Miljø i perspektiv

Miljø er blevet en "trend", som diverse politikere spekulerer i. Det betyder, at der er stemmer i det. Det giver altid et skær af troværdighed og tillid at tage til orde for sund mad, at ytre medlidenhed med de overfede og sammenstuvede kyllinger og tordne imod allergiskabende madsminke og salmonella-bomberne, som kaldes æg. Men når folk spørger sig selv og andre, hvem der egentlig har skabt alle problemerne og hvad der gøres for at rette op på dem, kommer der ingen konkrete svar. Men alle ved det: Det er den rå kapitalisme, der ikke skyer noget middel for at rage merprofit til sig. De ved udmærket, hvad de gør, men går den, så går den. Og det varer jo mærkværdigvis (!) altid syv lange og syv brede, før det eventuelt gribes delvist ind.

Hvor kom syreregnen over de svenske skove fra? Er der igen fisk i Rhinen? Smider tyskerne ikke længere deres farlige affald i Nordsøen? Er Storbritannien ophørt med at opvarme havet omkring det med udslip fra de gamle, udslidte atomkraftværker?

Det er ret strengt for tænksomme væsener at skulle høre de lange jammertaler om miljøsvineriet i de østeuropæiske lande. Under deres kampagne for ja til Amsterdam-traktaten var det et stående argument, at nu skulle det lille superdemokratiske og solidariske Danmark og alle vennerne i EU komme de stakkels miljøbelastede "nye demokratier" til undsætning, give dem Marshall-hjælp og få dem på fode efter den Iykkelige befrielse fra 50 års nådeløst "kommunistisk åg".

Selvfølgelig var og er der store problemer i den tidligere Sovjetunion og i de østeuropæiske lande. Men også her bør man vel se nøgternt på sagen og ikke lukke øjnene for kendsgerningerne? Og set i det Iys, fremkommer der et noget anderledes billede.

Tusinder af danskere har efter Anden Verdenskrig besøgt disse lande. Mange af dem har været fagfolk som f.eks. Iandsbrugsledere, ingeniører og andre industrispecialister, byggefolk og arkitekter, skabende og udøvende kunstnere, almindelige nysgerrige turister og også en sjat ordinære spekulanter og plattenslagere, der øjnede let tjente money.

Over for sovjetiske kollektivbrugsledere og andre blev der bestandig anket over de "gammeldags" dyrkningsmetoder. Man skulle da bare sprede noget mere gødning på markerne. Sikken et udbytte, det ville give ... De dumme kommunister ville åbenbart ikke deres eget bedste, men herregud, de dumme russere vidste vel ikke bedre ... de skulle bare sende bud efter nogle danske landmænd, mente de arrogante og overlegne landbrugsspecialister....

Og der var stor forundring, når de ved rundvisning på kollektivbrugene talte med Maria eller Olga, som havde personligt ansvar (!) for at passe otte eller ti køer, og som minsandten gav sig tid til at snakke med dem. Som om det var mennesker ... Det gav mere og bedre mælk, sagde de. Og de kloge danskere smilede medlidende og rystede på hovedet over så megen bondsk dårskab.

Da en gruppe danske besøgende på et stort bageri fik at vide, at det var strengt forbudt at bruge farve og andre kemiske tilsætningsstoffer, stirrede de vantro på tolken, trak hinanden i ærmet og hviskede: Der fik vi dem. Det er klart, at det er løgn altsammen. Kommunistisk propaganda. Og dog var det sandt. For andre var det mere et problem, at kagerne efter deres smag var "tunge" og alt for søde ...

En flok danskere blev en varm sommerdag kørt ud til det smukke søområde, der omkranser Moskva. De lyttede tålmodigt til historien om, hvorledes kommunisterne for at forbedre miljøet i Moskva og omegn havde taget fat på at gøre omegnen, der tidligere nærmest var en ørken, til en vidunderlig oase med store skove med rigt dyre- og fugleliv, og med søer og floder, hvor der nærmest var trængsel af fisk. Danskerne gik i vandet og havde en dejlig udflugt. Og det var typisk engang. Overalt kunne man drikke vandet og bade uden risiko for at blive syg.

Der var bygget mange idrætsanlæg, f.eks. stort moderne ro- og svømmestadion. Der var små byer af hytter til "opdagelsesrejsende" børn og unge og til lystfiskere, næsten utallige lejrpladser, boder med salg af blade og bøger, is og boller osv. De unge spillede ofte volleyball på en stump plæne eller mark, men der var også fodbold-, håndbold- og tennisbaner. Også et led i miljøpolitikken.

Fra skovene er der lagt store rørledninger ind til Moskva, hvor de ender i den berømte Metro, den vidtstrakte undergrundsbane, hvor man kunne køre i timevis for nogle småører. Den skovduftende luft blev via store "støvsugere" pumpet ned i Metroen. En strækning på op til 100 kilometer. Herligt. Og folk passede meget på deres Metro. Der blev næsten aldrig smidt en stump papir eller et skod. Og hvis det skete, kunne synderen være sikker på at få en skideballe af dem, der så det.

I den gamle Sovjetunion talte man om miljø og lovgav om det mange år før man i vest vågnede op og begyndte at beskæftige sig med problemerne. Det er indlysende, at under et socialistisk styre er det må mange måder noget lettere at gennenføre foranstaltninger, som i f.eks. vesten ville betyde indgreb i de private ejendomsbesidderes og fabrikherrers dispositionsret. Man kunne nævne de strenge forbud imod udledning af spildevand og anden forurening af vandløb og grundvand.

Danske miljøforskere, ornitologer og jægere m.fl. har fået øjnene op for, at mens der kun er et par storkepar tilbage i Dammark, er der i hundredtusindvis østpå. Polen er det eneste europæiske land, hvor der findes en stor bestand af vildsvin.

I Sovjetunionen og andre steder var man næsten ved at have indført økologisk landbrug. Det betød mindre anvendelse af pesticider og kunstgødning med tilhørende forurening. Den rationelle anvendelse af maskinparken betød også en stor miljøgevinst. Det bør dog ikke skjules, at den ringere rensning af benzinen medførte store luftgener. De fleste store og tunge transporter blev klaret af det vel udbyggede jernbanenet. Det var/er stadig en store miljøgevinst.

For at forstå problemerne og deres årsager i østlandene må man nødvendigvis have nogle pejlemærker og sted- og tidfæste de store ændringer

De store forandringer, som punktvis, koncentreret i de store industricentre, medførte udbredt miljøsvineri, hensynsløs rovdrift på råstoffer, fabrikker og mennesker, indledtes generelt med den politiske forurening og omvæltning, som renegaten og kupmageren Nikita Hrustjov iværksatte på det kommunistiske partis 20. kongres i 1956. Her indledtes knæfaldet for kapitalismen, og den degenererede Sovjetunion lod sig fange af forceret og overophedet oprustning, der sammen med andre politiske og økonomiske fejlgreb skævvred økonomien og udmarvede landet. Med Gorbatjov og hans revisionismebelastede efterfølgers store forsoning med imperialismen fik denne udvikling endnu et skub fremad. De var hovedansvarlige for demonteringen af Lenins og Stalins værk: Sovjetunionen - den Sovjetunionen, som var i stand til at besejre den tyske hær ved Stalingrad og jage de slagne tropper tilbage til krigens arnested.

Argus