Sidste år udtalte den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen til den amerikanske TV-station CNN:

"Jeg er af den opfattelse, at det vil være en fordel for Danmark på længere sigt, at være medlem af den Økonomiske Monetære Union." (Notat nr. 4-l997).

Det er utvivlsomt Nyrups ønske, men han fremsætter det først og fremmest på andres vegne, nemlig storkapitalens. Kapitalisternes hoforgan Børsen tordnede lige efter folkeafstemningen løs med, at nu måtte man bruge Ja’et til i første omgang at knytte kronen fuldstændig fast til euroen via en aftale, hvilket ville betyde reel, om ikke formel ophævelse af det danske forbehold. Og i anden omgang skulle der være en ny folkeafstemning om ØMU’en.

Nyrup var hurtigt ude med at tilfredsstille børsherrernes krav til en statsminister. Faktisk var han på forkant i 97. Under afstemningskampagnen skulle han nok dy sig for at komme med en sådan udtalelse.

Befolkningen mener sig nemlig i besiddelse af 4 forbehold i Maastricht-traktaten, hvoraf netop ØMU’en var eet af dem.

Og sådan var der så meget op til Amsterdam-afstemningen.

Den bondefangerkampagne, som den ja-sigende elite lod skrumle afsted, var spækket med sådanne "unøjagtigheder", i stort som småt.

To små artikler fra Politiken, henholdsvis fra 17. og 19. maj 98, viste den unøjagtighed, der er så uundværlig også for A/S Politikens redaktion.

Overskriften den 17. lød således:

2 dage efter skulle man tro, noget dramatisk var sket, efter en heroisk dansk indsats. Overskriften lød nu:

Nærværende artikels formål er at afdække denne forbavsende karakterfaste avisoverskrift, der også signalerer mådehold og mellemstatslig EU-puritanisme.

Men inden der kradses i sminken kan lidt historie være på sin plads.

I den selvsamme avis, Politiken, som sagde stort Ja til Amsterdamtraktaten, mens lillebroderen og koncernens guldklump Ekstrabladet sagde Nej, kunne man for et halvt år siden – den 26. januar - læse følgende:

Efter den franske blokade ( i l993 T.M.) foreslog EU-kommissionen en ny forordning, der giver EU ret til at pålægge nationalstaterne at gribe ind over for faglige konflikter, som truer varernes frie bevægelighed i det indre marked.

EU-kommissionen var utilfreds med, at den franske regering ikke resolut nok greb ind overfor chaufførerne."

Før det ildevarslende ja til Amsterdam-traktaten d. 28. maj 98 – som aldrig vil gå over som en af de berømmelige datoer i Danmarkshistorien – eksisterede der faktisk en bred modstand mod EU-kommissionens forslag om indgreb i forhold til arbejdskampe:

"I et høringssvar til regeringen skriver LO, at konflikter på arbejdsmarkedet må løses af det enkelte lands egne myndigheder og domstole." (Pol. 26/1-98)

Det er EU da lige glad med.

EF-domstolen dømmer den franske regering (december 97) for passivitet overfor arbejdskampe:

"Franske politi havde ikke grebet tilstrækkeligt kraftfuldt ind mod bønder som blokerede franske veje for spansk og italiensk frugt og belgiske tomater(...) Domstolen har dog, med respekt for det nævnte skøn, kompetence til, under søgsmål at efterprøve, om den pågældende medlemsstat har truffet foranstaltninger, der er egnede til at sikre de frie varebevægelser. (Præmis nr 35 i sag C-265/95)."

På denne indirekte måde kan EU alligevel være forklædt aktør, og overlade det til den lokale regering at overlade det til politiet at gøre det beskidte arbejde. Det er altid den lokale regering, der på denne måde, har det juridiske ansvar. Monopolerne er som altid taktfuldt diskrete og nyttigt usynlige.

Tilbage til Politikkens to modsatrettede overskrifter.

Den 17. maj forventedes industri- og erhvervsministrene i EU at sige ja til en forordning med følgende indhold:

"EU-landene forpligter sig til, straks at informere om ulovlige eller overenskomststridige konflikter i form af f.eks hærværk og vold, og i øvrigt sørge for at få dem stoppet så hurtigt som muligt." ( Pol. d. 17/5)

EF-domstolen kan, efter ministerrådsmødet d. 18. maj slæbe en nølende regering for domstolen. Øjeblikkeligt - og ikke som ved tidligere praksis, hvor der kunne gå op til 4 år.

Forpligtelsen for det enkelte lands myndigheder til at orientere EU-kommissionen (Og Europol, hvis Sirene-arkiver ifølge de hemmelige dokumenter omkring Schengen-aftalen vil bugne med registreringer af folk med upopulære politiske anskuelser – og hvorfor ikke? – faglige aktivister i stribevis, T.M.)

"gælder kun, når balladen kan karakteriseres som optøjer, hærværk eller vold." (Politikken d. 19/5)

Det er praktisk nok lagt op til de lokale myndigheder at tolke, hvornår der er tale om ballade, optøjer, hærværk og vold. Nogle kan stadig huske 18. maj 1993 på Nørrebro, eller den af politiet foranledigede hærværksaktion på Rømø under RiBus-konflikten. Politiet har mere end en gang skabt den nødvendige stemning, og formålsrettet tjenesteiver vil også frem over kunne påregnes.

Hvis ikke det enkelte land anmelder en igangværende blokade til EU-kommissionen, er det et brud på forordningens artikel 5. Udhulingen af den af alle, indbefattet LO, så højt lovpriste danske arbejdsmarkedsmodel er i fuld gang. Optøjer eller ej.

Læste man kun de to Politiken-overskrifter, kunne man sidde tilbage med det indtryk, at den danske Ja-sides statsminister havde ændret EU-retten, forskrækket EF-domstolen og slået hul i Round Table.

Men ministerrådets resolution fra 18. maj taler om at ineffektive regeringer, der ikke vil "tage de nødvendige og passende midler i brug for at sikre varernes frie bevægelighed."

De får bøder og erstatningspligt.

Som der står i Amsterdam-traktaten:

En sjælden og oprigtig klarhed lyser ud af dén sætning.

Det står i traktatens artikel 6, der tidligere hed Artikel F. Der står meget uldent i den artikel, som der flittigt blev refereret til under afstemningsdebatten. En væsentlig ændring fra Maastricht-traktaten havde sneget sig ind her. I Maastricht-traktaten hed det oprindeligt:"Unionen respekterer medlemsstaternes identitet og deres styreformer, der bygger på demokratiske principper."

Denne passage var i Amsterdamtraktaten helt strøget og erstattet med en lang gang unions-uld-i-mund. Nu hedder det:

"Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles. Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom d. 4 november l95o og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten."

Et smukt eksempel på det morads-juridiske sprog, der skal pakke monopolernes magtønsker ind og skjule traktaternes sande klassekarakter. Og et smukt eksempel på den snigende unionsudvikling. Det er selvfølgelig ikke tilfældet, at unionstraktaten ikke længere "respekterer medlemsstaternes identitet og deres styreformer". Unionen über alles – traktatfæstet for 300 millioner skikkelige europæere.