Børn som burhøns

 

"X Amsterdam - Arbejde, Velfærd, Fred", stod der på de socialdemokratiske valgplakater op til folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten d. 28. Maj, mens bonkammeraterne i det danske erhvervsliv fulgte i kølvandet med de sædvanlige trusler om at flytte produktionen udenlands, ifald befolkningen ikke makkede ret.

Borgerskabet fik truet og lokket sit JA igennem, men blot to dage efter kom beskeden om den første virksomhed, der alligevel - på trods af løfter om det modsatte - flytter sydpå.

F.L. Schmidt-koncernen har besluttet at nedlægge fabrikken i Valby og flytte til Polen. 150 arbejdere smides på gaden.

Ligeledes to dage efter kom opfordringen fra Kommunernes Landsforening (KL) om nye angreb på den danske folkeskole. Den nye, socialdemokratiske formand for KL, Odense-borgmesteren Anker Boye, fremsatte forslag om at hæve klassekvotienten på skolerne fra 18 til 20 som følge af stigende elevtal de kommende år.

Der er ikke råd til at udbygge skolerne/bygge nye skoler, begrundede han sit forslag. De seneste års økonomiske opsving skal ikke komme skolebørnene til gode.

Valgløfterne holdt ikke engang to dage! Og bag kulisserne forberedes et nyt økonomisk indgreb overfor befolkningens påståede overforbrug. Et indgreb, der efter sigende skal ramme boligejerne, men hvor der ydes kompensation til den bedst stillede del af befolkningen. De rige. Gennem en nedsættelse af selskabsskatterne.

De forkælede børnefamilier

Det er ikke de danske kapitalister, der er blevet forkælet i de seneste år. Det er børnefamilierne, forlyder det fra borgerskabets økonomiske eksperter, der har indledt en hetz mod børnefamilierne. De beskyldes for at jamre sig over elendige vilkår, selvom de svømmer i penge som en anden Joakim von And og har masser af tid til deres børn.

En hetz, der skal munde ud i, at børnefamilierne skal straffes økonomisk for deres påståede vellevned. Den socialdemokratisk ledede regerings tanker om at forhøje/fjerne loftet over, hvor meget de højst kan komme til at betale for en daginstitutionsplads synes dog droppet. I denne omgang. Det kan hurtig blive hevet op skuffen igen.

.Det er hverdag i EU-Danmark igen. Afmonteringen af den danske velfærd fortsætter, så Danmark kan indtage sin plads indenfor Unionen. Som region Nord i Monopolernes forenede Europa.

Afmonteringen af det danske velfærdssystem rammer også børnefamilierne, samt pasningen og uddannelsen af børnene - af de kommende generationer, der skal overtage samfundet efter os. Politikken med at behandle børn som burhøns: med flere børn på samme plads i vuggestuerne, daginstitutionerne, skolefritidsordningerne og skoleklasserne, vil resultere i adfærdsvanskelige børn, forringet undervisning og stigende sociale problemer.

- En klassekvotient på 18 eller 20 pct.? Det er ikke det samme som, at der er højst 20 elever pr. klasse. Det er et gennemsnitstal. I dag er klassekvotineten i Odense på 18, men det maksimale antal elever, der må være i en klasse, er sat til 28. Er elevtallet over 28, deles klassen i to. Der er mange klasser, der allerede er overfyldte. Det vil gå kraftigt ud over undervisningen, hvis man putter flere elever ind i klasserne, advarer folkeskolelærer John Jeppesen.

- Forslaget strider klart mod folkeskolelovens intentioner om differentieret undervisning, da der vil blive endnu mindre tid til at tage sig af den enkelte elev. Det går især udover de svage elever, fastslår uddyber John Jeppesen, der var en af spidskandidaterne for Liste K - Kommunisterne i Odense ved kommunalvalget sidste efterår.

Kommunalt sparekatalog
på vej

John Jeppesen oplyser, at Odense Kommune på vej med et nyt sparekatalog. Det såkaldte tekniske budget, som kommunens embedsmænd udarbejder og som sædvanlig indeholder en række forslag til besparelser.

Budget 1999 udgør ikke nogen undtagelse og børn og unge-området er et af de områder, der er udset som offer for den kommunale sparekniv.

- Odense ligger lidt over gennemsnittet for det ugentlige timetal for eleverne, og som man kunne forvente lyder et kravene færre undervisningstimer. Min fornemmelse er, at forslaget kommer til at lyde på, at der skal skæres ned på de kreative fag.

- En anden oplagt mulighed er, at den udbygning indenfor undervisningen i EDB-området, der blev sparet væk i år, heller ikke vil fungere på næste års budget. Samtidig lægger embedsmændene op til, at den vedtagne udbygning af skoleområdet vil blive udskudt eller udsultet, oplyser John Jeppesen.

Selvom budgettet kun er "teknisk", så ligger det i allerhøjeste grad til grund for det endelige budget, der vedtages til efteråret. Det er normalt kun mindre ting, der ændres i forbindelsen med budgetforhandlingerne i byrådet, hvor de 4 af byrådets partier deltager: Socialdemokratiet, Konservative, Venstre og SF deltager. De fire partier, der bærer ansvaret for nedskæringspolitikken i Odense Kommune.

- Så der er god grund til at ruste sig til kamp imod et nyt nedskæringsforlig, der fortsætter udviklingen henimod at forvandle børnene til burhøns, fastslår Liste K -Kommunister i Odense.

Også i andre byer. Odense er ingen undtagelse. Samtlige kommuner lægger op til besparelser. Også indenfor børn og unge-området. Discountpasning og discountskolegang er ikke et fynsk fænomen.

 

n