Den herskende klasses politikere med Nyrup i spidsen var lettede på afstemningsaftenen. Deres vigtigste opgave var løst: at få et flertal af danskerne til at stemme ja til Amsterdam-traktaten. Uanset hvor spinkelt det var. Og der var bekymring til det sidste: de havde lært af 92, og tog ikke denne gang noget for givet, selvom opinionsmålingerne gennem en lang periode viste, hvad der blev kaldt et komfortabelt ja-flertal.

Med den socialdemokratiske statsminister i spidsen blev der ført kamp om hver enkelt stemme hele vejen igennem. Millioner og atter millioner af kroner blev brændt af. Tre gange så mange fra Ja-sidens partier og politiske organisationer som Nej-sidens. Dertil kom arbejdsgivernes og virksomhedernes intense kampagner og fagtoppens ditto. Dertil kom alt det statsligt financierede "officielle" unionsmateriale, der foregav at være saglig oplysning, men var det modsatte. Og dertil kom en massiv mediefront, kontrolleret af Ja-siden, der var langt mere omfattende end Ekstrabladets enlige, stærkt omtalte Nej-kampagne.

Det var Overdanmark, der var linet op til at tryne Underdanmark. Til at fremtrue, fremtvinge og fremtrylle et Ja. Og denne gang, i modsætning til 92, var unionsfronten massiv. Nej-politikerne koordinerede og afstemte deres løgnagtige budskab: at Amsterdam-traktaten ikke betyder mere union, at unionsprocessen er stoppet med denne traktat. At den i realiteten blot er en dansk inspireret forbedring af den Maastricht-traktat med fire danske forbehold, som der blev stemt ja til ved omafstemningen i 93. De skændtes ikke indbyrdes på noget tidspunkt, statsministeren og regeringen gik hånd i hånd med "oppositionen", arbejdsgiverne hånd i hånd med fagtoppen i en fælles tilrettelagt indsats.

Den socialdemokratiske statsministers personlige "bidrag" var utvivlsomt af stor betydning. Kapitalisternes ledende talerør Dagbladet Børsen takkede ham på lederplads dagen efter:"Der er ingen tvivl om, at statsminister Poul Nyrup Rasmussens store personlige indsats har hentet de nødvendige socialdemokratiske stemme hjem til ja-siden. Det bør han høste anerkendelse for ikke blot i erhvervslivet, men hos alle der ønsker at Danmark skal være en aktiv medspiller i det europæiske samarbejde".

Børsen udtaler her den sandhed, at Socialdemokratiet stadig spiller den afgørende rolle for at holde Danmark i Unionen, som det i 72 var afgørende for det danske medlemskab af EF. Uden socialdemokratiet til at varetage kapitalens interesser i arbejderklassen var det ikke blevet et ja.

Det sætter også den socialdemokratiske regerings rolle i perspektiv: En åbent borgerlig regering med en Uffe Ellemann-Jensen som statsminister ville have fået et flertal af danskerne til at stemme Nej.

Socialdemokratiet har igen vist sig at være borgerskabets foretrukne regeringsvalg, når det gælder at varetage dets overordnede interesser og afgørende politik. Unionskursen.

Et lettelsens suk forplantede sig da også til unionshovedstaden Bruxelles, da valgresultatet blev kendt. Også Bruxelles havde lært af Nej’et i 92, og holdt sig efter aftale med den danske Ja-side diskret i baggrunden under afstemningskampagnen for ikke at provokere danskerne med massiv unionspropaganda.

For at få et spinkelt ja hjem måtte Ja-siden "love", at unionsprocessen hermed var slut, at enhver plan om en overnational statsdannelse og skabelsen af Europas Forenede Stater var skrinlagt for altid, at Danmark til enhver tid og efter suveræn folketingsbeslutning kunne trække sig ud af Schengen-aftalen, og at de fire danske forbehold vedblivende står ved magt.

For borgerskabet og dets politikere ved, at danskerne er modstandere af unionen, af den europæiske superstat, af processen hen imod Europas Forenede Stater. Et stort flertal af danskerne er det, i alle tilfælde. Indbefattet en betydelig del af dem, der stemte ja ved folkeafstemningen.

For det var når det kommer til stykket, hvad Amsterdam-afstemningen viste: At unionsmodstanden fortsat er massiv. Den er tilmed vokset med et par procent i forhold til afstemningen om Edinburgh-aftalen i 93. 4 l/2 ud af 10 danskere har gennemskuet unionsløgnen og siger bevidst Nej. På trods af en samlet front af ja-"autoriteter".

På en vis måde viste afstemningen, at der ikke er sket store skred i den danske befolknings holdning siden 93.

Alligevel er der sket visse betydningsfulde forskydninger mellem Ja- og Nej-siden. Nej-siden var i højere grad en nogensinde Underdanmarks Nej til unionen. Et klassebestemt, klassepræget Nej. De vaklende småborgerlige mellemlag stemte denne gang i større omfang end i begyndelsen af halvfemserne ja. Hovedstadsområdet er stadig et nej-område, men i mindre omfang end i 93, mens unionsmodstanden er vokset i resten af landet. Også i andre store arbejdsløshedsområder som Nordjylland og dele af Lolland-Falster viste der sig et Nej-flertal ved denne afstemning i modsætning til i 93.

Kampen om Danmarks deltagelse i Den europæiske Union er langt fra slut. Amsterdam-afstemningen var blot en træfning på vejen.