Vibeke og konkurrencen

Vibeke har været kassedame det meste af sit lange arbejdsliv. Hun kender stamkunderne, deres børn og nu også børnebørn, ved hvem, der skal have en hilsen med til hospitalet, og hvem der har brug for en lille daglig snak. Vibeke er også hende, der ikke bare knokler når bestyrerens øjne sidder i ens nakke, men som også får alle de usynlige ting til at fungere – ikke mindst frisk kaffe om morgen, som hun møder 20 minutter før tid for at lave.

Men sliddet har sat sig. Ryggen og skulderne kan ikke længere klare de mange timer ved kassen og de mange kasser der løftes, når hylderne skal fyldes op. Om et par år skal det være slut med knokleriet, så går hun på efterløn, det har hun allerede for længe siden bestemt – det holder hende oppe og hun glæder sig, der er så meget hun ikke har haft tid og kræfter til at nå endnu. Men der gnaver en tvivl, når hun det? Holder ryggen de par år til, holder løftet om efterløn, holder løftet om den månedlige indbetaling, der skal sikre hun kan beholde haven til den tid?

Vibeke har været en god og trofast socialdemokratisk vælger i alle de år. Ved sidste folketingsvalg meldte tvivlen sig for alvor, alt for mange løfter var blevet brudt, kun tanken om Uffe som statsminister fastholdt krydset. Nyrups indgreb i overenskomst-konflikten gjorde det ikke bedre, tværtimod. Selv for en butiksansat, hvis løn- og arbejdsvilkår ligger langt under industriens, er den kendsgerning, at en socialdemokratisk statsminister ophøjer juleaften som fridag til lov i stedet for arbejderens krav, en provokation der vil noget.

Det er ikke meget tid vi har til at snakke sammen i løbet af en dag, frokost og kaffepause bliver blandt kassedamerne holdt på skift, så det er med at få udvekslet dagens bemærkninger ind imellem kunderne og når man lige går forbi hinanden. Sidst på måneden, hvor folk har brugt deres penge, bliver der så lidt mere tid. En ting trængte sig for alvor på denne gang – ja eller nej til Unions-traktaten.

Bestyreren og førstemanden stemte ja, "af hensyn til vores konkurrenceevne" og fordi "det er bedre vi sidder med ved forhandlingsbordet i Unionen". Om det var arbejderne i de andre EU-lande vi skulle konkurrere med, og hvad det var for et bord, de troede de kom til at sidde ved, fik vi aldrig svar på. Førstemanden kunne dog meddele, at han mente at have en stor karriere foran sig indenfor koncernen og derfor følte sig ansvarlig for firmaets interesser. I virkeligheden er han afløser for en brugsuddeler i et snoldet supermarked. Også førstemanden for grøntafdelingen mente, at Unionen ville gavne hans karrieremuligheder, han vil nemlig ikke stable appelsiner resten af liv, men vil læse HD efter sommerferien og blive til noget, der giver penge.

Kari har, skønt hun har boet i Danmark det meste af sit liv og hendes børn er født her, ikke stemmeret. Karis mand siger, at Unionen er godt for Makedonien. Det er hun enig i.

For Vibeke var det for første gang et svært valg. Hun er mod EU, mod Unionen og Europas Forenede Stater. Hun har set al den snak om, at vi skal være med for at løfte de andre landes velfærd op, blive til det modsatte, og det hun har kæmpet for af sociale og arbejdsmæssige goder skride i hurtigt tempo. Hun har altid stemt nej. Men denne gang sagde de jo, at det var en socialdemokratisk traktat og Union de ville lave. Ikke længere de riges og arbejdsgiverens Union.

Den 29. maj om morgene blev vi ikke alene mødt med varm kaffe, men også en beslutsom og lettet Vibeke:

"Jeg stemte heldigvis nej ", sagde hun, " for de har ret, det er en socialdemokratisk Union de vil lave, der er bare det ved det, at Socialdemokratiet fører arbejdsgivernes unionspolitik." - Vito