Økonomisk apartheid

Brev fra Sydafrika 4

 

For en udlænding i Sydafrika rejser det samme spørgsmål sig igen og igen: Hvor blev revolutionen og friheden af?

Når man rejser rundt i landet og har sin daglige gang i townships og fattige landområder, føler man sig hensat til den tid, da man under ingen omstændigheder rejste til Sydafrika for ikke at komme til at fremstå som en støtte til apartheidregimet.

I de små byer i grænseområdet mellem Mpumalanga og Northern Province leves det uforandrede undertrykte liv. En sort landarbejders liv er ikke blevet mere værd af, at regeringskontorene befolkes af sorte.

En borgerrettigghedsgruppe fra hovedstaden har fået fingre i en af mange sager, hvor en sort landarbejder er blevet mishandlet til døde af sin hvide arbejdsgiver. Absolut ikke nogen usædvanlig sag, men dens forløb er typisk for de fattige sortes situation. De fleste sager bliver afvist på grund af bevisets stilling, som det hedder, men denne ene sag køres helt igennem, fordi bogerrettighedsgruppen har penge til at hyre et par sagførere. Der fældes dom over den hvide farmer, som idømmes en bøde på 500 Rand for vold. Det kunne ikke bevises, at det var hans hensigt at dræbe landarbejderen!

I skolerne er der op til 200 elever i et klasserum uden borde og stole, uden tavle og lærebøger, uden elektricitet og uden glas i vinduerne.

I de sorte townships kommer sjældent hvide mennesker, og der bliver kigget langt, når man kommer kørende. Men det er her, de mennesker, der ofrede alt for revolutionen, stadig lever. Det var herfra kampen mod apartheid blev ført, og det er primært herfra kampråbene stadig lyder, men til forskel fra tidligere er det uden omverdenens opmærksomhed.

Til disse mennesker udtalte Mandela ved sin løsladelse:

"Vore håb og vore drømme er ved at gå i opfyldelse. Vi behøver ikke længere håbe på en bedre tilværelse, vi har ret til det."

Hvem har behov for
forsoning?

Sandheden er, at den ret stadig ikke er de sortes. Hvad der efterhånden står helt klart er, at den "forsoning", som Mandela har viet sit præsidentarbejde til under omverdenens store jubel, næppe fungerer som andet end en facade, bag hvilken apartheid fortsætter med nye midler. Spørgsmålet rejser sig: Hvem er det, der har behov for forsoning?

Op til valgdagen i 1994 hamstrede de hvide mad og befæstede deres huse mod de frygtede maids, servants, arbejdsløse, hjemløse og sorte masser i det hele taget. Fire år senere opvarter maids og servants stadig de hvide, de arbejdsløse er stadig uden arbejde, de hjemløse har stadig intet sted at bo og de store sorte masser venter stadig på revolutionen. Der er intet nyt i det nye Sydafrika, bortset fra en god portion hvid paranoia.

Før de Klerk offentliggjorde legaliseringen af ANC og løsladelsen af Mandela den 2. februar 1990 havde de hvide magthavere ved hemmelige møder med ANC opnået en aftale, der kunne tilfredsstille magthaverne og "det internationale samfund".

Amerikanerne, englænderne og verdensbanken havde gjort det ganske klart, at Sydafrika var velkommen i verdensøkonomien, hvis man fulgte en ortodoks neoliberal politik, der favoriserede de store foretagender og udenlandske investeringer, skar ned på regler og andre hindringer i produktion og handel, privatiserede samt ikke mindst skar hårdt ned på de offentlige udgifter.

Folket blev narret. I 1990 udtalte ANC-ledelsen, at den ville gøre sit yderste for at opfylde ånden i The Freedom Charter fra 1955, hvori der står, at det sydafrikanske folk "skal dele landets rigdomme. Mineralerne i jorden og monopolerne skal tilhøre folket. Jorden skal deles af dem, der dyrker den. Der skal være boliger, sikkerhed og ret til arbejde."

Mandela sagde i 1990, at ANC ville overtage monopolerne, inklusiv minerne og pengeinstitutterne. Han sagde videre:

"Dette er ANCs fundamentale politik. Det er utænkeligt, at vi nogensinde vil ændre denne politik."

Men det utænkelige var ikke bare tænkeligt, det var allerede blevet ANCs politik gennem de hemmelige forhandlinger med apartheidstyret og de internationale monopolforetagender.

I dag er den fascistiske hvide afrikaanerbevægelse AWB totalt isoleret og uden indflydelse, fordi de hvide magthavere ikke mere kan bruge den til at sikre sin egen magt. For få år siden var AWB i tæt samarbejde med de ledende kræfter og blev holdt parat til at destabilisere det sorte styre, hvis det skejede ud.

Drømmer ikke om at
skeje ud

Nu har det sorte styre bevist, at det ikke drømmer om at skeje ud. Derfor er AWB ubrugeligt for tiden. Langt mere effektivt er det for kapitalen at omgås en udvalgt klike af sorte ledere fra det politiske liv og fra forretningsverdenen.

Hvor AWB-lederne tidligere var faste deltagere i de store middage og selskabeligheder i øvrigt, er det i dag den sorte elite, der deltager. Man kunne fristes til at sige, at de udgør den røgede skinke i den hvide sandwich.

Hvad skete der med min ungdoms helt, der sad i apartheidstyres fængsler i næsten 30 år, som udholdt isolation og undertrykkelse, som overlevede mordforsøg og sygdomme.

Jeg ved det ikke, men måske var hans kolossale viljestyrke og udstråling hans største aktiv. Måske var han aldrig den store politiske leder, men snarere et levende symbol på de sortes kamp for frihed og retfærdighed.

Igen og igen toner dette symbol frem på TV-skærmene og maner til fred og besindighed. Når åbenlyse uretfætdigheder kommer for dagens lys, taler han til nationen om retfærdighed og forsoning.

Ved valget for 4 år siden manede han til tålmodighed, fordi grundlæggende ændringer "kan ikke ske over en nat. Den proces kan tage så lang tid som 5 år."

 

De hvide enklaver

I de hvide enklaver omkring i storbyerne går livet uforandret videre. Herfra kontrollerer 5% af befolkningen 88% af landets rigdom. Det er disse mennesker, der er blevet belønnet med demokrati og "forsoning". Det er disse mennesker, der nu ikke længere er udelukket fra det pæne selskab på denne klode. De kan rejse frit rundt og handle, de kan sende sportsfolk til alle slags stævner, og de kan oven i købet hævde, at de ikke havde nogen andel i det skrækkelige apartheidstyre. Men det er stort set de samme mennesker, de samme virksomheder og de samme forbrydelser, men de føler sig ufatteligt gode, fordi de har givet de sorte stemmeret. Og efter deres opfattelse er det osse alt rigeligt.

En hvid kvinde i en forstad udtaler: "Man må forstå, at det er meget svært for de unge mennesker her i landet". Hun mener de unge hvide fra forstæderne. Resten, de 87% af Sydafrikas børn, hvis helbredssituation er elendig, de 38%, der er livsvarigt skadet af mangelsygdomme, de 23%, der lider af underernæring, eksisterer ikke.

Enhver samtale med hvide kommer på et eller andet tidspunkt til at handle om kriminalitet. Ikke apartheids folkemord, men den kriminalitet, som forstyrrer vores livsstil". Vel er der megen kriminalitet i Sydafrika, men det meste handler om at skaffe sig ting, som kan omsættes til mad, tøj eller andre livsfornødenheder. 80% af kriminaliteten har sit udspring i de sorte townships, hvor flere familier lever under samme elendige bliktag, og hvor arbejdsløsheden er omkring 70%. Der er i det store og hele tale om "fattigdomskriminalitet", mens de virkelige forbrydelser, der systematisk planlægges på de bonede gulve, berømmes verden over som sund liberalistisk politik.

 

Økonomisk apartheid

En midaldrende sort mand, som hele sit liv har kæmpet mod apartheid og for social retfærdighed fortæller:

"Længe før Mandela blev løsladt, havde det gamle styre forberedt sig på fremtiden. Man fjernede nogle fremtrædelsesformer, men sørgede omhyggeligt for at bevare den vigtigste del af det gamle styre: Den økonomiske apartheid. Denne del er blevet besvaret og styrket af ANC-regeringen. Jeg tror, at vores land er blevet designet med USA som model: Klassedelt, hvilket i dette tilfælde næsten er identisk med racedelt. Helt ned til sprogbrug og historie oplæres vi til at bruge magthavernes synsvinkel, som f.eks. at kalde befolkningsflertallet for "underklassen" i stedet for "heltene i vores kamp"."

Videre siger han:

"ANC-lederne var i eksil så længe, at de var villige til at acceptere magten for en hvilken som helst pris. Det bliver opfattet som blasfemi at sige det, men Mandela har aldrig haft en vision for Sydafrika. Der er ingen politisk filosofi: Det er som candyfloss; sødt, luftigt og kønt med en forloren forestilling om forsoning mellem de undertrykte og undertrykkerne.

De folk, der stod bag apartheid, de store selskaber, indenlandske og udenlandske, er her stadig, og med mindst samme indflydelse."

Ny sort elite

Til april 1999 er de 5 år gået, og det skal måske tilføjes, at skabelsen af en ny sort elite ikke krævede 5 års tålmodighed. Faktisk skete det i mange tilfælde over en nat.

Under forberedelserne til valget i 1994 talte Mandela på et massemøde til de sorte sydafrikanske arbejdere, der var grundstammen i kampen mod apartheid, og som den dag i dag fostrer masser af modige klassekæmpere. I sin tale sagde han bl.a.:

"Hvor mange gange har vi ikke set, at befrielsesbevægelser har kæmpet sammen med folket, for så, når sejren er i hus, at forråde dem? Der er mange eksempler på det. Hvis folket slækker på sin årvågenhed, vil det finde ud af, at dets ofre har været forgæves. Hvis ANC ikke leverer varen, må folket gøre ved ANC, hvad det gjorde ved apartheidstyret."

Kloge ord fra en klog mand. Må hans råd blive fulgt!

 

KJ

Maj ’98