Det er de riges paradis

Der er mange gode grunde til at stemme Nej til Amsterdamtraktaten.

Som f.eks. at traktaten betyder mere Union, at den er endnu et vigtigt skridt på vejen til Europas Forenede Stater; til den europæiske globale imperialistiske supermagt med fælles udenrigspolitik, politi og militær, fælles mønt, uden grænser indadtil og med nye mure udadtil. Den cementerer en udvikling, der forvandler Danmark til et udkantsområde, en delstat nord for et Tyskland, der er selve Unionens bankende hjerte!

Jasigerne argumenterer, til de er blå og gule hovedet af det og de får små stjerner i øjnene, for at Amsterdamtraktaten er et fremskridt, forbedringer i forhold til Maastricht-traktaten: Se selv her – på det ene eller det andet område står der noget, der lyder som en forbedring. Arbejdsløshedsbekæmpelse, social dimension, ligestilling. Mere Union – det går man let henover. De danske forbehold står ved magt, et af dem er tilmed indskrevet i selve traktatteksten. Og Europas Forenede Stater: Hvem arbejder for det? spurgte Marianne Jelved i en valgduel. Hun svarede selv: Det er der ingen der gør.

Hendes løgn er lige så stor som Poul Schlüters, da han i sin tid ved en anden folkeafstemning erklærede, at "Unionen er stendød", eller den samlede ja-sides løgn i 72 om at EF "kun" drejede sig om økonomisk samarbejde, om en slags udvidet frihandelsområde. De stærkeste og mest toneangivende politiske og økonomiske kræfter på det europæiske kontinent, som Kohls Tyskland, arbejder for Europas Forenede Stater. Den europæiske storkapital arbejder for det. Og har tilmed USAs og dets præsidents støtte: "Det må være denne generations mål at oprette et forenet Europa efter forbilledet det forenede Tyskland", erklærede Clinton i Berlin.

Kursen mod Europas Forenede Stater, mod en ny imperialistisk supermagt er entydig. Det er kun frække danske unionspolitikere, der vover at benægte det.

Ja-sidens propaganda går ud på at fortælle, at de der stemmer Nej ikke ved noget som helst om, hvad de stemmer om. De er dumme, følelsesprægede, politisk ukorrekte og ude af takt med de store udviklinger i verden. Hvis ikke de er primitive nationalister med en snert af fremmedhad, og i bedste fald dybt provinsielle dumme Dänen.

Men folk behøver ikke at have læst Amsterdamtraktaten sin helhed for at sige Nej. De har heller ikke haft mulighed for det. Ved Maastricht-afstemningen blev traktaten husstandsomdelt, og studiet af den hjalp Nej’et i 92 på vej. Så det har Ja-siden forhindret gentager sig denne gang. I stedet søger de at diskutere løsrevne stumper af traktaten, som de kalder forbedringer, og forlanger at debatten holder sig til det. En grundig gennemgang af traktaten, i sin helhed, og i sine enkeltdele, giver masser af argumenter for et Nej. De såkaldte forbedringer viser sig at være gjort af taknemmeligt papir.

Det er ikke følelser eller uvidenhed, der får folk til at stemme Nej. Det er danskernes virkelige erfaringer med unionen gennem mere end 25 år. Et flertal af danskerne har aldrig ønsket Unionen, og ønsker det fortsat ikke. Derfor har Ja-siden måttet lyve og bedrage hver gang – og gør det nu igen.

Unionen er brutal virkelighed, og den har ikke afskaffet arbejdsløsheden, sikret velfærden, forbedret miljøet, skabt fred, sikret ligestilling eller skabt almindelig social fremgang for de mange. Derfor må ja-sigerne i Danmark som i resten af Europa ustandselig love en forbedret Union og sælge de nye traktatudvidelser som forbedringer, og tilmed som mere demokrati og mindre Union. Men flertallet af danskerne ved godt, at Union og arbejdsløshed, Union og velfærdsslagtning, Union og manglende ligestilling eller forringet miljø hænger intimt sammen. For Unionen tjener ikke den brede befolknings interesser. Den tjener monopolernes, storkapitalens interesser. Den er deres projekt, der trækkes over modvillige befolkninger, med eller uden afstemninger.

Hvem stemmer ja? En undersøgelse viser, at "de højtlønnede" er langt mere unionsbegejstrede end de "lavtlønnede" , hvor modvilje og skepsis dominerer. Det mest fortiede spørgsmål i hele EU-debatten er spørgsmålet om dens klasseindhold: Unionen gavner de rige. Unionen er er i Overdanmarks interesse. I hele den europæiske overklasses interesse. Den tjener ikke Underdanmark, eller arbejderne og den brede europæiske befolkning.

Den sandhed, der for alt i verden ikke må komme frem er den simple, at Unionen er de riges paradis - og de flestes mareridt.