Efter at Kommunistisk politik i sidste nummer anførte en række kritiske bemærkninger til Sven Tarps artikelserie, bragt i Arbejderen, blev retorikken justeret blandt andet på spørgsmålet om, hvem arbejderklassen er, uden vi dog blev krediteret. Men indholdet forblev også uforandret.

En særlig formulering hos ST har rumsteret i baghovedet: Socialismen er endemålet, Nu er jeg kommet i tanke om at det netop er denne formulering der bruges i Enhedslistens strategiske programudkast, der blev behandlet på landsmødet her i foråret. Dette sammenfald i sprogbrug afspejler ikke andet end STs og det ny DKP/MLs drøm om at blive anerkendt hos Enhedslisten, men på den anden side burde man tage konsekvensen og døbe DKP/ML om.

At betegne socialismen som endemålet er mildt sagt en forvanskning, der vil noget. Det socialistiske samfund er første fase i et forløb, en proces under "proletariatets diktatur", hen imod det klasseløse kommunistiske samfund. Ved at gøre en socialismen til endemål for arbejderklassen opnår Sven Tarp at fjerne det egentlige indhold af socialismen fra overgangsstadie til det højest opnåelige. Samtidig åbnes der også for den logiske konsekvens, at udviklingen hen imod dette socialistiske endemål kan og bør ske under kapitalismen.

Ingen skal dog være i tvivl om, at netop disse spørgsmål nøje er afdækket af marxismens klassikere, der utallige steder fastslår: at den tanke, at man kan reformere det kapitalistiske system til socialismen, er en forræderisk og lumpen linie, der kun fører til forlængelse af kapitalismens levetid.

En socialistisk revolution er det kommunisterne arbejder for at forberede under kapitalismen.

På mange måde er artikelserien imponerende i sin omfattende og åbne fordrejning af alle marxismens leninismens væsentligste ideologiske, teoretiske og politiske spørgsmål. Den 27. maj bringes f.eks. et afsnit om arbejderklassens fortrop. Alle der har læst bare den mindste smule marxisme eller f.eks. bare John Max Pedersens begynderlærebog om marxisme og leninisme vil vide, at kommunisterne definerer det kommunistiske parti som arbejderklassens fortrop! Alligevel har ST skrevet en helt ny definition på dette gamle begreb. Uden at der noget steds i Arbejderen har været det mindste pip eller bare antydning af, at nogen stiller spørgsmålstegn til ST.

ST anføre at der eksisterer en fortrop i arbejderbevægelsen, "Den består kort sagt af de arbejdere, som går forrest i klassekampen."

Nogle er medlemmer af de kommunistiske partier, andre er medlemmer af Socialdemokratiet, for ST stiller tingene på hovedet, men narrer vel næppe andre end sig selv.

For ST er det nemlig ikke længere et spørgsmål om perspektiver, når der tales om fortrop, fortroppen er simpelt hen dem der går forrest. "Hvor skal vi hen du?" fristes man til at spørge. Her kommer ST med endnu et opsigtsvækkende svar: "som politisk kraft i det danske samfund mangler den stadig at udtrykke sig i et stort marxistisk arbejderparti, som står på klassekampens grund."

Her ender ST tilbage i armene på Enhedslistens programudkast, en moderne revisionist på vej mod parlamentarisk karriere.

Dette store "marxistiske arbejderparti" broderer ST videre på under overskriften "Behovet for et stærkt kommunistisk parti" den 29. maj. Målet, erklærer Tarp nu, "er at skabe et stærkt marxistisk arbejderparti". Det skal være "marxistisk" og "i sin helhed og i sine valgte ledelser bestå af et flertal af arbejdere".

Dette er typisk for STs måde at manipulere med den revolutionære teori. Han går både ind for (i overskriften) et stærkt kommunistisk parti – og (i teksten) for et masseparti, som han kalder et marxistisk arbejderparti. Det er for at sprede forvirring og stikke folk blår i øjnene. Tarp ved udmærket, at de kommunistiske partier gennem næsten 70 år har været defineret som "marxistisk-leninistiske partier", har tilsluttet sig marxismen-leninismen som ideologisk grundlag udfra den opfattelse, at leninismen udgør marxismen i imperialismens og de proletariske revolutioners epoke. Ved at tale om et "marxistisk" og ikke et "marxistisk-leninistisk" parti åbner Tarp bevidst for det socialdemokratiske og trotskistiske trick med at sætte Marx og "marxismen" op mod Lenin og "leninismen". Tarp ved også udmærket at selve betegnelsen et "marxistisk arbejderparti" er hævdvundne venstresocialdemokratiske og trotskistiske betegnelser for disse antikommunistiske strømningers partiprojekter. Og at i selve betegnelsen "kommunistisk parti" indgår den leninistiske definition af dette parti som arbejderklassens fortrop og som et parti med et flertal af arbejdere i alle instanser.

Tarps taskenspillertrick, som søger at etablere identitet mellem begrebet "kommunistisk parti" og begrebet "marxistisk arbejderparti" – men med henblik på at erstatte den kommunistiske partidefinition med en traditionel antileninistisk definition – er et typisk og beskidt renegatkneb. Hvad Tarp drømmer om er ikke et kommunistisk parti, men en uhellig alliance af pseudokommunister, venstresocialister, trotskister og socialdemokrater af forskellig slags.

Artikelseriens placering, mængden af artikler, den kendsgerning at DKP/ML udgiver teksterne som en pjece, samt den totale mangel på bare supplerende indlæg fra læsere, giver et klart billede af den metode som DKP/ML bruger i opgøret med marxismen-leninismen.

Kujonernes triumf.