Arbejderne bærer unionsmodstanden

Resultatet af afstemningen gav ikke nogen anledning til vild jubel på unionstilhængersiden. Den fik som ventet bragt et Ja i hus, et meget spinkelt ja. Afstemningen viste, at Danmark fortsat er splittet med hensyn til Den europæiske Union, og at unionsmodstanden ikke er blevet det mindste svækket siden omafstemningen i 1993, men tværtimod er vokset en smule.

En betydelig del af Ja-stemmerne er fulde af forbehold, og reelt afgivet under trykket fra en samlet front af autoriteter, der arbejdede for et ja, og desuden i tillid til de (falske) forsikringer om, at hermed er det slut, at ideen om "Europas Forenede Stater" eller noget, der bare ligner, er stendød, som regeringen med Nyrup i spidsen gang på gang erklærede.

Selvom afstemningsresultatet var et nedlag for unionsmodstanden, var det langtfra et katastrofalt nederlag. Amsterdamtraktaten rummer vigtige nye skridt i unionsopbygningen – herunder integrationen af Schengen-aftalen i unionsstrukturen – men ikke de helt store skridt til videreudbygning af unionsstaten på basis af den økonomiske og monetære union og euro’en. Det er skridt, som uundgåeligt vil komme på et senere tidspunkt, og som vil kræve nye traktater.

En væsentlig tilbagegang i Nej-andelen af stemmerne, f.eks. fra omkring halvdelen til en god trediedel, sådan som mange opinionsundersøgelser pegede på i hele forløbet op til afstemningen, ville næsten automatisk have udløst en alvorlig krise for unionsmodstanden. Den kan nu undgås.

Unionsmodstanden er ikke bare intakt i befolkningen som helhed – den har også fået et endnu tydeligere klassepræg. Det er Underdanmark, der siger Nej til Unionen – Overdanmark, som siger Ja. Det var en af de ting, som blev tydeliggjort så klart som nogensinde ved afstemningen – og den vigtigste kendsgerning at forholde sig til i forhold til den fortsatte udvikling af kampen mod unionen.

På en række områder adskilte Amsterdam-afstemningen sig fra de to Maastrichtafstemninger i begyndelsen af 90erne.

For det første blev modstanden – især ved afstemningen i juni 92 – i første række tegnet af Folkebevægelsen mod EF-Unionen, den store, gamle og konsekvente EU-modstanderbevægelse, og af den fælles front af unionsmodstanderorganisationer og –bevægelser, som det lykkedes at skabe op til afstemningen. Sammen med en række andre positive faktorer (f.eks. at tilhængerfronten ikke optrådte samlet med Schlüter og Uffe Ellemann i spidsen for den daværende regering) var dette udslagsgivende for det berømte Nej, der genlød over hele Europa og udløste den latente folkelige unionsmodstand i en lang række andre lande.

Efter Maastricht-afstemningen spaltedes Folkebevægelsen, og i kraft af det nationale kompromis og SFs kursskift fra Nej til Ja, lykkedes det tilhængersiden at fremmanipulere et beskedent flertal for Maastricht-traktaten, i ly af Edinburg-undtagelserne, i 93.

Splittelsen af Folkebevægelsen og dannelsen af Junibevægelsen på et grundlag, der nok siger Nej til mere Union, men ikke kæmper for dansk udtræden af EU har uden tvivl haft langsigtede, negative virkninger. Det afspejledes blandt andet i, at det til en vis grad lykkedes at marginalisere Folkebevægelsen i den netop overståede afstemningskampagne. I medierne tegnedes modstanden for første gang i betydeligt omfang af den nationalistiske højreside, repræsenteret af Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet - og på den anden side af Junibevægelsen i skikkelse af Drude Dahlerup og af SFs vaklende Nej, fremført af Holger K., som har slingret fra afstemning til afstemning 90erne igennem.

Det lykkedes heller ikke den konsekvente EU-modstand – som i 92 – at skabe en bred og levende alliance af modstanderorganisationer og –bevægelser. Det hænger ikke mindst sammen med, at samarbejdet udelukkende har kunnet opbygges omkring parolen "Nej til mere Union" (og ikke simpelthen Nej til Unionen!). Det eksisterende samarbejde var temmelig formelt, temmelig sterilt. Og situationen kompliceredes yderligere af store indbyrdes uenigheder, først og fremmest i forhold til, hvordan Pia Kjærsgård og hendes dansk-aktive tropper skulle behandles.

Den udslagsgivende faktor - som bevirkede, at Nyrup og Co. i dag kan bryste sig af endnu en politisk sejr - var den parlamentariske venstrefløjs massive støtte til Nyrup-regeringen. For SFs og Enhedslistens vedkommende (og for dette sidste partis støtter: DKP, DKP/ML m.v.) var sikringen af en socialdemokratisk regering og samarbejdet med socialdemokratiet vigtigere end en sejr ved unionsafstemningen og vigtigere end den politiske kamp mod opbygningen af Europas Forenede Stater.

Socialistisk Folkeparti delte sig denne gang i Holger K.s tøvende Nej-fløj og Sten Gades overbeviste Ja-fløj. Derigennem ydede SF en uvurderlig støtte til Nyrup i kampen om (de socialdemokratiske) arbejdervælgere. Enhedslistens og SFs rolle som støttepartier til den socialdemokratiske regering forhindrede dem naturligvis i at afsløre den socialdemokratiske ledte regerings rolle som unionsregering, som det p.t. bedst mulige politiske redskab for Unionens og den europæiske storkapitals interesser.

Dette forhold, mere end noget andet, blev afgørende for det gunstige udfald for unionstilhængerne ved afstemningen:

Det snævre Ja var frem for noget den parlamentariske venstrefløjs nederlag.

Alle disse faktorer – og en række yderligere, som ikke skal tages op her – bevirkede, at der skete en række vigtige forskydninger – både politisk og klassemæssigt – i forhold til tilhænger- og modstandersiden, selvom de samlede stemmetal som nævnt betød et lille fald for Ja-siden og et par procent flere Nej-stemmer end i 93.

De sociale forskydninger kan sammenfattes i, at Nej’et endnu tydeligere end nogensinde før var Underdanmarks Nej – og Ja’et tilsvarende Overdanmarks, kapitalens og de velstilledes Ja. Stemmerne delte sig efter udprægede klasselinjer. Det betød en væsentlig vækst i Nej-siden i forhold til 93 i Jylland og på Øerne – og ikke mindst i de mest udprægede arbejdsløshedsområder. Nej-sidens traditionelle hovedbastion, København, mistede derimod stemmer i forhold til 93, men bevarede et spinkelt samlet Nej-flertal.

På den anden side reduceredes antallet af Nej-stemmer fra de småborgerlige mellemlag, akademikere, funktionærer og offentligt ansatte. Selvom flere kvinder end mænd stemmer Nej, svækkedes Nej-siden relativt blandt kvinderne. Dele af den studerende ungdom var markant mere EU-positiv end tidligere. For en del af de bedst stillede intellektuelle og funktionærer blev Pia Kjærsgårds Nej et påskud for at opgive deres ideologiske og politiske modstand mod Unionen – og stemme efter klasseinteresser. Steen Gade og SFs Ja-sigere var blot nogle typiske eksponenter for dette skred.

Samtidig forhindrede Nyrups løftekampagne, forbundet med venstrefløjens støtte til socialdemokratiet, at de socialdemokratiske arbejdervælgere i væsentlig større antal end tidligere stemte Nej. Dette afgørende sidste skred i arbejderklassen udeblev.

Mens unionsmodstanden klassemæssigt set er blevet mere entydig, er den (parti)politisk set blevet "bredere". Afstemningsresultatet viste samtidig falskheden i unionstilhængernes postulat om, at unionsmodstanden udgøres af den ekstreme højre- og den yderste venstrefløj. I så tilfælde skulle næsten halvdelen af befolkningen befinde sig på disse "fløje". Modstanden er udtalt blandt samtlige folketingspartiers vælgere. omend kraftigst på de parlamentariske "fløje", hvor Nej-partierne findes.

Først og fremmest bekræftede afstemningen det, som er overskriften på denne analyse:

Den bekræftede også, at de småborgerlige mellemlag – i overensstemmelse med deres klassemæssige placering – udgør en vaklende og politisk ustabil del af befolkningen.

Det er til gengæld ikke arbejderklassen og dens repræsentanter, eller dens klasseinteresser, som får tydeligst mæle blandt Nej-sidens organisationer og frontfigurer.

Deler man Nej-siden og Ja-siden efter objektive interesser i forhold til Unionen, og stemte folk efter deres klasseinteresser, ville der komme helt andre tal frem. Mere end to trediedele af befolkningen får deres stilling forværret gennem Den europæiske Union, mindre end en trediedel har klare politiske og økonomiske interesser i Unionen og unionsopbygningen. Det er Ja-sidens stadige dilemma og den grundlæggende årsag til den demagogiske karakter af al unionspropagandaen ved samtlige afstemninger, som altid har løjet om dens virkelige økonomiske, sociale og politiske karakter og udviklingsretning.

Det er unionsmodstanden, der har måttet klarlægge den politiske karakter af unionen, og dens overnationale karakter. Kampen imod Unionen, imod opbygningen af Europas Forenede Stater – og for dansk selvbestemmelse og suverænitet har været, er og må være, det fælles grundlag for hele Nej-siden, som forener de forskellige sociale og politiske kræfter.

Det vil det også være i fremtiden, hvor spørgsmålet vil rejse sig stadig tydeligere: Enten bliver Danmark en delstat i Europas Forenede Stater, eller det trækker sig ud og står udenfor.

Når Holger K. Nielsen dagen efter folkeafstemningen kom ud med det budskab, at afstemningen havde vist, at spørgsmålet ikke længere var dansk udtræden af unionen eller ej, er det en klar vildledning: Det drejer sig tydeligere end nogensinde – og det vil i fremtiden med etableringen af ØMU’en og Euroland blive understreget endnu kraftigere – om deltagelse eller ikke-deltagelse i projekt Europas Forenede Stater.

Folkebevægelsen mod EF-Unionen har som den eneste brede folkelige modstanderorganisation dette mål – og dette mål og hele denne situation må genbekræftes overfor hele befolkningen.

Hvad der ikke er plads til, og i fremtiden vil være endnu mindre plads til, er et både-og standpunkt.

Enten er Danmark med i den europæiske statsdannelse – eller det står udenfor.

Det er den konsekvente unionsmodstandsopgave frem til den næste folkeafstemning (der næsten helt sikkert kommer) at klarlægge denne situation for befolkningen, og eliminere indflydelsen fra det absurde "mellemstandpunkt", det "både-og", som f.eks. SF, Junibevægelsen og i høj grad også Enhedslisten repræsenterer.

Mens afvisningen af Unionen og opbygningen af Unionsstaten er et fælles spørgsmål for hele den brede unionsmodstand, ud fra en række forskellige politiske begrundelser, så er unionsstatens klassekarakter et spørgsmål, der kun kan rejses af kommunisterne og de virkelige venstrekræfter. Intet spørgsmål blev så fortiet under afstemningskampagnen som spørgsmålet om, hvem unionsstaten tjener. At der er tale om opbygningen af en union, som forsvarer storkapitalens interesser, at der er tale om monopolernes union, og at Europas Forenede Stater er den europæiske overklasses drøm om at skabe en europæisk imperialistisk supermagt på verdensplan.

Det forties selvfølgelig, at denne union er vendt mod arbejderne, flertallet i alle befolkningerne i Europa, og mod folkene og nationerne i resten af verden. I stedet fremstilles unionen som et rent politisk og ideologisk projekt, som grundlæggende set kan forandres i sit sociale og økonomiske indhold. Det er den socialdemokratiske og folkesocialistiske euro-reformismes eneste indhold.

At klasseindholdet af unionen blev undertrykt i debatten omkring afstemningen, var endnu en faktor, som var medvirkende til, at det ikke blev et Nej.

En af konsekvenserne var, at heller ikke to nøglespørgsmål, som kunne have afgjort afstemningen til fordel for Nej-siden, blev centrale i kampagnens slutfase:

Det ene er spørgsmålet om forsvaret af den danske og nordiske velfærdsmodel og afsløringen af de negative sociale konsekvenser, unionen bringer med sig for det store flertal af befolkningen.

Det andet er spørgsmålet om klasselinjen, om arbejderklassens stilling og rolle i unionen. Det er et spørgsmål, som er langt bredere end blot et spørgsmål om forsvar af den danske aftalemodel, som den socialdemokratiske regering lige op til afstemningen gennem indgrebet i storkonflikten reelt har sat ud af kraft, og det er et langt bredere spørgsmål end spørgsmål om unionen og fagforeningerne som sådan. Unionen opbygges i kamp mod arbejderne, i Danmark som i de øvrige unionslande. Den danske arbejderklasse har både selvstændige klasseinteresser at forsvare i kampen mod unionen – og er en del af den europæiske arbejderklasse, som Unionen opbygges på skuldrene af.

Blev spørgsmålet om velfærd sporadisk berørt under valgkampen, var der dødelig tavshed omkring arbejderklassen.

Unionsmodstanden må udvikle sig med udgangspunkt i, at arbejderklassen er den vigtigste kraft i modstanden, uddybe afsløringen af unionen som monopolernes værktøj, forsvaret af velfærden og klasselinjen. Ellers risikerer det spinkle Ja til Amsterdam også at blive et Ja til Europas Forenede Stater.

Ikke mindst Folkebevægelsen mod EF-Unionen må i denne sammenhæng kende sin besøgelsestid.

Ja-sidens sejr ved folkeafstemningen får det parlamentariske liv til at vende tilbage til "det normale". Umiddelbart i form af et økonomisk indgreb – Nyrup-regerings tak for Ja’et, dikteret af tilpasningen til unionen og ØMU’en. "Det normale" er samtidig en tilbagevenden til den store løgn, at Nyrup-regeringen er en "national regering" og ikke en Unionsregering, hvis væsentligste opgave er at tillempe unionspolitikken på stadig flere områder til danske forhold.

Kampen mod tillempningen og virkeliggørelsen af en række af Amsterdam-traktatens bestemmelser – og kampen for at afsløre de nye uundgåelige unionsudbygningsskridt, både dem, der foregår i praksis og dem, der fører til nye traktater, er selvfølgelig en permanent opgave for unionsmodstanden.

Et særligt spørgsmål er kampen mod ØMU’en. De danske arbejdsgivere presser kraftigt på for at få fjernet forbeholdene i forhold til dansk deltagelse i ØMU’en. Eller som dagbladet Børsen skrev i sin leder dagen efter folkeafstemningen:"Folkeafstemningens ja skal bruges konstruktivt. I første omgang til at få den danske krone knyttet til euroen, således at enhver usikkerhed omkring dansk valutapolitik forsvinder. Det vil være naturligt at søge en båndbredde på én pct., men det forudsætter, at regeringen i den kommende uge spiller ud med overbevisende stramninger, som kan få det truende minus på betalingsbalancen vendt til et plus. Sker det kan Danmark hurtigt forvente at få en aftale på plads, og Danmark vil knytte sig til et Euroland, som har gode vækstudsigter.

I praksis kan Danmark opnå et virtuelt medlemskab af ØMU’en. Men det er vigtigt, at der snarest tages hul på debatten om dansk ØMU-medlemsskab. Resultatet af denne folkeafstemning bør gøre det muligt for regeringen åbent at bekende sig til et dansk medlemskab af ØMU’en, som i givet fald bør blive den sidste danske EU-folkeafstemning i overskuelig tid."

Sådan er scenariet, set fra den danske kapitals synsvinkel. Alt tyder på, at det følges op af Nyrup og Jelved. Det er et større kampfelt, som dermed åbnes, og som unionsmodstanden for alvor må engagere sig i. En formel aftale omkring ØMU’en – og Danmark tager endnu et skridt mod monopolernes forjættede Euroland, og pantsætter den sidste mulighed for en vis økonomisk handlefrihed.

Schengen-aftalen blev med afstemningen en del af unionens traktatgrundlag. Den blev også et centralt tema i afstemningsdebatten. Det danske folketing tilsluttede sig i al hast, og uden den fjerneste form for folkelig debat, denne aftale kort inden folketinget tog på sommerferie i 97. Den efterfølgende diskussion har vist, at modstanden mod dansk deltagelse i denne aftale er kolossal. At få Danmark ud af Schengen-samarbejdet er et væsentligt mål for modstanden i den kommende tid.

Visse modstandere har fremført, at det nu gælder om at "holde Nyrup fast på løfterne". Det er en dårlig taktik, det er et forkert udgangspunkt for den fortsatte modstand, som vil dømme den til nye nederlag.