Musik og politik

Af Henrik Nielsen

 

Hvad er der sket med arbejdernes kulturelle identitet? Hvorfor virker den promoverede arbejderkultur så skrækkeligt antikveret?

 

To store klassekampsbegivenheder har allerede fundet sted i år og anvendelsen af såkaldt kultur ved begge lejligheder har været en indikation på at arbejderkultur er blevet en historisk kategori. Blandt arbejdere er der masser af kultur og gå-på-mod, men tiden er for nærværende uundgåeligt præget af afmagt over det massive forræderi Socialdemokratiet og dets venstresocialistiske støttepartier har udsat klassen for.

1. maj - arbejdernes internationale kampdag – forsøges år efter år reduceret til fest, gøgl og bajere, og politiske manifestationer garneres med pop-musik eller guitar-nostalgi fra de glade 70´ere.

Efter Poul d. 2.s sorte indgreb i storkonflikten for nylig, mødte arbejdere fra hele landet op på Christiansborg Slotsplads i protest. Mellem hver eneste tale spillede et par sikkert velmenende spillemænd op uden at forstå, at de blot var engageret for at løse op for den ubelejlige utilfredshed. Nu skulle vi være i godt humør. Da alle de bestilte talere, der opfordrede til at gå i arbejde igen, havde sagt deres sidste ord, og dem der ville opfordre til fortsættelse af kampen mod arbejdsgiverne og deres protegéer forsøgte at komme til orde, trak arrangørerne hurtigt lirekassen op og svøbte gemytterne ind i blød og beroligende musik.

 

Forny 70´ernes protestsange –
musik af i dag, tak!

Der er i dag som altid god brug for revolutionær musik, der opfordrer til fortsættelse af kamplinien i humanitetens navn. Et af kravene til denne, som ofte fremføres, er, at det skal være ny musik, der fænger og får tag i de unge. Derfor må vi skære ned på veteransange(r)ne som nok har indhold, men som virker fantastisk utidssvarende. Det må være sådan, at venstrefløjskultur ikke bare er noget, der støves af til festlige lejligheder, men er et reelt alternativ til hverdag.

 

Kunne man ikke bare lave nogle progressive tekster til den musik, som er fremme netop nu?

I 60´erne og 70´erne blev det for alvor klart, at musikken er et våben i klassekampen. Mange bands overtog rockmusikken som form og forsøgte at give den et proletarisk indhold. Alligevel tog arbejderklassen ikke rockmusikken til sig. Instinktivt havde den fattet, at rocken var et produkt af den imperialistiske amerikanske kulturindustri og at den var fremherskende blandt ungdommen – ikke på grund af sin folkelighed – men fordi den var udbredt af den herskende klasse.

Efterhånden slap disse bands også alle sammen arbejderen og hans kamp for et bedre samfund som tema for musikken: Røde Mor, Gnags, Jomfru Ane Band, Hoola Bandoola osv. De blev tværpolitiske – dvs. stuerene og de begyndte nu at sondre mellem det propagandistiske og så "det ærlige" udtryk - det de "holdt mest af" at spille.

Godt nok var denne musik oprindeligt et udtryk fra de undertrykte negre, men sat i system af den amerikanske imperialistiske kulturindustri blev rockens udbredelse den herskende klasses åndelige pendant til global militær oprustning. Smart udregnet af den gren af den kapitalistiske propaganda-organisation der i folkemunde kaldes Musikindustrien, kan man således ikke umiddelbart angribe denne musik uden at få prædikatet "racist" hæftet på sig.

Musikindustrien forvrænger de folkelige elementer fra blues, rock og folkemusikken og erstatter de udtrykte reelle følelser med kunstig ophidselse. Musikindustrien omskaber musikken fra at være kunst, en menneskelig udtryksform, til at blive et narkotikum, en afhængighedsskabende stimulans. Musikere i dag er i lommen på musikindustrien, som promoverer deres eget systembevarende koncept hvortil de gennem afpresning med løfter om dollars og pladekontrakter reducerer musikerne til blotte marionetter. Musikkerne skal illudere, at den perverse imperialistiske musik er skabt af folket selv.

 

Dagens udbud af musik fortsætter i endnu mere
radikal grad den imperialistiske hjernevask

Musikkanalen MTV bugner med billeder af let påklædte negerpiger og gangsterlignende negerdrenge, der kører i det gamle nazi-bilmærke: Mercedes Benz. I dag behøves ikke "oprørsk" rockmusik som splittelseskilde overfor massernes solidaritet. Kulturimperialismen har efter en periode med revolutionær lavkonjunktur frit spil til at forfalske og opdrage til lydighed overfor klassesamfundets krav.

Alverden foregøgles, og den sorte amerikanske befolkning foregøgles, den netop beskrevne utopisk sociale ønskedrøm. Igen er raceaspektet en undskyldning. Hvorfor skulle ikke negre køre Mercedes? Hvilket frisind.

I dagens musikvideoer er kvinder kun køn. Ligesom raceaspektet gør sig gældende, gøres også pseudofeminismen til forplumrende forsvar for status quo. Hvem kender ikke de tro konservative støtter i England Spice Girls´ parole om Girlpower. Kvinde er i kapitalismens underholdningskværn blot prostitueret halehæng til overkompenserede machotyper.

Ud over at være effektiv opdrager for masserne kæmper musikindustrien ikke mindst også for større afkast. For at denne ekspansion skal lykkes, markedsføres musikken med semi-pornografiske billeder. I stedet for virkelige relationer menneskene imellem, forvrænges de ligesom ovenfor beskrevet til et perverst vareforhold. Kvinden reduceres til status- og nydelsessymbol for manden og hvadenten manden har kontrol over situationen eller render efter hendes køn med tungen hundeagtigt hængende ud af halsen, så er forholdet overfladisk, undertrykkende og ydmygende for begge parter.

Musikken er ligeledes liderlig, ekstatisk – vi befinder os stadig i romantikkens epoke - og eftersom ophidselsen ikke fører til udløsning hos beskueren, men kun til ophobning af indestængt liderlighed og impotens, er der skabt grundlag for et marked af perverteret kærlighed – perverteret livsstil og tilhørende perverst udstyr.

Udtrykket er perverst og er derfor ikke et udtryk, der egnet for de undertryktes kamp.

I stedet for at tillempe revolutionære tekster til denne perverse appel, skal det afsløres, at den er et middel til bedøvelse for masserne, til splittelse, til forevigelse af kapitalismen, som afhængighed af narkotika, alkohol og religion er det.

Formen skal være
indholdets tjener

En ny arbejderkultur må vokse frem, og den kommer ikke af at LO-toppen har engageret et par sikkert velmenende spillemænd som opium for arbejderne, men ved at arbejderklassen nedefra tager sagen i egen hånd og selv organiserer sine festdage og sine arbejdskampe uden indblanding fra arbejderaristokraterne.

Det er vigtigt, at venstrefløjens kulturudtryk ikke bliver primitiv og trodsig, men viser sig klar og skabende. Selvfølgelig skal nye socialistiske udtryk tage udgangspunkt i sin tid og ved at gøre formen til indholdets tjener opnås let den ægthed man kalder kvalitet. Den bagstræberiske griben til gulvbas og harmonika blot for at opnå et gran af ægthed, som om elektriciteten ikke var et fremskridt, er en romantisk tilbage til naturen opfattelse, som ikke lader det borgerlige musikapparat noget at høre.

 

Kulturfolk i alle genrer, foren jer

Der findes masser af dårlig musik i dag, der er godt lavet. Den er produceret af fidusmagere. At henvise sande kunstnere til fidusmageriet er forkert. For den dårlige kunst ,der er godt lavet, er ikke et spørgsmål om æstetik og teknik, men et spørgsmål om etik, psykologi og klasseholdning.

Krisen i arbejderkulturen i dag bunder selvfølgelig i den for tiden defensive situation. Men efterhånden som det arbejdende folk ser deres tilkæmpede rettigheder krakelerer og udvandes gennem revisionisternes og reformisternes forræderi, vil nødvendigheden for solidaritet og organisering i og omkring et parti på klassekampliniens grundlag stå klart for enhver arbejder. Det er solidariteten, sammenholdet, der er udgangspunktet for arbejderklassens kulturelle styrke. Indenfor dette fællesskab er det vigtigt, at der arbejdes dybtgående ideologisk, politisk, moralsk osv. med kunsten, således at den kan stå frem og bekæmpe den imperialistiske og revisionistiske gift. n

 

 

 

 

 

Litteratur:

Marx/Engels: Die deutsche Ideologie.

Kulturkampen - tidsskrift for arbejderkultur, nr. 3, 1982.

Klaus Riis: Bag Linierne.

Enver Hoxha: Forfattere og kunstnere er partiets hjælpere…(Tale til AAP´s centralkomité 1974)

Gyldendals Bibliotek: Holdninger/miljøer/temaer i 25 års litterær debat.