En privatisering af offentlig omsorg forestår i EU, og til det brug er et privat "ansvarlighedsbegreb" et nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt element. Dronningens nytårstaler, såvel som statsministerens ditto, indeholdt allerede for år tilbage det interessante begreb: ansvar. Det personlige og helt private ansvar.

Følg Villy Søvndal fra SF, der i Politiken skrev:

"I højrefløjens terminologi er begrebet ansvar blevet til kravet til de, der ligger ned eller ligger på knæ om at tage sig sammen en slags primitiv moralisme vendt imod dem, der, af mangfoldige grunde blev knækket af livet." (25. april 98)

De mangfoldige grunde er SFeren høflig ikke at nævne: vi andre kalder dem livet i det kapitalistiske rotteræs.

Folkelige krav om tryghed udspringer af rimelige menneskelige behov, som netop ikke kan dækkes af en produktionsmåde som kapitalismen, der som sin ledetråd har jagten på profit.

Det var tidligere en socialdemokratisk ambition at markedsføre en omsorg for folket, finansieret af folket, som velfærd. Den skattefinansierede omsorg fik endog en slags solidarisk anstrøg. Forbedringer sås i 70érne og betalingen, for folket, steg tilsvarende. Noget gik tilsyneladende fremad.

Dette er der ikke længere behov for, siger monopolerne & Socialdemokratiet. I et interview med socialminister Karen Jespersen om velfærd og borgernes ansvar, blev hun stillet følgende spørgsmål:

-"For ti år siden ville det have været urealistisk med de opstramninger, der er sket i social- og arbejdsmarkedspolitiken. Undrer det dig, at det lykkedes?

-Ja på en måde, netop fordi vi har vænnet os til at betragte det at stille krav som stramninger."

Karen Jespersen ser sig som pioner for et nyt projekt: "Støtte til det frivillige sociale arbejde, virksomhedernes sociale ansvar, borgernes medindflydelse og ansvar på en række områder." (Politiken d. 26. april 98)

Det er de sølle rester af den socialdemokratiske "velfærdspolitik": Et hattedame-projekt.

Velfærd er en privat sag – og et profitobjekt.

Velfærd er OK, så længe der kan høstes profitter. Virksomhedernes "sociale ansvar" er blevet et modeord, som skal lette privatiseringspolitikken, og forbedre monopolernes image i befolkningen. Den har mange generationers erfaring med, at det eneste sociale krav, de kapitalistiske virksomheder tager alvorligt, er kravet om overskud til ejerne, og at deres "sociale ansvar" begynder og ender dér. Resten er pynt.

Det var kapitalismens krav om overskud til ejerne og ikke "et socialt ansvar" der sidste år fik Renault-fabrikkerne til at lukke afdelingen i Vilvoorde i Belgien. Den belgiske EU-kommissær Karel van Miert, brølede op om, at Renault-fabrikkernes beslutning om at flytte fabrikken til et lavtløns område i Syd-EU, var skandaløs. Selvfølgelig var den skandaløs. Pointen er, i dette som talløse andre tilfælde, at skandalen er en EU-skandale, og kommissærens vrede er et ynkeligt forsøg på at skjule denne kendsgerning. EU er nemlig designet til sådanne transaktioner – og der ligger masser af penge til virksomhederne, f.eks. i Egnsudviklingsfondet.

Da Unionsafstemningskampagnen startede op efter regeringsindgrebet mod den lovlige storkonflikt – et indgreb, som understregede, at den såkaldte danske arbejdsmarkedsmodel er en fiktion, og at arbejdernes rettigheder ikke eksisterer, når det kommer til stykket – lagde statsminister Nyrup og hans parti ud med at kritisere fyrstelønningerne i EU. Fidusen var lidt for smart, hykleriet for åbenlyst – men Nyrup fik spillet et hovedtema på banen: EU kan blive bedre – og dermed skjule den mest basale kendsgerning om Unionen – at den er designet af monopolerne, til maksimering af profit.

Andre eksempler på monopolernes profitable bevægelsesfrihed foreligger på stribe. Unionens praksis giver intet belæg for den påstand, som Socialdemokratiet fremsætter i deres EU-brochure ’Den danske vej’:

"Amsterdamtraktaten bringer ikke Socialdemokratiets Europapolitik til vejs ende.

Men den er et fremskridt i forhold til den gældende Maastrichttraktat. Sammen med vore partifæller i det øvrige Europa, politisk ligesindede og den europæiske fagbevægelse, får vi, med Amsterdamtraktaten bedre muligheder for at varetage den brede befolknings interesser og fremme vore holdninger og synspunkter. (...) Vi skal bruge mulighederne i Amsterdamtraktaten. Europa er også vores ansvar. Fordi vi vil freden, demokratiet, miljøet og velfærden."

Man skal lægge mærke til, at begrebet velfærd nævnes til sidst og hvad der er endnu mere opsigtsvækkende: det er det eneste sted, hvor den vissengrønne, Socialdemokratiske EU-pjece overhovedet nævner velfærd. Allerbagerst i brochuren!

Det er ikke tilfældigt. I EU-kommissionens egen brochure, udgivet til danskere, skrives det udskældte begreb på den farverige forside, og som overskrift på side 4. Ellers ikke!

Hvorledes betragter kapitalen mere overordnet velfærdsstaten - ud over at skælde ud over den alt for høje støtte, der fosser ud af statskassen eller alle nasse-pensionisterne. Alle på "overførselsindkomster" er en byrde, men på det sidste er en nyfunden interesse spiret frem som paddehatte i en fugtig skovbund.

En leder i dagbladet Børsen under overskriften Milliardmarked for velfærd anslog de nye toner:

"Der er udsigt til en dramatisk vækst i den private servicesektor i de kommende år, hvis den kender sin egen besøgstid. Får direktøren i Kommunernes Landsforening, Gorm Larsen ret i sin vurdering af, at mere end en tredjedel af børnepasningen, ældrepleje og anden offentlige omsorg i Danmark i købet af fem til otte år, er privatiseret, så er der alene for børne- og ældrepleje tale om et marked på mere end 14 mia. kr. Hertil kommer markedet for offentlig omsorg."

Den usentimentale leder lover rent ud, at der snart kan tjenes penge på sygdom, skavanker, unge og gamle. Lederen er så venlig at nævne en række socialdemokratiske politikere, der støtter op om kapitalens ønske om privatisering og udlicitering.

Børsens leder fortsætter:

"Der er ingen grund til at tro, at det er voksende kærlighed til den private sektor, der er katalysator for holdningsskiftet i Socialdemokratiet. Men det er en accept af nødvendigheden af mere markedsøkonomi, hvis de offentlige udgifter ikke skal løbe løbsk. Og det er et udtryk for den pragmatisme, som udmønter sig i en højredrejning af de fleste socialdemokratier i Europa for øjeblikket. Den offentlige sektor kan ikke bare række hånden frem og få, hvad den vil have, og det er ikke mere et succeskriterium, at der hældes milliarder i en offentlig produktion af ydelser, som traditionelt er blevet helt unddraget klassiske produktivitetsmålinger."

Siger en avis, der har stillet sig i spidsen for, at det velbeslåede erhvervsliv skal slippe billigere og billigere på alle måder. En systematisk unddragelse af "det sociale ansvar", den socialdemokratiske fru Jespersen mener sig i stand til at se. Børsens leder er milevidt fra patienternes, børnefamiliernes og ældre, svage gruppers forventninger til medmenneskelig omsorg. Hvordan vil Børsens "klassiske produktivitetsmålinger" kunne overføres til omsorgssektoren?

Jo flere børn jo bedre? Jo flere patienter, jo bedre? Hvordan kan et omsorgsapparat overhovedet blive rentabelt, og stadig være omsorg. Hvis Børsens markedsorienterede holdning vandt indpas blandt almindelige mennesker, ville omsorgssektorens sociale funktion være væk. Problemløsningerne ville blive økonomiske, og ikke behovsdefinerede, forskning ville centreres, i endnu højere grad, om økonomisk rentable områder. Et professionelt etisk kodeks kan ikke forenes med Børsens klassiske produktivitetsmålinger, ikke engang leve op til WHOs definition på sundhed.

I FNs regi ligestiller man fysisk, psykisk og social funktion. Helt på tværs af Børsens forhåbninger. WHOs normative definition lyder:

"Sundhed er mere end frihed for sygdom, frihed for smerte, frihed for førtidig død. Det betyder optimal fysisk, psykisk og social funktion og velbefindende"

Kapitalismens udviklingssystem indeholder monopolisering og fusioner. De vil ikke længere være leverandører af tjenesteydelser hos det offentlige, de vil helst overtage hele funktionen.

En leder i dagbladet Politiken konstaterede efter salget af TeleDanmark i septmebr sidste år: "Reelt kan hele den offentlige sektor afvikles.

Domstolene kan også sælges. Politiet. Og statsborgerskabet - det danske vil være blandt de dyreste og derfor ikke for fattiglemmer. Der er bare om at komme i gang. ..."

I Politikens ræsonnement ligger en erkendelse, der i sig selv giver svaret på hvorfor EU, de borgerlige partier samt socialdemokratiet møder så stor en modstand, der ikke umiddelbart lader sig se i folketingspartiernes repræsentation.

Siden statsminister Poul Nyrup Rasmussen op til folkeafstemningen om Maastricht-traktaten påstod, at socialpolitikken ville EU ikke blande sig i, har EU-kommissionen udgivet sin egen pjece Amsterdamtraktaten – Tryghed, sikkerhed og velfærd. Her finder man følgende interessante, officielle udsagn: "Overstatsligt er alt samarbejde, hvor der lovgives på EU-plan. Overstatslige beslutninger i Ministerrådet er bindende. (...) Overstatslige samarbejdsområder er f.eks. social- og miljøpolitik." (s.23). Poul Nyrup fortalte ikke sandheden op til Maastricht-afstemningen, og han fortsætter nu op til Amsterdam i Schlüters berygtede fodspor, hvorefter "unionen var stendød".

EUs eneste bidrag til f.eks. socialpolitikken er velfærdstab gennem en stadig stigende arbejdsløshed på grund af kapitalismens indre marked og den invaliderende ØMU. Parodisk nok er en social protokol om social- og arbejdsmarked skrevet ind i Amsterdamtraktaten, med endnu en hensigtserklæring om "samarbejde for at bekæmpe social udstødning".

Det er, for at sige det ligeud, tjenstivrige bondefangere på fisketur!

Arbejdernes løn skal længere ned, ned under et reduceret dagpengeniveau, forlangt af: monopolerne og deres politiske lakajer, af EU, Dansk Arbejdsgiverforening, Børsen, Vismændene m.fl. ( Børsen d. 30/1-98)

I EU krævede Det Europæiske Monetære Institut allerede i sin årsberetning for 1996 åbent stigende profitter for kapitalen, og på den anden side løntilbagegang og opløsning af den strukturelle stivhed i arbejdsmarkedet samt nedgang i såvel understøttelse som i dagpengeperioden.

Og når pensionen er et privat anliggende sammen med sygdom og invaliditet, så er vi godt på vej ind i EUs idé om velfærd.

I Danmark er vi flinkt med: Billig aktivering, jobtræning og puljejob, et gråt tredje arbejdsmarked uden overenskomstmæssig løn og rettigheder, osv.

Og profitterne er rekordhøje.

EU eller sundhed

Hvor sundt er det at leve i Danmark og hvor EUsundt bliver det?

Hvis vi ser bort fra de helt klare klassemæssige forskelle, så er middellevetiden for danske mænd og kvinder, sammenlignet med andre OECD-lande (1970-idag) for mænds vedkommende sunket fra en 5. plads ned til en 18. plads, mens kvinderne levetid er forkortet fra en 8. plads til en 22. plads.

Efter en god sjat mere UNION, med velfærdstilbageslag i særklasse, kan man spørge sig om socialdemokratiet er anderledes orienteret?

Hvorledes ser de deres rolle? I virkelighedens verden, vel at mærke?

En del af svaret kunne man få dagbladet Aktuelt, hvor socialminister Karen Jespersen gennemgår socialdemokratiets socialpolitik. Ministeren erklærer gådefuldt:

"Vi har været alt for optaget af at sikre den ydre velfærd såsom penge, bolig m.v.

Det er også vigtigt. Men det er ikke her, de afgørende sociale problemer ligger i dag. De drejer sig om det, man kan kalde den indre velfærd." (4.3.98)

Den indre velfærd dækker over fænomener som manglende selvværd, ensomhedsfølelse osv.

Karen Jespersen taler om ydre og indre velfærd som om det var to størrelser, der kunne adskilles og ikke hænger uløseligt sammen. Når den sultne får mad, hjælper det på både ensomhedsfølelsen og den manglende selvværd. Og endnu bedre ville det jo være med job og mulighed for et aktivt liv i samfundet – og tryghedsgaranti ved sygdom og alderdom.

Den ydre velfærd er en nødvendig, om end ikke fuldt tilstrækkelig forudsætning for den indre. Snakken om ydre og indre velfærd er simpoelthen en opdateret variant af den gamle snak om rå materialisme kontra de åndelige værdier, som præstelauget gennem århundreder har serveret i stedet for virkelig nærende føde!

De to velfærdsbegreber mener vi andre i al beskedenhed, hænger uløseligt sammen, som storhjernen og lillehjernen på et menneske.

Ingen af Karen Jespersens ansvarsområder fungerer ordentligt.

At mennesker overhovedet udstødes, er uacceptabelt. At de skal have en ydelse for at opretholde livet, viser klassesamfundets råddenskab, hvor de besiddende kan skrue op eller i på ydelser, der skal mildne røversamfundet. At man kan have socialdemokratiet ved hanerne, klar til at påtage sig ansvaret, viser overklassens evne til at manøvrere.

I slutningen af kronikken udtaler Karen Jespersen:

"Det er socialdemokratiet, der brænder for de svageste i samfundet."

Således ser Karen og hendes afbrændte parti sig selv!