F.L. Schmidt på farten igen

 

Det er ingen hemmelighed. Danmark er et af de europæiske lande, det er allerlettest at nedlægge en virksomhed i. Det er uhyre billigt for en dansk virksomhed at smide samtlige arbejdere på gaden og flytte produktionen til lande, hvor arbejdskraften er langt billigere.

Engang var det Portugal, men i dag er det Polen og de baltiske lande, der er hovedmål for flytningen af danske virksomheder. Ikke mindst tekstil-industrien har udnyttet mulighederne for maksimal udbytning og profit i de tidligere Øst-lande.

En udvikling, der kun kommer virksomhederne til gode.

 

Det seneste eksempel på en virksomhed, der slår sig ned i Polen på grund af den ekstremt billige og dårligt organiserede arbejdskraft, er koncernen F.L. Schmidt. 150 arbejdere frarøves kynisk deres arbejde på koncernens afdeling i Valby. Konsekvenserne for arbejderne og deres familier rager ikke de multinationale, danske virksomheder spor.

Det fremgår yderligere af, at F.L. Schmidt op til folkeafstemningen d. 28. maj om Amsterdam-traktaten truede med at nedlægge fabrikken i Valby, hvis det blev et nej. Ja’et var dårligt nok kommet i hus, for beslutningen om virksomhedsflytningen blev offentliggjort.

Koncernens løfter var intet værd.

 

Nu er F.L. Schmidt ikke en tilfældig lille biks. Det er en af de største og mest kendte - andre vil nok sige mest berygtede - danske virksomheder. En af de toneangivende kapitalistiske foretagender i Danmark og indenfor cementindustrien i Europa.

Og der er intet overraskende i, at koncernen aktivt støtter opbygningen af Monopolernes forenede Europa og udnytter de gunstige muligheder for at styrke profitten, som EUs Unionsprojekt tilbyder. Det er normal praksis - set udfra kapitalisternes synsvinkel.

 

Koncernen var som bekendt, som hovedparten af dansk industri, med på vognen, da Hitler i 1930´erne og 40´erne med den tyske monopolkapital i ryggen forsøgte at opbygge Neuropa. Som Aktive Modstandfolk afslører i bladet Håndslag var samarbejdet mellem F. L. Smidth og den nazistiske besættelsesmagt af helt unik karakter.

Koncernen havde bl. a. gennem sin cementvirksomhed, Ålborg Portland, afdelinger i andre lande, ligesom man som følge af sin ekspertise indenfor cementfabrikation, har forestået vedligeholdelse og reparationer af andre cementfabrikker.

I 1940´erne, under den tyske besættelse af Estland, gik F.L. Smidt så vidt, at man udnyttede slavearbejdskraft - krigsfanger og tvangsarbejdere - på cementfabrikken Kunda. Virksomheden har endog den frækhed at kræve erstatning af den estiske stat, fordi virksomheden ovenpå 2. verdenskrig blev nationaliseret af Sovjetunionen, som Estland blev optaget i.

Mange andre celebre historier kan fortælles om koncernen FlS Industries og det særdeles varme forhold man havde til besættelsesmagten. Det var god forretningsmæssig skik at holde med den stærke part og tjene penge på nazisternes hærgen i Europa.

I dag er det ikke mere Hitlers drømme om Neuropa, men den europæiske monopolkapitals projekt Europas forenede Stater, der ligger F.L. Scmidth på sinde. Det er de samme kræfter, der står bag EU. Målet er det samme: en europæisk supermagt, der kan tjene storkapitalens interesser.

Et projekt, som det danske Socialdemokrati støtter aktivt: dengang som i dag. Den socialdemokratiske Stauning-regering og samarbejdsregeringen under krigen forrådte Danmark - og ligesom sidenhen socialdemokratiske regeringer har solgt dansk selvstændighed og uafhængighed til NATO og EF/EU.

Derimod er det blevet ved snakken, når det drejede sig om at forhindre, at danske virksomheder flytter sydpå i profitøjemed. De socialdemokratiske pampere i LO-toppen, der under den tyske besættelsen direkte opfordrede til at stikke modstandsfolk og er unionstilhængere om en hals, har været ligeså passive som partifællerne på Christiansborg.

 

Det er nedefra, fra de fagoppositionelle kræfter i fagbevægelsen, at kravet om at forhindre virksomflytningerne må komme. Der er ikke nogen hjælp at hente fra EU - eller fra de politiske ledere, virksomhedsejere og faglige topfolk, der i samlet flok påstod, at et ja til Amsterdam satte bom for flere virksomhedsflytninger.

Det må gøres så dyrt og vanskeligt som muligt at nedlægge virksomheder og smide arbejderne på gaden, at det ikke længere kan betale sig at flytte produktionen udenlands.

Søderberg