borgerliges vælgere, som den var i 98. Og denne gang førte et af landets største dagblade tilmed en intensiv Nej-kampagne. Erfaringerne med Maastricht og med omafstemningen i 93 har ikke gjort danskerne mindre skeptiske overfor monopolernes unionsprojekt.

Jeg er overbevist om, at venstrefløjens fredning af Nyrup og Co., sikrede ja-siden sejren. Den fyrede det meste af sit krudt af på Pia Kjærsgård – og lod den socialdemokratiske demagogi stå uanfægtet. Socialdemokratiets virkelige klasseforræderiske rolle som unionsparti blev ikke afsløret overfor de socialdemokratiske vælgere, overfor venstrefløjsvælgerne. Det afgjorde desværre sagen i denne omgang. Hvor trist det end er at konstatere det, må det også siges, at store dele af de kræfter i landet, som smykker sig med hædersbetegnelsen kommunister – fra DKP til DKP/ML og KPiD – har deltaget i dette så skadelige og dybt negative forsoneri.

KP:

FK:

Det er klart, at kampen har en defensiv karakter. At det gælder om at forsvare tilkæmpede rettigheder, der er sat under beskydning, og som vil blive endnu hårdere angrebet i de kommende år, også fordi borgerskabet er opmuntret af afstemningssuccessen. Det drejer sig generelt om alle de felter, der forbindes med den danske og nordiske velfærdsmodel, og med arbejdernes rettigheder. På den anden side nytter det ikke blot at holde fast ved noget, der allerede er udhulet og ved at være en skygge af sit tidligere indhold. Storkonflikten viste f.eks., at den så højt berømmede danske aftalemodel i realiteten ikke eksisterer. Når arbejderne gør brug af strejkeretten, knægtes den af lovgivningsmagten.

Vi må vågne op af illusionerne og indse, at unionsstaten er ved at være en realitet – med alt hvad det indebærer.

Også med hensyn til udvikling af nye former og metoder i arbejderklassens og de folkelige bevægelsers kamp. Hvordan udvikles klassekampslinjen i arbejderbevægelsen? Hvordan udvikles unionsmodstanden videre på en sådan måde, at arbejderklassen kommer til at spille sin nødvendige og afgørende rolle deri?

Vi er ligesom kommet til et punkt, hvor der må ske en ny klargørelse, en præcisering af det politiske indhold i arbejderklassens kamp på de forskellige felter – og en række nye kamp- og organisationsformer må udvikles. Sker det ikke f.eks. i forhold til fagbevægelsen, vil den simpelthen blive et støtteben for unionen. Stik i modstrid med hvad dens medlemmer ønsker.

Det hænger selvfølgelig snævert sammen med holdningen til socialdemokratiet. Socialdemokratismen er den vigtigste agent for borgerskabets politik i arbejderklassen. Uden et brud med socialdemokratismen, både dens højre- og venstrefløj, er en overgang til klare klassekampspositioner umulig. Det synes jeg både storkonflikt og unionsafstemningen endnu engang har vist, så tiøren burde falde for selv de mest tungnemme.

Og så en af de vigtigste pointer: Hele dette sidste halve års begivenheder har med syvtommersøm fastslået behovet for opbygningen af et stærkt kommunistisk parti. Det har vist, at Enhedslisten er helt ude af stand til at spille dette partis rolle, og at den heller ikke kan udfyldes af nogen af de eksisterende erklæret kommunistiske småpartier og grupper.

De positive træk i situationen: den øgede kampvilje i arbejderklassen,. som storkonflikten var et udtryk for, ungdommens venstredrejning, og tendensen til, at arbejderklassen rykker til venstre, til et brud med socialdemokratiet kan let kanaliseres ud i – ingenting. Ingenting og nye frustrationer.

KP:

FK:

- Da Clinton var i Berlin hyldede han den tyske kansler Kohl ved at meddele den nuværende genration af europæere, at det var deres opgave at skabe en Union efter tysk model, efter tysk forbillede. Det betyder Europas Forenede Stater, med Tyskland som den politisk og økonomisk førende kraft. Hvad der startede som et såkaldt frihandelsområde ender med en fælles stat og en fælles lovgivning på alle væsentlige områder. Med fælles mønt, hær og politi. Med et unionsefterretningsvæsen, der registrerer indvandrere og såkaldte terrorister og "politiske afvigere". Unionens virkelige ideologi er ikke "liberalisme": det er antikommunisme, det er fjendtlighed mod arbejderklassen, og dens hovedmål er at sikre kapitalismen og udbytningen evigt liv.

Den tyske arbejderklasse, og ikke mindst den vesttyske, er uafbrudt igennem det meste af århundredet, i nazitiden og efter krigen, blevet bombarderet med antikommunistisk propaganda. Og antikommunismen er mere eller mindre udtalt i arbejderklassen i mange europæiske lande. Det er blevet cementeret af, at mange gamle revolutionære kommunistiske parti forfaldt. De fleste af de kommunistiske partier i Europa gled i løbet af 50erne og 60erne over på revisionistiske positioner. Mange af dem udviklede sig før og efter murens fald til partier af socialdemokratisk type.

Men "socialismens fald" og den fremadskridende opbygning af Unionen fører ikke til at klassekampen og klassemodsætningerne dæmpes eller forsvinder. For hver ny fase i unionsopbygningen skærpes klassekampen og klassemodsætningerne tværtimod. Med kampen mellem arbejderne i alle unionslandene og de europæiske monopoler og deres nye stat som et omdrejningspunkt for udviklingen. I de tidligere revisionistiske lande mødes udviklingen af de ny kapitalistiske samfundssystemer også af modstand og protester. Spændingerne på vort kontinent er enorme.

Det er i denne situation, at den kommunistiske bevægelse genopbygges - både i unionslandene og udenfor, i vest- og østeuropa, og i det tidligere Sovjetunionen. I mange lande ser arbejderne hen til de socialdemokratiske og socialistiske partier med forventninger om, at disse vil skabe reformer, sikre arbejde og social fremgang, og dæmpe de ødelæggende sociale virkninger af den triumferende markedsøkonomi. Og igen og igen skuffes disse forventninger.